Hvor længe kan venstrefløjen holde liv i en socialdemokratisk regering, som har lovet at følge direktiverne fra EU for at rette op på statens underskud? Venstreblokken og kommunisterne har fået en ny rolle, som minder om Enhedslistens under Thorning-regeringen.

af Åge Skovrind

Den 26. november fik Portugal ny regering under ledelse af den socialdemokratiske leder Antonio Costa. Costas Partido Socialista råder kun over 86 af parlamentets 230 pladser, men bygger sin regering på et flertal med Venstreblokkens 17, kommunisternes 15 og de Grønnes 2 mandater. På den anden side står de to borgerlige partier, Partido Social Democrata, PSD, og Partido Popular, PP, som gik til valg på en fælles liste, men som tabte parlamentsvalget den 4. oktober.

Borgerlig præsident
Landets borgerlige præsident, Anibal Cavaco Silva fra PSD, har fra starten udtrykt tvivl, om Costas mindretalsregering kan holde, med henvisning til de to venstrefløjspartiers modstand mod NATO og mod den sparepolitik, som EU har dikteret – og som også blev godkendt af socialdemokraterne under den tidligere regering. I første omgang bad præsidenten endda lederen af PSD – som havde tabt valget, om at danne (det vil sige fortsætte i) regering, men allerede efter 10 dage blev hans regeringsprogram som forventet forkastet af et flertal i parlamentet.

Overraskelsen
Dermed var vejen åbnet for en socialdemokratisk mindretalsregering – hvis den kunne få støtte fra venstrefløjen. PS-lederen Costa gjorde det fra starten klart, at han kun ville danne regering, enten til højre eller til venstre, hvis han havde opbakning fra et flertal for et regeringsalternativ.

Før valget havde ingen forestillet sig en PS-regering med støtte fra de to partier til venstre, der hidtil har været at betragte som ”protestpartier” uden reel indflydelse på regeringen.

Men nu erklærede den kommunistiske partileder Jerónimo de Sousa, at ”PCP er klar til at tage ansvaret, også i regering, for at få en anden politik end den, flertallet har stået for de sidste år”, ligesom Venstreblokkens Catarina Martins garanterede sin vilje til at ”diskutere en regeringsløsning”.

Mens diskussionerne mellem PS og højrefløjen hurtigt endte resultatløst, lykkedes det at nå frem til en aftale med venstrefløjen. Spørgsmålet er så, hvad der har fået PS til at indgå et samarbejde med venstrefløjen. Og hvilke kameler venstrefløjen kommer til at sluge.

Hvorfor?
Luis Leiria, som er pressemedarbejder for Venstreblokken, skriver, at frygten for “pasokisering” kan være en afgørende forklaring på, at PS ikke var interesseret i et regeringssamarbejde med højrefløjen. Dermed hentydes til det græske PASOK, der nærmest er blevet udslettet efter at have støttet den EU-dikterede nedskæringspolitik. Man skal huske, at PS er et parti, som er helt i tråd med andre europæiske socialdemokratiske partiers nyliberale dagsorden – a la Thorning.

På den anden side, skriver Leiria, var både Venstreblokken og kommunisterne udmærket klar over, at vælgerne ikke ville tilgive dem, hvis de ikke forsøgte at opnå en aftale med PS for at holde den gamle regering væk fra magten. Vælgerne havde netop straffet den borgerlige regering under Passos Coelho, hvis nedskæringspolitik har skåret i lønninger og pensioner, skabt rekordhøj arbejdsløshed, sendt over en halv million portugisere ud af landet i jagt efter arbejde. Med stor arrogance førte Coelho en politik, der gik ud over de fattigste og mest sårbare grupper.

Regeringsprogrammet
Den socialdemokratiske regering vil bygge på partiets eget program, men også på de aftaler, som er lavet med partierne på venstrefløjen, og som indeholder omkring 70 punkter, blandt andet en ophævelse af den fastfrysning af lønninger og pensioner, som den gamle regering indførte, en forhøjelse af mindstelønnen og for offentligt ansatte genindførelse af lønniveauet fra før krisen samt fire helligdage.
 
Der skal føres en familievenligfinanspolitik, og momsen for restauranter skal sættes ned fra 23 til 13 procent. Samtidig opgiver PS nogle af de initiativer, de havde lovet i valgkampen, fx nedsættelse af arbejdsgivernes socialbidrag, ligesom privatiseringen af den offentlige transport i Lissabon og Porto skal tilbage på offentlige hænder.

Hvad mangler?
Francisco Louçã, tidligere leder af Venstreblokken, støtter aftalen med PS, men påpeger, at der mangler strukturelle svar vedrørende investeringer og underskuddet på handels- og betalingsbalancen, og at disse svar kun er mulige, hvis der sker en gældssanering.

”Uden den ser det umuligt ud at finde manøvremuligheder til at modstå presset fra udlandet og fremme beskæftigelsen. Investeringer og produktivitetsforbedringer er nødvendige, og staten må spille en strategisk rolle i at finde svar på den langvarige recession, som vi har oplevet,” skriver han.

Han advarer også mod reaktionerne fra Bruxelles og Berlin, fra Centralbanken og ratingbureauerne, som ifølge ham ikke vil være gunstige: ”Vi må huske, at EU-Kommissionen kom med et direktiv med krav om en ny socialpolitik kun to dage efter valget, som vil blive et konfliktpunkt, og ratingbureauerne har ligeledes truet den portugisiske republik.”

De første eenigheder
Allerede på de første møder i parlamentet viste der sig uenigheder mellem venstrefløjen og PS, når det kommer til den økonomiske politik, hvorimod der var enighed om en række nye love på andre områder. Blandt andet har man vedtaget nye love vedrørende abort, homoseksuelles ret til adoption, afskaffelse af eksamen i folkeskolen og af evalueringer af skolelærere.

Derimod er det ikke lykkedes at nå til enighed om at fjerne den ekstra skat, som blev indført under den økonomiske krise. PS har foreslået, at skatten sænkes fra nuværende 3,5 procent til det halve, mens BE og PCP vil have den helt afskaffet fra næste år. Der blev ikke stemt om forslagene, som i stedet blev sendt i udvalg.

Tilsvarende har der allerede vist uenighed om den kollektive trafik i Porto og Lissabon, som i sommers blev udliciteret til et spansk og et fransk selskab, hvilket gav staten en gevinst på 400 millioner euro de næste ti år. Der er enighed om at annullere kontrakterne, men uenighed om, om det er staten eller kommunen, der skal drive transporten. Også dette spørgsmål blev sendt i udvalg.

Med den nye parlamentariske situation er de to venstrefløjspartier kommet tættere på magten, men man gætter næppe forkert i at forudse, at der hurtigt vil komme store diskussioner om, hvor langt man vil gå for at holde regeringen i live. På mange måder står venstrefløjen i Portugal dermed nu i samme rolle, som Enhedslisten gjorde under den socialdemokratiske regering. Vedtagelsen af finansloven vil blive den store udfordring, der som bekendt gav anledning til heftige diskussioner i Enhedslisten.

 

single.php
WP2Social Auto Publish Powered By : XYZScripts.com