Oprindelige amerikanere har vundet et vigtigt slag i deres kamp for at forhindre Dakota Access Pipeline i at grave sig igennem sioux´ernes historiske stammeområder, og under den strækning af Missouri floden, som forsyner Standing Rock Sioux-reservatet med drikkevand.

af Barry Sheppard

Den amerikanske hærs ingeniørkorps (ACE) gik ind i slaget, da det fremsatte et ultimatum om, at protesterne skulle bringes til ophør senest den 4. december på det sted, hvor det var planlagt at føre rørledningen under floden, og hvis det ikke skete, ville deltagerne blive arresteret og retsforfulgt.

ACE ville, kort sagt, beordre de statslige og lokale politistyrker til at angribe vandets beskyttere den 5. december, hvis ikke de forlod stedet inden da. Det ville betyde en gentagelse af de brutale angreb fra politiets side mod de ikke-voldelige demonstranter, der havde fundet sted tidligere, med køller, kamphunde, tåregas, gummikugler, chokgranater, massearrestationer, samt oversprøjtning med vand fra brandslanger i mere end 12 graders kulde.

En af disse granater flænsede kødet af en ung kvindes arm, et uhyggeligt syn. Hun er siden blevet opereret adskillige gange.

ACE hævder, at korpset var berettiget til at foretage disse handlinger, fordi det opererer på et føderalt landområde, der ligger et lille stykke uden for reservatet. Men sioux´erne siger, at dette område blev afstået til dem af USA ved en traktat i 1851. ACE betragter altså dette område som illegalt, selv om USA ensidigt brød traktaten, som de har gjort det med hundredvis af andre traktater i deres århundredlange udryddelseskrig mod Nordamerikas første indbyggere. Dette område omfatter således Sioux-stammens hellige begravelsespladser, hvoraf nogen allerede er blevet udslettet af bulldozere, en racistisk fornærmelse og vanhelligelse af oprindelige amerikanere.

Standing Rock-kampen har allerede vundet bred opbakning, men dette ultimatum frembragte en ny bølge af solidaritet, hvor mange nye sympatisører kom til North Dakota for at sætte deres egen krop på spil. Den 3. december var der ca. 10.000, der havde sluttet op om kampen ved Standing Rock, på trods af risikoen for fysisk overlast og fængsel.

Der var derudover demonstrationer i mange større byer imod de store multinationale banker, der finansierer rørledningen.

Et vigtigt aspekt ved denne nye protestbølge var, at der var soldaterveteraner, mange oprindelige amerikanere, men også andre, der gik i gang med at mobilisere deres egne til at komme til protestlejren. De ville danne en forsvarskæde mellem politiet og demonstranternes lejr. Så måtte politiet først bryde denne kæde for at komme igennem. Den 3. december var 2.000 veteraner klar til kamp.

Den 5. december var en mandag. Som det blev gengivet i en artikel i New York Times: ‘Træd an, lød et råb en af aftenerne i denne weekend. Hundreder af mænd og kvinder (veteraner) var stuvet sammen inde i bygningen for at tage imod ordrer fra Brenda White Bull og Loreal Black Shawel, der stod i spidsen for veterangrupperne i lejren.”

Artiklen beskriver nogle af dem. ”Der var gamle mænd, veteraner fra Korea og efterkrigs-Europa, der fortalte, at de var vokset op på kostskoler for indianerne, hvor de blev slået, når de talte deres eget sprog. Nogen kom fra reservater, fra hele prærien.”

”Nogle af de veteraner, der kom, havde været med i antikrigsbevægelsen i mange år efter at være vendt hjem fra Vietnam eller Irak. De sagde, at de så protesterne imod rørledningen som et nyt kapitel i deres aktivisme…”

”Der var mange, der var villige til at ofre deres egen krop, villige til at give deres liv, sagde Vincent Emanuee, en 32-årig tidligere marinesoldat, der havde gjort tjeneste i Irak, og som havde talt åbent og udførligt imod, hvad han kaldte en meningsløs krig. »Så er det bedre at dø for noget, der betyder noget.«’

”Der var andre, der sagde, at de ikke var særlig interesserede i politik og aldrig havde været med i en demonstration. Men de sagde, at stammens kamp havde fået dem til at flytte sig… Eller de sagde, at de var vrede over at se billeder af voldelige sammenstød mellem ordensmagtens geledder og oprindelige amerikanere.”

