Læsetid: 18 minutter

Vedtaget af SAP’s Landsmøde den 24. november 2019

 

I 2006 vedtog vi teksten: ”Hvad er SAPs projekt?” hvor vi med afsæt i en analyse af nutidens kapitalisme og samfundsudvikling, beskrev både behovet og strategien for en socialistisk revolution. I teksten behandlede vi behovet for et socialistisk parti og at: ”Enhedslisten har potentialet til at være dette socialistiske parti af mange grunde”, men vi beskrev også at Enhedslisten havde brug for en udvikling, hvis det skulle blive et pluralistisk socialistisk masseparti. Denne udvikling opremsede vi i parolen: ”Mere klasse, mere kamp og mere parti”.

 

Intet i denne tidligere grundopfattelse fra SAP har ændret sig. Men når vi i SAP nu vælger at præsentere et nyt, og opdateret, dokument, som forholder sig til Enhedslistens nyeste udvikling, så skyldes det selvfølgelig, at Enhedslisten siden 2006 har været igennem en rivende udvikling. Denne udvikling har medført meget godt, men har på en række punkter også givet anledning til alvorlig bekymring og interne diskussioner i SAP omkring Enhedslistens udvikling.

 

Medlemmer af SAP er hver dag aktive i forskellige dele af Enhedslisten landet over, hvilket også afspejler forskellige måder at se Enhedslistens udvikling. Vi har derfor brugt de sidste 2 år på at diskutere denne udvikling kollektivt, og forsøgt at kvalificere vores nyeste analyser, for også at diskutere, om Enhedslisten kvalitativt har ændret karakter. Vi vil i dette dokument forsøge at opsamle de væsentligste dele af Enhedslistens nyere udvikling, pege på et perspektiv for Enhedslistens fremtidige udvikling og slutteligt behandle vores eget bidrag til Enhedslisten som parti.  

Derfor Enhedslisten

Med opregningen af alle de udfordringer, vi står over for i Enhedslisten, kan der være grund til også at opsummere nogle af de vigtigste grunde til, at vi i SAP opfatter EL som vores parti – og tror på, at det vil det blive ved med at være!

1. Det er vigtigt at slå fast, at Enhedslistens årsmødevedtagne politiske grundlag, ikke har fjernet sig væsentligt fra den anti-kapitalisme, som partiet blev dannet på. Og at Enhedslisten fortsat i de fleste tilfælde står fast på at stemme imod angreb på arbejderklassen. Vi må dog også konstatere, at der har været situationer, hvor Enhedslisten er kommet til at stå på den forkerte side af barrikaden.
2. Enhedslisten samler en del af den antikapitalistiske venstrefløj i Danmark – herunder en del af de drivende aktivister i både større og mindre bevægelser. Samtidig må vi konstatere, at der findes mange aktivister på den antikapitalistiske venstrefløj, som ikke har nogen tilknytning til Enhedslisten.
3. Vi har i Enhedslisten et fælles mål om at opbygge aktive, folkelige, demokratiske bevægelser som et afgørende redskab til at forandre verden.
4. Enhedslisten har, som nævnt, en grundlæggende demokratisk organisation og en række tiltag mod levebrødspolitikere og bureaukratisering. – Og dertil en medlemskare, der hidtil har stået vagt om dette!

 

Det er (jf. pkt.1) åbenlyst, at der er medlemmer af Enhedslisten, hvis fortolkning af ”antikapitalismen” har store ligheder med et klassisk reformistisk projekt – på det seneste til og med ideerne om et ”økonomisk demokrati”, hvor arbejderklassen skal købe sig til et begrænset ”medejerskab” til produktionsmidlerne. Meget tyder på, at vi i fremtiden kan imødese en politisk kamp om, hvorvidt Enhedslistens vedtagne politiske grundlag skal underordnes en sådan politisk strategi. 

 

Det er ligeledes klart (jf. pkt.4), at der er medlemmer, der ønsker at begrænse de aktive partimedlemmers demokratiske indflydelse via afdelinger, årsmøder og HB, til fordel for mere indflydelse til en folketingsgruppe, der så i endnu højere grad bliver partiets reelle ledelse. 

 

Begge dele vil være trusler mod det partiprojekt, som vi har været med til at bygge op. 

 

Men det er værd at understrege, at begge dele – i hvert fald hidtil – også har været synspunkter, som ikke har kunnet vinde flertal blandt Enhedslistens aktive medlemmer. Den situation vil vi selvfølgelig arbejde for at bevare!

