Japanske borgerrettighedsbevægelser har på en pressekonference den 28. september 2012 fremlagt en erklæring om de territoriale konflikter mellem Kina, Japan og Korea. Initiativet til erklæringen kom fra en lille gruppe aktivister fra fredsbevægelsen, intellektuelle, mediefolk og advokater.

af Kenji Kunitomi

Japanske borgerrettighedsbevægelser har på en pressekonference den 28. september 2012 fremlagt en erklæring om de territoriale konflikter mellem Kina, Japan og Korea. Initiativet til erklæringen kom fra en lille gruppe aktivister fra fredsbevægelsen, intellektuelle, mediefolk og advokater.

Meget farlige chauvinistiske følelser har bredt sig i Japan, vendt mod Kina og Korea, i forbindelse med de territoriale konflikter om nogle øer, og i en situation med politisk og økonomisk krise. Alle de etablerede partier i Japan, også Japans Kommunistiske Parti, støtter Japans krav på suverænitet over disse øer. Omkring 1500 personer har underskrevet erklæringen, de fleste af dem uafhængige fredsaktivister.

Hensigten med erklæringen er at stoppe den chauvinistisk-nationalistiske offensiv mod Kina og Korea og finde en løsning ved fælles hjælp fra folkelige bevægelser i hele Østasien.

Det politiske indhold i erklæringen er moderat. Men vi arbejder på at udbrede erklæringen, fordi den vender sig imod den chauvinistisk-nationalistiske offensiv.

Kenji Kunitomi er medlem af Japans Revolutionære Kommunistiske Forbund, der har permanent observatørstatus i Fjerde Internationale.


Japansk borgererklæring: Stop de territoriale konflikters onde cirkel

1. Der har været tiltagende spændinger i området ved Japan på grund af Senkaku- og Takeshima-øerne. Det er særlig uheldigt og sørgeligt, fordi det kommer lige efter, at det Demokratiske Parti dannede regering i 2009 og prioriterede styrkelsen af østasiatiske relationer, og hvor ligeværdighed mellem Japan og USA blev et tema. Ligeledes kommer det i kølvandet på den sympati, Japan nød godt af efter det store jordskælv og tsunamien den 11. marts 2011, hvor Kinas leder Wen Jinbao og den sydkoreanske præsident Lee Myung Bak besøgte de katastroferamte områder og udtrykte støtte til de overlevende. Såvel Sydkorea som Kina er vigtigste venner for Japan, som bidrager til at skabe fred og velstand i regionen. De økonomiske relationer mellem disse nationer kan ikke brydes, og den indbyrdes forbindelse kan i det hele taget kun blive stærkere i fremtiden. Som borgere i Japan er vi dybt bekymrede over den nuværende situation og erklærer derfor følgende:

2. Det hævdes, at den nuværende konflikt drejer sig om ‘territorier’, men man må huske på konfliktens historiske baggrund (Japans historie i det 20. århundrede som aggressor i Asien). Baggrunden for præsident [den sydkoreanske præsident] Lee Myung-baks besøg på Takeshima/Dokdo var den japanske hærs ‘sex-slaver’, eller ‘hygge-veninder’, som japanerne kaldte dem. I sommeren 2011 vedtog Sydkoreas forfatningsdomstol en erklæring om denne sag. Med udgangspunkt i den nævnte erklæring tog præsident Lee Myung Bak sagen om ‘hygge-kvinderne’ op på et møde i Kyoto i slutningen af 2011, men Japans premierminister Noda undgik at svare direkte – det kan være én af grundene til den nuværende konflikt. Ligeledes opfordrede præsident Lee i sin tale på årsdagen for Koreas befrielse den 15. august, efter sit besøg i Takeshima/Dokdo, Japan til ‘ansvarlige initiativer’ vedrørende sagen om ‘hygge-kvinderne’.

Japans krav på Takeshima/Dokdo går tilbage til februar 1905, under den russisk-japanske krig, på et tidspunkt, hvor koloniseringen af Korea allerede var i gang, og de diplomatiske forbindelser var sat ud af spill. For det koreanske folk drejer det sig ikke bare om en ø, det er et symbol på den japanske invasion og koloniherredømmet. Det bliver folk i Japan nødt til at forstå.

Senkaku-øerne (kendt som Diaoya i Kina og Diaoutai i Taiwan) blev indlemmet i Japan i januar i 1895 i forbindelse med krigen mellem Kina og Japan, og 3 måneder senere blev også Taiwan og Penghu-øerne japanske kolonier. Begge disse territoriale krav blev altså fremsat i en situation, hvor både Korea og Kina stod meget svagt, og hvor de ikke havde nogen muligheder for at gøre deres diplomatiske krav gældende.

3. I år er det 40 år siden, der blev oprettet diplomatiske forbindelser mellem Japan og Kina, og der har været planlagt og forberedt mange begivenheder, der skulle markere venskabet mellem de to lande. Årsagen til, at venskabet ændrede sig til konflikt, var en erklæring fra Tokyos guvernør, Ishihara Shintaro, om at sætte sig i besiddelse af øerne og efterfølgende en erklæring fra Japans regering om at indlemme dem i Japan. Det kan ikke overraske nogen, at det fra et kinesisk synspunkt blev opfattet sådan, at disse handlinger var et brud på den stiltiende enighed om at gå uden om territoriale spørgsmål, efter at de diplomatiske forbindelser var blevet normaliseret, og at de blev set som en provokation. Man må også sige, at der ikke var meget kritik i Japan af guvernør Ishiraras initiativ. Og mere end det – premierminister Nodas erklæring om at indlemme øerne i Japan blev fremsat på årsdagen for ‘episoden ved Lu Gou-broen (Marco Polo-broen)’, der var indledningen til Japans omfattende invasion i Kina, og som bliver husket som 7. juli-episoden. Det er værd at bemærke, at det er en dato, som ingen borgere i Kina nogensinde kan glemme.

