content-picture.php

Hvis man skal sige noget positivt om corona-krisen, må det være, at den på rigtig mange måder udstiller kapitalismens svagheder. Først og fremmest den svaghed, at både ”erhvervslivet” og resten af samfundsstrukturen på det helt overordnede niveau er indrettet i et system, der hævet over alt andet skal sikre profitterne til kapitalejerne. Den altdominerende ”sunde fornuft” i medier, folketingsdebatter osv. har som bundlinje, at der skal sikres en stabil vækst og forrentning af kapitalen (dvs. profit).

af SAPs Landsledelse

Det bliver naturligvis ikke formuleret helt på den måde, men i smukke ord om vigtigheden af at skabe rammerne for ”et konkurrencedygtigt erhvervsliv”, der kan ”sikre en sund økonomi”. Men realiteten er, at hele den politiske dagsorden ligger under for den stående trussel om, at den privatejede kapital går i sort i form af investeringsstrejke (eller kapitalflugt), så økonomien bryder sammen.

 

Det er, i virkeligheden, en ”fornuft for den ene procent”.

 

I en situation, hvor en åbenlys krise raser, er der anledning til at sætte spørgsmålstegn ved rutinetænkningen. Lige nu, hvor de fleste stadig er mere eller mindre spærret inde, og hvor en massedemonstration vil være en trussel mod sundheden, er der ikke det bedste afsæt for den kollektive bevægelse, der skal til, for at nye tanker for alvor kan bæres frem. Men alt tyder på, at de økonomiske og samfundsmæssige rystelser under alle omstændigheder vil trække betydeligt længere ud end selve pandemien. Derfor er det vigtigt, at venstrefløjen går forrest i forsvaret af vores sundhed, levevilkår og vores demokratiske rettigheder, men det er ikke nok.  Vi skal også – lidt mere visionært end sædvanligt – pege på, hvad der skal til for at faktisk at løse problemerne: Hvor langt man kan komme i den rigtige retning, hvis blot man er villig til at rokke ved systemets grænser. Hvis man vælger ikke at lade sig stoppe af f.eks. ”forretningshemmeligheden”, ”arbejdsgiverens ret til at lede og fordele arbejdet” eller – i sidste instans -privatpersoners/aktionærers ret til at eje produktionsmidlerne og drive dem ud fra deres interesse i den størst mulige profit.

 

De ”systembrydende krav”, som vi fokuserer på i denne kommentar, kan på ingen måde stå alene. De kan og skal på ingen måde sættes i stedet for alle de påtrængende, elementære krav, som f.eks. en bedre dagpengedækning og længere dagpengeperiode. Men det er krav, som faktisk er nødvendige at rejse, hvis vi for alvor skal gribe fat om krisens årsager og tage fat på at løse problemerne.

 

Derfor er det på høje tid, at vi begynder at gøde jorden for de krav, der tager udgangspunkt i en ”sund fornuft for de 99%” – også når denne fornuft anfægter systemets grænser!

 

1. Sund fornuft for de 99% under Coronakrisen – og før den næste pandemi:
Offentlig produktion af medicin, vacciner, værnemidler, testudstyr osv.

Vi oplever i verden skrigende mangel og tårnhøje priser på håndsprit, andre værnemidler og simpelt testudstyr. Producenter og distributører på verdensmarkedet spekulerer i pandemien. Profitproduktionen har så åbenlyst slået fejl, at selv borgerlige politikere begynder at anerkende behovet for offentlig produktion og distribution af disse livsvigtige varer.

 

Det samme gælder arbejdet med at udvikle vaccine og medicin. Store globale medicinalfirmaer som Gilead, der er kendte for at tage ekstreme overpriser, arbejder med at udvikle vaccine mod corona på grundlag af offentlig forskning og med staterne som sikre aftagere. Det samme ser vi med den vaccineproduktion, som regeringen solgte til et saudiarabisk firma.

