Youngsu Won er socialist og koordinator for Internationalt Forum i Sydkorea. Her diskuterer han, hvordan de stigende spændinger mellem USA og Kina påvirker sydkoreansk politik.

af Youngsu Won, Federico Fuentes

Læsetid: 7 minutter

Sydkorea tog for nylig det hidtil usete skridt at deltage i et trilateralt møde med Japan og USA. Sydkorea har også meddelt, at landet har til hensigt at deltage i endnu et trilateralt møde med Japan og Kina. Hvad er regeringens bevæggrunde og hensigter med disse tilsyneladende modstridende skridt?

 

Lad os begynde med det faktum, at den sydkoreanske regering ledes af Yoon Suk-yeol, en meget kontroversiel og utilregnelig politiker, som blev valgt til præsident i 2022. Yoons populistiske politik er meget uforudsigelig og sjældent forståelig. Siden han kom til magten, har misbilligelsen af Yoon ligget på omkring 60 procent af vælgerne, og han forbliver ved magten udelukkende på grund af sit ultrakonservative og kvasi-fascistiske vælgerbagland.

 

Hans politik er dybest set en reaktion mod den tidligere liberale regering ledet af det Demokratiske Parti, som stadig dominerer parlamentet med absolut flertal. Når det kommer til udenrigsdiplomati, har Yoon genoplivet den værste form for koldkrigspolitik – pro-USA og pro-Japan, og stærkt imod Kina og Rusland. Det er umuligt at forstå hans handlinger uden at forstå hans besættelse af en ultrakonservativ koldkrigspolitik.

 

Økonomisk er Sydkorea imidlertid flettet sammen med Kina. Det betyder, at samtaler med Kina er uundgåelige. Men ingen ved, hvilke kort Yoon har i ærmet. Desuden har hans venlige tilgang til Japan ikke megen folkelig opbakning, og selv hans egne støtter er stærkt imod den. De fleste koreanere er imod forsoning med Japan, som ikke har til hensigt at ændre sin politik i spørgsmål som kravet om kompensation for grusomheder begået mod “trøstekvinder” under Anden Verdenskrig [koreanske kvinder, som blev tvunget til at prostituere sig for japanske soldater, o.a.] eller frigivelsen af atomforurenet vand fra Fukushima-kraftværkerne.

 

De voksende spændinger mellem USA og Kina giver anledning til stor bekymring. Hvordan ser du på USA’s militære strategi i regionen? Omvendt, hvordan ser du på Kinas handlinger over for USA og dets regionale naboer?

 

Spændingerne mellem USA og Kina skyldes primært USA’s manglende evne til at dæmme op for Kinas fremgang. Kinas økonomiske vækst og militære ekspansion har fået alarmklokkerne til at ringe hos høgene blandt amerikanske politikere. Det fik USA til at vende ryggen til sin tidligere politik om et løst samarbejde med Kina. De vendte tilbage til en politik med protektionisme og sanktioner mod Kina.

 

Samtidig har Kinas hurtige vækst skabt problemer for dets naboer. For Sydkorea har Kinas aggressive, ekspansionistiske og til tider militaristiske tilgang og diskurs i høj grad opflammet den anti-kinesiske stemning, som allerede var stærk her i landet af historiske årsager. Det er blevet forstærket af de seneste konflikter om THAAD-missilsystemerne (se note), debatter om etniske koreanere i det nordøstlige Kina og Kinas nationalistiske impulser. Mange sydkoreanere ser Kinas aggressive udenrigspolitik som et varsel om, at det gamle kinesiske imperium, som har invaderet Korea mange gange gennem historien, vender tilbage.

 

Desuden er mange på den sydkoreanske venstrefløj stærkt bekymrede over den såkaldte “socialisme med kinesiske karakteristika”, selv om nogle stadig betragter Kina som et socialistisk land. Nogle mener, at eksistensen af statsejede virksomheder og det kinesiske kommunistpartis (KKP) stramme greb om magten inden for Kinas hybridregime repræsenterer “socialistiske karakteristika”. Men pro-kinesiske venstreorienterede er tavse om det faktum, at landets økonomiske velstand er blevet muliggjort af superudbytning af lavtlønnede landarbejdere, som nægtes grundlæggende faglige rettigheder. Samtidig trives kapitalistiske milliardærer gennem samarbejde med korrupte KKP-bureaukrater.

 

Hvordan har spændingerne mellem USA og Kina påvirket politikken og kampene i Sydkorea? Og hvordan påvirker spørgsmålet om Nordkorea indenrigspolitikken?

 

Spændingerne mellem USA og Kina har fjernet enhver plads til politik og kampe, da det er umuligt at pege på gode aspekter af Kinas økonomi og politik, som berettiger til støtte. Sydkoreanerne ser den kinesiske regering som uforudsigelig. Mange sydkoreanere er vant til Nordkoreas retorik og ser Kinas diskurs som noget, der ligner Nordkoreas måde at tænke på.