 

1. Status 

 

I dette afsnit forsøger vi at gøre status over, hvilke styrker og udfordringer vi i Enhedslisten aktuelt står med, når vi skal løse de opgaver, den politiske situation rejser. Både dokumentets rammer og vores begrænsede overblik over alle hjørner af vores parti gør, at denne status langt fra er dækkende. Men vi har forsøgt at fokusere på det vigtigste, såvel i forhold til styrker som problemer.

A. Parlamentarisk succes 

Ved valget i 2011 tredoblede Enhedslisten sit mandattal og har siden stabiliseret sig som et af landets mellemstore partier med 12-14 mandater. Samtidig fik partiet på to år dobbelt så mange medlemmer (fra ca. 4500 i 2010 til over 9000 i 2012), hvoraf en relativt stor del ikke deltager aktivt. 

 

Den parlamentariske succes i de senere år har givet Enhedslisten en række nye fordele og muligheder:

1. En langt større synlighed i den politiske offentlighed – nationalt og lokalt
2. Flere orienterer sig mod partiet, flere melder sig ind – så vi har et langt større aktivist-potentiale
3. Langt flere økonomiske ressourcer og ansatte til vores politiske arbejde
4. Lidt flere muligheder for at påvirke politiske beslutninger med vore mandater
5. Bedre forudsætninger/større troværdighed i forhold til at præsentere os som ”et politisk alternativ i egen ret” – se nedenfor.

 

Vores parlamentariske succes er imidlertid ikke kommet parallelt med en tilsvarende succes for vores generelle partiopbygning – herunder opbygningen af et organiseret arbejde i folkelige bevægelser som en hovedaktivitet for partiet.

 

Dette har betydet, at vi nu står med nye muligheder, men også nogle (sammenhængende) udfordringer – både politisk og organisatorisk. 

 

Udfordringer, der handler om, at det parlamentariske arbejde bliver den primære aktivitet, både når det handler om ressourcer, om opmærksomhed, om varetagelse af udadvendt kommunikation og endda kommunikationen til medlemmerne, om politikformulering og om politisk indflydelse. Dette gælder ikke kun folketingsarbejdet på nationalt plan, men også kommunalbestyrelsesarbejdet lokalt.

 

Det er vigtigt at erkende, at dette ikke er problemer, der er affødt af, at vi er kommet til at vælge nogle særligt magtbegærlige parlamentariske repræsentanter, men at det er strukturelle problemer. Således er det parlamentsfikserede fokus heller ikke noget, der er begrænset til parlamentarikerne, men præger hele Enhedslisten. Dette gør det ikke mindre vigtigt at løse problemerne – og ændrer heller ikke ved, at der vil være politisk modstand mod nogle af de nødvendige skridt for at løse dem. 

B. Bevægelsesarbejdets begrænsninger

Selvom der i Enhedslisten ikke er enighed om at levende folkelige bevægelser er den samfundsforandrende kraft, så er der alligevel en fælles forståelse om, at bevægelser er helt afgørende for politisk forandring. Imidlertid er der en hel del, der står i vejen for at denne orientering får kød og blod:

1. Enhedslisten er dannet omkring det parlamentariske arbejde, og det er det afgørende kit, der holder partiet sammen. At klassekampen i en lang periode har befundet sig i et dødvande, har yderligere cementeret dette.
2. Enhedslistens parlamentariske fremgang har givet muligheder for et stort fuldtidsansat apparat, der sammen med de valgte næsten uundgåeligt bliver centrum for politikudvikling og fastsættelse af taktik med udgangspunkt i virkeligheden på Christiansborg – ikke i bevægelsesarbejdet
3. Enhedslisten kommunale og regionale gennembrud betyder at afdelinger og regioner beskæftiger sig med kommunale spørgsmål. Det kan i bedste fald være et springbræt til at styrke kontakten til aktive grupper, mere opmærksomhed omkring sociale kampe, og at bevægelser kan få rejst deres krav politisk, men det risikerer også at føre til en forskydning af fokus bort fra det græsrodsarbejde, som burde være centralt.
4. Trods enigheden om bevægelsesarbejdets høje prioritering, er der ikke samme konsensus om, at vi skal organisere indsatsen i bevægelserne – ikke for at ”sætte os på dem”, men for at optimere vores indsats for kæmpende og demokratiske bevægelser. Og nogle gange også for blot at kunne løfte ansvaret for at tage initiativ til og være drivende og ledende i en vigtig mobilisering – som ”det store venstrefløjsparti”, vi faktisk er.
5. De faglige netværk, der skulle organisere medlemmerne inden for et bestemt fagområde eller en bestemt arbejdsplads om det politiske arbejde på deres arbejdsplads og i deres fagforening, er ikke blevet rodfæstet lokalt. Det skyldes bl.a. en manglende prioritering af dette arbejde, både centralt og lokalt. I nogle tilfælde også for stort fokus på professionstankegangen.
6. Arbejdet i forhold til fagbevægelsen har været præget af uforholdsmæssig meget vægt på dels ”lobbyisme” ift. faglige ledere, dels organisering af medlemmer med tillidsposter – på bekostning af arbejdet med også at organisere ”menige” medlemmer om deres lokale indsats.
7. Opbygning af netværk i relation til andre bevægelser (klima, flygtninge, bolig) har haft meget/for lav prioritet. De politiske udvalg prøver i nogle få tilfælde at løfte denne opgave, men savner lokal forankring.

