Socialdemokratiernes krise bliver drøftet rundt omkring i Europa. Adskillige historisk stærke arbejderpartier er næsten blevet udslettet i valg, mens andre se ud til ikke at være i stand til at komme sig efter nederlag.

af Asbjørn Wahl

I de seneste år er nogle socialdemokratiske partier endt med under 10 procents tilslutning (Grækenland, Irland, Island og Frankrig) mens andre har oplevet alvorlige tilbageslag. Det norske Arbejderparti har for eksempel oplevet to af sine alvorligste valgnederlag – 2001 og 2017- siden 20’erne. Betydelige dele af fagbevægelsen mener, at partiet lavede alvorlige bommerter i det, der burde have været en nem sejr i sidste års stortingsvalg.

 

Der er ingen tvivl om at socialdemokratierne er i en dyb international krise, selvom der er vid forskel landene imellem.

 

I Norge handler det ikke om næstformandens Trond Giskes sexchikanesag eller om formandens klassebaggrund eller om sværmen af spindoktorer, som har tiltaget sig roller som politiske aktører. Det kan muligvis forstås som symptomer på partiets krise, men heller ikke mere end det. Skal vi forstå Arbejderpartiets eller mere generelt socialdemokratiernes krise. Så må vi grave lidt dybere. Et historisk tilbageblik kan være nyttigt.

 

Kimen til krisen: klassekompromiset

Socialdemokratiernes dominerende rolle i store dele af Europa i forrige århundrede kan næppe forstås uden en analyse af den økonomiske og klassemæssige udvikling i denne periode. Først og fremmest udviklingen fra konfrontation til kompromis mellem fag- og arbejderbevægelsen på den ene side og arbejdsgiverne og de borgerlige på den anden. Det historiske kompromis mellem arbejde og kapital var resultat af omfattende forudgående kampe på arbejdsmarkedet. Kampe, som resulterede i at styrkeforholdene ændrede sig i arbejderklassens favør (1). Denne udvikling skabte øget interesse for et kompromis fra arbejdsgiverside, for at dæmme op for en stærkt voksende fagbevægelse. Kompromisset voksede frem over tid, men i Norge blev det formaliseret gennem den første hovedaftale mellem LO og Norsk Arbejdsgiverforening i 1935. Samme år indtraf en afgørende begivenhed i den politiske udvikling i Norge, da Arbejderpartiet, med Bondepartiets (2) støtte, for første gang fik regeringsmagten i længere tid.

 

Med udgangspunkt i dette kompromis sammen med depressionen i 30’erne, nedkæmpningen af fascismen og eksistensen af et andet økonomisk system i øst, blev grundlaget lagt for Socialdemokratiets storhedstid. Det var et reelt kompromis, hvor styrkeforholdet var ændret og hvor arbejdsgiverne lidt efter lidt måtte give en række indrømmelser til fag- og arbejderbevægelsen – bl.a. gennem at acceptere en omfattende indgriben i markedet. Dermed var grundlaget lagt for store sociale fremskridt for arbejderbefolkningen. Velfærdsstaten voksede frem. Den norske eller nordiske model blev til.

 

Fra stiftelsen i 1887 og frem til klassekompromisset i 1935 var Arbejderpartiet vokset frem som et parti med social retfærdighed og en socialistisk samfundsorden som mål. At der altid er uenighed i arbejderbevægelsen om Socialdemokratiets strategi og taktik, er en sag for sig. Det vigtige i denne sammenhæng er, at partiet voksede frem som en virkelig masseorganisation for det arbejdende folk (3).

 

Klassekompromisset og den politik, der udsprang herfra, bidrog imidlertid ikke bare til social fremgang. Det skulle også vise sig at have uforudsete virkninger. Kompromisset og Arbejderpartiets centrale rolle i gennemførelsen af dette kompromisets politik fik en stærk forandrende virkning på såvel partiets organisation som politik Denne udvikling udgjorde det materielle grundlag for en politisk- ideologisk forvandling og en af-radikalisering af partiet – bl.a. gennem udviklingen af en socialpartnerskabs-ideologi.

