Ernest Mandels teori om de lange bølger står i efterkrigstidens marxisme som et af de mest gennemtænkte forsøg på at forklare den historiske opblomstring og nedgang af kapitalismen i Vesten efter Anden Verdenskrig.

af Anders Hadberg

Læsetid: 8 minutter

Den økonomiske krise og den nuværende recession har givet liv til debatten blandt marxister om krisens årsager. Imidlertid er det få af debattørerne, der tager konsekvensen og går i dybden med kapitalismens grundlæggende funktionsmåde.

Årsagerne hertil kan være mange og gode. Men konsekvensen er, at den historisk afgrænsede epoke og dens placering i den kapitalistiske samfundsordens udviklingshistorie bliver trængt i baggrunden.

Se Ernest Mandel online arkiv for en introduktion til Mandels liv, samt hans akademiske og politiske virke.

Ernest Mandel var en af de marxister, der insisterede på at se ikke blot kapitalismen som samfundssystem, men også de forskellige epoker af kapitalismens udvikling i en historisk kontekst. Den enkelte epoke og dens placering i den fremadskridende kapitalismes udvikling var omdrejningspunktet for hans tilgang til den marxistiske teori om økonomien. Hans teori om de lange bølger står i efterkrigstidens marxisme som et af de mest gennemtænkte forsøg på at forklare den historiske opblomstring og nedgang af kapitalismen i Vesten efter Anden Verdenskrig.

Mandels bidrag til en marxistisk teori om de lange bølger
Ideen om, at kapitalismen udviklede sig i lange bølger af vækst, var og er ikke en eksklusivt marxistisk teori. Selvom den havde marxistiske rødder, så havde borgerlige økonomer formulere teorien på et ikke-marxistisk grundlag. Teorien, der første gang blev formuleret i 1920’erne af vesteuropæiske og russiske marxister, bl.a. Trotskij, van Gelderen og Kautsky, blev senere taget op af kendte borgerlige økonomer som Joseph Schumpeter.

Mandel genoplivede og nyformulerede teorien om de lange bølger af kapitalistisk udvikling på et marxistisk grundlag. Mandel forsøgte at vise, at teorien om de lange bølger i sin marxistiske version kunne forklare, hvordan den kapitalistiske økonomi gennemgik længerevarende faser af opsving og nedgang. Op- og nedgange, som varede længere end og inkluderede flere konjunkturer på 7-10 år (dvs. kapitalens gennemløb af én produktionscyklus). Mandel mente, at bølgerne indbefattede både en optur og en nødvendig nedtur. Hver bølge forløb over ca. 20 – 25 år.

Mandel forsøgte specielt at forklare, hvordan det var muligt for kapitalismen, i betragtning af profitratens tendens til at falde, at gennemgå perioder, hvor profitraten, væksten og kapitalakkumulationen var stigende.

Mange marxister var i efterkrigstiden fastlåst i idéen om, at enten måtte profitraten være faldende – hele tiden, eller også måtte teorien om profitratens nødvendige fald være falsk. Den første position ledte til, at flere af dem at afviste at bruge ”borgerlig nationaløkonomisk statistik”, der slet ikke kunne sige noget om de marxske kategorier som værdi, kapital, og profit. Den anden position ledte til en afvisning af, at tidligere faser som fx 1913-1939 var relativt stagnerende. Mange af marxisternes forsøg på at forklare efterkrigstidens opblomstring af europæisk og amerikansk kapitalisme udviklede sig derfor enten som rene teoretiske analyser, eller blev til kulturanalyser, der kunne demonstrere kapitalismens ”permanente krise” ved at vise de nedbrydende konsekvenser af fx industriens ”rationaliseringer” (fx den såkaldt ”kapital-logiske” skole i Tyskland og Danmark). Eller også afviste de, at der fandtes nødvendige stagnerende faser, hvor profitraten, væksten og kapitalakkumulationen var under gennemsnit.

Kapitalismen som dynamisk helhed
I modsætning hertil stod Mandels teori om de lange bølger, der netop viste, hvordan en optur i kapitalismen var muliggjort af en række faktorer tilvejebragt dels af Anden Verdenskrig og ombrydninger i den geopolitiske verdensorden, dels af teknologiske nybrud. Samtidig med at Mandel fastholdt Marx’ teori om profitratens tendens til fald, kunne han vise, at kapitalismen under bestemte betingelser kunne gennemgå accelererede vækstperioder, hvor profitraten var i stigning.