 

Vi er i dag et parti, hvis stemmetal og medlemstal ikke står i forhold til evnen til at rodfæste politikken i folkelige bevægelser og dermed skabe pres på politikernes beslutninger. At rette op på dette kræver et langt og sejt opbygningsarbejde – og selv om en del af problemet (jf. ovenstående) er ”politiske fejl”, der kan rettes, er dette kun et skridt på vejen.

C. Politikudvikling med parlamentsfikseringstendenser

I 2014 vedtog Enhedslisten et nyt principprogram. Og i 2016, 2017 og 2018 vedtog partiet delprogrammer om hhv. EU-modstand, feminisme og grøn omstilling. 

 

Men alle disse programmer har i for ringe grad fået lov at præge den politik, Enhedslisten faktisk har fremført i offentligheden. Således var Enhedslistens perspektiv om en afvikling af EU ikke til stede i EU-valgkampen; linjen i det feministiske delprogram er blevet ignoreret eller endda modsagt, og delprogrammet, der sætter den grønne omstilling ind i en radikal antikapitalistisk ramme, blev på nogle punkter underløbet af ”Enhedslistens klimaplan”, der f.eks. veg tilbage fra det indlysende krav om øjeblikkeligt stop for oppumpningen af Nordsøolien. 

 

På Enhedslistens årsmøde i 2015 vedtog partiet udtalelsen ”Enhedslisten vil opbygge fremtidens venstrefløj og styrke folkelige bevægelser”. Udtalelsen slår fast, at ”Som venstrefløjens største parti har Enhedslisten ikke bare initiativretten, men også pligten til at drive venstrefløjens genopbygning frem – politisk og organisatorisk.” Denne udtalelse tegner et – helt nødvendigt – politisk projekt for Enhedslisten om at gøre op med Socialdemokratiets hegemoni i arbejderbevægelsen og udvikle Enhedslisten som den ledende politiske kraft i en venstrefløj i egen ret. 

 

I forlængelse af dette perspektiv var det oplagt at udarbejde en ”100-dages-plan for en Enhedsliste-regering”. Men denne plan blev ikke det kampprogram, der samlede op på de krav, der kunne mobiliseres for uden for Folketinget, heller ikke det EL-regeringsprogram, der præsenterede vores politiske svar på nogle af de begrænsninger og den modstand, vores politik støder imod i det kapitalistiske system. I stedet blev 100-dages-planen (ligesom klimaplanen) indholdsmæssigt i alt for høj grad styret af, hvilke ”realistiske krav” en kommende S-regering passende kunne stilles overfor. 

 

Dette er et desværre typisk eksempel på en ”parlamentsfiksering” af vores politikudvikling (når det handler om den politik, der kommer ud over rampen), som betyder et overdrevent fokus på politisk og økonomisk realisme inden for systemets rammer – frem for fokus på mobiliseringskraft og på troværdige, men mere radikale og systembrydende, løsninger. I nogle tilfælde også en tilpasning til ”main stream”, hvor fx vores syn på afvikling af EU bliver fortiet eller en meget snæver definition af flygtninge accepteres.

D. Organisationsudvikling med vælgerforeningstendenser

Selvom ovenstående desværre er aktuelle eksempler på noget der minder om en meget lille respekt omkring kollektive politiske vedtagelser, så har Enhedslisten på et formelt plan nogle grundlæggende demokratiske vedtægter. 

 

Enhedslisten har en organisatorisk struktur og praksis, som sammenlignet med andre partier giver medlemmerne stor indflydelse på udvikling af politik og lægger en bremse på bureaukratisering. I flere tilfælde har det betydet, at de delegerede på årsmøder har stemt anderledes end det, der var foreslået fra ledelsen. Vi har også en Hovedbestyrelse, som langt hen ad vejen kontrollerer Folketingsgruppen – selvom det er svært. Vi har vedtægter, som begrænser antallet af fuldtidsansatte i HB, og vi har regler om partiskat og rotationsregler.