4. Territoriale spørgsmål kan sætte gang i nationale følelser i ethvert land, og det er derfor, at de bliver brugt af politikerne som afløb for indre modsætninger og frustrationer. Handlinger fra den ene side fører til handlinger fra den anden side, og så eskalerer det bare, og så er der en uundgåelig risiko for, at det udvikler sig til en ukontrollabel situation som for eksempel et væbnet sammenstød. Vi er modstandere af enhver form for vold og lægger vægt på, at konflikten skal løses gennem en fredelig dialog. Politikere og medier i hvert land har ansvaret for at bremse nationalismen og forholde sig til problemerne på en fredelig måde. I disse tider, hvor vi er kommet ind i en ond cirkel, så bliver mediernes rolle stadig mere vigtig i forhold til at bremse eskalationen af nationalistiske følelser, medtænke den historiske baggrund og opfordre til at holde fast på fredelige løsninger.

5. Med hensyn til ‘territorium’ så er konsultation og dialog de eneste muligheder. Så derfor må Japan revidere sit fordrejede synspunkt (angående Senkaku-øerne) om, at der ‘ikke er er noget territorialt problem’. Hvis Japan ikke vedkender sig, at der er rent faktisk er et problem, så kan der hverken blive tale om konsultationer eller forhandlinger. Man må også sige, at opfattelsen af et fastlagt ‘naturligt territorium’ ikke er noget, der kan gælde for nogen af parterne.

6. Som et minimum må den nuværende situation fastholdes i en fase med forhandlinger og konsultationer, og provokationer fra alle sider må undgås. Der må skabes grundlæggende regler og rammer for handling i forhold til konflikten. Taiwans præsident, Ma Ying-jeou, fremlagde den 5. august ‘Initiativet for fred i det Østasiatiske Hav’. Det var en opfordring til landene om at lægge bånd på sig selv for at forhindre en eskalation af spændinger, så man kunne undgå væbnet konflikt, ikke udelukke muligheder for dialog, søge konsensus og etablere regler for aktiviteter i det Østasiatiske Hav – yderst fredelige og logiske anbefalinger. Man må håbe, at sådanne stemmer vil blive hørt, og at andre vil stemme i.

7. Havet omkring Senkaku-øerne har været et område for fiskeri, handel og hverdagsliv for folk fra Taiwan og Okinawa, et hav, hvor der er blevet skabt noget. Fiskere fra Taiwan og Okinawa [Japans sydligste øgruppe, beliggende mellem de japanske hovedøer og Taiwan] ønsker bestemt ikke, at Senkaku-øerne bliver et konfliktpunkt mellem forskellige stater. Vi må respektere, hvad der bliver sagt af dem, der lever og arbejder i området.

8. Det vigtigste for Japan er at anerkende, fortryde og give klart udtryk for sine historiske gerninger (invasionen af nabolandene). Aftalerne mellem Japan og dets naboer skal bekræftes – det gælder det fælles kommuniké mellem Japan og Kina fra 1972, den japansk-kinesiske fredstraktat fra 1978, den japansk-koreanske partnerskabstraktat fra 1998 og den fælles erklæring mellem Japan og Nordkoreas fra 2002, Pyongyang-erklæringen. Det gælder også Japans egne erklæringer med hensyn til historisk anerkendelse, f.eks. erklæringen fra vicepremierminister Kono Yohei i 1993, erklæringen fra premierminister Murayama Tomiichi i 1995, og erklæringen fra premierminister Kan Noato i 2010. Ifølge disse erklæringer gav Japan klart udtryk for sin vilje til forsoning, venskab og samarbejde med nabolandene. Resultatet af fælles historiske undersøgelser, både på regerings- og borgerniveau mellem Japan og Sydkorea og mellem Japan og Kina må studeres igen, og det gælder også den fælles erklæring fra fremtrædende intellektuelle i Japan og Sydkorea i 2010, der fastslog ugyldigheden af Traktaten om anneksionen af Korea fra 1910.

9. Den eneste vej fremad er fælles udvikling og udnyttelse af ressourcer i de ‘territorier’, som man nu skændes om. Selv om national suverænitet ikke kan deles, så er det muligt i fællesskab at udvikle, forvalte og fordele områdets ressourcer, herunder også fiskeriet. De lande, der er involveret, skulle hellere søge dialog og konsultation for at komme til forståelse omkring ressourcer og se deres fælles interesser frem for at ryge i totterne på hinanden omkring spørgsmålet om suverænitet. Vi må omplante kimene til konflikt, der får den territoriale konflikt til at blomstre op med sine giftige blomster, så de i stedet for vokser op som blomsterdække for et regionalt samarbejde.

10. Den byrde, der er blevet lagt på Okinawa, må ikke blive større på grund af den nuværende situation, sådan som det er sket med skærpelsen af sikkerhedspagten mellem USA og Japan på grund af de nuværende spændinger mellem nabolandene, eller indsættelsen af V-22 Osprey, en ny flytype, som kan lande vertikalt som en helikopter og flyve som et almindelige propelfly, når det har vundet højde.

11. Endelig vil vi foreslå, at der skabes rammer for en dialog, der ikke er baseret på regeringer, men på mellemfolkelige kontakter mellem Japan, Kina, Sydkorea, Okinawa og Taiwan, med henblik på en fremtid med gensidig tillid.

single.php
WP2Social Auto Publish Powered By : XYZScripts.com