Tre marxistiske partier i Pakistan har besluttet at gå sammen. Efter mange års tilbagegang er dette et vigtigt første skridt i retning af at genoplive venstrefløjspolitik i Pakistan og en styrkelse af det demokratiske politiske liv i landet.

af Aasim Sajjad Akhtar

En deltager i denne enhedsproces forklarer her sammenhængen og udfordringerne for det nye forenede venstrefløjsparti.

Det er sjældent, at Pakistan nævnes i medierne for noget som helst andet end selvmordsbomber, hindu– og jødehadende mullaher og en meget besynderlig (og sårbar) form for postkolonialt demokrati. Et væld af institutioner, klasser, etniske grupper og fremtrædende enkeltpersoner opmuntrer til fortællinger om pakistansk modernitet, især det allestedsnærværende militær og de, der vil udfordre mændene i khaki, herunder etno-nationalister som de, der i øjeblikket leder en opstand i Baluchistan.

I næsten alle disse fremstillinger glimrer den pakistanske venstrefløj ved sit fravær. Selv kyndige iagttagere i Pakistan synes at have meget lidt eller intet kendskab til venstreorienterede kræfter i landet, i hvert fald i nyere tid. Historiestuderende vil vide, at Pakistans herskende klasse stod bag en hel del undertrykkelse af venstreorienterede under den kolde krig, hvor landet var i frontlinjen mod den sovjetiske blok. På trods af at skulle operere under ekstremt skrækkelige omstændigheder har den pakistanske venstrefløj udøvet en ikke ubetydelig indflydelse på politikken og samfundet i almindelighed indtil 1980’erne.

Siden afslutningen af den kolde krig har venstrefløjen mere eller mindre formøblet den lille plads, som den har skaffet sig. Selvfølgelig har dette været venstrefløjens skæbne i mange lande. Med undtagelse af eksperimenterne med "det 21. århundredes socialisme", som gennemføres i Latinamerika, lider venstrefløjen fortsat af en identitetskrise stillet overfor de forandringer i den globale økonomi, der hænger sammen med nyliberalismen.

Den pakistanske venstrefløjs tilbagegang har velsagtens været mere afgørende og vedvarende end de fleste, selv hvis man begrænser sig til at sammenligne med landene i Sydasien. Det er for eksempel en ubehagelig sandhed, at et flertal af de mere end 100 millioner pakistanere under 25 år ikke engang ved, at der er en politisk venstrefløj i deres land, eller endog, at der er en konkurrerende ideologi til venstre for den dominerende intellektuelle mainstream. Den almindelige udbredte tankegang er overleverede forestillinger fra den kolde krig, idet udtrykket "kommunistisk" i Pakistan stadig forbindes med et irreligiøst verdensbillede.

Et lys tændes
Der er dog glimt af håb midt i det relative mørke. Den 11. november vil tre eksisterende partier på venstrefløjen – Labour Party Pakistan, Awami Party Pakistan og Workers Party Pakistan – mødes for at danne et nyt parti med det mål at opbygge et levedygtigt alternativ til mainstream-partierne. Denne fusion afspejler anerkendelse inden for venstreorienterede kredse, både af de voksende modsætninger i den herskende magtstruktur og behovet for den enhed og modenhed, der skal til for at drage fordel af disse modsætninger.

Enhed er naturligvis venstrefløjens favoritslogan. Den leninistiske tradition har, sammen med enhed, også lagt vægt på ideologisk renhed, som i alt for mange tilfælde er blevet omsat til sekterisme af værste slags samt kontinuerlige organisatoriske skel. Den foreliggende fusion er, i denne henseende, den første af sin slags i Pakistan, for så vidt som de tre partier repræsenterer forskellige marxistiske traditioner, som historisk har været tydeligt i modsætning til hinanden.

Faktisk var fusionsprocessen drevet af yngre aktivister inden for de tre partier, og nogle udenfor, som ikke bærer på bagagen fra den kolde krigs sekteriske konflikter (læs: stalinister, trotskister, maoister osv.). Det er også blandt de yngre kræfter på venstrefløjen, at der er en større kritisk refleksion over manglerne i det 20. århundrede socialistiske eksperimenter, og en vilje til at tænke i dynamiske termer om det socialistiske projekt i dette århundrede.

