EU-parlamentet blev genvalgt søndag den 9. juni, og det førte til en stigning i antallet af højreorienterede partier og frem for alt en betydelig stigning i antallet af højreekstreme lister i flere lande.

af Fjerde Internationales Forretningsudvalg

Læsetid: 5 minutter

De 720 medlemmer af parlamentet vælges ved almindelige direkte valg. I praksis er dette organs autoritet svag, selv om det er det officielle lovgivende organ i EU, som nu består af 27 europæiske stater efter Storbritanniens udtræden i 2020. Den virkelige politiske magt i EU ligger i to organer. Det første er Kommissionen, som er EU’s “regering”, og hvis styrende organ består af 27 medlemmer, hvor hver national regering udpeger en kommissær til dette organ. Den har beføjelse til at udarbejde og præsentere love for Europa-Parlamentet. Det andet vigtige organ er Det Europæiske Råd, som samler statsoverhovederne eller premierministrene fra hver medlemsstat. Dette organ fastlægger EU’s hovedprioriteter, især udenrigspolitikken.

 

Parlamentet har derfor en sekundær politisk rolle, men er talerør for de største partier i EU. I årtier har det haft et stabilt flertal mellem den konservative højrefløjsgruppe EPP, den socialdemokratiske gruppe S&D og for nylig den lille centristiske og liberale gruppe Renew Europe. Disse tre partier har tilsammen 403 MEP’er i det nye parlament.

 

Dette store flertal vil sikre fortsat støtte til ultraliberale politikker, udhuling af sociale rettigheder, regler der skaber usikkerhed i beskæftigelsen, og ødelæggelse af offentlig service. Disse politikker er kombineret med en racistisk og umenneskelig politik over for migranter, støtte til Israels kriminelle politik og dets folkemorderiske krig mod det palæstinensiske folk og en stigning i militaristiske våbenpolitikker under påskud af at støtte Ukraine.

 

Ændringer i det politiske landskab i EU

Men ud over den tilsyneladende stabilitet i det liberale flertal har dette valg til Europa-Parlamentet afsløret ændringer i det politiske landskab i EU. I Frankrig og Tyskland, de vigtigste lande i EU, ser vi en spektakulær tilbagegang for de lister, der støtter de siddende regeringer, og en fremgang for det yderste højre. Den første konsekvens i Frankrig er indledningen af en vedvarende politisk krise. I 17 af de 27 EU-lande er det yderste højre på fremmarch i kølvandet på flere nationale valg.

 

I flere lande kom den yderste højrefløj klart ud på toppen: RN i Frankrig med over 30 procent, FPÖ i Østrig med 25,4 procent og en fordobling af antallet af parlamentsmedlemmer og Fratelli d’Italia i Italien med 28,6 procent. Gert Wilders PVV vandt 6 mandater i Holland, og AfD vandt 6 mandater i Tyskland, hvor de kom klart bedst ud af det i de østlige delstater. I Belgien, Portugal og Spanien konsoliderer disse højreekstreme kræfter deres positioner (selv om Chega i Portugal kun vandt halvdelen af den procentdel, de opnåede ved parlamentsvalget i marts).

 

I alt gik de to grupper, der samler reaktionære nationalistiske og højreekstreme partier, CRE og ID, 13 pladser frem og har nu 131 pladser i alt.

 

På den anden side mistede den centrum-orienterede gruppe Forny Europa (som omfatter hollandske VVD, belgiske Open VLD – den afgående belgiske premierminister Alexander De Croos parti, tyske FDP og fra Frankrig Macrons parti) 21 pladser. På samme måde mistede den grønne gruppe 19 pladser, med betydelig tilbagegang i Tyskland og Frankrig. I flere lande har de grønne partier ikke formået at adskille sig tilstrækkeligt fra de store regeringspartiers nedskæringspolitik og miljøskadelige politik.

 

Disse tendenser sker på et tidspunkt, hvor det yderste højre sidder i regering i en række lande, herunder Italien, Ungarn og Holland, og er en del af koalitioner i Finland, Slovakiet og Sverige. I dag er der flere og flere broer mellem det europæiske konservative højre og det yderste højre, især når det gælder migrationspolitik og autoritære tendenser.

 

Desværre har venstreorienterede kræfter indtil videre ikke formået at opbygge et europæisk alternativ til Socialdemokratiets liberale forvaltningspolitik, som kan samle de folkelige vælgere. Indsatsen er derfor afgørende i de kommende måneder.

 

Fælles kamp

For den europæiske antikapitalistiske venstrefløj er det en central opgave at organisere en fælles kamp mod det yderste højre. I den forbindelse støtter vi enhedsfronts-strukturer på nationalt plan og i lokalområder baseret på selvorganisering og lokale kampe, som er et nøgleelement i enhedsfronten. Det er en vigtig og presserende opgave at opbygge denne enhedsfront som svar på det yderste højres fremmarch, som går hånd i hånd med autoritære og racistiske regeringers fremmarch, og at finde den bedste måde at besejre det på i valgkampen.

 

I den forstand er oprettelsen af den Nye Folkefront i Frankrig et budskab om håb og ansvar på et tidspunkt, hvor Macron i en selvmorderisk manøvre efter sit nederlag har besluttet at opløse Nationalforsamlingen og rulle en rød løber ud for Rassemblement National og det ekstreme højre, som i sine forskellige udgaver netop har samlet næsten 40 procent af stemmerne.

 

At besejre det yderste højres fremmarch gennem mobiliseringer og valg er en central opgave i denne historiske periode. Det yderste højres fremmarch er et symptom på en kapitalisme i dyb krise. At vinde over det yderste højre kræver enhed i arbejderklassen, men også et brud med den destruktive, miljøødelæggende, autoritære og racistiske kapitalisme. Måtte eksemplet fra den franske venstrefløj og arbejderklassens og den sociale bevægelses organisationer bære stor frugt og sprede sig over hele Europa og verden. Og må det opmuntre arbejderklassen til at omdanne kampene til en antikapitalistisk kamp.

 

Fjerde Internationales Forretningsudvalg, den 18.juni 2024

 

Denne udtalelse blev udsendt af SAPs Forretningsudvalg i uge 26 i stedet for den sædvanlige ugekommentar.

 

single.php
WP2Social Auto Publish Powered By : XYZScripts.com