COP21 endte, som forventet, med en aftale. Den vil træde i kraft fra 2020, hvis den bliver ratificeret af 55 lande, og hvis disse 55 lande tegner sig for mindst 55 procent af den globale udledning af drivhusgasser. I betragtning af de holdninger, der kom til udtryk i Paris, bør denne dobbelte betingelse ikke volde vanskeligheder (men at USA ikke ratificerede Kyoto-aftalen viser, at overraskelser altid er mulige ...).

af Daniel Tanuro

"Under 2 grader – hvordan?
Aftalen indeholder et mål om at holde den gennemsnitlige temperaturstigning "et godt stykke under 2 grader over det førindustrielle niveau og at fortsætte bestræbelserne på at begrænse temperaturstigningen til 1,5 grader over dette niveau, i erkendelse af, at det i væsentlig grad vil mindske risikoen for klimaændringer."

Hertil kommer, at teksten bekræfter sin vilje til at nå disse mål ud fra princippet om et fælles, men differentieret ansvar, med respekt for menneskerettigheder, retten til sundhed, retten til udvikling, de oprindelige folks rettigheder, rettigheder for personer med handicap og børn, ligestilling mellem kønnene, fremme "empowerment" af kvinder og solidaritet mellem generationerne, vigtigheden af en "retfærdig overgang" på arbejdsmarkedet og under hensyntagen til de enkelte landes respektive formåen…

Man kan naturligvis kun tilslutte sig disse principielle holdninger, men teksten, som er vedtaget af de 195 lande repræsenteret på COP, garanterer ikke, at de vil blive gennemført. Desuden, og vigtigst, er det stadig helt uklart, hvilke frister der skal overholdes for at nå klimamålene: Det hedder blot, at "parterne tilstræber at nå et globalt højdepunkt i emissionerne så hurtigt som muligt, og derefter at foretage hurtige reduktioner af emissioner i overensstemmelse med den bedst tilgængelige videnskab, med henblik på at opnå en balance mellem de menneskeskabte emissioner fra kilderne og optaget gennem drivhusgasdrænene i anden halvdel af århundredet."

Men det er tidspunktet for højdepunktet af udledninger, den årlige samlede emissionsreduktioner efter dette år, og det nøjagtige tidspunkt mellem 2050 og 2100, hvor den samlede balance mellem emissioner og optag opnås, som afgør, hvornår opvarmningen stabiliserer sig på et bestemt niveau.

"Forene det uforsonlige"? 
I sin tale i plenarforsamlingen den 12. december udtrykte præsident Francois Hollande tilfredshed med, at konferencen har formået at "forene, hvad der (syntes) uforsonligt" ved at vedtage et ”både ambitiøst og realistisk" dokument . "Den skelsættende aftale om planeten, det er nu," konkluderede han. Før ham glædede hans udenrigsminister, Laurent Fabius, som formand for COP, sig for resultatet som et udtryk for "den bedst mulige balance".

FNs rammekonvention om klimaændringer stammer fra 1992. Den har kun affødt et meget dårligt forsøg: Kyoto-protokollen. Der har været år, hvor klimaudfordringen i stigende grad har været med til at underminere kapitalismens legitimitet og de politiske lederes troværdighed. I kølvandet på COP21 i Paris står det allerede klart, at vi vil blive konfronteret med en stor offensiv mod at udbrede tanken om, at systemet, i modsætning til hvad der er blevet sagt, er i stand til dæmme op for den katastrofe, den har skabt, og at regeringerne er på højde med situationen.

Hvis man ikke tror på muligheden for en grøn kapitalisme, ikke tror på muligheden for at redde klimaet uden at sætte spørgsmålstegn ved systemets grundlæggende tendens til fortsat vækst, så har man en interesse i at gennemgå Paris-aftalen Paris med denne vinkel: I hvilken grad har COP21 "forsonet det uforsonlige"? Det handler denne artikel om. Vi vil vende tilbage senere til andre aspekter af aftalen, såsom tilpasning, støtte til udviklingslandene mv.

