Læsetid: 8 minutter

Denne artikel kan læses i forlængelse af Coronaen: De autoritæres stjernestund? fra den 30. marts. Skulle den skrives i dag, ville det være uden spørgsmålstegn. For det har vist sig, at autoritære politikere har været villige til at tage udemokratiske midler i brug, øge overvågningen af borgerne, og til at give politiet øgede beføjelser til at slå ned på dem, der ikke makker ret. I nogle lande hersker der reelt undtagelsestilstande med udgangsforbud, interneringer, indgreb i presse- og ytringsfriheden, samt svækkelse af borgernes retssikkerhed. Det sker med velvillig bistand fra IT-industrien, der i løbet af få år har udviklet sofistikerede overvågningsteknikker, som kun få magthavere kan holde fingrene fra.

 

For en halv snes år siden blev romaner og film, der beskrev nutidens overvågningsteknikker, anset for at være Orwellske mareridt, der lå langt ude i fremtiden. Det gjaldt fx den tyske forfatter Juli Zeh, der i romanen Corpus delicti, det både betyder “forbrydelsens genstand,” men også “den skrøbelige krop,” beskrev et sundhedsdiktatur, hvor den frie vilje må vige for samfundssind, og et fælles ønske om den optimale sundhed. Hvor kroppen er vigtigere end sindet, og hvor sundhed konkurrerer med arbejdet og forbruget om at være den nye religion. Og kulturen? Ja, den mener kulturminister Joy Mogensen, det er “upassende at tale om for tiden.”

 

Zeh fortæller bl.a., hvordan wc’er forsynes med sensorer, der registrerer, om efterladenskaberne overholder de sundhedsmæssige forskrifter med hensyn til ph-værdi, syre-base-balance, E-numre, kemikalier, alkohol osv. Er det ikke tilfældet, da varer det ikke længe, førend sundhedspolitiet ringer på og beder om en forklaring. Ganske som Orwells hovedperson, Winston Smith, arresteres, da Big Brother opdager, at Smith fører dagbog.

 

Fiktion? Ikke på Taiwan, hvor den karantæneisolerede journalist Milo Hsieh pådrog sig myndighedernes mistanke, da hans mobil, og den apps, der overvågede ham, løb tør for strøm. Et kvarter efter ringede politiet på.

 

Big Brother

Overvågningsteknologien breder sig globalt med samme hast som coronaen. Her i landet diskuteres, hvilken overvågningsapp, der skal vælges: Googles og Apples, der fortæller en smittet, hvem man har været sammen med inden for et givet tidsrum, men holder myndighederne udenfor. Eller den app, Seruminstituttet er ved at udvikle, og som sender besked til sundhedsmyndighederne.

 

Den finmaskede teknologi gjorde Taiwans sundhedsmyndigheder i stand til at isolere smittede hurtigt, og til at holde smittetrykket langt nede. Er det det, der skal være hverdagen fremover?

 

Når det gælder opsporingsteknologi, er Kina, Iran og Israel længst fremme. Det kinesiske system var i forvejen fintmasket, men med coronaudbruddet opstod muligheden for at udvikle en app, der oplyser brugeren om risikoen for at have været i tæt kontakt med en smittet person, samt tildeler brugeren en grøn-gul-rød “licens” til ens gøren og laden, og fortæller hvad man må og ikke må.

 

Kineserne har samkørt lokations-, transport- og sundhedsdata med Alibabas – verdens største onlineshopping – data over én mia kunders vaner og forbrugsmønstre.

 

Som vi har set, er dansk politis brug af masteoplysninger ret upræcise, og det samme gør sig også gældende i Kina, men det afholder ikke myndighederne fra at bruge teknikken.

 

Her i landet vil samkørsel med fx. Amazons eller supermarkedernes kundeoplysninger, Nets, Rejse-kortet mv., give myndighederne et fortræffeligt redskab til at overvåge os. Kan de modstå fristelsen? Næppe. Justitsministeriet har nemlig trodset henstillinger fra EU-Domstolen, der har kendt lognings-bekendtgørelsen ulovlig. De talrige datalæk fra diverse myndigheder, samt risikoen for at systemet hackes, er ikke tillidsvækkende.

