Læsetid: 6 minutter

 

Den 24. juni præsenterede SVM-regeringen og en række organisationer en “Aftale om et Grønt Danmark”, som angiveligt svarer på landbrugets klima- og naturudfordringer i et 20-årigt perspektiv. Den såkaldte trepartsaftale involverer store ord og store beløb, men indebærer en fastlåsning af landbrugsindustriens metoder og landbrugskapitalens magt.

 

Danmark har et landbrug, som har medvirket kraftigt til klimakatastrofen, skabt iltsvind og død i vandløb og fjorde, fortrængt og forarmet naturen, forgiftet drikkevand, pint millioner og atter millioner af produktionsdyr, udpint jorden og øget risikoen for epidemier og antibiotikaresistens.

 

Bag hele denne elendighed står nogle snævre økonomiske interesser, som med hjælp fra skiftende regeringer har gjort landbruget mere og mere koncentreret og kapitaliseret.
Det er ikke så meget vores land, der har et landbrug, som det er landbruget, der har landet, som påpeget af journalist og gårdejer Kjeld Hansen. 60 % af landarealet besiddes af et erhverv, der drives af en forsvindende lille andel af befolkningen.

 

I 1950 levede over 200.000 familier af deres eget landbrug. I 2010 var det reduceret til ca. 12.300 landmænd med heltidsbedrifter i selveje, og i 2020 var antallet faldet til ca. 7.500″. Samtidig steg antallet af bedrifter på over 200 hektar.

 

Landmændene er dog ikke selv herrer over udviklingen. De er afhængige af landbrugsstøtten, der favoriserer de store landbrug, finanssektoren, som de skylder over 15 mio. kr. per bedrift, korn- og foderstofselskaberne, en stærkt monopoliseret fødevareindustri, supermarkedskæderne og andre store koncerner.

 

Landbrugslobbyen regerer
Langt de fleste landmænd er via lokale foreninger organiseret i Landbrug & Fødevarer (L&F), men det er ikke en landmandsorganisation. L&F er en lobbyorganisation tæt sammenvævet med de kapitalinteresser, som landmændene er afhængige af. L&F organiserer hele komplekset af mejerier, slagterier, grovvarevirksomheder, forædlings- og forarbejdningsvirksomheder, handelsvirksomheder, fabrikanter af landbrugsmaskiner, staldinventar m.v., fabrikanter af maskiner til fødevareerhvervet, producenter af ingredienser og hjælpestoffer, forsknings- og rådgivningsvirksomheder, pengeinstitutter og forsikringsselskaber.

 

L&F råder ikke alene over 500 årsværk og en omsætning på næsten 2 mia. kr. Organisationen har opbygget et unikt netværk af allierede, som de færreste tænker på som en del af landbrugslobbyen. Den har flere poster i råd og nævn end nogen anden og anses for at være i top-3 blandt de mest indflydelsesrige organisationer i Danmark.

 

L&F var selvfølgelig inviteret, da regeringen nedsatte “treparten” i december 2023. Derudover bestod treparten af Dansk Industri, Fødevareforbundet NNF, Dansk Metal, Kommunernes Landsforening, ministre fra blandt andet de tunge økonomiske ministerier samt Danmarks Naturfredningsforening (DN) som eneste grønne organisation.

 

Aftalen bærer præg af landbrugslobbyens store indflydelse.

 

CO2-afgiften
Først er der den længe ventede CO2-afgift på landbruget. Den blev omtalt som “historisk” både ude og hjemme, men er pinligt lav. Afgiften skal først indfases fra 2030, og med et stort bundfradrag vil satsen kun være 120 kroner per ton CO₂ i 2030 og 300 kroner i 2035.

 

Man hævder, at aftalen vil sikre det nødvendige bidrag fra landbruget til et vedtagne mål for drivhusgasudledninger i 2030, og lover, at aftalen vil blive “genbesøgt” i 2032. Dermed ignorerer politikere og lobbyister endnu en gang, at det er drivhusgasudledningerne i de nærmeste år, der afgør, om klimaet går amok.

 

Kort efter aftalens indgåelse udkom i øvrigt ny forskning, der tyder på, at de samlede udledninger fra lavbundsjorderne kan være undervurderet med 1,3 millioner ton i 2022 og 0,8 millioner ton i 2030.

 

Tvivlsomme tekniske løsninger
Med trepartsaftalen satses der stort på tekniske løsninger for at reducere drivhusgasudledningerne. Køernes metan skal nedbringes ved at fodre dem med kemiske tilsætninger som Bovaer. Det vil man udbrede med klækkelige tilskud. Man har bare ikke afklaret, hvorvidt selve stoffet giver dyrene ubehag, og brugen af stoffet kræver, at de bliver holdt i stalden, altså ikke kommer på græs.

 

Samtidig vil man satse 10 mia. kr. på pyrolyse, hvor biomasse, f.eks. gylle eller halm, omdannes til biokul, som graves ned på marker som en slags lagring af CO2. Rådet for Grøn Omstilling har påpeget store problemer med denne satsning, såsom at der kan gå over 40 år, før det får nogen positiv klimaeffekt, og at der er risiko for miljøfarlige stoffer i biokul.

 

De nye tiltag tjener i høj grad til at bevare det gamle, altså det industrielle dyrelandbrug. Det samme gør selvfølgelig kontant støtte såsom en slagtepræmie for grise. Aftalen sætter ovenikøbet “et bolværk op, der sikrer imod en omlægning til et mere plantebaseret landbrug”, skriver Greenpeace: “Hvis en landmand reducerer sin dyreproduktion, reduceres bundfradraget tilsvarende, så der er ikke noget incitament til at omlægge væk fra dyreproduktion.”

