I det nye årtusinde var Afghanistan det første af mange lande, der blev udsat for sådanne militære angreb. Det amerikanske udenrigspolitiske etablissement havde allerede udpeget Kina, Iran og Rusland som dem, man skal være på vagt overfor. De var således meget opmærksomme på, at Afghanistan, ud over Pakistan, grænsede op til Iran, Kina og pro-russiske centralasiatiske republikker, hvor sidstnævnte også havde store relativt uudnyttede olie og gasreserver.

Talibanernes magtovertagelse af Kabul den 15. august var præget af blodsudgydelser, bortførelser og flygtninge; den skaber en usikker fremtid for størstedelen af de ​​38 millioner afghanere. At Taliban igen har taget magten – og gjort det langt hurtigere end USA havde forventet – er et hårdt slag mod den amerikanske imperialismes politiske troværdighed. Dens afghanske marionetter er kollapset.

Kaotisk tilbageslag for imperialismen

Talibans sejr blev på mange måder fremmet af amerikansk imperialisme. Dohaaftalen med Taliban banede vejen for denne magtovertagelse. Med direkte eller indirekte støtte fra Qatar, Rusland, Iran, Kina og Pakistan nåede USA og Taliban til enighed. 20 år med en USA-ledet krig i Afghanistan førte til ingenting. Med tilbagetrækning af de amerikanske styrker fra Afghanistan er landet nu på nåde og unåde blevet overladt til en opmuntret Taliban. På intet tidspunkt blev det afghanske folk inddraget i at afgøre sin egen skæbne. Donald Trump har nu travlt med at lægge skylden på præsident Biden. Men faktisk er begge medskyldige. Biden fortsætter Trumps imperialistiske politik, hvad enten det drejer sig om Afghanistan, Israel, Cuba, Venezuela eller andre steder.

Mens Trump pressede denne aftale igennem, gennemførte Biden den. USA’s tilbagetrækning vidner om den dalende støtte i USA til den “evige krig” og tillod  amerikansk imperialisme at trække sig militært op af kviksandet i Afghanistan for at fokusere sine ressourcer andre steder. USA ønskede at forlade Afghanistan, uanset hvad der så end måtte ske. De trak sig ud på den værst tænkelige måde, uden først at organisere evakueringen af civile.

USA’s hoveløse tilbagetrækning har skabt vrede selv blandt landets allierede. Blandt europæiske politikere, der blev vrede over, at de ikke var inddraget i de amerikanske planer om tilbagetrækning, forgår der fornyede diskussioner om oprettelse af ​​en væbnet styrke, der kan operere uafhængigt af USA og NATO. Medens de med eufori fejrede ​​Kabuls erobring af de imperialistiske styrker 20 år før, har nederlaget og især det hurtige sammenbrud af deres marionetregime åbnet mulighed for alvorlige uoverensstemmelser mellem de amerikanske allierede. En af Bushs jublende partnere i 2001, Tony Blair, fordømte “opgivelsen” af Afghanistan som “farlig” og “unødvendig”.

Kina og Rusland som garanter for Talibanregimet
Talibans tilbagevenden åbner mulighed for en yderligere styrkelse af indflydelsen af USA´s rivaler som Rusland og Kina i regionen. I modsætning til i 2001, på tidspunktet for den amerikanske besættelse af Kabul, har Kina og Rusland ikke længere valgt side til fordel for den amerikanske imperialismes. Begge lande indgår i seriøse diskussioner med Taliban om, hvordan man “udvikler Afghanistan” og afslutter de projekter, der er blevet efterladt af amerikansk imperialisme. Rusland og Kina er skamløst parate til at anerkende Talibandiktaturet. De behøver ikke engang at stå til regnskab over for deres egne befolkninger for hvad der fremover vil ske med det afghanske folk. Diktaturer har deres egne indbyggede “fordele”.