 

Partiet udviklede sig kort sagt fra at være en masseorganisation for ”det arbejdende folk” til at blive en administrator af klassekompromisset. Her finder vi kimen til Socialdemokratiets krise i dag.

 

Den norske model og Arbejderpartiets forvandling

Den norske model er det ægte barn af det sociale partnerskab. At der voksede en sådan samfundsmodel frem på grundlag af kompromisset, er der ikke megen uenighed om. Hvordan denne model skal forstås er en helt anden sag. Mens den opstod som et resultat af en helt specifik historisk udvikling i kampen mellem arbejde og kapital, blev den i Arbejderpartiets selvforståelse efterhånden hævet over den grundlæggende klassemodsætning. For arbejdsgiverne var klassekompromisset et taktisk træk for at dæmme op for en stærk og socialistisk orienteret arbejderbevægelse. For socialdemokratiet fremstod det imidlertid som en højere form for fornuft – en kollektiv fornuft baseret på, at også arbejdsgiverne havde forstået, at samarbejde, snarere end kamp, var i deres interesse.

 

På grundlag af den sociale partnerskabsideologi udviklede Socialdemokratiet en sammenhængende samfundsforståelse, hvor økonomien (kapitalismen) kunne styres gennem politisk regulering og indgreb i markedet (keynesianisme). Således kunne man skabe en reguleret, krisefri kapitalisme, mens massearbejdsløshed, nød og elendighed, som i 30’erne, var en saga blot. Selve klassekampen var tæmmet, og på mange måder begrænset til en kollegial brydekamp, som i værste fald påførte aktørerne nattelange forhandlinger, før parterne kom til enighed om en national overenskomstaftale.

 

Hele denne forståelse blev sat på en prøve, da kapitalismen igen gik ind i en krise i 70’erne. Oliekrise, valutakrise og råstofkrise – og til slut en fuldt udfoldet økonomisk krise – afløste efterkrigstidens økonomiske vækst- og stabilitetsperiode. Den socialdemokratiske politik med indgreb i og regulering af markedet (keynesianisme) virkede ikke længere, som den skulle. Stagnation og inflation forekom samtidigt (stagflation), og arbejdsløsheden voksede. Sådan set var krisen på mange måder i strid med den fremherskende samfundsforståelse i Arbejderpartiet. Dette samme gjaldt arbejdsgiverne og de borgerlige partiers reaktioner, da ”den kollektive fornuft” blev erstattet af en stadig stærkere offensiv mod fagbevægelsen og offentlig velfærd. Nyliberalismen blev arbejdsgivernes og de borgerlige partiers svar på krisen – ikke klassekompromis eller fælles løsninger. En konsensus-orienteret arbejderbevægelse blev taget på sengen af denne offensiv.

 

Socialdemokratiernes forvandling fra at være et masseparti for det arbejderbefolkningen til at være administrator af klassekompromisset gjorde dem uduelige til at møde angrebene. Eftergivenhed blev svaret overfor den nyliberale offensiv. Efterhånden fulgte en politisk tilpasning til en mere eller mindre blød nyliberal politik fra partierne selv – med privatisering, deregulering og omstrukturering af det offentlige til markedsorienteret New Public Management inspirerede organisations- og ledelsesmodeller. Det bidrog til styrkelse af nyliberalismen i Arbejderpartiet, da en stor del af det statbyrokratiske lag, som stod for denne omlægning, hørte hjemme i Arbejderpartiet. Mange endte som medlemmer af et godt betalt direktørlag med stærke særinteresser. Partiets sociale basis blev derigennem ændret, noget som gør det særdeles vanskeligt at dreje eller ændre partiets kurs. Det er nemlig ikke nemt at ændre en politisk organisation. Der er stærke sociale, økonomiske og politiske interesser involveret- samt karrieremæssige selvfølgelig. Det ser vi mere end nok af i disse tider.