 

Det er en katastrofe i sig selv, at hundreder af forskningsteams ikke er åbne og deler alle resultater med hinanden, fordi de konkurrerer om at kunne score den store gevinst som de første med et patent på en vaccination eller en virksom medicin mod sygdommen. I næste omgang kan man frygte, at medicinalkoncerners profitinteresser betyder, at sådanne lægemidler kun når ud til den rige del af verden og befolkningerne.

 

Det er helt afgørende, at denne produktion løsrives fra profithensyn. Det kan vi komme i gang med ad to veje, som ikke udelukker hinanden. For det første må der iværksættes offentlig produktion af værnemidler, vaccine og medicin. For det andet må vi stille krav og betingelser til de private producenter – om pris- og profitbegrænsninger, om hvem de leverer til og hvornår, og om deling af forskningsresultater. Hvis dette skal gennemføres effektivt, forudsætter det fuld offentlighed om virksomhedernes forskning og økonomiske dispositioner – kombineret med en kontrol, som gennemføres både af de ansatte og af sundhedsmyndighederne. Kontrolsystemer, der alene baserer sig på statslig kontrol uden offentlighed og/eller medvirken af ansatte/NGO’er har i mange tilfælde vist sig helt utilstrækkelige – og er endt som et tag-selv-bord. Tag f.eks. finanstilsynet ift. hvidvaskningerne, fiskeristyrelsen ift. kvotekongerne … eller SKAT …!)

 

Når samfundet har brug for at målrette alle ressourcer i samfundet mod at afhjælpe sygdommen, er det klart, at vi ikke kan acceptere manglende samarbejdsvilje fra de private medicinalgiganter. Og det er ligeså klart, at skulle medicinalgiganterne modarbejde de tiltag, der skal sikre almenvellet, må staten skride ind og overtage ansvaret for den eller de virksomheder, som ikke samarbejder. Lignende foranstaltninger kendes faktisk allerede fra andre lande. For eksempel giver Spaniens nødlovgivning staten mulighed for at overtage virksomheder inden for alle brancher og drive dem med henblik på at sikre befolkningens sundhed.
Denne og kommende pandemiers globale karakter, de globale uligheder og medicinalindustriens grænseoverskridende opbygning betyder, at international solidaritet bliver afgørende for at kunne sikre værnemidler, vaccine og medicin til alle.

 

2. Sund fornuft for de 99% under Coronakrisen:
Løn- og jobgaranti for alle – medarbejderkontrol med statsstøtten

I hjælpepakkerne er der givet store subsidier til løndækning (75-90%) for hjemsendte – og derudover i mange tilfælde også til virksomhedernes faste udgifter. Alligevel er der et stort antal virksomheder (f.eks. rengøringskoncernen Forenede Service), der – trods store økonomiske reserver – har valgt at fyre eller hjemsende medarbejdere uden løn. Det er helt uacceptabelt. På alle virksomheder, der modtager statsstøtte, må der etableres en repræsentation valgt af medarbejderne, som får fuld indsigt i statsstøttens anvendelse og virksomhedens samlede økonomi, så der kan gribes ind over for misbrug. Der må gennemføres en job- og løngaranti for alle. Hvis en virksomheds/sektors produktion lukkes ned, og det ikke er muligt at bevare job der, må der sikres ret til nødvendig omskoling og tilsvarende beskæftigelse og løn i f.eks. offentlig produktion ifm. klimaomstillingen eller en oprustning af velfærdssektoren.

 

3. Sund fornuft for de 99% under Coronakrisen:
Medarbejderne må tage kontrol med smittefaren

Både i sundhedsvæsenet og i den ”gradvise genåbning udsættes et stort antal medarbejdere for en kalkuleret smitte. Endda også medarbejdere, der bor sammen med eller selv er i risikogruppen. Det er uacceptabelt, at arbejdsgiverne i praksis kontrollerer sig selv, når det handler om at minimere risikoen, tage hånd om særligt udsatte m.v. Derfor skal der på alle arbejdspladser, offentlige som private, afholdes møder for alle medarbejdere (evt. virtuelle eller med virtuel deltagelse) uden ledelsens deltagelse.