Splittelsen blandt de amerikanske allierede og den voksende indflydelse fra rivalerne viser, at Dohaaftalen var et kompromis for den amerikanske imperialisme. I sin langsomme, smertefulde nedtur indser den, at den ikke er i stand til at dominere begivenhederne på den måde, som den amerikanske regering havde til hensigt, da den lancerede den såkaldte “krig mod terror” for to årtier siden.

En stor og kaotisk lufttransportoperation efterfulgte Talibans overtagelse af ​​Kabul. NATO-styrkerne har evakueret titusinder af mennesker fra Kabul lufthavn. Med dusinvis af døde som følge af urolighederne og angrebene, venter yderligere tusinder stadig på en mirakuløs flugt fra landet for at undgå Talibans dødspatruljer. Trods tusinder i lufthavnen, der venter på USA og NATO bistand, er præsident Joe Biden forblevet fast besluttet på at afslutte den dramatiske evakuering senest den 31. august. Således viser USA’s apati over for afghanerne sig.

USA har nu også indefrosset de 9,5 milliarder dollars af udenlandske reserver i deres egen centralbank, mens IMF suspenderer udbetalingen af 450 millioner dollars til Afghanistan som skulle være en del af coronahjælpeprogrammet.

Dette betyder, at Afghanistan, verdens syvende fattigste land, nu yderligere vil glide ud i fattigdom, overladt til Talibans nåde og unåde.

Hvad der gennem de sidste 20 år blevet spenderet i Afghanistan i udviklingens, “demokratiets” og uddannelse af de væbnede styrkers navn, har været uden fortilfælde hvad angår investeringer. Ifølge The Cost of War Project hældte USA 2226 milliarder dollars ind i Afghanistan. Disse penge kunne have betalt grundskoler og sundhedspleje for hele verdens befolkning. Ifølge en rapport fra 2020 fra det Amerikanske Forsvarsministerium brugte USA 815,7 milliarder dollars på selve krigshandlingerne.

Tabene i denne krig kan anslås ud fra, at i april 2021 var 47.235 civile, 72 journalister og 444 hjælpearbejdere blevet dræbt. 66.000 afghanske soldater blev også ofre i denne krig.

USA mistede 2.442 soldater og 20.666 blev såret. Derudover blev 3.800 private lejesoldater dræbt. Soldater fra 40 lande var også indsatte i NATO’s afghanske styrker. Heraf blev 1.144 soldater dræbt. Antallet af mennesker, der søgte tilflugt uden for landet, er 2,7 millioner, mens 4 millioner er blevet internt fordrevne. Amerikansk imperialisme lånte overdådigt for at finansiere denne krig. Den betalte anslået 536 milliarder dollars alene i renter. Derudover brugte USA 296 milliarder dollars til medicinske og andre udgifter på veteraner fra krigen. Der blev brugt 88 milliarder dollar på at træne de 300.000 afghanske soldater, der overgav sig uden kamp, ​​og 36 milliarder dollars på genopbygningsprojekter som dæmninger, motorveje osv.. Derudover blev der brugt 9 milliarder dollar som kompensation, for at modvirke at afghanerne ville dyrke valmuer og sælge heroin.

Amerikansk imperialisme udnyttede den fare, som Taliban og Al Quaeda udgjorde, til at oprette hemmelige lejre og fængsler til tortur af mennesker, at begå forbrydelser mod menneskeheden, at bruge Guantanamo til at fængsle mennesker uden behørig rettergang, til at styrke CIA, NSA, at indføre Patriot Loven mv.

Sammenbrud af et voldeligt, udueligt og korrupt regime
USA og dets allierede lovede, at deres besættelse ville medføre udvikling og befri kvinder fra Talibans undertrykkende styre. Men dette skete ikke. Fra begyndelsen var besættelsen afhængig af korruption, vold og samarbejde med undertrykkende magthavere og tidligere krigsherrer frem for ægte lokal støtte. Som Revolutionary Association of Afghan Women RAWA udtrykte det, ”besættelsen resulterede kun i blodsudgydelse, ødelæggelse og kaos. De gjorde vores land til det mest korrupte, usikre, narkotika-mafia-inficerede og farlige sted, især for kvinder ”. Besættelsen mislykkedes på sørgeligste vis med sit påståede mål om at udrydde fattigdom. På nuværende tidspunkt er arbejdsløsheden i Afghanistan på 25 procent, og fattigdomsgraden er 47 procent ifølge Verdensbankens vurderinger. Ashraf Ghani & Co. var involveret i megakorruption. Klasseopdelingen var skarp.

