Mostafa Omar rapporterer fra Egypten om, hvordan arbejdernes oprør vil påvirke de næste kampe. Strejker og arbejderkampe fortsætter over hele Egypten og udfordrer dermed de militærchefer, som har overtaget magten efter Hosni Mubarak for at stoppe revolutionen fra at udvikle sig videre.

af Mostafa Omar

Denne fredag vil disse strejker være kulisse for en ny demonstration i Cairos Tahrir Square, hvor alle de vigtigste kræfter, der deltog i revolutionen, opfordrer til at mødes til ære for de martyrer, der blev dræbt af Mubaraks sikkerhedsstyrker og bander – og kræve, at hæren ophæver den undertrykkende undtagelsestilstand, løslader politiske fanger og gennemfører demokratiske reformer.

En uge efter at Mubaraks vicepræsident Omar Suleiman meddelte diktatorens afgang er Egypten alt andet end "tilbage til det normale," sådan som de militære magthavere og deres tilhængere i Egypten og i Washington håbede. Onsdag og torsdag blev for eksempel alle banker lukket af den militærstøttede regering, som har siddet siden Mubaraks sidste dage, ud fra en forventning om, at det statsansatte bankpersonale ville genoptage strejkerne med krav om højere løn og afskedigelse af korrupte ledere.

De Væbnede Styrkers Øverste Råd har opfordret de strejkende til at vende tilbage til arbejdet, og påstår, at fortsatte protester kan føre til en økonomisk katastrofe. Regeringsaviser, der støttede Mubarak indtil 11. time, før de skiftede hest den 11. februar, opfordrer ligeledes de strejkende til at sætte de "nationale interesser" før deres økonomiske krav. Selv moderate kræfter i oppositionen mod Mubarak kræver en afslutning på strejkerne af frygt for, hvad der bliver kaldt "borgerkrig" – men som i virkeligheden betyder skærpelse af klassekampen.

Disse kræfter har god grund til at bekymre sig – arbejderklassen i Egypten, der inspirerede revolutionen gennem sin kampe i de seneste seks år, er nu i strejke. Arbejderne har besluttet, at tiden er inde til at trække en grænse mod det korrupte system af rige kapitalister, som Mubaraks regime repræsenterede og forsvarede så længe.

Spredning af arbejdernes oprør efter Mubaraks fald er fænomenal. Det er et udtryk for, hvordan låget er blevet løftet egyptiske samfund – enkeltpersoner og grupper fra alle samfundslag føler nu, at de kan organisere sig og gå i aktion for at fremføre deres klager kræve et svar.

Det er umuligt på denne plads at oregne alle de hundredvis af strejker og protester, der har fundet sted. De kommer fra alle økonomiske sektorer – arbejderne ved Suezkanalen, olie-, tekstil-, cementarbejdere, jern- og stålindustrien, buschauffører, ansatte ved jernbanerne, bankpersonale, sygeplejersker og andet hospitalspersonale, lærere, offentligt ansatte af alle slags, og personale i lufthavnen og toldvæsenet. Journalister er begyndt at fjerne Mubarak-tilhængere fra deres arbejdsplads. Selv de ansatte ved de multinationale fredsbevarende styrker, som ligger i Sinai, er gået i strejke.

Strejkerne rejser specifikke krav i forhold til de enkelte arbejdspladser, og det er en undskyldning for, at nogle medierne hævder, at de ikke nødvendigvis er politiske. Men hvis man kigger nærmere, er der en række fælles faktorer ved strejkerne og de krav, der stilles.

De fleste strejker finder sted i den statslige sektor eller i nyligt privatiserede virksomheder. Kravene er typisk centreret omkring fem punkter.

For det første ønsker arbejderne en mindsteløn på 1200 pund (= ca. 1200 kroner) om måneden. For det andet vil de have udskiftet korrupte direktører – mange af dem er også medlemmer af Mubaraks Nationale Demokratiske Parti. For det tredje vil de have faste jobs, i stedet for midlertidige kontrakter, som er meget udbredt. For det fjerde kræver mange arbejdere, at privatiseringer og udliciteringer skal trækkes tilbage, så de igen bliver offentligt ansatte. Og for det femte vil mange af med de faglige ledere, som er kendt som systemets folk, og nærer sympati for dannelsen af nye, uafhængige fagforeninger.

En række strejker har vundet indrømmelser, især omkring retten til fast ansættelse. Andre arbejdsnedlæggelser har tvunget regeringen til at fjerne korrupte ledere og embedsmænd.

Den 30. januar dannede fire uafhængige fagforeninger, ledet af fagforeningen for ejendomsskatte-opkrævere, den Egyptiske Sammenslutning af Uafhængige Fagforeninger. Denne sammenslutning er ved at vinde opbakning. Onsdag gik natholdet på Misr Spinde- og Vævefabrikkerne i det industrielle centrum i Mahalla i strejke, og aktionen bredte sig til de andre hold. Det er landets største statsejede selskab, og angiveligt har de ansatte vedtaget at tilslutte sig det nye fagforbund.

Egyptens to største byer, Kairo og Alexandria, oplever dagligt adskillige strejker. Mange af disse aktioner ser man også i den stærkt industrialiserede Delta region i den nordlige del af landet, men også visse steder i den sydlige del af landet er der gang i den. For eksempel er arbejderne fra alle handelsgrupper i den sydlige by Asyut i strejke, og deres gadedemonstrationer giver byen udseende af en generalstrejke.

Strejkebølgen i Egypten viser potentialet for at uddybe revolutionen og omdanne den til en generel klassekamp mod det sociale og økonomiske system.
 

 

Oversat fra Socialistworker.org af Åge Skovrind

single.php
WP2Social Auto Publish Powered By : XYZScripts.com