Selvom der har været modstand fra et segment af ældre kadrer, ser kravet om enhed ud til at have vundet, specielt i lyset af manglerne i de eksisterende partier. Den mest åbenlyse manifestation af venstrefløjens tilbagegang i løbet af de seneste to årtier er i sammensætningen af eksisterende grupperinger: et flertal af venstrefløjens eksisterende lederskab og medlemsskare er den samme, som den var i slutningen af den kolde krig. Kort sagt, har venstrefløjen, siden slutningen af 1980’erne, kæmpet for at indsuge de unge i sine rækker, eller i det mindste fastholde dem, der har tilsluttet sig.

Sidstnævnte mangel viser en manglende dynamik i venstrefløjens analyse og politiske arbejde, så unge, der ellers er tiltrukket venstreorienterede ideer, hurtigt bliver fremmedgjort fra dens aktuelle praksis på det konkrete plan.

Det er overflødigt at sige, at uden en solid kerne af unge aktivister er der en meget lille chance for, at venstrefløjen kan slå skår i den kyniske og protektions-baserede politiske orden, der eksisterer i Pakistan. Venstrefløjen har ikke engang været i stand til at fastholde en meningsfuld indflydelse inden for sine historiske højborge: industriarbejdere, små og jordløse bønder, og selvfølgelig, studerende.

Et af de mere lovende venstrefløjs-initiativer i den seneste tid har været en genoplivning af den nationale studentersammenslutning (NSF), der mellem 1960’erne og begyndelsen af 1980’erne var et fyrtårn for venstrefløjs-politik blandt successive generationer af unge. Da Pervez Musharraf indførte undtagelsestilstand i landet i november 2007, tog en lille men højrøstet protestbevægelse form på universiteterne (for det meste i Punjab), og denne bevægelse førte nogle måneder senere til genskabelse af NSF.

Det er ikke tilfældigt, at forsøg på at tage universitets-campusser tilbage fra de højreorienterede organisationer, og tilskynde til venstreorienteret studenter-aktivisme i almindelighed, er blevet fulgt af et initiativ til at fusionere de eksisterende partier på venstrefløjen. Hvis den nuværende fusionsproces bliver vellykket, vil NSF drage stor nytte af institutionel støtte, som den i øjeblikket mangler, mens det nye parti vil være i stand til at fokusere på at genskabe sin vaklende medlemsskare, og derfor indlede den lange proces med at etablere og udbygge organiske forbindelser mellem partiet og det arbejdende folk.

Når euforien aftager
Der bør ikke være tvivl om, at processen med at genopbygge venstrefløjen vil blive lang, og ofte smertefuld. Med andre ord er selve fusionen kun et lille skridt i den rigtige retning.

Der er ingen tvivl om, at det vil styrke venstrefløjens profil, og at de, der med interesse betragter den udefra, ikke længere vil have en undskyldning for at holde sig uden for partipolitik på grund af interne venstrefløjs-skænderier. Kun tiden vil imidlertid vise, om den nye formation kan samle Pakistans hårdt prøvede arbejdende folk og undertrykte nationer.

Uanset verdens nyhedsmediers optagethed af den angiveligt eksisterende trussel mod Pakistan fra det religiøse højre, vil venstrefløjens velsagtens største umiddelbare udfordring være at bygge bro over de voksende etniske skel i landet. De pakistanske herskende klasser indgroede mistillid til den demokratiske proces, og deres udødelige engagement i en enhedsstats-nationalistisk ideologi byggende på islam og urdu var den direkte årsag til de østlige provinsers løsrivelse i 1971 (oprettelsen af Folkerepublikken Bangladesh, o.a) og at konflikterne inden for og på tværs af de eksisterende provinsgrænser er blevet skærpet siden da.