Afghanere kæmpede ikke for amerikanerne; hvorfor skulle de kæmpe for deres lokale agenter? Det afghanske folk og soldater havde intet ideologisk grundlag for at kæmpe på regimets vegne imod Taleban. Regimet kollapsede ikke, fordi støtten til Taleban er overvældende, men fordi regimets egen vold, inkompetence og korruption betød, at få var villige til at kæmpe for det. Den historiske lære af Afghanistan er, at de styrker, der er skabt ved udenlandsk militær intervention, ikke kan forsvare landet eller væsentligt forbedre livsbetingelserne for flertallet. I 20 år var USA- og NATO-styrker stationeret i Afghanistan, men den af dem trænede afghanske hær gik i opløsning uden kamp. Den tidligere sovjetiske besættelse, som vi på samme måde fordømte, havde heller ikke held med at etablere et langvarigt regime.

Ashraf Ghani & Co repræsenterer den værste form for kapitalisme. Taliban har derimod været i stand til snedigt at udnytte religion. De har en idé om en religiøs stat. Ashraf Ghani gjorde det aldrig klart, hvilken stat han ville have. Der er ikke meget håb om, at der vil komme en alvorlig modstand mod Taleban i Afghanistan i den nærmeste fremtid. De fleste af krigsherrerne (ofte tidligere Mujahedinere), der stod på Washingtons side gennem de sidste 20 år og er forblevet  i Afghanistan, indgår nu i talibanernes såkaldte forhandlinger om en “magtdelende enhedsregering”. De har accepteret deres nederlag og er nu ivrige efter at kaste sig over de krummer, som Taliban måtte smide til dem. Sådanne krigsherrer vil blive brugt af Taliban, for blot senere at blive retsforfulgt som en undskyldning for fiaskoer med at yde nødhjælp til masserne.

Taleban konsoliderer magten gennem vold
Taleban konsoliderer deres magt gennem en blanding af strategier. På den ene side forbereder de sig på og er indblandet i målrettede drab på deres modstandere i forskellige dele af Afghanistan, og på den anden side forsøger de at vinde støtte fra stammeledere og tidligere regeringsfunktionærer. Dette er for at give et billede af en altfavnende regering. Denne foregivelse af inklusion er ikke andet end en farce. Med Kabul under deres kontrol har Taliban råd til den luksus at indgå i en symbolsk magtdeling til gengæld for anerkendelse af deres regime.

I øjeblikket arbejder Taliban stadig forsigtigt i Kabul, men de sidste måneder har de demonstret deres sædvanlige vold, uanset hvor de har gennemført en besættelse. FN og Human Rights Watch har gennem de sidste uger udsendt erklæringer om krigsforbrydelser begået af Taliban.
Taliban viser, at “barbari er vores politik”. Deres virkelige strategi er at holde folk i frygt og disciplinere dem gennem terror. Derfor tildeles vilde straffe (afskæring af næse og hænder, stening, offentlige henrettelser, udsmidning fra helikoptere) for at sprede så meget frygt som muligt. Gennem terror og ydmygelser bryder de modstanden.