 

Men i praksis er der en skævhed, hvor folketingsgruppen (FTG) får uforholdsmæssig stor indflydelse i kraft af mange fuldtidspolitikere og et stort, professionelt apparat, som har langt større kapacitet end den medlemsvalgte ledelse (HB/FU). Dette blev yderligere forstærket, da partierne i Folketinget (mod Enhedslistens vilje) i november 2016 gav sig selv 40 procent ekstra i sekretariatsstøtte. FTG fremstår ikke bare i medierne, men også i hyrdemails til medlemmerne, som partiledelse.

 

Omvendt har HB/FU har ingen daglig ledelse og talsperson/-er, der kan matche tempoet i den moderne politiske (medie-)virkelighed og har derfor svært ved at få den overordnede indflydelse på udmøntningen af vores politiske linje.

 

Ingen af Enhedslistens medier (medlemsblad, hjemmeside) fungerer som ramme for partidebat. I stedet foregår debatten dels på facebook, dels i private lukkede cirkler og (for FTG’s vedkommende) i den nationale presse. Det manglende fælles forum for debat giver en række problemer, f.eks. manglende evne (på alle niveauer) til erfaringsopsamling/status som grundlag for politisk debat om indsatser – og et partidemokrati, hvor sociale kliker fylder mere og politisk debat mindre. 

 

Ligesom ”den parlamentsfikserede skævvridning” og den mangelfulde partidebat, er også den manglende medlemsuddannelse (f.eks. et mere udbredt kendskab til principprogrammet) et problem, der trækker os i retning af en vælgerforening – forstået som en organisering af støtter til nogle ”politikere”, frem for en (parti-)organisering om politiske mål, som vi kollektivt arbejder for på mange fronter.

 

I samme retning trækker det naturligvis, at vi i mange afdelinger er svagt kørende med aktivisme, bevægelsesarbejde og partikampagner, når det ikke lige er valgkamp.

 

2. Det vil SAP i EL

 

Vi vil i dette afsnit beskrive, hvad vi i SAP opfatter som de allervigtigste indsatsområder og mål for arbejdet i Enhedslisten i de kommende år.  

A. Opbyg græsrods-/aktivist-partiet:

Enhedslisten skal være en drivende kraft i udenomsparlamentariske mobiliseringer og i opbygningen af demokratiske, kæmpende bevægelser. Enhedsliste-medlemmer skal være dem, der arbejder mest ihærdigt for:

• At bevægelserne involverer flest mulige i aktiviteter og mobiliseringer
• At medlemmerne lægger linjen for bevægelserne
• At bevægelserne ikke størkner og forkalker i administration og topforhandlinger

Hvis Enhedsliste-medlemmer skal kunne arbejde bedst muligt for og i bevægelserne, er det vigtigt, at vi støtter hinanden. Enhver bevægelse står over for mange strategiske og taktiske valg. Her kan vi hjælpe hinanden med udvikle de bedst mulige ideer og forslag. 

 

Jo større og ressourcefulde bevægelser bliver, jo større risiko er der for, at topledelse og ansatte udvikler først rutinetænkning, dernæst skræk for medlemsaktiviteter og konfrontation med arbejdsgivere og politikere – og til sidst ender med at sætte egen behagelighed og privilegier over bevægelsens og medlemmernes interesser. Det er vigtigt at stå op imod sådan en udvikling, og det bliver nemmere, hvis Enhedsliste-medlemmer udveksler erfaringer og koordinerer.

 

Derfor skal vi opbygge netværk omkring flest mulige af de folkelige aktiviteter, Enhedsliste-medlemmer er involverede i. Vi har i mange år arbejdet på netværk for medlemmer af forskellige fagforeninger og forbund. Der har også været initiativer i uddannelsesorganisationerne og i andre bevægelser. Men der har ikke altid været den store opbakning fra de medlemmer, der er medlemmer i de forskellige bevægelser og organisationer. Dette arbejde har heller ikke altid været prioriteret tilstrækkeligt i det daglige arbejde i afdelingsbestyrelser, hovedbestyrelse, forretningsudvalg og på landskontoret.

 

Enhedslisten har mange gange vedtaget tekster om betydningen af udenomsparlamentarisk arbejde og vigtigheden at bevægelsesarbejdet i partiet. I Årsmødeperioden 2018-19 vedtog hovedbestyrelsen en vigtig tekst om, hvordan vi skal arbejde i og med bevægelser.