 

Medarbejderne må sammen med AMR og TR holde nøje øje med, at ingen tvinges til at arbejde under forhold, der er en trussel mod medarbejdernes og deres nærmestes sundhed. Der må sikres den nødvendige beskyttelse imod smitte for medarbejdere (og brugere, elever, kunder) igennem de nødvendige foranstaltninger imod smitte: procedurer, test og karantæne, værnemidler. Arbejdet må umiddelbart nedlægges, når arbejdsbetingelserne er en trussel mod medarbejdernes liv, ære og velfærd.

 

4. Sund fornuft for de 99% under Coronakrisen:
Statsstøtte skal tilbagebetales til staten – ikke til aktionærerne

Mange virksomheder får i disse uger tilført store summer for at ”sikre, at de kommer trygt igennem krisen”. Der er politisk bred opbakning til krav om, at der i denne situation ikke må udbetales udbytter til aktionærerne. Men pengene skal heller ikke bruges til gigantlønninger og millionbonusser til direktørerne. Og, nok så vigtigt: heller ikke om 8 eller 12 måneder! Hvis virksomheden om kort tid igen løber rundt (eller hele tiden har gjort det!), skal pengene selvfølgelig krone for krone betales tilbage til statskassen. Det er ikke nok at lovgive om dette: Kun offentlig indsigt i og medarbejdernes kontrol med virksomhedernes regnskaber kan give en chance for reelt at gennemtvinge det. Der må derfor gennemføres en forhøjelse af skatten på udbytter og andre former for profit, der fuldt ud dækker statens udgifter til erhvervsstøtten under corona-krisen.

 

5. Sund fornuft for de 99% under Coronakrisen:
Ingen skal smides ud af deres hus eller lejlighed, fordi kapitalen skal forrentes under krisen

I en situation hvor en meget stor del af aktiviteten i samfundet ligger underdrejet pga. pandemien, er det grotesk, at den ”force majeur”, som f.eks. erhvervslivet påberåber sig, når de kræver statsstøtte, øjensynligt ikke anfægter kapitalisternes ret til forrentning af deres kapital. Hvorfor skal investeringer i boliger – om det så er udlejningsejendomme eller boliglån – i denne situation forrentes som sædvanlig? Hvis nogen mister deres indtægt, skal de have en ret til at stoppe huslejebetaling og/eller udsætte tilbagebetaling af boliglån under krisen. Både beboerforeninger, lejerforeninger og fagbevægelsen må stille op for dette krav, hvis det skal blive realistisk. Det er absurd, at kun Bestseller-koncernens ejer, en af Danmarks rigeste, har haft magt til at rejse kravet om, at boliginvestorerne ikke bare kan fortsætte med at skrive regninger ud, som om intet var hændt!

 

6. Sund fornuft for de 99% under Coronakrisen:
0%-lån til små selvstændige og andre i gældsklemme eller uden indtægt

Det er uhørt, at bankerne kræver ågerrenter af små selvstændige og privatpersoner, der er i akut pengemangel pga. nedlunkningen. Staten må bruge nogle af de mange milliarder til at give direkte, rentefrie lån til disse trængte mennesker – i stedet for at give næsten rentefrie penge til bankerne, som disse så vælger at score profitter på.  En statsbank (jf. nedenfor) vil være det rigtige redskab til at varetage denne udlånsvirksomhed.

 

7. Sund fornuft for de 99% under Coronakrisen:
Når bankerne ikke leverer, må samfundet overtage opgaven

Der skal her og nu oprettes en statsbank til at varetage den ovenfor nævnte udlånsfunktion. Men det skal også i det hele taget sikres, at de mange milliarder kroner, staten har garanteret til at holde hånden under mennesker og jobs, ikke bruges på at fylde bank-aktionærernes og storkapitalens lommer.

 

Rækken af eksempler på, at bankerne ikke varetager ”samfundsinteresser”, men det stik modsatte (systematisk hjælp til skatteunddragelse og endda hvidvask, vanvittige udbytter til aktionærerne og skandaløse lønninger og bonusser til cheferne), er lang. Så hvis vi ligesom under den såkaldte finanskrise i 2007-8 om lidt igen står med ”nødlidende banker”, skal vi ikke igen bruge skatteydernes penge til at holde hånden under dem, men lade statsbanken overtage. Når staten – og skatteyderne – i sidste ende alligevel betaler for gildet, så kan vi også lige så godt overtage styringen, så vi er sikre på, at det bliver gjort ordentligt.