Sidste gang Taliban havde magten, anerkendte kun De Forenede Arabiske Emirater, Saudi -Arabien og Pakistan Talibanregimet. Men nu signalerer regeringerne i Tyrkiet, Rusland, Kina, Pakistan og andre lande deres vilje til at samarbejde med Taleban. Og selvom politikerne i de vestlige imperialistiske lande hyklerisk fordømmer Talebans vold, bibeholder de også muligheden for “engagement” med dem i fremtiden. Historien er fyldt med eksempler på amerikansk støtte til reaktionære bevægelser både i Afghanistan og i regionen. USA indgik en alliance med den højreorienterede general Zia-ul-Haqs diktatur i Pakistan og det reaktionære saudiarabiske regime for at støtte et globalt netværk af jihadister mod den sovjetstøttede afghanske regering. Efter at have styrtet Najeebullah -regeringen, kom Taliban til magten i Afghanistan gennem en blodig, langvarig borgerkrig. Imperialistisk geopolitik og konkurrence vises frem med alle dets grimme udtryk. Prisen betales af afghanerne og andre mennesker i verden.

En ny fase af borgerkrigen
Tilbageslaget for amerikansk imperialisme i Afghanistan betyder ikke en sejr for anti-imperialistiske styrker. USA’s imperialisme er blevet slået af en reaktionær styrke, der intet har at gøre med demokrati, menneskerettigheder og kvinders rettigheder, økologi eller social udvikling af befolkningen. Den første embedsperiode for Taliban-regimet fra 1996-2001 var et mareridt for minoriteter, kvinder og den brede offentlighed i Afghanistan. Taliban har ikke grundlæggende ændret sig. De er kun blevet mere ressourcestærke og arbejder på en mere sofistikeret måde end tidligere. Taleban har en global dagsorden om “islamisk sejr”. De vil gentage i forskellige former og skikkelser, hvad de gjorde gennem deres tidligere regeringsperiode i Afghanistan. Denne gang kan Taleban forblive ved magten i en længere periode , i modsætning til deres tidligere korte herskerperiode.

Talebans sejr er således ikke et tegn på fred, men åbner for en ny fase af borgerkrig. Etableringen af endnu ​​en fanatisk religiøs stat i Sydasien vil betyde undertrykkelse inden for landets grænser og fremme af religiøs sekterisme i hele regionen. Fred vil forblive flygtig. Talebansejren er dårlige nyheder for de progressive rundt om i verden. Vores kritik af de amerikanske agenter indebærer ikke nogen støtte til Taliban.

Ethvert folks modstand vil møde brutal undertrykkelse og stå over for store forhindringer. Alligevel ser vi tegn på modstand. Det er ikke muligt at styre befolkningen i Afghanistan med et geværløb.

Modstanden mod både imperialisme og Talebans reaktionære styre må fortsætte. Kun sejren for sande demokratiske og socialistiske kræfter kan stoppe de fremtidige blodsudgydelser i Afghanistan. Internationalistiske progressive og radikale kræfter skal gøre, hvad de kan, for at afbøde den igangværende katastrofe og åbne vejen for et alternativ i fremtiden. Støtte til sociale organisationer i Afghanistan og til de sociale og politiske rettigheder i den internationale diaspora er afgørende for dannelsen af ​​et alternativ til både imperialisme og Taliban.

• Vi kræver, at intet land anerkender Talebanregimet som en repræsentativ regering for Afghanistan.
• Der bør ikke være nogen begrænsninger for dem, der søger tilflugt eller asyl, og der skal træffes passende foranstaltninger til, at de kan blive eller flytte til et sted, hvor de kan være.
• I stedet for at blokere humanitær bistand eller bruge den som forhandlingsbrik overfor Taliban, skal bistand ydes gennem lokale folkelige organisationer.
• Internationalistiske progressive og radikale kræfter skal forsøge at opbygge forbindelser til progressive organisationer af afghanere, uanset hvor de optræder, og især tilbyde støtte til apeller fra afghanske kvindeorganisationer.
• Disse kræfter skal modstå ethvert forsøg på at organisere en ny imperialistisk intervention. De skal modsætte sig den racistiske propaganda, der fremstiller Taliban som et produkt af “islamisk tilbageståenhed” i stedet for som resultatet af imperialisme og intervention.
• Nej til imperialismen, nej til Taleban.
Udtalelsen blev vedtaget af Fjerde Internationales Forretningsudvalg den 30. augustugekommentar af SAP’s Forretningsudvalg den 10. september 2021.