 

I Moskva installeres et finmasket overvågningssystemer hvori indgår videokameraer med ansigts-genkendelse, apps, kreditkort, og QR-koder. Cybergulag kalder kritikerne systemet, der længe har været under planlægning, og altså ikke skyldes coronakrisen. Denne har blot fremskyndet opsætningen af systemet, hvilket indikerer, at det skal bruges, når coronakrisen ophører.

 

Jo mere raffineret systemet gøres, desto mere sårbart vil det være. Også for “gadepirater,” der ikke vil acceptere myndighedernes tiltag. Der har allerede været tilfælde af hærværk.

 

De fattige taber

Sofistikeret IT-elektronik hører til i velstående samfund til. Andre lande må nøjes med at pudse politiet på de ulydige. I Nigeria dræbte politiet 18 demonstranter – flere, end der indtil nu (officielt) er døde af coronaen. Sydafrikansk politi brugte ifølge Amnesty gummikugler, tåregas, og piske for at få folk til at holde afstand, mens kenyansk politi sendte tåregas mod handlende i slumkvartererne for at få dem til at lukke.

 

Indiske hjemløse – dem er der ca. 2 mio af – tæves, fordi de ikke går “hjem.” Også dem, der har et hjem, er i farezonen. Kombinationen af trange boliger og store familier giver smitten gode vækstbetingelser. Og sådan fortsætter det kloden rundt, hvor det især er de fattigste, der ikke kan beskytte sig, der rammes.

 

Upåagtet er ca. to mio migrantarbejdere fra Nepal, Bangladesh og andre asiatiske lande, der arbejder i de stenrige Golfstater. Arbejdspladserne er lukket, og så er der ingen løn, og intet at sende hjem til familien. Migrantarbejderne må ikke forlade landet og tilbringer tiden i overbefolkede mandskabsbarakker, hvor coronaen rigtig kan brede sig. ILO har grebet ind, men indtil nu er det kun Kuwait, der har vist vilje til at ville flyve migrantarbejderne hjem.

 

Et velkomment påskud

Domstolene bruges til at ramme dem, der overtræder coronareglerne, eller disendenter. Coronaen er autoritære lederes påskud til at flytte fokus fra inden- og udenrigspolitiske vanskeligheder. Erdogan fx kæmper med en dårlig økonomi og faldende popularitet. For at genvinde denne har han løsladt “politiske” fanger i tusindvis – ofte folk, der blev arresteret i kølvandet på “kuppet” i 2016, mistænkt for at tilhøre Gülen-bevægelsen, og som endnu ikke er dømt for noget. Anklagerne er tynde, så nu slipper Erdogan dem fri – med henvisning til den smitterisiko, fængslerne udgør. Det afholder ham dog ikke fra at rejse nye sager mod journalister, der kritiserer hans håndtering af coronakrisen.

 

Brugen af falske anklager mod oppositionelle er udbredt i de centralasiatiske republikker, hvor politiske modstandere arresteres for “hooliganisme” (Aserbadjan og Kasakhstan), og hvor domme på flere måneder bl.a. for at sprede misinformationer uddeles generøst (Serbien, Kasakhstan, Indien).

 

HIV-patienter og LGTB-personer kommer sidst i køen, når smittede skal behandles. Det gælder ifølge Human Rights Watch i bl.a. Tanzania, Japan, Indonesien, Bangladesh, Rusland, Libanon, Sydafrika og Filippinerne. I det homofobiske Tjetjenien tvangsisoleres homoseksuelle og transkønnede, også selv om de er testet negative.

