Store dele af den vælgerskare, der stemte USAs næste præsident Donald Trump til embedet, var arbejdere. Vælgere med ganske andre positioner i samfundet end milliardæren Trump.

af Svend Vestergaard Jensen, James Cannon

Uden tvivl protester mod "the Establishment", men et paradoks og alligevel en klassiker – valget stod mellem de to "Big Business Parties" – demokraterne og republikanerne. Der var andre alternativer, men et arbejderklasse alternativ, der også kunne udtrykke antikrigsbevægelser, klimatruslen, voksende migrationsbevægelser og så videre, var fraværende.

Trump fremstod for mange – også arbejdere – som alternativet til det etablerede. Hans sejr var såvel en protest og en modprotest, men på ingen måde en løsning for de problemer, den amerikanske arbejderklasse og dens allierede står overfor. Den kommende præsidents nyudnævnte regering er et milliardær-kabinet – herunder meget højreorienterede strateger.

Trumps sejr var ikke mindst et udtryk for reaktion mod årtiers intense neoliberale globalisering med udflytning af arbejdspladser til steder i verden, hvor større profitter kan hentes. En afindustrialisering, der langsomt har fjernet livsgrundlaget for store dele af den amerikanske arbejderbefolkning. Den numeriske størrelse af arbejderklassen er dog ikke formindsket, men øget med nye arbejdergrupper, hvor langt hovedparten ikke er organiseret. Hårdere arbejdsforhold, flere lortejobs, lavere lønninger. Varernes transporteres mere end tidligere, som kræver flere arbejdere. Etniske mindretals arbejdere er der blevet flere af. Farvede arbejdere udgør i dag mellem 30 og 40 procent af fagforeningsmedlemmerne i USA. (se Myten om den arbejderløse fremtid)

Der mangler et alternativ som svar på de omfattende problemer, denne gamle og nye arbejderklasse står overfor. Samt en pol, der udtrykker studerendes behov og kampe. Eksempler her på kan være universitetsbesættelsernne i Californien i 2009 mod højere studieafgifter. Occupy-bevægelsen i 2011, hvor unge i storbyerne besatte pladser i protest. Storbyungdommen indtog Wall Street og protesterede mod finanskapitalen ved at indtage byens rum med afsmittende effekt rundt om.

I de seneste år er der oven på denne Occupy-bevægelse opstået nye bevægelser som Black Lives Matter, hvor afroamerikanere protesterede mod et racistisk politikorps i byer, der har nedskudt unge sorte mænd.

Bernie Sanders´ kampagne viste det potentiale, der er i at formulere en anden politik end "Big Business-party"-lederne – ikke mindst over for unge. Der er masser af mennesker, der vil en politik "for de 99%" – for nu at bruge Occupy-bevægelsens ord. At samle alt dette op er opgaven, men ikke indenfor det demokratiske parti.

Flere af de nyere fænomener udtrykkes i Trumps sejr – protest, modprotest, men på ingen måde nogen løsning for majoriteten af den amerikanske befolkning. At slå på modsætninger mellem forskellige grupper – hvide, sorte, latinos og så videre – var den nye præsidents måde at splitte og sejre. De hvide skulle sikres de få jobs, der er tilbage. De hvide skulle være mere lige end alle andre.

Historisk som aktuelt er der brug noget andet – et parti baseret på de organiseringer og bevægelser, der er, og som dukker op i kommende kampe. "A Labor Party based on the Unions", som venstreoppositionsfolk i USA – senere Fjerde Internationales tilhængere – har anvendt siden slutningen af 1930erne. Efter at disse var blevet ekskluderet af Kommunistpartiet, forsøgte de entrisme i det noget større Socialist Party og udgjorde en venstrefløj her, som i løbet af et par år blev til Socialist Workers Party.

I denne proces formulerede SWP nødvendigheden af noget bredere for den amerikanske arbejderbefolkning – et Labor Party. Det skete efter diskussioner med Lev Trotskij, der dengang var i eksil i Mexico. Først syntes SWP-lederne, at dette var for bredt. Skulle de ligefrem arbejde for dannelsen af et reformistisk arbejderparti – nu når de havde dannet et revolutionært parti? Men den amerikanske virkelighed var uden selv et reformistisk parti og alene kampen for et sådant parti ville sætte en dynamik i gang og begynde brud med de to "Big Business-parties" i arbejderbefolkningen.

Mistroen til de to borgerlige partier, to parti-systemet, betyder også i nutiden, at mange arbejdere ikke stemmer ved valgene. En valgdeltagelse under 50 procent er almindelig såvel gennem historien som ved de seneste valg. Ved dannelse af "A Labor Party" er opgaven at forme fagforeningerne om til klassekampsorganisationer og organisere arbejderne – ikke mindst de nye arbejdergrupper indenfor diverse områder. Det Demokratiske Parti har aldrig og vil aldrig spille den rolle.

Socialistisk Information bringer her en artikel om denne problemstilling og behov – skrevet af en af de daværende ledere af SWP, James P. Cannon (1890-1974). Den blev bragt i partiets blad, The Militant i 1954 – her taget fra bogen af samme forfatter "Notebook of en Agitator", New York 1973.