 

I samme periode har der vist sig en større forståelse for nødvendigheden af den type netværk blandt de Enhedsliste-medlemmer, der er aktive i boligbevægelse, klimabevægelse og andet. På den anden side er der ikke sket de store fremskridt i de faglige netværk

 

Vedtagelser og opfordringer alene gør det ikke. Vi skal være i stand til at demonstrere betydningen af den type aktiviteter for det socialistiske arbejde. Det må vi gøre gennem konkrete positive eksempler. Det skal være et naturligt tema på medlemsmøder og på Årsmøder. 

 

Samtidig kræver det opgør med tendensen til at opfatte fagligt arbejde og netværk i andre store og institutionaliserede bevægelser som noget, der primært er for dem, der har tillidsposter i disse bevægelser. Faglige netværk, netværk i uddannelsesorganisationer og i den almene boligbevægelse skal være åbne for og attraktive for alle Enhedsliste-medlemmer, der samtidig er medlemmer af disse bevægelser – uanset om de har tillidsposter eller ej. Til tider er det vigtigere at få samlet de folk på gulvet, der kan skabe politisk bevægelse og gå forrest, uden at være bundet af f.eks. tillidsrepræsentantforpligtelser og fredspligt.

 

Der er brug for en betydelig styrkelse af Enhedslistens arbejde i og for udenomsparlamentariske mobiliseringer og bevægelser. Det kræver et større fokus og en bevidst opprioritering af det i partiets organer og apparat.

 

For det første skal udviklingen og formuleringen af Enhedslistens politik i langt højere grad end i dag ske med henblik på, hvad der er anvendeligt til at skabe folkelig aktivitet og bevægelse – og ikke ud fra, hvad der spiller bedst ind i det parlamentariske arbejde. Det er samtidig vigtigt, at politikudvikling og -formulering foregår i alle fora, hvor Enhedslisten mødes. Når det politiske arbejde er allerbedst, går det op i en større enhed, men det er ikke altid de samme forslag og de samme formuleringer, der passer til et beslutningsforslag i Folketinget, til en grundig baggrundsrapport og til at overbevise mange tusinde mennesker om, at de skal gå på gaden for kravene og organisere sig omkring dem.

 

For det andet skal der overføres ressourcer i hovedbestyrelse og blandt de ansatte fra andre opgaver til organiseringen af bevægelsesarbejdet og støtte til netværkene. Forhåbentligt er dette kun nødvendigt i en kort årrække. Hvis det lykkes, kan de bevægelsesaktive selv overtage mange af opgaverne, og de ansatte kan nøjes med at servicere dem. En særlig prioritering består i, at mobiliserings- og bevægelsesarbejdet får en meget større vægt i partiets kommunikationsarbejde, som i dag næsten udelukkende handler om parlamentarisk arbejde.

 

For det tredje skal vi integrere bevægelsesarbejdet i afdelingsarbejdet. Langt det meste bevægelsesarbejde foregår i lokale sammenhænge. Derfor er den lokale organisering af bevægelsesarbejde opgave for arbejdsgrupper, medlemsmøder og afdelingsbestyrelser. Det kan ikke kun ses som en ekstra arbejdsopgave, men også som et ekstra tilbud til nye og til passive medlemmer, der ikke finder de traditionelle afdelingsopgaver attraktive.

 

Endelig skal mobiliserings- og bevægelsesarbejdet spille tæt sammen med arbejdet i kommunalbestyrelser, regionsledelser og i Folketinget. Vores folkevalgte skal tagebevægelsens krav op. De skal ”time” deres initiativer med de bevægelsesaktives vurdering af, hvornår det styrker mobilisering bedst.  

B. Skærp den antikapitalistiske profil – indadtil og udadtil:

Enhedslisten skal formulere og agitere for krav, der her og nu kan skabe bevægelse, og vi skal stille forslag, som holder andre partier fast på deres løfter, eller som svarer til de forventninger, deres egne vælgere har til dem.

 

Men det er ikke tilstrækkeligt. De fleste problemer kan ikke løses, højest midlertidigt afbødes, inden for rammerne af det det frie marked, profitstyringen og kapitalens magt. Det er derfor, Enhedslisten er et anti-kapitalistisk og et socialistisk parti.