Venstrefløjen i hele Sydasien og mange andre steder i verden har måttet forholde sig til konflikter med regional separatisme og etniske modsætninger, så denne udfordring for den pakistanske venstrefløj er ikke nødvendigvis enestående. I betragtning af den klare stigning i snæversynede tendenser i den seneste tid, er præsentationen af en følsom og nuanceret klassepolitik, som synliggør Pakistans multinationale karakter, i det aktuelle klima, en virkelig revolutionær opgave.

Der er på nuværende tidspunkt yderst modsatrettede krav til måden at føre politik på i forskellige regioner af landet. Det nye parti vil sandsynligvis, som venstrefløjen har gjort gennem hele Pakistans historie, forsøge at opbygge alliancer med etno-nationalister, der står i modsætning til det pakistanske centrum. Men det vil gøre det i en forsøgsvis sammenhæng – mange etno-nationalister, især i Sindh og Baluchistan, ser nu de vestlige magter og USA i særdeleshed, som garant for deres ret til selvbestemmelse, et perspektiv, der er i direkte modstrid med det anti-imperialistiske grundlag for et venstreorienteret program.

Imperialismen er fortsat en stor hindring for den langsigtede demokratisering af stat og samfund, og her er det vigtigt at overveje ikke blot den rolle, USA spiller, men også staterne i Den Arabiske Golf og Kina, den multinationale kapital, og de internationale finansielle institutioner (IFI). Det nye parti skal bevæge sig ud over slagord og udvikle en væsentlig forståelse af de komplekse og modstridende måder, hvorpå den imperialistiske indflydelse udøves. Endvidere, og af særlig betydning, er udviklingen af en forståelse for, hvilken rolle den fremvoksende middelklasse, som er afhængig af en nyliberal økonomi og en globaliseret kultur, kan spille i forhold til underklassen.

Dette er et særlig relevant spørgsmål i lyset af den stigende polarisering mellem segmenter af venstrefløjen og liberale kræfter, der er tilbøjelige til at se vestlige regeringer og deres indgriben i Pakistan og i regionen generelt som nødvendig, endog ønskeværdig, i kampen for at stække vingerne på den religiøse højrefløj. Kort sagt bliver kampen for sekularisme alt for ofte opfattet som et mål i sig selv, snarere end knyttet til venstrefløjens historiske opgaver: at sikre national befrielse og klasselighed.

Som i mange postkoloniale lande i Asien og Afrika, kan opsplitningen af progressiv diskussion og politik også i Pakistan forklares delvis af det øgede antal ikke-statslige organisationer (NGO’er). Mens der er noget rigtigt ved argumentet om, at ngo’erne – og donormidler i almindelighed – har undermineret radikal politisk praksis, er det lige så sandt, at de har udstillet nogle af venstrefløjens store mangler. Ngo’er i Pakistan har for eksempel vist sig at være et redskab for kvinders mobilitet, mens venstrefløjen, især i den nuværende form, ikke kan hævde at have skabt noget meningsfyldt bidrag til kampen mod patriarkatet. Om ikke andet, skal det nye parti afsætte betydelig tid og kræfter på at øge antallet af kvindelige aktivister i sine rækker.

Det er ikke kun de traditionelle mangler, der skal afhjælpes. Politiske holdninger og strategier, som mere eller mindre har været taget for givne, skal også revurderes. Den proces, som rundt omkring i verden i dag betegnes som "informalisation" (videnssamfund, o.a.) opfordrer til kritisk refleksion over traditionelle begreber i marxistisk praksis, såsom den industrielle arbejderklasse og bønderne. Forestillinger om "avantgarde", og hvordan man kan genskabe venstrefløjen i en konkurrencepræget demokratisk sammenhæng – snarere end at se demokratiet som en "fase", der vil bevæge sig ind i "historiens skraldespand" – er blevet overtaget af venstrefløjen i mange lande.