Og hvad så? Har Paris gjort pessimisterne og økosocialisterne til skamme? Svaret på dette spørgsmål er "nej", for mindst 80 procents vedkommende. Hvorfor 80 procent? Fordi vi kan sige, på grundlag af eksperterne i FNs Klimapanel, at en femtedel af vejen er tilbagelagt bare for at holde sig inden for en varmestigning på 2 grader (og stadig: kun på papiret). Med andre ord, spørgsmålet er ikke, om glasset er halvt fuldt eller halvt tomt, Glasset for COP21 er tomt for fire femtedeles vedkommende, mindst. Dybest set fortsætter klimakatastrofen, dokumentation for, at de angiveligt uforenelige ting kan forenes, er ikke fremlagt. Lad os forklare.

Mellem aftalen og INDC
Der er to elementer i forhandlingerne: på den ene side teksten, som blev vedtaget i Paris, og på den anden side de "klimaplaner", som hvert land, der deltager i konferencen, har vedtaget og sendt til COP-21-sekretariatet. I forhandlingssproget bliver disse planer kaldt for INDC (Intended Nationally Determined Contributions – planlagte nationalt fastsatte bidrag). Den vedtagne tekst i Paris sætter rigtig nok et mål om en opvarmning under 2 grader, så tæt på 1,5 som muligt. Men INDC – som dækker perioden frem til 2025 eller 2030 – er langt fra at nå dette mål. Deres samlede virkning skønnes at føre os til en katastrofal opvarmning på cirka på 3 grader.

Denne modsætning mellem hensigtserklæringerne i aftalen og virkeligheden i de klimaplaner, som aftalens underskrivere har sendt ind, er ikke nogen hemmelighed. Den udtalelse, der blev vedtaget i Paris (sammen med selve aftalen), understreger ”med alvorlig bekymring det presserende behov for at løse den betydelige kløft mellem den samlede effekt af løfterne i parternes begrænsning af de årlige emissioner af global drivgas i 2020 (på den ene side) og (på den anden side) målet om at begrænse de samlede emissioner for at holde den globale gennemsnitstemperatur et godt stykke under 2 grader og fortsætte indsatsen for at begrænse temperaturstigningen til 1,5 grader.”

Denne kløft mellem den kumulative effekt af INDC og målet på 1,5-2 grader, som blev vedtaget i Paris, blev undersøgt af en ad hoc-arbejdsgruppe nedsat på COP17 i Durban [i 2011] med henblik på at hæve ambitionsniveauet for klimapolitikken. Den 30. oktober 2015 forelagde arbejdsgruppen en detaljeret rapport til UNFCCC-sekretariatet som led i forberedelsen af CO21

I denne tekst bliver summen af emissioner fra INDC med løbetid indtil 2025 og 2030 sammenlignet med udledninger i tilfælde af "business as usual" på den ene side og på den anden side (varianter af) den globale emissionsreduktion, som ifølge IPCC bør følges for at have 66 procent chance for at holde opvarmningen under 2 grader – med de ”mindste omkostninger”.

Undersøgelsens forfattere bruger en enkel metode: De tager "business as usual" emissioner som reference-scenariet (0 procent af målet 2) og "mindste-omkostninger-scenariet på 2 grader som mål (100 procent af målet 2). Derefter sætter de summen af emissionsreduktioner fremskrevet af INDC sm en procentdel af målet 2. Her er deres konklusion: "I denne sammenligning skønnes INDC at reducere forskellen mellem emissioner med business as usual og 2-graders-scenariet med 27 procent i 2025 og 22 procent i 2030". Det er derfor, vi sagde, at "COP21-glasset er 80 procent tomt."

Det er heller ikke udelukket, at 80 procent er undervurderet. Faktisk fortjener INDC at blive udsat for en mere detaljeret gennemgang med henblik på at kontrollere, om staterne ikke har pustet deres tal op for at give et duksebillede af sig selv. Denne form for snyd er allerede forekommet flere gange i klimaregnskaber (man kan for eksempel tænke på, hvordan EU-lande har overvurderet emissionerne fra forurenende industrier, så de får maksimalt med gratis emissionsrettigheder, som kan sælges med fortjeneste). Det faktum, at mange INDC er stærkt afhængige af CO2-optag fra skove, eller at man opererer med relative reduktioner af emissioner, og i mindre grad med netto-reduktioner, ansporer til mistillid. Men lad os overlade dette aspekt til specialister og i stedet se på, hvordan Paris-aftalen har til hensigt at bygge bro mellem INDC og målet om en fortsat opvarmning på mellem 1,5 og 2 grader.