I modsætning til de borgerlige økonomer fastholdt Mandel, at de lange bølger var bestemt af udsving i profitraten. Schumpeter argumenterede for eksempel for, at de lange bølger varede 50 år og fulgte modningen af afgørende anlægsinvesteringer på den ene side, og den tilsyneladende tilfældige opblomstring af fremtrædende særligt innovative individer (enten genetisk eller guddommeligt bestemt).

På den anden side afviste Mandel en ensidig marxisme, hvor kapitalismens udvikling blev reduceret til at en lang nedadgående krise. Han fastholdt, at kapitalismen var en dynamisk produktionsmåde, hvor samspillet mellem de faktorer, som bestemte profitraten, i enhver given periode kunne spille en selvstændig rolle i udviklingen af kapitalismen. Selvom han betragtede profitraten som den kapitalistiske økonomis seismograf, fastholdt han en åben tilgang til analysen af kapitalismens udvikling.

Profitraten og de centrale variable
Ifølge Mandel var profitraten det dynamiske omdrejningspunkt omkring kapitalismens forskellige faser af udvikling og kriser. Profitratens udvikling var imidlertid bestemt af en række ”centrale variable”, der hver for sig kunne spille en ”betinget selvstændig rolle” i kapitalismens udvikling. Det skal forstås på den måde, at Mandel fastholdt, at ingen af de centrale variable kunne ophæve den grundlæggende tendens i kapitalismen, profitratens tendens til fald. Han fastholdt, at – på et eller andet tidspunkt – måtte de mekanismer, som medførte fald i profitraten, slå igennem og sætte gang i en lang stagnerende fase.

Men i bestemte perioder kunne samspillet af de centrale variable udsætte faldet i profitraten.

Mandel pegede i sit hovedværk, Senkapitalismen, på 6 variable som han anså for de afgørende faktorer i bestemmelsen af profitraten. Disse faktorer måtte analyseres både hver for sig og i deres betydning for profitraten. De enkelte faktorer kunne hver især spille en afgørende rolle for udviklingen i økonomien og dermed profitraten. Der var med Mandels egne ord ikke tale om en ensidig deterministisk tilgang til den marxistiske teori, men om en ”åben marxisme”, der forstod kapitalismens ”dynamiske helhed”.

I sin senere bog, ”Long Waves of Capitalist Development – A Marxist Interpretation”, (fra 1980 men genudgivet så sent som i 1995) baseret på de forelæsninger, Mandel gav ved Cambridge University i 1978, var der imidlertid blot tale om 5 og noget anderledes variable: Merværdiraten, kapitalens organiske sammensætning, kapitalens omslagstid, merværdiens absolutte størrelse, samt en udvidelse af investeringsmulighederne til ukapitaliserede lande og sektorer, hvor den gennemsnitlige organiske sammensætning var lavere end i de kapitalistiske centres afgørende sektorer.

Centrale variable i Mandels værker

Late Capitalism Long Waves of Capitalist Development
1) Kapitalens organiske sammensætning 1) Kapitalens organiske sammensætning
2) Fordeling af konstant kapital på fast og cirkulerende 2) Merværdiraten
3) Merværdiraten 3) Merværdiens absolutte størrelse
4) Akkumulationsraten 4) Omslagstiden for kapitalen
5) Omslagstiden for kapitalen 5) Udvidelsen af investeringsmulighederne (verdensmarkedet)
6) Bytteforholdet mellem sektorerne for produktionsmidler og forbrugsvarer  

 

Lange bølger og konjunkturer
Da Marx oprindeligt analyserede kapitalismens bevægelse viste han, at de accelererede perioder af intens vækst og afmatning var forårsaget af maskinernes levetid. Kapitalismen gennemlevede derfor en rytme på 7-10 år, hvor maskinerne blev købt og slidt op i produktionen af varer og erstattet af nye maskiner. Herefter blev nye og bedre maskiner købt. Således foregik kapitalismens udvidede reproduktion. Udvidelsen af reproduktionen kan på denne måde foregå gradvist. Ny teknologi kan indføres lidt efter lidt og på den måde sker der en løbende teknologisk fornyelse af kapitalapparatet.