 

Myndighederne i Kirgisistan svejser folks gadedøre til, hvis beboerne gentagne gange overtræder restriktionerne, mens hele landsbyer i Ukraine sættes i husarrest. En del lande er inspireret af Kinas succes med at totalisolere Wuhan fra omverdenen, men i modsætning til Kina, så har fx de central-asiatiske lande ikke Kinas udbyggede sundhedssystem. Derfor er mange af tiltagene magtdemon-strationer og ikke brugbare og effektive indsatser mod coronaen.

 

Barberede sundhedsbudgetter

Og der er vitterlig meget at demonstrere imod: Nedskæringer i sundhedsvæsenet forklædt som “reformer” eller “optimeringer”. I Ungarn står det slemt til: Underfinansieret, underbemandet, forældet udstyr, ringe hygiejne, mangel på isolationsafdelinger og respiratorer. Ikke noget at sige til, at Orban indfører drakoniske love for at kvæle kritikken af det ringe sundhedsniveau. I stedet for at sørge for befolkningens sikkerhed bruger han årligt over 200 mio kr. på fodboldstations, samt fylder familiens og vennernes lommer med EU-tilskud.

 

Almindelige demokratiske rettigheder suspenderes i sundhedens navn. Ganske som efter 11. september, da det gjaldt terrortruslen. Nu gælder det befolkningens sundhed, og så tier de fleste. Også her til lands, hvor Folketingets konsensus prises, og hvor fx Bjarne Corydon betegner de manglende kritiske spørgsmål fra oppositionen som “rart at være fri for yderfløjenes skrigeri.”

 

Gode, men sjældne, nyheder

Gode nyheder er sjældne, men når de er der, så skal de frem – til kamp mod mismodet, men også for at diskutere mål og midler: De bløde kontra de hårde metoder.

 

Fx har Taiwan, takket være en benhård inddæmningsstrategi, blot haft 7 coronarelaterede dødsfald. Da det omsider gik op for de kinesiske myndigheder, hvor alvorlig coronaen var, lukkede man Wuhan (11 mio indbyggere) af fra omverdenen. Det officielle dødstal ligger på ca. 4.700 døde, knap halvdelen af Belgiens. New Zealand derimod har, takket være landets geografiske beliggenhed, velstanden, et godt sundhedsvæsen og en handlekraftig regering, klaret sig med 21 døde – uden at forringe rets-sikkerheden.

 

Både Spanien og Portugal “løslod” tidligt asylansøgerne fra flygtningecentrene. Det skete ud fra en erkendelse af, at dårlige sanitære forhold og mange mennesker på kneben plads, gav smitten perfekte vækstbetingelser. Da det ikke var muligt at sende asylansøgerne retur til deres hjemlande, så fandt de to regeringer, at det var bedre at sprede dem udenfor centrene, og så asylbehandle dem bagefter. Lignende tiltag, men ikke så gennemført, er sket i Holland, Frankrig, Peru og Thailand. Den portugisiske regering afgjorde desuden, at asylansøgerne skulle have samme adgang til test- og behandlingsfaciliteter som portugiserne

 

I den kommunistisk styrede indiske delstat Kerala greb man coronaen mere humant an, end premierminister Modi, gjorde, da han lukkede landet helt, og dels fik politiet til at tæve folk til at gå hjem, og dels skød han skylden på kineserne og på muslimerne.

 

I Kerala blev folk testet da de første tilfælde dukkede op i januar. Det blev oprettet test-boder overalt, så folk kunne komme direkte fra gaden. Opsporing af smittekæder fra dag ét, og over 30.000 sund-hedsarbejdere blev mobiliseret. De, der blev sat i karantæne hjemme, fik bragt de daglige måltider, og var det nødvendigt, blev der taget professionel hånd om det psykiske velbefindende. Regeringen igangsatte en produktion af billige, bærbare, batteridrevne respiratorer, der kan bruges på landsby-niveau. I begyndelsen af maj var der i Kerala blot 30 smittede, og det samlede dødstal er meget lavt.

 

Militarisering

De hårde såvel som de bløde tiltag har sine tilhængere. Pt. er det ikke muligt at konkludere, hvad der virker bedst: Taiwans og Kinas eller New Zealands eller Norges. Vil vi acceptere Kinas barske metoder for at redde et vist antal liv?

