Skotland skal stemme om uafhængighed fra Storbritannien 18. september. På trods af en stærk nej-kampagne fra det etablerede samfund viser meningsmålinger voksende støtte for uafhængighed., omend ikke et flertal. Dog gav en måling i starten af september for første gang ja-siden et spinkelt flertal.

af Colin Fox

Her forklarer Colin Fox, hvorfor skotsk uafhængighed vil være et slag mod nedskæringer og en sejr for det arbejdende folk. Fox er talsperson for Scottish Socialist Party (SSP) og tidligere medlem af det skotske parlament og sidder i ledelsen af kampagnen ”Yes Scotland”.

SSP er en del af den Radikale Kampagne for Uafhængighed, der samler en række venstreorienterede grupper, som de Skotske Grønne, socialistiske grupper og mange enkeltpersoner i en kampagne for et uafhængigt Skotland baseret på lighed og social retfærdighed. Artiklen er en oversættelse fra Morning Star Online.
 


"Skotland skal stå skulder ved skulder med det arbejdende folk i England, Wales og Nordirland," sagde Gordon Brown i sidste måned, idet han selv står skulder ved skulder med de Konservative, de Liberale Demokrater og det højreorienterede britiske UK Independence Party i deres fælles modstand mod Skotlands uafhængighed.

Den tidligere premierminister [2007-2010] popper op med jævne mellemrum i denne debat for at lede Labours egen gruppe "United with Labour", til stor ærgrelse for Alistair Darling, hans ærkerival, der repræsenterer den officielle nej-kampagne.

Men Browns anseelse er ikke høj. Og ikke så mærkeligt, for han er manden, der stod "skulder ved skulder" med Tony Blair under krigen i Irak og privatiserede så meget af Skotlands offentlige service.

Han efterlod også millioner af mennesker til den værste krise i 80 år. Hans støtte til hensynsløse, grådige bankfolk på det tidspunkt, hvor de ødelagde økonomien, er helt sikkert det, der vil blive husket bedst i hans politiske karriere.

Brown behøver ikke at rejse langt for at se de ar, hans banebrydende neoliberale politik har efterladt i arbejderkvartererne.

Men denne "sværvægts-tænker" med "et enormt intellekt" – ifølge dagbladet Daily Record’s – mener tilsyneladende, at Labour står til politisk til venstre for SNP (Scottish National Party) nu om dage. Beviserne tyder på noget andet.

Så vi har en "sværvægts-tænker" der ikke tager hensyn til de beviser, han selv har leveret.

Som premierminister, hævdede han, at han havde "afsluttet konjunkturudsvingene i den britiske kapitalisme", lige før det hele brød sammen. Han har ikke ændret sig meget i løbet af sine fire karantæneår i Kirkcaldy og Cowdenbeath [valgkreds nord for Edinburgh].

For Labour mener nu, som dets skotske leder Johann Lamont infamt udtrykte det, at "universelle ydelser er udtryk for en ‘noget-for-intet’ kultur".

De stemte også imod, da Scottish National Party afskaffede gebyret på recepter, som var indført af det nationale sundhedsvæsen. De støtter yderligere nedskæringer i den offentlige service og de sociale ydelser til fattige.

Selvfølgelig er der ingen, uanset om de har et fremragende intellekt eller ej, der vil hævde at SNP er socialister, men det er Labour heller ikke. I modsætning til Brown stemte nationalisterne ikke for den konservative-liberale koalitions velfærdsforrringelser.

Men idet han ignorerer alle fakta, forudsiger vores sandsiger at et selvstændigt Skotland vil blive mere højreorienteret end Labour, mere ulige, og at vi vil bruge ”alle vore ressourcer på at nedsætte selskabsskatten”.

"Skotland får det bedste fra begge verdener inden for EU," insisterer Brown. "Vi har et stærkt skotsk parlament i Holyrood og vital indflydelse i den britiske regering."

Men det er en "double-dip" illusion. Jeg var medlem af skotske parlament i Holyrood i fire år. Jeg oplevede dagligt at blive mindet af den fungerende formand om, hvad vi ikke kunne tale om der.