Disse spørgsmål vil den pakistanske venstrefløj og det nye parti, som vil komme til at eksistere fra den 11. november også blive konfronteret med. Ifølge den oprindelige tidsplan, der er blevet diskuteret til dato, og som efter al sandsynlighed vil blive bekræftet på den stiftende konference, vil hovedopgaven i de første seks måneder være at skabe en samlet partiorganisation – hvor der i øjeblikket er tre, at løse udestående ideologiske og politiske spørgsmål, og at optage nye medlemmer. En partikongres vil derefter blive indkaldt – sandsynligvis sommeren 2012 – for at gøre status over fremskridtene og udstikke partiets prioriteringer og strategier for en efterfølgende periode på to år.

Og så var der ét
Realiteten er, at dette initiativ ikke vil markere en større ændring hverken for den pakistanske venstrefløj, eller for landets hårdt prøvede arbejdende befolkning. De fælles ressourcer fra de tre involverede parter, vil ikke udgøre den kritiske masse, der er nødvendig for endeligt at vende årtiers tilbagegang og de utallige effekter af nyliberal globalisering. Som det blev nævnt i indledningen, vil det nye parti trods alt skulle operere i en sammenhæng, der alligevel er indbydende, for så vidt som de dominerende kræfter i dag er mere splittede end nogensinde i Pakistans historie.

Den pakistanske stats hegemoniske projekt er i dag alvorligt svækket. Selv om fornyede forsøg på at holde det i live for civilsamfundet på uddannelses-, religions-, medie- og familie-områder opretholdes på en næsten daglig basis af en velsmurt kritisk masse af statslige funktionærer og deres lakajer i medierne, uddannelsesinstitutioner og så videre, er mod-hegemoniske impulser mere udbredt. Baluchistan er det oplagte eksempel, men lige så vigtige er den væsentlig konflikt inden for magtens korridorer selv.

Ubalancen i den civil-militære ligning til fordel for sidstnævnte er ikke længere så iøjnefaldende, dels fordi det ikke er muligt i den nuværende situation at retfærdiggøre militær intervention i politik som i fortiden. Det overordnede retsvæsen har vist sig som et nyt kraftcenter, ikke nødvendigvis til entydig fordel for den demokratiske proces, men ikke desto mindre et skift væk fra den traditionelle rolle som en junior-partner til militæret. Denne alliance af højesteret og militær har netop været demokratiets bane i de fleste af landets 65 år.

Statens hegemoniske projekt er struktureret omkring Punjab økonomiske og politiske dominans (ved siden af de kulturelle søjler i islam og urdu). Venstrefløjen har længe kæmpet for etablering af et egentligt føderalt regeringssystem – tilmed et socialistisk – men nu er mainstream partierne også hoppet med på føderalisme-vognen. Det siger sig selv, at ingen af disse parter kan have tillid til en afgørende underminering af magtens enheds-struktur, men den omstændighed, at oprettelsen af en Siraiki-provins er blevet et mainstream-emne sigermeget om den rumlen, der foregår i Pakistans eksisterende magtstrukturer.

Selvfølgelig garanterer selve den omstændighed, at de interne splittelser bliver mere og mere synlige, ikke på nogen måde et brud. Lige så sandsynligt, hvis ikke mere, er at identiteter såsom religion (eller sekt) og etnisk tilhørsforhold kommer til at styrkes, og for undertrykte, at sociale kræfter bliver mere bundet til disse identiteter end nogensinde før. Venstrefløjen skal også kæmpe med den helt jordnære dagligdags undertrykkelses-politik. Kort sagt er det venstrefløjens opgave både at forstå, hvad der findes her og nu og komme med meningsfulde og levedygtige alternativer – på det idemæssige plan og i den politiske praksis. Der er ingen plan, der garanterer det ønskede resultat. Men der er håb og forventning om, at dette seneste eksperiment med socialismen i Pakistan vil bringe os tættere på, hvor vi vil hen: et samfund, hvor alle menneskehedens muligheder får lov til at udvikle sig frit. Valget i dag er så afgørende, som det nogensinde har været, valget mellem socialisme og barbari.

Aasim Sajjad Akhtar er medlem af Labour Party Pakistan og en kendt intellektuel.
Oversat fra International Viewpoint af Ebbe Rand Jørgensen

 

single.php
WP2Social Auto Publish Powered By : XYZScripts.com