 

Den barriere støder folkelige mobilisering og bevægelser ofte på efter de første faser. Enten fordi de erfarer, at de umiddelbare og begrænsede krav, som blev opfattet som realistiske, ikke løser det problem, man kæmper med. Eller fordi en succesrig kamp for sådanne kraver udløser direkte eller indirekte reaktioner fra markedskræfterne, fra arbejdsgiverne og andre kapitalejere, fra prokapitalistiske politikere eller fra overstatslige organisationer som EU og WTO. Det klassiske eksempel er, når arbejdsgiverne truer med ”at flytte arbejdspladser”, hvis arbejdere kæmper et krav igennem, eller hvis der gennemføres progressive reformer i Folketinget.

 

Det kan betyde skuffelse og frustration i en bevægelse. Det kan føre til passivitet og opgivenhed. Derfor er det vigtigt, at Enhedslisten som socialistisk parti har krav og forslag parat, der griber ind over for kapitalens sabotage, dvs. initiativer som direkte angriber kapitalismens mekanismer og kapitalens magt, systemoverskridende krav. Hvis arbejdsgivere eller finanskapital truer med at rykke ud af landet, skal vi have forslag til, hvordan vi forhindrer dem i det – hvilket vil handle om at begrænse deres ret til at flytte kapitalen, som de vil, et angreb på ejendomsretten og det frie marked. Klimakrisen er i dag et af de mest tydelige eksempler på, at vi ikke kan løse problemerne uden at gribe ind over for kapitalismen og kapitalens magt.

 

Selv om systemoverskridende krav ikke nødvendigvis har bred opbakning i dag, er det Enhedslistens opgave at udvikle og formulere dem nu, rodfæste dem blandt partimedlemmerne og begynde at overbevise dem, der står også politisk nærmest, eller som vi er bevægelsesaktive med.

 

Omvendt: Hvis vi udskyder systemoverskridende, antikapitalistiske og socialistiske krav og forslag til en fjern fremtid, hvordan skal vi så opbygge et parti af socialister? Hvordan skal vi gradvist gøre flere og flere til aktive og bevidste socialister, hvis partiets profil kun er bevægelsernes laveste fællesnævner eller det, der er parlamentarisk realistisk? Hvordan skal folk opdage, at vi er noget andet end Socialdemokratiet og SF, hvis vi ikke profilerer os på det, der er forskellen.

 

Et vigtigt element af systemoverskridende krav er det internationale perspektiv. Det er stadig sådan, at de fleste politiske bevægelser primært opstår og organiserer sig i det enkelte land, og den politiske kamp foregår i nationale rammer. Men kapitalismen er global, og der er snævre grænser for, hvor meget man kan gøre op med kapitalens magt inden for landegrænserne. Derfor er koordinering af kampen på tværs af grænser nødvendig, både for at styrke selv kampen, men også for internationale løsninger i praksis.

 

Arbejdet med systemoverskridende krav må gennemsyre partiets politikudvikling, debatter og skoling. Det er de aktive politiske medlemmer, der kan overbevise andre om en antikapitalistisk politik og dermed vinde stadig flere socialister til partiet.

C. Styrk EL’s demokratiske struktur:

I takt med at Enhedslisten er blevet et større og mere etableret parti, er det blevet tiltagende svært at holde fast i demokratiske principper. Formelt er der ikke ændret meget. Men det er klart, at med ca. 50 ansatte og en efterhånden stor gruppe fuldtidspolitikere i folketinget, så flyttes magtbalancen væk fra den valgte og frivillige ledelse over til de professionelle.

 

Samtidig etableres der en praksis, som fungerer effektivt, men som vi glemmer at stiller kritiske spørgsmål til. Man kunne f.eks. med rette spørge, om det er en fordel, at større politiske udspil bliver til på Christiansborg, eller om det kunne gavne både partidemokratiet og chancen for at udspillet slog rod blandt medlemmer og i bevægelser, hvis de havde haft indflydelse på at beskrive problematikken og udvikle krav. 

 

Det er afgørende vigtigt at fastholde og ikke mindst udvikle et partidemokrati, der bygger på aktive og diskuterende medlemmer. Det betyder f.eks. at overordnet politik – som f.eks. 100-dages-planen – skal udvikles blandt medlemmerne, og den skal vedtages af organer, der har formel kompetence, altså en delegeretkonference, HB eller årsmødet. 

 

Vi skal løbende arbejde på at inddrage de mange passive medlemmer, som kan blive en gevinst for Enhedslisten. Det gør vi bedst ved at have personlig kontakt og ved at have kendskab til, hvilke berøringsflader de enkelte medlemmer har. Ikke alle medlemmer behøver at følge med i alt, men alle medlemmer bør have tilknytning til en bevægelse eller et politikområde og nogen at diskutere med. Målet må være, at så mange medlemmer som muligt har reel tilknytning til i hvert fald en del af det politiske arbejde. 