Vi kunne ikke tale om arbejdsløshed, vi kunne ikke tale om den nationale mindsteløn og lavtløns ”epidemien”, der rammer 680.000 skotter.

Vi kunne ikke tale om social sikring eller pension, eller de værste anti-fagforeningslove i hele Europa.

Vi kunne ikke tale om Europa eller udenrigsanliggender, ikke tale om de skotske soldater, der dør i ulovlige krige i Irak og Afghanistan.

Vi kunne ikke tale om uanstændigheden af at have Trident atomvåben stationeret på vores jord – vi kunne ikke tale om nogen af disse spørgsmål, da de alle var "forbeholdt" Westminster.

Så vi har åbenbart ikke et stærkt skotsk parlament. Ligesom vi heller ikke har "afgørende indflydelse i Westminster", eftersom det overvældende flertal af skotterne ønskede, at de bankfolk, der har forårsaget den økonomiske krise, blev draget til ansvar – men det blev de ikke.

Vi afviste privatisering af Royal Mail, og alligevel blev vi belemret med den. Vi afviste soveværelses-skat (en lov om reduktion i boligtilskud til lejere, der har ekstra soveværelser, o.a.) og angrebene på rettigheder for indvandrere og dagpengemodtagere, men det måtte vi også finde os i.

Alligevel insisterer Brown på, at vi skal stadig stemme nej i september og vente på, at en Labour-regering kommer til magten og udfordrer den krigeriske neoliberalisme, som ødelægger vores liv.

Men vi har netop haft tre Labour-regeringer og de udfordrede på ingen måde neoliberalismen – de støttede den.

Sandheden er, at selvstændigheden tilbyder det arbejdende folk det centrum-venstre, socialdemokratiske Skotland, flertallet ønsker.

Og vi vil fortsætte med at stå skulder ved skulder med det arbejdende folk her på øerne, når vi har opnået den.

De, der – ligesom Brown og George Galloway – siger, at selvstændighed betyder, at vi ”lader den engelske arbejderklasse i stikken med en permanent konservativ regering”, tager fejl.

Talmæssigt tager de fejl, fordi meget få Westminster-valg nogensinde er blevet afgjort af skotske stemmer. Labours tre seneste sejre for eksempel ville stadig have været vundet uden deres skotske parlamentsmedlemmer.

Og de tager også politisk fejl, for vi lader ikke nogen i stikken. Vi leder kampen for socialt demokrati og socialisme på disse øer, som det så ofte har været tilfældet tidligere.

Tillidsmandsbevægelsen kom f.eks. ud af 1900-tallets Red Clydesides kampe. Upper Clyde Shipbuilders (værftsarbejderne på Upper Clyde) aktioner inspirerede industriarbejderkampe i 1970’erne, og bevægelsen mod Thatchers poll-tax (kopskat) startede i Skotland i 1988

Vi vil dog afvise den vildfarelse, at en Labour-regering i Westminster nogensinde vil gennemføre et socialdemokratisk eller socialistisk program

Derfor vil uafhængighed vil der være til fordel for arbejderklassen overalt. Det vil betyde et nederlag for de neoliberale og imperialistiske, krigsgale kræfter

Og det er indlysende, at arbejderklassen i Liverpool, Manchester, Newcastle, London og andre steder også vil drage fordel af dette. Desuden stopper vores solidaritet ikke ved den engelske kanal.

Skotland har en stolt tradition for at stå "skulder ved skulder med det arbejdende folk" i England, Wales, Nordirland og resten af verden.

Et ja den 18. september vil ikke ændre på det, men det vil omordne den politiske magtbalance i hele Storbritannien og udenfor.

Det vil indgyde mod hos det arbejdende folk andre steder i Storbritannien og internationalt. Et sådant nederlag for de britiske herskende klasser – i front for nyliberalismen og krigstrusler verden over – vil hjælpe kampen for socialisme på verdensplan.

I sidste ende forsvarer Brown ikke – og har aldrig forsvaret – arbejderklassens interesser. Han står "skulder ved skulder" med den nyliberale britiske stat og den politiske elite.

Oversat af Ebbe Rand Jørgensen

single.php
WP2Social Auto Publish Powered By : XYZScripts.com