At bygge bro over kløften? Ja tak!
Først må jeg indrømme, at et punkt i IPCC-rapporten stadig er uforståeligt for mig: Mens diagnosen af alvoren i klimaændringerne bliver stadig mere bekymrende, og fænomenet skrider meget hurtigere frem end forventet af modellerne, hvordan kan det så være, at tidspunktet, hvor den globale udledning af drivhusgasser skal toppe, for at vi kan holde os under grænsen på 2 med 66 procent chance, rykker sig i den ”forkerte retning” mellem den 4. og 5. rapport? Ifølge den 4. rapport skulle de globale udledninger toppe senest i 2015 for at holde en temperaturstigning på mindre end 2 grader, men i henhold til den femte rapport vil det stadig være muligt at holde sig under 2 grader, selv om man først begynder at reducere de globale udledninger i 2020, i 2025, og endda i 2030 – ganske vist med stadig større omkostninger. Jeg går ud fra, at forfatterne til rapporterne ikke bare har til formål at holde gejsten oppe, men at der er en videnskabelig forklaring på dette skift. Men jeg ved det ikke …

Anyway, lad os sige, emissionerne topper i overensstemmelse med 2- eller 1,5 gradersmålet i 2025 eller i 2030 og vende tilbage til vores spørgsmål: Hvordan forestiller Paris-aftalen sig at bygge bro mellem INDC og målet om "godt under 2 grader" på globalt plan? Svaret i den vedtagne tekst er: Revision af INDC hvert femte år for at øge ambitionsniveauet. Denne revision kommer udelukkende til at bygge på velvilje fra parterne: Aftalen er ikke juridisk bindende, indeholder ingen straf osv. Mens huset brænder, er det godt nok stærk kost at tage så let på brandslukningen – og samtidig præsentere det som et historisk gennembrud …

Et vigtigt spørgsmål her er timing: Paris-aftalen træder i kraft i 2020, og den første revision skal først ske i … 2023. Husk, at det tog otte år at ratificere Kyoto-protokollen, som omfattede færre parter, og som handlede om latterlige reduktioner af emissioner. At tro på, 195 lande i løbet af ti år, mens de geopolitiske spændinger vokser, vil formå hurtigt at blive enige om 80 procent af den indsats, de endnu mangler for at redde klimaet – det er faktisk at spille russisk roulette med skæbnen for hundreder af millioner af mennesker og økosystemer. Det er næppe for meget at sige, at COP21 ikke gør den økosocialistiske analyse ugyldig. Tværtimod, så bekræfter den det modsatte: Når det kapitalistiske system støder imod de økologiske grænser, kan det kun skubbe problemets kerne foran sig og gøre problemet mere og mere komplekst og farligt.

Sagde du "fossile brændstoffer"?
Når vi snakker farlighed, så bør de, der tror, at et mirakel fandt sted den 12. december i Paris, stille to andre spørgsmål:

Hvordan kan det være, ordene "fossile brændstoffer", "industri", "kul", "olie", "gas", "bilindustrien" og andre lige så vigtige udtryk ikke forekommer en eneste gang i teksten til Paris? Ordet "energi" nævnes kun to gange, i den samme sætning om Afrika (og en gang i navnet på det Internationale Energi Agentur)?

Omvendt, hvordan kan det være, at udtryk som "energiændringer", "ren energi”, "recycling", "genbrug" og "fælles goder " aldrig bliver brugt? Udtrykket "vedvarende energi" bruges kun én gang, og kun i forbindelse med "udviklingslande" (Afrika i særdeleshed)? "Biodiversitet" bruges kun én gang? Begrebet "klimaretfærdighed" optræder også kun en gang, som "vigtigt for nogle" – i præcis det samme afsnit, som nævner biodiversitet og betydningen af Moder Jord (”også for nogle”!).