 

Enhedslisten har imidlertid en stor gruppe passive medlemmer, som gerne vil støtte os, men som af en eller anden grund ikke kan aktiveres. Den støtte skal vi også være glade for! Men vi kan som parti ikke leve med, at vores politik afgøres af sofa-medlemmer, der kun er på “likes”. Ikke fordi de af moralske grunde bør have mindre indflydelse, men fordi alle mennesker er underlagt et ideologisk pres fra det borgerlige samfund, som vi kun kan løfte os op over, ved at være en del af et levende og diskuterende kollektiv. Det er eksempelvis vanskeligt at fastholde sin kapitalismekritik alene, mens medierne fremturer med “nødvendighedens politik” og et mantra om, at alle må holde for. Derfor er vi modstandere af, at partiets ledelse skal vælges ved urafstemning, ligesom vi vil fastholde, at urafstemningen om spidskandidater er en vejledende afstemning til årsmødet.

 

Samtidig er en levende demokratisk debat knyttet til vores aktivitet afgørende for at udvikle den rigtige politiske linje: Vi gør os erfaringer, vi diskuterer og gør status på vores erfaringer, på baggrund heraf diskuterer og udfører vi handlinger, for igen at gøre nye erfaringer, der fører til nye handlinger. Sådanne erfaringer får man ikke ved at se TV eller være på Facebook. Det kræver deltagelse.

 

Enhedslisten skal være et parti, hvor meninger brydes, og hvor der er plads til åben politisk diskussion. Ledelsen skal afspejle partiets flertal, men politiske mindretal skal også have plads i et forhold, der modsvarer deres opbakning blandt medlemmerne. Derfor bør Enhedslisten finde en model for valg af delerede til årsmøder og af ledelse, som i højere grad sætter de politiske holdninger i fokus. Et første skridt kan være, at alle kandidater melder ud, hvor de står i forhold til en række centrale spørgsmål, som der er eller har været uenighed om.

 

Passive medlemmer bliver samtidig nemt stemmekvæg for dem, de mener, de kender – altså i vid udstrækning de kandidater i Enhedslisten, som har nemmest adgang til pressen. Det giver parlamentariske frontfigurer forrang, når det gælder om at blive valgt og dermed også ift. at få indflydelse på partiets overordnede retning. Der har gennem tiden været mange dygtige parlamentarikere i Enhedslisten, men ingen kan undgå at blive påvirket af deres omgivelser. Derfor må vi holde fast i, at politik ikke udvikles på Christiansborg alene.
Samtidig er der fare for parlamentsfiksering – og en reformistisk udvikling – hvis ikke et aktivist-båret partidemokrati, med masser af rødder i bevægelsesarbejdet, får plads og reel indflydelse på både at definere problematikker og på at udvikle svar.

 

Derfor er det vigtigt, at Enhedslisten er opmærksom på de mekanismer, der får demokratiet til at skride, og at vi er enige om grundlæggende fastholdelse af den demokratiske struktur i afdelinger, årsmøder og HB+FU.

 

Det betyder samtidig, at Enhedslisten er forpligtet til at sikre, at det reelt er muligt for medlemmerne at være aktive. F.eks. skal der arbejdes mere seriøst med at sikre, at alle kan deltage på lige fod, uanset hvor i landet de bor, at det politiske miljø indrettes, så man kan være med, uanset hvilken livsfase man er i, og at der skal tages tiltag, der styrker dobbelt-undertrykte gruppers plads i partidemokratiet på alle planer.

 

Konkret betyder det, at vi må have flere møder flyttet geografisk rundt i landet, flere og bedre kanaler til både mundtlig og skriftlig debat, f.eks. gennem indkøb af professionelt udstyr til videomøder, tiltag, der styrker kandidatopstillinger fra en bredere medlemsskare, og ikke mindst må vi have flyttet ressourcer fra København ud i landet. Ligeledes at der skal tilbydes børnepasning til alle møder, at der skal sikres tilgængelighed osv. Samt at der skal arbejdes med f.eks. selvorganisering og alternative mødeformer for at integrere flere og særligt undertrykte grupper i partiarbejdet. 

 

Overordnet set har vi brug for at flytte magten i partiet ud af Christiansborg og over i HB. Det kræver at Enhedslisten arbejder på at udligne den skævvridning i magtbalancen, der er mellem de professionelle ansatte/valgte og den frivillige ledelse. Medlemmerne skal opleve, at den politisk valgte ledelse kommunikerer til og med dem, og at det er nemt at være i dialog med HB medlemmer.

