Abdel Fattah Abdelrahman Burhan., leder af Sudans Væbnede Styrker. Foto: Kremlin.ru, CC BY 4.0, Wikimedia

De stod sammen om at vælte den civile regering, der blev dannet i kølvandet på den sudanesiske revolution, som afsluttede Omar al-Bashirs regime (se SI-artikel). Næsten tre år senere har rivaliseringen mellem mellem Abdel Fattah al-Burhan, leder af de regulære tropper (Sudans Væbnede Styrker – SAF) og den paramilitære gruppe Rapid Support Forces (RSF), ledet af Mohamed Hamdan Dogolo, kendt som Hemidti, udviklet sig til en åben og dødbringende konflikt.

Krigen breder sig

De to fraktioner kæmper om strategiske steder i Khartoum, Sudans hovedstad, med tunge våben. RSF forsøger at erobre de officielle medier, præsidentpaladset og lufthavnen, og SAF holder sig ikke tilbage fra at bruge luftvåbnet til at bombe RSF-lejre i de forskellige boligområder.

Indbyggerne har ikke andet valg end at blive hjemme og håbe på, at granaterne ikke rammer deres hjem. Snesevis af civile er allerede blevet dræbt, og hundredvis er såret.

Kampene har bredt sig til flere andre større byer: Port Sudan, Kabkabiya i det nordlige Darfur, El Obeid i det nordlige Kordofan, Zalingei i det centrale Darfur og også i El Geneina, hovedstaden i det vestlige Darfur.

Paramilitær magt

RSF’erne kommer fra Janjaweed-militsen, som i vid udstrækning blev brugt af Omar al-Bashir til at sprede terror under Darfur-konflikten for tyve år siden. Dette førte til, at Bashir blev tiltalt af Den Internationale Straffedomstol for forbrydelser mod menneskeheden. Under Hemidtis ledelse hjalp Janjaweed med at opbygge den paramilitære gruppe RSF. Den kontrollerer landets guldminer, hvilket gør deres leder til en af de rigeste mænd i Sudan.

RSF fungerede også som grænsevagter og var involveret i menneskehandel. De arresterede migranter, der forsøgte at krydse grænsen, og solgte dem til libyske militser. Efter anmodning fra Saudi-Arabien og De Forenede Arabiske Stater blev RSF betalt som lejesoldater mod houthierne i krigen i Yemen.

Hemidti kritiserer godt nok stadig det kup, som han selv er en af bagmændene til, og opfordrer civile til at støtte ham, men ingen har glemt, at RSF’erne var ansvarlige for massakrerne på demonstrationen den 3. juni 2019, hvor mere end hundrede demonstranter blev myrdet, og forbliver stort set involveret i undertrykkelsen af modstandere.

Hvad er på spil i konflikten?

Paradoksalt nok var det aftalen om at overdrage magten til civile, forhandlet i månedsvis mellem militæret og en del af de demokratiske kræfter, der satte konflikten i gang. En første rammeaftale var blevet underskrevet. Denne aftale efterlod nogle følsomme spørgsmål uløste, herunder integrationen af RSF i SAF.

Burhan foreslog en gradvis integration, mens Hemidti omvendt ønskede at integrere RSF’erne i ét hug. Det muliggjorde, at han forblev en nøglefigur i Sudan. Han lagde aldrig skjul på sine ambitioner om at stå i spidsen for landet – en slags hævn for denne tidligere kamelhandler fra Darfur.

Samtidig var en del af SAF-staben, ledet af general Shams el-Din Kabbashi, ikke tilfreds med forhandlingsprocessen med de civile. Og endelig tilgav de islamistiske officerer aldrig Hemidti for, hvad de så som et forræderi. Hemidti havde nægtet at støtte Omar al-Bashir til det sidste, da hans magt vaklede under presset fra gadens protester i 2019.

De begivenheder, der nu udfolder sig, kan også ses som en bekræftelse på gyldigheden af modstandskomiteernes holdning. De har altid nægtet at forhandle med en militærmagt, der siden landets uafhængighed ikke er holdt op med at gennemføre kup og at forråde sine egne løfter.

Lad os huske på, at Burhan og Hemidti retfærdiggjorde deres kup for at undgå, at landet faldt i kaos.

19. april 2023

Oversat fra L’Anticapitaliste af Åge Skovrind