 

Udtagning af jorder
Danmark er verdens hårdest opdyrkede land, så det er naturligvis velkomment, at trepartsaftalen øger ambitionerne for udtagning af jorder til skov og natur. Det må ses som et resultat af, at kampen mod landbrugets klima- og naturødelæggelse har været central for en lang række grønne bevægelser og de seneste års klimademonstrationer.

 

Udtagningsplanerne har da også været Danmarks Naturfredningsforenings hovedargument for at sige ja og dermed påtage sig rollen som aftalens grønne alibi. Hvis trepartens målsætning opfyldes, udtages der 390.000 hektar jord svarende til 15 % af landbrugsarealet frem til 2045.

 

Men også udtagningssatsningen indeholder betydelige problemer.

 

•    Øget CO2-udledning i udlandet: Når man som nævnt fortsætter den massive animalske produktion og samtidig reducerer landbrugsareal, vil man være nødt til at importere endnu mere foder, dvs. forårsage endnu mere skovrydning i Sydamerika – til skade for klimaet, selv om det ikke tæller i Danmarks klimaregnskab. Det modsiger DN’s argument om, at udtagning af jorder i sig selv giver et stort plus på klimakontoen.

•    For sent og for lidt: Fagfolk på Aarhus Universitet og i Klimarådet peger på et endnu større samlet behov: udtagning af i alt 600.-760.000 hektar, det vil sige op til et areal som Sjælland, hvis miljømålene skal komme inden for rækkevidde.

•    Frivilligt igen: Frivillighed er fortsat i centrum, selv om regeringen “vil afsøge mulighederne for at anvende ekspropriation” for at nå målene. Stort set ingen jord er taget ud de sidste 2½ år med frivillige ordninger. Frivillighed betyder, at kortsigtet økonomisk vinding går forud for gode hensigter. Det gjaldt også de frivillige aftaler om at nedbringe udledningerne af kvælstof og drivhusgasser – niveauet er det samme som for 10 år siden. Og aftalen i 2014 om at nedbringe dødeligheden for pattegrise fra 22 procent til 16 procent i 2020 – i stedet steg tallet.

•    Voldsomt dyrt: Det lyder flot med en arealfond på 40 milliarder kroner, der skal kunne opkøbe og udtage jorder. Men det indebærer en kolossal omfordeling af penge fra det offentlige til jordejere og kan meget let komme til at banke jordpriserne i vejret. I forvejen har landbrugsstøtten presset priserne op, og når arealfonden melder sig som køber, vil det øge efterspørgslen på jord.

 

Andre parter må på banen
Landbrugslobbyen har kort sagt ikke ladet sig presse til store indrømmelser. Aftalen ser ud til at være fint foreneligt med den herskende markedsliberale, teknologifikserede klima- og miljøpolitik og de bestående magt- og ejendomsforhold. Fremadrettet har Landbrug og Fødevarer desuden sikret sig indflydelse på udmøntningen af aftalen, bl.a. ved at komme med i et “politisk forum for arealudtag” og i en national styregruppe, som skal lede, styre og kontrollere indsatserne i forhold til vandmiljøet.

 

Både i Danmark og internationalt står vi ved et vejvalg: Landbruget truer både klima, miljø og natur, og der er ingen løsning uden et opgør med landbrugslobbyen.

 

Som Greenpeace skriver: “Hvis aftalen bliver ført ud i livet, vil den i stedet være en kampesten om benet i at skabe et bedre landbrug i ud i fremtiden. Som vi kan se med tidligere store politiske aftaler, lægger de kursen mange år ud i fremtiden. Hvis denne landbrugsaftale bliver vedtaget, vil det derfor binde dansk landbrugspolitik i mange år til en grundlæggende dårlig aftale.”

 

Sagt på en anden måde: Den, der går med på at udmønte trepartsaftalen i håbet om indflydelse nu eller ved “genbesøg”, bliver en del af problemet snarere end en del af løsningen.

 

Der er en anden vej, som Enhedslisten har skitseret og må prøve at konkretisere i samarbejde med alliancepartnere blandt grønne bevægelser, i landbrugs- og landbomiljøer og fagforeninger. Det handler navnlig om:

•    En omstillingsplan med fuld overgang til økologisk drift og hurtig nedtrapning af den animalske produktion samt job- og uddannelsesgaranti til de ansatte i følgeindustrierne.

•    Registrering af de reelle ejere af dansk landbrugsjord og stop for salg af landbrugsjord til udenlandske selskaber og kapitalfonde [se note]

•    Oprettelse af en statslig jordfond, der opkøber jord, når landmænd går på pension eller går konkurs, og forpagter den ud til økologisk drift.

•    Udbredelse af fælleseje, demokratisk styring og lokal produktion.

•    Omlægning af landbrugsstøtten, så den fremmer omstillingen.

 

En socialt retfærdig grøn omstilling af landbruget er ikke let, men den haster. Trepartsaftalen er ikke det sidste ord. Nu gælder det om at give stemme til nogle andre parter – dem, som regeringen og landbrugslobbyen har kørt over.

 

Socialistisk ArbejderPolitiks Forretningsudvalg, den 1. juli 2024 

 

Note:

Enhedslistens grønne program, Enhedslistens klimaudspil 23. august 2022 og https://hvemejerjorden.dk/