På den anden side udgjorde de delegerede en stærk modvægt til at feje anti-kapitalisme, anti-atomkraft og andre forargelser ind under gulvtæppet. Blandt de mere end tusinde forslag, der efterspurgte skarpere holdninger i alt fra klimakampen og antiracismen til fredsbevægelsen og systemskifte – men hvor de fleste blev forkastet – var der en stærk vilje til en mere konsekvent socialistisk venstrefløj. De menneskelige og politiske ressourcer til at bygge en socialistisk pol i den svenske arbejder- og venstrefløjsbevægelse – både i og uden for partiet – vil ikke være tilfredse med kongressens afvisninger og valgtaktik.

Ved at forankre sociale bevægelser for arbejderinteresser, antiracisme og klimakamp, ​​der udfordrer højrefløjen og kapitalen, kan en politisk generation af kamplystne aktivister få erfaring og samle styrke, ikke kun for at modstå valgtaktiske ofre. Det kan også udvikle en fremtidig socialistisk ledelse til den gigantiske opgave at mobilisere et helt samfund til at overvinde kapitalismen med solidariske, systemoverskridende og lighedsskabende løsninger.

Nogle af de mest frustrerede partimedlemmer og andre har rejst spørgsmål, om ikke det er på tide at starte sit eget projekt i stedet for at leve med halvdårlige fortællinger og justeringer. Men det er tværtimod lige nu, at den socialistiske vilje og potentialet blandt tusindvis af V-medlemmer og sympatisører skal holde sammen for at udvikle en fælles styrke til det, der kommer.

At feje den højreorienterede regering væk i [valget i] 2026 – opgaven, der besjæler os alle – kræver ikke indelukket selvtilfredshed, men tværtimod en stormflod af politisk energi, der henter magten nedefra og tør udfordre de aktuelle klasseuretfærdigheder og mørkemænd.

At modstå militariseringen og faren for krig, når Putin-diktaturet søger at knuse Ukraine, kræver både solidaritet med det ukrainske folk og den russiske fredsopposition og modstand mod forvandlingen af ​​Sverige til en amerikansk NATO-base, der direkte og indirekte støtter folkedrabet i Gaza.

For de mest militante socialistiske aktivister på venstrefløjen ville det være spild af tid at bruge energi på nye partiprojekter. Det, der i stedet skal til, er gensidig kontakt, fælles møder, udveksling af erfaringer og ideer, til inspiration, aktiviteter og koordinering med det formål at understøtte og gensidigt forstærke egen aktivitet og modstand i arbejderklassen – i den brede forstand, som de fleste kongresdelegerede havde til hensigt. Det er, når mennesker uden magtpositioner i dagens samfund samles og drager kollektive erfaringer med at kæmpe sammen for deres interesser, at indsigten kan vokse bredt om kapitalismens omkostninger og magtforholdene i det borgerlige samfund, og hvad man kan gøre ved det.

At samles om den primære opgave ville være “et skridt virkelig bevægelse og vigtigere end noget partiprogram”, for at parafrasere Marx. Så har vi også større muligheder for at udvikle strategier og alternativer, der virkelig er forankret nedefra blandt alle dem, der har brug for rigtige veje ud af nutidens klasse- og magtsystem.

I virkeligheden var det dette behov, som udgjorde det socialistiske signal, der så tydeligt kunne høres gennem dirigenthammeren og bunken af ændringsforslag på Venstrepartiets kongres i sidste uge i en blomstrende forsommer.

Kommentaren blev i uge 20 bragt som leder i den svenske webavis Internationalen, der udgives af Socialistisk Politik (tilsluttet Fjerde Internationale)