Mandel mente imidlertid, at der udover denne grundlæggende udvidelse af reproduktionen forekommer store kvalitative spring i udvidelsen af reproduktionen. Disse spring forekommer, når helt ny teknologi introduceres, som ændrer grundlæggende på den måde, som varerne produceres og distribueres på. Det er i sammenfaldet af indførelse af ny teknologi og massive investeringer i fornyelse af maskinerne, at en lang bølge muliggøres.

En kvalitativ teknologisk fornyelse vil medføre ændringer i hele den organisering af produktionen, som akkumulationen foregår under. Fx vil nye maskiner betyder nye typer råvarer og input, samt nye kvalifikationer til arbejdskraft, samt ny infrastruktur til transport og informationsudveksling. Hver lang bølge udgør derfor objektivt set og opleves subjektivt som en selvstændig epoke i kapitalismens udviklingshistorie, der må analyseres ud fra dens specifikke dynamik.

Ekspansive og stagnerende faser
Der er to typer af lange bølger, som afløser hinanden: En ekspansiv bølge, hvor profitraten er stigende eller stagnerende, og en lang stagnerend fase, hvor profitraten falder. I en ekspansiv fase modvirker et særligt samspil af de centrale variable profitratens tendens til fald. En lang bølge har historisk varet omkring 20-25 år. Ved begyndelsen af en ny lang optur finder der en massiv investeringsbølge sted i en fuldstændig omvæltning af produktionsteknologien. Men når denne fase når et bestemt punkt, bliver det svært at opnå et gennemsnitligt afkast for den samlede masse af kapital. Afkastet begynder i stigende grad at falde. Dette er punktet for over-akkumulation.

I en stagnerende fase kan de modvirkende tendenser til profitratens fald ikke udskyde tendensen længere. Kapitalens værdi falder, og destrueres delvist. Under-investering er tendens over flere konjunkturer.

I modsætning til både tidligere, samtidige og senere marxister, der arbejdede med de lange bølger, så Mandel ingen ”naturlighed” i de lange bølger af ekspansion. Der var i Mandels ord intet i kapitalismens ”indre” økonomiske dynamik, der medfører, at betingelserne for en ny optur bliver tilvejebragt under en lang stagnerende fase. Det kræver i stedet, at de rette faktorer uden for selve økonomien spiller ind. Hvad Mandel præcist mente, skiftede hen over hans teoretiske udvikling.

Men gennemgående var hans idé, at forudsætningerne for en ny lang bølge blev skabt gennem politisk kamp, altså klassekamp. Det var den politiske kamp under de stagnerende faser, som afgjorde, om forudsætningerne var tilvejebragt. For eksempel i hvilken grad det lykkedes at presse merværdiraten op, at omstrukturere råvareproduktionen fx gennem imperialistiske fremstød, eller hvordan staten kunne skabe de rette betingelser for udviklingen af teknologiske revolutioner.

Mandel identificerede i sit hovedværk, Late Capitalism (På dansk: Senkapitalismen), otte lange bølger i kapitalismens udviklingshistorie. I sin noget senere bog, Long Waves of Capitalist Development (På dansk: Lange bølger af kapitalistisk udvikling), identificerede han syv bølger.

Lange bølger i kapitalismens historie:
1793-1825: ekspansiv, stigende profitrate
1826-1847: aftagende, stagnerende profitrate
1848-1873: ekspansiv, stigende profitrate
1874-1893: aftagende, profitraten falder, stagnerer og stiger lidt
1894-1913: ekspansiv, stigende profitrate, siden stagnerende
1914-1939: regressiv, profitraten falder skarpt
1940/45-1967: ekspansiv, profitraten stiger, og falder siden langsomt
1968-??: aftagende, profitraten falder

Den lange ekspansive bølge ebber ud
De lange bølger viser sig som en massiv investering i en grundlæggende fornyelse af kapitalapparatet. Investeringerne sætter gang i en bølge, hvor væksten ligger over sit historiske gennemsnit, og akkumulationen af kapital accelererer. Samtidig stiger beskæftigelsen og der sker en udvidelse af forbrugsmulighederne hos arbejderklassen. De ekspansive lange bølger opleves derfor som en periode med voldsom vækst og udvikling.
PÅ et tidspunkt vil der opstå stigende problemer med at lave tilstrækkelig profit på investeringer, og til sidst slår en regulær krise igennem. En krise er et sammenbrud i selve kapitalismens produktion og akkumulation, mens stagnationen/recessionen er akkumulation i lavere eller faldende hastighed.