 

8. Sund fornuft for de 99% efter Coronakrisen:
Genstart på klimaets og de 99%’s betingelser

Hvis og når staten pumper enorme summer ud for at ”kickstarte” økonomien, skal det systematisk bruges i den grønne omstilling. Der skal være fuld offentlig indsigt i økonomien om alle bevillinger. Klimabevægelserne må organiseres lokalt og nationalt, så de kan holde kontrol med, at hver en krone bidrager til en socialt retfærdig omstilling til bæredygtighed – og have vetoret mod bevillinger, der mere handler om at skaffe profitter til danske virksomheder. Et oplagt første skridt er at optrappe, udbygge og billiggøre togtrafikken dramatisk i stedet for bevidstløst at pumpe endnu flere penge i den klimatruende flytrafik – naturligvis med omskoling og nye arbejdspladser til de ramte ansatte. Ligeledes en investeringsplan for grøn, offentlig produktion, der sikrer jobs i omstillingen til bæredygtig, lokal og cirkulær produktion. Samfundsovertagelse af bank- og kreditvæsen samt store dele af energisektoren kan vise sig nødvendige for at sikre, at pengene havner de rigtige steder – ikke i kapitalisternes lommer.

 

9. Sund fornuft for de 99% efter Coronakrisen:
Hvad kan vi vente os – eller hvad vil vi finde os i – når epidemien klinger af?

Mette Frederiksen har allerede advaret os om, hvad vi kan vente, når corona-pandemien er overstået: Måske får vi ikke velfærdssamfundet tilbage, som vi kender det.

 

Nu har det såkaldte velfærdssamfund aldrig været så fantastisk, som socialdemokraterne vil gøre det til. Men alligevel er udtalelsen alarmerende: Bag statsministerens forsigtige formulering ligger en klar tilkendegivelse af, at Socialdemokratiet vil håndtere situationen præcis, som de har håndteret alle andre samfundskriser: på markedskræfternes, erhvervslivets og profittens betingelser.

 

Det er ikke overraskende, men til gengæld hårrejsende grotesk. Kapitalismen har et stort ansvar for, at pandemien udviklede sig så dramatisk og med så store omkostninger. De kapitalistiske markedsmekanismer kunne på ingen måde bruges til at håndtere krisen. Tværtimod var det nødvendigt at gribe ind over det frie marked og kapitalejernes magt. Ethvert større eller mindre politisk initiativ, der har nyttet og gavnet, har bestået i at begrænse og modarbejde nyliberalismen og kapitalismen.

 

Alligevel kan vi forvente, at en socialdemokratisk regerings vil arbejde målrettet på at genoprette kapitalismen i den form, vi kender den. De vil hjælpe virksomhedsejerne og finanskapitalen med at genoprette profitten, og de vil gennemføre krisepakker, der lader resten af befolkningen betale prisen for krisen og for at hjælpe kapitalen på fode igen.

 

Sund fornuft for de 99% har aldrig styret kapitalismen, lige så lidt som det har styret socialdemokratisk politik. Så meget desto mere vigtigt er det, at vi andre – venstrefløjen, fagbevægelsen, de sociale bevægelser, klimabevægelsen – går en anden retning. Det skal være en anden retning, som bygger på den folkelige og menneske solidaritet, som er groet frem som befolkningens svar på pandemiens trængsler, ikke mindst for de svageste i samfundet. Det skal være en anden retning, som lærer af kapitalismens fallit under krisen. Det skal være en anden retning, som erstatter kapitalismens økonomiske mekanismer og kapitalejernes magt med solidarisk og demokratisk styring af alle dele af samfundet og med det arbejdende flertals magt over produktionen af både varer og tjenesteydelser.
Det er Sund fornuft for de 99%.

 

SAPs Landsledelse, den 2.maj 2020

single.php
WP2Social Auto Publish Powered By : XYZScripts.com