‘»Jeg fattede ikke, hvad der var ved at ske i de forenede stater,« sagde (en veteran). »Selv i Irak var der regler for krigsførelsen. Hvis de fyre dér ikke bærer våben, så giver det ingen mening for mig at se lejren omdannet til et skydetelt.«”

Den trussel, som synet af bevæbnet politi, der gik løs på ubevæbnede veteraner, gjorde håndgribelig, gav stødet til at sætte sig selv ind, og der var en række retræter, hvor det var ACE, som trak sig tilbage under indtryk af den styrke, som korpset stod overfor.

Og den 4.december var det så, at ACE (selvfølgelig efter ordre fra Det Hvide Hus) nægtede at give Energy Transfer Partners, det selskab, der stod for anlægsarbejdet, tilladelse til at påbegynde etableringen af rørledningen under floden, med den officielle begrundelse, at der var tekniske problemer.

Da nyheden blev kendt, brød lejren ud i jubel og festligheder, der gav genlyd over hele landet.

Men stemningen var mere alvorlig dagen efter. Energy Transfer Partners reagerede på ACEs beslutning ved at sige, at det ingen betydning havde. De lod forstå, at de nok ville gå videre med arbejdet under floden under alle omstændigheder, men det er noget usikkert, da det vil føre til et direkte sammenstød med forbundsregeringen.

Hvad der er mere sikkert, er ETP´s praleri med, at de har fuld opbakning fra Donald Trump, der højlydt (hans normale stemmeleje) har proklameret, at han vil give grønt lys for Dakota Access Pipeline, imod Obama-administrationens beslutning om at blokere for rørledning nr. 40, og at han vil skrotte forordninger vedrørende de store olie- og kulvirksomheder, samt resten af energisektoren.

Trump kan, som øverste chef for de væbnede styrker, beordre ACE, som en del af hæren, til at sikre, at det sker.

Det er derfor, at vandets beskyttere ved, at de kan blive nødt til at mobilisere på ny.

Det var massemobiliseringens styrke, der vandt dette slag. Under de seneste mange måneders kamp er der blevet opbygget et solidaritetsnetværk. Det var frem for alle Standing Rock Sioux, der forenede alle kræfter til fælles handling. De andre stammer sluttede sig til, også fra Canada. Det endte med, at mere end 200 stammer støttede kampen ved Standing Rock, og de overvandt forskelle, så det blev en enestående fremvisning af solidaritet. Det blev den største samling af oprindelige amerikanere i kamp siden American Indian Movement under den sidste radikaliseringsbølge i USA i 1960-70´erne.

At de rejste sig og gik til modstand, opmuntrede andre til at bakke op. Miljøgrupper indså, at denne kamp imod olieindustrien også var deres kamp. Black Lives Matters-aktivister så en beslægtet kamp, og det var der også mange andre grupper og enkeltpersoner, der gjorde.

Der er ikke noget, der virker mere inspirerende på alle undertrykte og udbyttede end at se en folkemængde gå til kamp imod den herskende klasse. At det så var en kamp, der fik et heldigt udfald, selv om det et er betinget, og krigen ikke er forbi, fremmer en følelse af, at masseaktion er noget, der virker. I lejren fremstod på ny en følelse af, at deres magt var trådt frem i lyset. Hvis der igen bliver brug for mobilisering, så vil denne selvtillid give dem styrke.

6. december 2016

Barry Sheppard er medlem af Solidarity i Bay Area. Han har skrevet en politisk biografi i to bind om sin tid som ledende medlem af Socialist Workers Party. Han skriver regelmæssigt om USA til Green Left Weekly og Red Flag i Australien.

Oversat fra International Viewpoint af Niels Overgaard Hansen

 

 

 

 

 

 

 

single.php
WP2Social Auto Publish Powered By : XYZScripts.com