Da Kommunernes Landsforening (KL) i sidste uge inviterede kommunalrødder, folketingspolitikere og regeringsrepræsentanter til topmøde stod ét emne højt på dagsorden: Finansiering af velfærden i 2023.

Årsagen er enkel. De økonomiaftaler, som regeringen har trukket ned over hovedet på kommunerne for 2022 og 2023, giver generelt ikke penge nok til, at kommunerne kan få enderne til at mødes. Nu står det så klart, at regeringen på ingen måde ønsker at rette op på dette i finansloven. Derfor vil der allerede her i 2023 sandsynligvis blive sparet på centrale velfærdsområder.

Der er flere forhold, som trækker i den gale retning. I 2022 var det blandt andet regeringens forventninger til prisstigningerne, som var gal. Det betød, at kommunernes tilskud blev opjusteret for lidt ift. de faktiske prisstigninger. Nogle beregninger har anslået, at det beløber sig til 1,6 mia. kr. i 2022. Til sammenligning indebar økonomiaftalen for 2022 blot et løft på 1,4 mia. kr. Med andre ord blev det løft, som skulle sikre at pengene fulgte med flere børn og ældre, spist op af prisstigninger.

Budgetterne holder ikke

Aftalen om kommunernes økonomi for 2023 forudsætter pris-og lønstigninger (sammenvejet skøn for priser og lønninger) på serviceudgifterne på 2,6 pct. Selvom inflationen i de første måneder af året er lavere end slutningen af 2022, ligger inflationen fortsat over 7 pct.

Inflationen og manglende finansiering i økonomiaftalen af de fortsat stigende udgifter til det specialiserede socialområde kan være blandt de afgørende forklaringer på, at mange kommuner allerede inden udgangen af marts måned er gået i gang med genåbne budgetterne for 2023. Således forlyder det, at Fredensborg, Sorø, Greve, Rudersdal, Holbæk, Vordingborg og Jammerbugt Kommuner er ved at genåbne budgettet for 2023.

Stigende udgifter til energi, varekøb og andre nødvendige indkøb ser ud til at presse kommunerne ud i nedskæringer. Samtidig er der stigende udgifter til ældre og det specialiserede socialområde, som ikke bliver håndteret med økonomiaftalerne. Og kommunerne bebuder, at der ikke er andre steder at spare end de store velfærdsområder: folkeskole, ældrepleje og børnepasning.

Den økonomiske sparekurs på velfærdsområdet er en tilståelsessag for den borgerlige SMV-regering – også i finanslovsfremlæggelsen, hvor den legitimeres med krise-retorik og ”inflationsbekæmpelse”. Sammen med et flertal i Folketinget har den besluttet at bruge det økonomiske råderum på højere udgifter  til forsvaret og skattelettelser – og til at råbe op om inflation, krise og økonomisk ansvarlighed, når det handler om velfærd.

”Frisættelse” eller ”nedskærings-privatiserings-spiral”

Men trods nedskæringsbudgetterne forsøger regeringen at stikke befolkningen blår i øjnene. For regeringen hævder, at decentralisering og fjernelse af centrale styringsmål kan give mere velfærd for pengene. Selvom der i udgangspunktet er meget godt i at tillade en højere grad af lokal planlægning og organisering af arbejdet, vil det få et helt andet indhold, hvis gevinsten skal være de store økonomiske sparemål, kommunerne står overfor. Det sandsynlige resultat er, at velfærd og omsorg for udsatte grupper må holde for.

Udover at denne prioritering er uværdig for de grupper, som rammes af ringere pleje og omsorg, skubber det også til et ringere arbejdsmiljø i den offentlige velfærdssektor. Når arbejdspresset stiger, fordi der skal leveres mere for færre ressourcer, går det også ud over de ansatte.

Det bliver en spiral, hvor utilfredsheden med de offentlige og primært skattefinansierede tilbud naturligt tager til, mens brugeres og pårørendes tilbøjelighed til at vælge private velfærdsleverandører stiger. Sparekursen skubber altså på privatisering af velfærden. En parallel udvikling har vi set på sundhedsområdet, hvor et væld af private behandlingstilbud er vokset frem, fordi det offentlige system er blevet underfinansieret i forhold til ambitionerne og befolkningens behov. Og hvor regeringens nye ”redningspakker” på sundhedsområdet vil betyde yderligere flytning af personale og penge fra den offentlige til den private sektor.

Også en klimakatastrofe 

Det er ikke kun velfærdsområdet, der bliver udsultet i finansloven – det er også klimapolitikken. Man kan med god ret betegne finansloven som en klimakatastrofe i sig selv: Trods den nye FN-klimarapports advarsler om, at katastrofen allerede er i gang og 2-graders-målet næsten ude af syne, og trods Klimarådets påpegning af, at DK’s 2025-mål allerede er ved at være håbløst – indeholder finansloven ikke en krone til nye initiativer på klimaområdet! Det samme gælder forøvrigt biodiversitetskrisen. Derimod planlægger regeringen at skære to tredjedele af Klimarådets budget fra og med næste år. Sådan!?!

Finanslovsudkastet cementerer også de brud på aftaler med de tidligere støttepartier, som Socialdemokratiet har besluttet. Aftalebrud, som især koster nogle af samfundets allerfattigste borgere penge. Ligesom det fastholder den voldsomme udhuling af bistanden til verdens fattigste, som regeringens uhæmmede plyndring af denne kasse til andre formål betyder.

Undskyldningerne, Mette Frederiksens evindelige kriseretorik, lugter fælt af hykleri, når det sammenholdes med skattelettelser, en velpolstret statskasse og masser af danske virksomheder med gigantiske overskud. Inflationsdæmpende pengeopsugning kunne jo, teoretisk set, også fokusere på de riges penge! Men det handler ikke om nødvendighed eller ansvarlighed – det handler om klassepolitik.

Hvis man skal sige noget positivt om finanslovsudspillet, må det være, at det burde kunne bidrage massivt til at samle alle progressive kræfter om en samlet modstand mod regeringen. Klimabevægelsen, fagbevægelsen, brugere og ansatte i det kommunale velfærdssystem og mange andre har fået en meget åbenlys fælles modstander: Mette Frederiksens SVM-regering.

SAPs forretningsudvalg, den 24. marts 2023