 

Det har afgørende betydning, at den politiske ledelse er i god og kontinuerlig kontakt med hinanden og med medlemmerne. 

 

Det kan dels gøres ved at give Enhedslistens forretningsudvalg bedre arbejdsbetingelser, f.eks. i form af frikøb, og dels ved at styrke partiapparatet uden for Christiansborg – altså netværk, afdelinger, regioner og også landskontoret (hvor det (de) så måtte ligge). Det er også muligt, at man skal overveje lejlighedsvis frikøb af HB-medlemmer, hvis dette kan bidrage til øget kontakt med og facilitering af afdelingerne. 

 

Sidst, men ikke mindst, er det en forudsætning for en demokratisk struktur, at der i praksis er en sund debatkultur. Er denne ikke tilstede, øges skævheden i repræsentation og deltagelse i alle organer og på alle niveauer. En demokratisk kultur kræver, at man er nysgerrig på andres synspunkter frem for at latterliggøre eller underminere, og at man lytter særligt til dem, man ikke er enig med. At skabe en god debatkultur er en opgave for ledelser på alle niveauer i Enhedslisten og fordrer villighed til at arbejde på måder, der kan virke fremmende for dem, der allerede er med, men åbner for at flere deltager.

 

3. Hvordan arbejder SAP i EL?

Selvom vi i ovenstående analyse af Enhedslistens udvikling beskriver en række problematiske udviklingstendenser og faldgruber, så anser SAP stadigvæk Enhedslisten som vores parti. Det er klart, at vi også gør det, fordi vi ved at politisk udvikling er noget, der kan præges. Vi har i ovenstående forsøgt at præsentere vores bud på, hvad vi ser som en positiv udvikling af Enhedslisten. Vi vil i det følgende forsøge at redegøre for, hvordan vi som SAP agerer som ”en politisk strømning” i Enhedslistens fremtidige udvikling.

 

SAP er en organiseret politisk strømning i EL, der er holdt sammen af en fælles politisk platform. Denne platform (som man kan læse nærmere om i ”Program for Socialistisk Arbejderpolitik”) ligger inden for rammerne af EL’s principprogram, men har mere entydige positioner vedrørende bl.a. internationalisme, det parlamentariske demokratis begrænsninger i det borgerlige samfund og den revolutionære proces, der kan erstatte kapitalismen med et demokratisk, socialistisk samfund. 

 

Vi er i SAP organiserede om denne fælles politiske reference, fordi den også giver anledning til fælles politiske projekter.  Det gælder opretholdelsen og udviklingen af 4. Internationale – som et vigtigt redskab for socialistisk internationalisme, så længe det ikke er lykkedes at opbygge en bredere, ny Internationale. Og det gælder løbende fælles diskussioner og politikudvikling på dette grundlag med henblik på arbejdet i SUF og Enhedslisten (som dette papir fokuserer på).

 

SAP er ikke en “hemmelig klub”. Vi offentliggør ikke vores medlemsliste på nettet – af flere grunde. Dels fordi en udstilling af medlemskab af en erklæret ”revolutionær socialistisk strømning” kan få ubehagelige konsekvenser mange steder på arbejdsmarkedet. Dels fordi vi i SAP har masser af dårlige erfaringer med ulovlig overvågning og grov bagvaskelse fra PET’s side – og ikke stor tillid til, at magthaverne i det kapitalistiske samfundsystem vil respektere de demokratiske rettigheder i en situation, hvor kapitalen føler sig truet.  Men vi er i almindelighed åbne i EL og SUF omkring vores medlemsskab af SAP. Vi offentliggør vores politiske udmeldinger og vi inviterer alle andre til at møde os på vores årlige ”Påskeseminar”.

 

Medlemmer af SAP arbejder loyalt på grundlag af de demokratiske vedtagelser i EL. Som valgt repræsentant for Enhedslisten er det en selvfølge, at man skal præsentere Enhedslistens vedtagne politik – ikke en særlig ”SAP-version”.

 

Historisk har der eksisteret trotskistiske grupper, der er gået ind i større partier med den hensigt at samle en større gruppe omkring sig – for senere at trække sig ud igen. Lad os slå det helt fast: SAP’s arbejde i Enhedslisten er ikke og har aldrig været et sådant projekt. Vores perspektiv er ikke at splitte, men at opbygge og udvikle Enhedslisten. Enhedslisten er ”vores parti”.

 

SAP optræder ikke som en blok, hvor vi i SAP binder hinanden til bestemte positioner eller en bestemt stemmeafgivning, først og fremmest fordi dette ikke vil være godt for diskussionen og politikudviklingen i EL.