Som i de fleste andre vesteuropæiske lande er det politiske landskab i Norge præget af tre store partier. Det traditionsrige højreparti, Høyre, et nyliberalt, «new labour» arbejderparti (AP) og det store højrepopulistiske parti, Fremskrittspartiet (FrP). Disse har typisk 15-25 procent hver.

Så er det en «underskov» af mindre partier, tre til venstre for AP (Sosialistisk Venstreparti, Rødt og Miljøpartiet de Grønne), og to små borgerlige partier, Venstre og Kristelig Folkeparti, til høyre for AP. Specielt i Norge, er at et borgerligt bondeparti, Senterpartiet, i 2005 gik over til «rød» side, som derefter bliver kaldt den rød-grønne side. Men her har grønt ikke noget at gøre med miljøbevægelse at gøre. Det er Miljøpartiet De Grønne (MDG) som modsvarer de grønne partier i Europa.

Spoler vi tilbage til december 2024 havde højresiden overtaget. Med Høyre (21 procent) og Frp (25 procent) og AP på bare 17,2 i meningsmålingerne, så det mørkt ud, for mandatfordelingen favoriserer de store partier – så H og FrP stod til et klart flertal i Stortinget, specielt hvis begge de borgerlige småpartier ville komme over spærregrænsen på 4 procent. For det giver et spring fra 2-3 mandater i fylker [storkredse – Norge har 14 fylker, o.a.], hvor man står stærkt (over 4 procent) til 8-9 mandater. Til venstre for AP lå Sosialistisk Venstreparti (SV) lunt på 9 procent, Rødt lige over 5 procent, mens MDG lå pænt under spærregrænsen.

Kort før jul opstår en stor offentlig diskussion om EUs energidirektiver. Den fører til, at Senterpartiet går udaf regeringen i slutningen af januar 2025 på modstand mod at underlægge sig EUs energipolitik (note 1). Denne modstand havde fuld støtte fra SV, Rødt og fagbevægelsen, men ikke det EU venlige MDG. Baggrunden for denne diskussion var den ekstremt kraftige stigning i elpriserne i efteråret 2021, som en direkte følge af, at nye kabler til udlandet gjorde det muligt at eksportere så meget strøm, at norske forbrugere måtte betale europæiske priser for strømmen. Prisen blev i lange perioder tidoblet, fra historisk ca. 30 øre til 3 kroner, og i korte perioder tyvedoblet.

Umiddelbart, i panik, blev der oprettet en refusionsordning, som dæmpede prischokket, «strømstøtten». Denne ordning ble ændret/forbedret flere gange, men var kompleks, den gav mere støtte til de rige end til de fattige, den omfattede ikke strøm i hytter (2). I det kolde klima i Norge kan det betyde en elregning, som er mange tusinde kroner større. Rødt gik ind for en maksimumpris og fik større tilslutning af den grund. SV var uklar, partiet var egentlig for højere elpriser for at få folk til at spare på energien.

I januar lancerede AP-regeringen noget, de kaldte «Norgespris på strøm» – et langt enklere system, som også omfattede hytter. Sandsynligvis var det «Norgespris», og at Senterpartiet pressede AP til næsten at love, at de ville forhindre gennemførelsen af de værste EU-direktiver, som var hovedårsag til, at AP i løbet af to måneder steg fra 17 til 27 procent. Men både det at SP forlod AP-regeringen og etableringen af en ren AP-regering med egne folk i magtpositioner (tidligere NATO-chef Stoltenberg som finansminister) og måske Trumps sejr i USA er medvirkende faktorer til APs pludselige optur i meningsmålingerne.

En tilslutning, som holder frem til valget, hvor AP får 28 procent. Højre styrtdykker fra 21 til 15 procent. Frp holder til målstregen og får 24 procent. På venstrefløjen går SV tilbage fra 9 procent i meningsmålingerne til 5,6 procent. Rødt får 5,3 procent, en lille fremgang. MDG kommer pænt over spærregrænsen og får 4,7 procent. Krf kommer over spærregrænsen med 4,2 procent, mens Venstre ender under med 3,7 procent. Hvis MDG var kommet under og Venstre over, så kunne Frp have fået statsministeren som det største parti på den «blå» side.

Det var tæt på, at vi endnu en gang så dette «skifte» mellem en alliance af højrepartier og en alliance mellem et «new labour» parti og småpartier til venstre. Dem, der har dannet regering, bliver fældet af folks utilfredshed. Det nye er, at den traditionelle højrefløj bliver svækket af højrepopulisterne, ligesom arbejderpartierne er blevet det i flere tiår. I Norge var det AP, som var vant til valgresultater mellem 35 og 40 procent. Den vigtigste diskussion for systemkritiske partier: Hvorfor er det dem med de laveste indtægter og korteste uddannelse, som går til højrepopulisterne?