 

Først når coronaen er kommet på afstand, er det muligt at give en kvalificeret bedømmelse. Mens diskussionen pågår, kan man så, alt efter temperament, undre sig over den gradvise “militarisering,” der er ved at ske med det danske beredskab. Umiddelbart lyder Mette Frederiksen jo ret fredsommelig, landsmoderlig. Men holder det, og hvor længe? Går man ned i detaljen, så sker der noget ildevarslende, som ikke er tilfældigt. Søger man fx på www.coronasmitte.dk, ses, at sitet ikke administreres af sundhedsmyndighederne, som ville være det naturlige, men af – Rigspolitiet.

 

Den 12. maj annoncerede regeringen, at den vil oprette en ny styrelse, der “skal tage sig af det prak-tiske, logistiske og det samfundsmæssige beredskab ved såvel coronaen som ved mulige fremtidige epidemier… være koordinerende, og skabe overblik over lagre af værnemidler, samt indgå i et inter-nationalt samarbejde om forsyning af værnemidler og test på tværs af den offentlige sektor.”

 

Ganske fornuftigt. Havde en sådan styrelse været på plads, inden coronaen for alvor tog fat, da kunne meget have været lettere. Det, der er foruroligende, er, at styrelsen ikke ligger under Sundhedsmini-steriet, men i Justitsministeriet.

 

Ved at placere den nye styrelse i Justitsministeriet, ligger det implicit, at epidemier er noget, vi skal frygte på linje med terror, bander og lignende. Og at fremtidige epidemier vil være lettere at håndtere eventuelt i form af undtagelsestilstande, når der er et justitsministerium i ryggen, frem for Sundhedsministeriet.

 

Panik eller sund fornuft?

Hvad var det nu, Mette Frederiksen sagde i sin åbningstale i oktober 2019? “Det, der driver mig som statsminister, er et grundlæggende ønske om at passe på Danmark. Skal jeg have vished for, at jeg gør, hvad jeg kan for det, er vi nødt til at tage nogle ting i brug, som vi ikke tidligere har haft hverken behov for eller lyst til.”

 

Er regeringens tiltag under coronakrisen “nogle ting, som vi ikke tidligere har haft hverken behov for eller lyst til?” En mild form for undtagelsestilstand – dikteret af pandemien – noget, vi skal vænne os til. Som ikke ligger så fjernt fra den totalitære økonomiske undtagelsestilstand, vi reelt har befundet os i flere år: budgetlove, euroens konvergenskrav, anlægsloft, besparelser, omprioriteringer osv. Alt sammen noget, der er knæsat som ufravigelige dogmer under navnet Nødvendighedens Politik, og som bruges til at retfærdiggøre stort set alt, hvad skiftende regeringer måtte finde på.

 

Coronaen er ikke den første pandemi, og bliver ej heller den sidste. Hvorfor erklæres undtagelsestilstand, når vi dog råder over viden og redskaber, der, langt bedre end tidligere, sætter os i stand til at håndtere pandemien?

 

Sund fornuft, eller regeringer, der panikker? Skal befolkningerne gradvis vænne sig til, at und-tagelsestilstanden er normaltilstanden, så vi ikke opdager, at livet reduceres til ren biologi. Til det nøgne menneske, hvor sociale, politiske, følelsesmæssige og fysiske relationer går tabt. Rør ikke ved andre, og heller ikke ved dig selv, for alt er potentielt smittebærende. I takt hermed forsvinder – som Orwell beskrev – den kritiske tænkning.

 

Den italienske filosof Giorgio Agamben kalder undtagelsestilstanden for en måde at beskytte demokratiet på – ved at tage udemokratiske elementer i brug. Fra undtagelsestilstanden er der ikke langt til at fjerne retsstaten, at fratage borgerne deres rettigheder, og gøre dem til et nøgent liv – i interneringslejren?

 

Er “lejren” coronakrisen drevet til det yderste?