Mandel mente, at gennemslaget af kriser og stagnerende perioder måtte forklares ud fra de indre modsætninger i kapitalismen. De slog igennem i både produktionssfæren (i industrien) og i cirkulationssfæren (de forskellige led fra produktion til forbruger, fx grossister, supermarkeder og små købmænd, men også transportsektor mv.). Mandel mente derfor, at kapitalismens kriser bestod i tre tæt forbundne tendenser: over-akkumulation, over-produktion OG under-forbrug. Mandel afviste derfor at tale om en over-akkumulationskrise uden i samme åndedrag at nævne produktionen og forbruget.

Forudsætningen for ekspansive faser
Men hvilke er da betingelserne for etableringen af en lang ekspansiv fase? Hvad skal er der til for at gå fra depression til vækst og optimisme?

Mandel hævdede, at der ingen automatik er i overgangen fra en stagnerende fase til en ny optur. De lange opture kan ikke forklares teoretisk eller historisk ved den kapitalistiske økonomis egen logik. Det ligger simpelthen ikke i kapitalismens økonomiske udviklingstendenser at tilvejebringe betingelserne for en ny optur. I stedet mente Mandel – i lighed med Trotskij – at betingelserne for en ny optur må forklares ved forhold, som er ydre i forhold til den kapitalistiske økonomi.

Med ydre mente Mandel klassekampen, den politiske udvikling og den teknologiske udvikling.
Imidlertid tilvejebringer den stagnerende fase de objektive forudsætninger for en ny optur. Den lange stagnerende bølge, som varer 3-4 konjunkturperioder med underinvestering medfører, at der opspares kapital i det, Mandel benævnte, ”en historisk reservefond af kapital”.

Mekanismen, som Mandel beskriver, består i, at kapitalisterne ikke bruger den profit, som tjenes ind i disse konjunkturperioder. De køber måske nye maskiner, som er bedre og dyrere, men som ikke kvalitativt forandrer produktionen, dens input og produkter. Den opsparede kapital skaber dermed det objektive grundlag for at foretage massive investeringer i teknologisk nyt kapitalapparat.

Det egentlige problem er imidlertid at forklare, hvorfor den historiske reservefond pludselig tages i anvendelse. Mandel tilskrev profitraten en afgørende rolle i forklaringen af overgangen fra den stagnerende til ekspansive fase.

Det, som sætter gang i investeringerne, er stigningen i profitraten. Årsagerne til stigningen i profitraten skal – som vi har set ovenfor – analyseres i deres specifikke historiske sammenhæng ved at studere udviklingen i de 5 eller 6 centrale variable. Mandel pegede også på forskellige udviklingstræk og konstellationer af variable, som var særlige for de enkelte epoker af kapitalistisk udvikling.
Imidlertid mente Mandel, at det er muligt at observere følgende fire processer ved gennemslaget af en ny ekspansiv bølge (Late Capitalism, p. 115):
1. Et pludseligt fald i kapitalens organiske sammensætning
2. En pludselig stigning i merværdi-raten
3. Et pludseligt fald i pris-elementerne af den konstante kapital, især råvarer
4. En pludselig forkortelse af den cirkulerende kapitals omslags-tid, pga. optimering af kommunikations- og transportsystemer

For at en lang bølge skal slå igennem, kræver det imidlertid et stærkt og koordineret samspil mellem adskillige af de centrale variable. Hvis blot en enkelt variabel er i spil, vil profitraten ikke varigt kunne holdes oppe, og investeringerne falder tilbage til et under gennemsnitligt niveau.

Foreløbig afslutning
Jeg har i ovenstående forsøgt at beskrive grundskelettet i Mandels teori om de lange bølger. I en anden artikel vil jeg tage fat i debatten om, hvorvidt man kan karakterisere den nyliberale fase som en lang bølge i kapitalismens historie. Derudover vil jeg med udgangspunkt i teorien om de lange bølger analysere krisens gennemslag i 2008-2009 og dynamikken i den efterfølgende stagnation i lyset heraf.

single.php
WP2Social Auto Publish Powered By : XYZScripts.com