Venstrefløjens manglende forståelse for, at indvandring er en af flere mekanismer, som borgerskabet bruger for at skabe en «industriel reservearmé», som sørger for et pres på løn- og arbejdsvilkår – noget, som arbejderklassen gør modstand mod. Det vil sige, at racismen har et objektivt materielt grundlag og ikke bare er en stærk ideologi, er selvsagt et problem. Men i den norske valgkamp var det ikke indvandring, Frp rettede skytset imod. Det var de store «grønne» subsidieslugere: CO2-fangst og -lagring og elektrificering af soklen [dvs. standse brugen af fossile brændsler til at hente olie og gas op fra undergrunden, o.a.]. Dele af miljøbevægelsen kommer også med denne kritik. Her har Rødt, MDG og SV åbenbart nogle diskussioner at tage, med miljøbevægelsen og med hinanden. For hvis man ikke har en holdbar indvandrings- og miljøpolitik, så kan man aldrig vinde kampen mod højrepopulismen. Tiden er overmoden til kritisk refleksion på indvandrings- og klimapolitikken.

Forholdet til «new labour»
Det største problem for den norske og europæiske venstrefløj er taktik og strategi over for et nyliberalt, «new labour» arbejderparti. Her gjorde SV med sin regeringsdeltagelse fra 2005-2013 nogle smertefulde erfaringer, som gjorde, at man fandt en «tredje vej» mellem SVs selvudslettende loyalitet til regeringens politik og Rødts sterile afvisning af enhver regeringsdeltagelse. Det var metoden med en håndfuld ufravigelige krav for at støtte eller deltage i regering, som ble vedtaget på landsmødet i 2017 (3).

Højrefløje i SV har altid været imod at stille ufravigelige krav, så i valget 2021 fremsatte SV ti krav, uden at det stod klart, hvor mange af dem, som skulle være opfyldt for at indlede forhandlinger. Nu gav AP og SP så lidt, at SV – til de flestes overraskelse – brød regeringsforhandlingerne. Før valget i år var det endnu mere uklart, hvilke betingelser SV stillede for at deltage i regering. Dette gjorde SV utydeligt. Partiet havde tilmed en vældig uklar, ja selvmodsigende, vedtagelse om elpriserne. Det var, som kritikerne i partiet sagde, opskriften på et meget middelmådigt valg, og SV tabte tilslutning fra 9 procent i januar til 5-6 procent, da valgkampen startede i august.

Da MDG gik ud med en stærk appel om at stemme taktisk på MDG, så de kom over spærregrænsen – noget, som åbenbart vandt genklang blandt dele af SVs vælgere, gik partiledelsen i «panik». To uger før valget gik SV ud og sagde, at de ikke ville forhandle med AP, med mindre AP trak den norske oliefondet ud af de selskaber, FN mente var medskyldige i folkemordet i Gaza. Rødt og MDG ville ikke støtte dette krav, de har aldrig seriøst diskuteret metoden med ufravigelige krav. Selv om de havde været for metoden med ufravigelige krav, så kan man ikke forlange, at de skal støtte et krav med så kort varsel.

Men selv om kravet blev fremsat i panik i slutningen af valgkampen – fungerede det som krav. En indikation på dette var, at mens SV gik tilbage på landsbasis og i de fleste bydele i Oslo, så fik man et supervalg i fem bydele med mange indbyggere og en høj andel af indvandrere. Her gik partiet 6-7 procentpoints frem! Hvis man havde fremsat kravet tidligere, ikke mindst efter at LO-kongressen til AP-ledelsens store irritation havde stemt for boykot af Israel, så kunne det have styrket ikke bare SV, men hele venstrefløjen. Der ville helt sikkert have været flertal i Rødt og MDG for at støtte SVs krav. Men i foråret var SV helt imod at stille ufravigelige krav, helt imod at forhandle med Rødt og MDG om fælles krav til AP.

I særdeleshed burde man have forhandlet med Rødt, som for det første har bevæget sig i retning af SV på mange spørgsmål, men ikke mindst fordi Rødt i december 2024 åbnede for, at partiet kunne deltage i regering. I en situation, hvor højrepopulismen vinder tilslutning, hvor det liberale centrum imploderer, så kan det ikke at hurtigst muligt opbygge en ny politisk pol af Rødt, SV og MDG vise sig at blive en skæbnesvanger fejl. Ikke bare i Norge.

Anders Ekeland er medlem af Sosialistisk Venstreparti (SV) og af Fjerde Internationale.  

Noter:

1) Efter valget i 2021 består regeringen af AP og Senterpartiet. For SV var planen efter det gode valgresultat, at man ligesom i 2005 skulle være med i en AP+SP+SV-regering, men SV fik så lidt, at partiet brød forhandlingerne.

2) Det er næsten en halv million hytter (sommerhuse) i Norge. Så prisen på hyttestrøm berører mange.

Se: Anders Ekeland og Einar Braathen: Venstresida og regjeringsspørsmålet – kritiske og sammenliknende perspektiv på SVs erfaringer