Disse mangler er ikke en tilfældighed, men et udtryk for et konkret projekt for et kapitalistisk strategisk svar på klimaudfordringen. Klima-fornægtere ser ud til at tabe spillet i den herskende klasse, og det er godt. Men det vil være forkert at ånde lettet op og se Paris-aftalen som et "stærkt signal", "et farvel til fossile brændstoffer", eller et vendepunkt i retning af en "retfærdig overgang", som nogle har sagt. De ansvarlige for katastrofen – dybest set olie- og finanssektoren – holder stadig fast om roret.

Et vendepunkt, men hvilket?

Har vi et vendepunkt? Sandsynligvis. Der er formentlig en bevidsthed på højeste niveau om, at den globale opvarmning, hvis den ikke bliver bremset, udgør en uberegnelig risiko for samfundet, dets sammenhængskraft og dets økonomi (rundskrivelsen fra Pave Frans er et udtryk for dette fænomen). Det er sandsynligt, at nogle kapitalistiske beslutningstagere ikke vil være tilfredse med at bruge denne COP som en skærm for at skjule den katastrofe, som deres politiske forsømmelser har skabt siden verdenstopmødet om miljø og udvikling i 1992, og at de vil forsøge at nå til enighed om at bygge en bro mellem INDC og det, som er nødvendigt for at holde den globale opvarmning under 2 grader. Men det er usandsynligt, at de vil lykkes med det (og det er en underdrivelse) … Blandt andet fordi omstillingen er kommet meget sent i gang, fordi den fossile kapital har foden på bremsen, og fordi en multipolær verden er præget af voldsomme inter-imperialistiske rivaliseringer, uden et klart lederskab …

Desuden er målet ikke alt, det handler også om måden. Men det scenarie med "2 grader til de laveste omkostninger", som inspirerer strategerne, er ikke kun overgang til den "bløde energi", men også en energipolitik med atomkraft, fossile brændstoffer med kulstoflagring, enorme vandkraftværker og afbrænding af biomasse med "nyttiggørelse af kulstof" (carbon recovery). Den 5. IPCC-rapport er kategorisk: Ellers bliver under-2-graderscenariet "ikke rentabelt", omkostningerne eksploderer, profitten er i fare! Helligbrøde!

I rækken af teknologier fra troldmandens lærling er afbrænding af biomasse med genskabelse af kulstof blevet populær. Dens fortalere siger, at ved afbrænding af denne biomasse, og ved at lagre CO2 fra forbrændingen, og bagefter dyrke ny biomasse til forbrænding – som optager CO2 fra luften under væksten – vil man ikke kun reducere emissionerne, men også nedsætte mængden af CO2, som allerede er akkumuleret i atmosfæren. Ræsonnementet kan ikke gendrives … men det enorme forbrug af biomasse, som dette projekt indebærer, kan kun ødelægge både økosystemerne og de menneskelige samfund, der lever i dem. Alligevel sætter Paris-aftalen standarder i denne retning, for eksempel ved at annoncere en stor "mekanisme for bæredygtig udvikling".

Ved nærmere læsning kan vi forstå, at det simpelthen handler om forstærket version af "Clean Development Mechanism" fra Kyoto … hvor (især) de europæiske bilindustrier kan få kompensation for deres udledninger ved at investere i ”skov”-projekter i Syd på ryggen af oprindelige folk.

Det er altså den "realistiske ambition", som Holland talte om i det, som medierne har kaldt højdepunktet af COP. Dette er det sande ansigt af det, som nogle fortsat hilser som vejen mod en "grøn kapitalisme". Lad os se realiteterne i øjnene. Det, som nu sættes i værk under betegnelsen "bæredygtig udvikling", er anti-økologisk og asocialt, vil ikke redde klimaet og vil altid kræve mere undertrykkelse for at knække modstanden og bringe protesterne til tavshed. Den nødretstilstand, som blev gennemført under påskud af terrorbekæmpelse, er til syvende og sidst meget afslørende for visse skjulte tendenser i denne COP …

Daniel Tanuro er agronom, aktiv i LCR (Fjerde Internationale) i Belgien og forfatter til »Green Capitalism: why it can´t work«.

Oversat fra det belgiske website lcr-agauche.org af Åge Skovrind

 

single.php
WP2Social Auto Publish Powered By : XYZScripts.com