 

Hvad angår forholdet mellem Nord- og Sydkorea, er det i øjeblikket lagt på is. Nordkorea ignorerer fuldstændig Sydkorea og afviser enhver form for kontakt eller dialog. Denne holdningsændring begyndte efter Kim Jong Uns mislykkede samtaler med USA’s tidligere præsident Donald Trump. Trump opfattede forhandlingerne mellem USA og Nordkorea som et spil: Den egenrådige præsident var fuldstændig uvidende, når det gjaldt Nordkorea, og havde ikke megen ægte interesse i den koreanske halvø. Men Nordkorea har sin egen logik, når det gælder Sydkorea.

 

Da Koreakrigen sluttede med en våbenhvile i 1953, insisterede den daværende sydkoreanske præsident Syngman Rhee på at fortsætte krigen. Som følge heraf var de eneste underskrivere af våbenhvileaftalen USA, FN, Kina og Nordkorea – Sydkorea deltog ikke engang i fredsforhandlingerne. Dette blev brugt af Nordkorea som bevis på, at Sydkorea ikke var et uafhængigt land, men et marionetregime for den amerikanske imperialisme. Der er en vis sandhed i denne påstand, men det er ingen grund til at afvise enhver dialog eller kontakt. Nordkorea har dog lige siden insisteret på at føre en direkte dialog med USA.

 

De fleste sydkoreanere ønsker et fredeligt forhold til Nordkorea, selvom der er forskelle i tilgangen, men den nuværende regering har ingen interesse i at genetablere forholdet til Nordkorea og foretrækker i stedet at puste til modsætningerne. Denne politik gavner kun det nordkoreanske regime og Sydkoreas antikommunistiske ekstremister og kristne fundamentalister, som er Yoons kernebase.

 

Mens Ukraine er det vigtigste brændpunkt i konflikten mellem USA og Rusland, ser Taiwan ud til at være et vigtigt brændpunkt i spændingerne mellem USA og Kina. Hvad er venstrefløjens holdning i Sydkorea til Ukraine og Taiwan?

 

Af historiske årsager har koreanere, både i syd og nord, stærke tilbøjeligheder til nationalisme. Derfor har koreanere, også på venstrefløjen, generelt en dårlig forståelse for udenrigspolitiske forhold.

 

Nordkorea har kun i meget begrænset omfang direkte kontakt med den sydkoreanske venstrefløj, men har en stor indflydelse på dem, der er forbundet med tendensen National Liberation (NL) – som overvejende er pro-nordkoreanske nationalister. Det er også kun et mindretal af dem, der er forbundet med People’s Democracy (PD)-tendensen, der er kritiske over for Nordkorea.

 

Generelt kritiserer koreanerne Ruslands invasion af Ukraine, men dem fra NL-tendensen og dele af PD-tendensen stiller sig implicit på Ruslands side ved at forsøge at retfærdiggøre den russiske præsident Vladimir Putins handling. Venstrefløjen kritiserer både Rusland og USA, men konkrete solidaritetshandlinger er meget sjældne. Dette afspejler tilstanden på den sydkoreanske venstrefløj mere generelt.

 

Hvilken slags fredsinitiativer kan venstrefløjen i Sydkorea og regionen fremme i denne sammenhæng?

 

I teorien støtter den sydkoreanske venstrefløj fredsinitiativer. Men virkeligheden er, at sådanne initiativer sjældent fremmes. Kina, Japan og Korea ligger ikke bare tæt på hinanden geografisk, men også kulturelt. I første halvdel af det forrige århundrede var der en stor gensidig udveksling og indflydelse mellem de tre lande, men den kolde krigs politik ødelagde disse forbindelser i anden halvdel af århundredet, især i Sydkorea.

 

Efter den kolde krig – som aldrig rigtig sluttede på den koreanske halvø – blev der genetableret nogle kontakter mellem den sydkoreanske og japanske venstrefløj. Men disse kontakter har været begrænsede. Solidaritet og udveksling kommer til udtryk på et niveau, der ligger langt under niveauet i det 20. århundrede. Sporadisk har nogle intellektuelle og grupper i civilsamfundet i Korea og Japan forsøgt sig med visse symbolske initiativer for fred i Østasien. Vi har endda set nylige forsøg og initiativer på græsrodsniveau, men desværre har ingen været stærke nok til at skabe håndgribelige resultater eller påvirke den politiske kurs.

 

I Sydkorea står den politiske venstrefløj og arbejderbevægelsen over for flere kriser: De er politisk splittede, fragmenterede og marginaliserede, de er i defensiven og har ikke formået at udvikle noget modsvar eller alternativ. Mens den tidligere militante generation bliver ældre, tiltrækkes de yngre generationer i stigende grad af identitetspolitik, og internationalistiske perspektiver har en tendens til at forsvinde. Denne langsomme, men vedvarende proces mod aftagende radikalisering giver en alvorlig bekymring for venstrefløjens fremtid.

 

Note: Kina har lagt et voksende pres på sydkoreanerne for at opgive THAAD, fordi missilforsvarets radar vil kunne fodre amerikanerne med data fra Kinas luftrum og dermed potentielt svække landets sikkerhed.

 

14. november 2023

 

Oversat fra Links af Poul Bjørn Berg

single.php
WP2Social Auto Publish Powered By : XYZScripts.com