Følgerne af oprettelsen af et Uafhængigt Arbejderparti

Af James P. Canon

Den formelle lancering af et Uafhængigt Arbejderparti, det angivelige næste skridt i den foreløbige mobilisering af den amerikanske arbejderklasse mod en voksende fascistiske bevægelse, vil ramme dette land som en bombe, der eksploderer i alle retninger. Det vil ikke kun sprænge det traditionelle to-parti system i dette land og skabe en grundlæggende forandring i amerikansk politik generelt. Det vil også markere begyndelsen på et stort opbrud i selve arbejderbevægelsen. Det andet resultat vil være ikke mindre vigtigt end det første, og det bør tælles med.

Under det nuværende system er den politiske scene optaget af to rivaliserende kapitalistiske partier, der i realiteten er to forskellige fraktioner af den herskende klasse. Arbejderklassen spiller rollen som en del af et kor i kulissen, og har ingen talerolle på selve scenen. Dannelsen af et arbejderparti vil ændre alt dette med ét slag. De kapitalistiske fraktioners kamp om kontrol med regeringen vil blive underordnet klassekampen; repræsenteret ved klassepartier. Det er, når alt kommer til alt, den egentlige mening med politik.

Den politiske forandring, som følge af fremkomsten af et arbejderparti på scenen, kan ikke undgå at have dybtgående konsekvenser i arbejderbevægelsen. Også der vil der ske en stor forandring. Fagbevægelsens brud med kapitalistisk politik vil falde sammen med fremkomsten af en stor modstand mod den nuværende officielle ledelse. Denne oppositionsbevægelse fra de meniges rækker vil sandsynligvis formes i kampen for et arbejderparti, og blive identificeret med denne.

At forestille sig, at de nuværende officielle ledere kan udføre det store skifte fra det Demokratiske Parti til uafhængig arbejderpolitik, og gnidningsløst bevare deres lederskab i en helt ny og anderledes situation, kræver, at man overser de grundlæggende årsager, der vil tvinge dem til at udføre dette skifte. Nemlig radikaliseringen af de menige medlemmer, og disses oprør mod den "gamle" politik. Ligegyldigt hvordan det formelt er dannet, vil et arbejderparti være et resultat af et radikalt opsving blandt de menige fagforeningsfolk. Jo længere den officielle ledelse modstår den store forandring, vil der vokse en stærkere stemning for en anden ledelse. Selv hvis de nuværende ledere støtter arbejderpartiet i starten, vil de være under stærk kritik for deres langsommelighed. Den virkelige bevægelse for et arbejderparti, som vil komme nedefra, vil begynde at danne en alternativ ledelse i løbet af udviklingen.

Kravet om et arbejderparti indebærer et krav om en anden ledelse; og den faktiske dannelse af et arbejderparti, under den nuværende ledelse, ville kun accelerere kampen under mere gunstige betingelser. Som revolutionære er vi fortalere for dannelsen af et arbejderparti, også med dette perspektiv i tankerne.

Det er rigtigt, at den simple kendsgerning, at dannelsen af et arbejderparti i sig selv vil have en dybtgående indflydelse på at fremskynde en radikal og endda en revolutionær udvikling. Men dem, der er tilfredse med det, kan lige så godt gå på pension, og lad den automatiske proces tage sig af alting. Den automatiske proces vil ikke tage sig af andet end at garantere nederlag. De bevidste revolutionære, selv om de kan være få i begyndelsen, er en del af processen. Deres opgave er at hjælpe processen videre, ved at fortælle hele sandheden. Kampen for et arbejderparti er bundet sammen med kampen for at frigøre arbejderbevægelsen fra en forbryderisk og forræderisk ledelse, og den kan ikke adskilles fra dette. De radikale og eks-radikale, der er villige til at nøjes med et arbejderparti, men som lader spørgsmålet om program og ledelse ubesvaret, opfinder simpelthen en formel for deres eget forræderi.

Det er ikke tilladt for revolutionære at udgive sig for blot at være fortalere for et arbejderparti, uden yderligere tilføjelser, ligesom alle andre lunkne tilhængere af arbejderpartiet, der hver søndag prædikener denne ide. Et arbejderparti under ledelse af den nuværende ledelse, uden et program for klassekamp, vil være et let mål for amerikansk fascisme. Det er sandheden, og fortalerne for et arbejderparti er ikke meget værd, hvis de lader denne sandhed være usagt. Et stort antal faglige aktivister er lige så bevidste om dette som os. De ved, at de nuværende officielle ledere ikke kan bruges i en virkelig kamp på nogen front overhovedet, og at de skal smides ud, før man seriøst kan forestille sig et opgør med amerikansk fascisme.

De aktive, der ved dette, burde organisere sig for at organisere deres kampe mere effektivt. Denne organisering af klassens bevidste arbejdere kan kun tage form af et revolutionært parti. Der er ingen erstatning for det, og da SWP er det eneste revolutionære parti på banen, er der ingen erstatning for SWP. De arbejdere, der aIlerede i dag anerkender nødvendigheden af et andet arbejderparti, burde tage det næste skridt og slutte sig til SWP i dets bestræbelser på at lede kampen frem mod et revolutionært mål.

 

single.php
WP2Social Auto Publish Powered By : XYZScripts.com