 

Det er imidlertid ikke kun Socialdemokratiet, som bliver slidt. Begge de to hovedkræfter i det europæiske, politiske efterkrigsregime oplever formidable problemer og stor politisk turbulens. I en række lande i Vesteuropa stod kampen mellem socialdemokratiske og såkaldte socialt ansvarlige/værdikonservative højrepartier, og de byttede ofte roller. Begge var knyttet til klassekompromissets på forskellige måder, og de var præget af kompromisernes indhold. Nu er de økonomiske og politiske styrkeforhold imidlertid ændret. Det historiske kompromis mellem arbejde og kapital er i vidt omfang brudt sammen, selvom processen går langsommere i Norden end resten af Europa.

 

Løsningen på krisen: Dannelse af et virkeligt venstrealternativ

Det er derfor ikke bare socialdemokratiernes krise, vi oplever. Det er selve den politiske efterkrigsmodel i Europa, byggende på det historiske kompromis, som er i færd med at bryde sammen. I første fase af den politiske krise voksede nye, yderliggående højrepartier frem – af typen Front National i Frankrig, de såkaldte Frihedspartier i Østrig og Holland samt Fremskridtspartiet i Norge. Manglen på en alternativ politik fra Socialdemokratiernes og de øvrige venstrefløjspartiers side må tage sin del af ansvaret for denne udvikling. De havde ingen politik for at imødegå og slå nyliberalisternes angreb på de opnåede sociale landvindinger tilbage.

 

De seneste år har vi imidlertid set, at nye politiske alternativer er begyndt at vokse frem også på venstrefløjen (Syriza i Grækenland, Podemos i Spanien, Momentum i Storbritannien og det nys etablerede Potere al Popolo i Italien. Det er unge ufuldendte initiativer – som kan lave fejl (som Syriza) eller lykkes, men under alle omstændigheder vil de udvikle sig yderligere gennem kampe og erfaringer, sejre og nederlag.

 

Der er ikke meget, der tyder på, at Arbejderpartiet vil formå at udvikle sig til den frigørende kraft, som vi har behov for i den nuværende situation. Hertil er det sociale grundlag for en radikal fornyelse for svagt og de organisatoriske barrierer for stærke. Det er også spørgsmålet om, hvad det betyder at genrejse Socialdemokratiet. Den afdøde partiideolog Torolf Elsters tese om, at ”socialisme er den politik. Arbejderpartiet til enhver tid fører”, er næppe tilstrækkelig. Da de sociale problemer tager til, og stadig flere mennesker føler sig usikre og udsatte, må ethvert venstreorienteret parti udvikle mere radikale alternativer, visioner og løsninger, som adskiller sig markant i forhold til den politiske midte og højrefløjen. Partier, som kalder sig socialdemokratiske, vil nok fortsat kunne vinde valg uden dybtgående forandringer – i manglen på reelle alternativer- hvor vælgerne bevæger sig fra det ene alternativ til det andet, efterhånden som de oplever, at valgløfterne ikke bliver holdt. Det medfører ikke, at lederne af de nuværende kriseplagede socialdemokratiske partier kan ånde lettet op. En voksende del af arbejdere og fremfor alt unge er begyndt at kræve mere radikale og vidtgående løsninger.

 

På mange måder befinder vi os i en situation, som den italienske filosof, politiske teoretiker og fange i de fascistiske fængsler Antonio Gramsci har beskrevet med henblik på 30’ernes krise: ”Krisen består nøjagtigt i den kendsgerning, at det gamle er døende, og det nye endnu ikke kan blive født. I mellemtiden florerer alle slags morbide fænomener.”

 

Oversætterens noter:

1)      Se Asbjørn Wahl: Velferdsstatens vekst – og fall. Gyldendal Norsk Forlag.

2)      Bondepartiet er forløberen for Senterpartiet. Partiet har historisk repræsenteret bonde- og fiskerinteresser. Partiet har ikke sit udspring i den liberale tradition.

3) Det Norske Arbejderparti var medlem af Komintern fra 1919- 23. Partiet tilsluttede sig Socialistisk Internationale i 1936.

 

Artiklen er oversat af Leif Mikkelsen fra bokmål fra “Socialdemokratiets framtid” fra hjemmesiden For velferdsstaten (også bragt i Klassekampen den 11. januar 2018) og fra engelsk ud fra The Crisis of Social Democracy: From Norway to Europe i Socialist Project (Canada).

single.php
WP2Social Auto Publish Powered By : XYZScripts.com