Fra SUF til RSF 1970 – 72

I 1970 afholdt SUF, som stadig var VS’ ungdomsorganisation, sin 11. kongres 16.-18. maj. Organisationen ændrede navn fra Socialistisk Ungdoms Forum til Socialistisk Ungdoms Forbund, og bladets navn blev ændret fra Debat til Klassekampen, hvor nr. 1, 1. årgang udkom i juli.

 

Det afspejlede, at der var foregået en programdiskussion med udformning af en analyse og en socialistisk strategi, som skulle danne grundlag for opbygningen af et revolutionært parti. I den nyvalgte landsledelse på 17 medlemmer var der et stort flertal af medlemmer, som var tilhængere af Fjerde Internationale. Samarbejdsaftalen mellem SUF og VS blev bibeholdt, men blev dog ikke længere omtalt i lovene.

 

I en hilsen fra RS (og SUF) til Fjerde Internationales store offentlige konference i Bruxelles 21.-22. november 1970 hedder det, at RS det seneste år har koncentreret sine kræfter i SUF, og at arbejdet i SUF må betragtes som den mest frugtbare måde for den danske sektion at afslutte den entristiske orientering (hvor der arbejdes som strømning inden for et andet parti).

 

SUF holdt ekstraordinær (12.) kongres 16.-17. januar 1971, med tilstedeværelse af en repræsentant for Fjerde Internationales ledelse. Her blev det vedtaget at tilslutte SUF til Fjerde Internationale som sympatiserende organisation, og at SUF skulle udgøre grundstammen i opbygningen af en ny dansk sektion af 4. Internationale. Gunner Jensen var som RS-medlem (og kommende SUF-medlem) gæst på kongressen og omtalte bl.a. nogle af grundene til, at RS ikke havde fået det ønskede politiske gennembrud.

 

Et par dage efter vedtog VS’s hovedbestyrelse at bryde med SUF.

 

Med udviklingen af de to organisationer, SUF og VS, var der heller ikke for SUF basis for at forblive VS’ ungdomsorganisation, og der var heller ikke længere basis for at arbejde i VS, men derimod for at gå videre med opbygningen af en selvstændig organisation. Som det var den generelle tendens for Fjerde Internationale i Vesteuropa med en ny generation af især yngre medlemmer.

 

Internt i SUF skulle der gennemføres en mere systematisk skoling og mere organiserede politiske debatter, som grundlag for en forankring og konkretisering af det politiske program og en styrkelse af de udadvendte aktiviteter. På den måde var der en forskel i stil i forhold til RS. Nogle få RSere ønskede i øvrigt ikke at gå med i SUF og mente, at man skulle arbejde videre i VS. Det førte i september 1972 til dannelsen af Revolutionære Socialister (RS) i VS.

 

Men samlingen af kræfterne og medlemmerne (uanset alder, den ældste var 89) var foregået i SUF. SUFs 14. kongres 8-10. september 1972 blev med et navneskifte til Revolutionære Socialisters Forbunds 1. kongres, og på Fjerde Internationales 10. Verdenskongres i februar 1974 blev RSF anerkendt som dansk sektion af Fjerde Internationale.

 

RSFs 1. kongres

RSF skulle tage afsæt i ungdomsoprør og radikalisering i dele af arbejderklassen og bygge videre på SUFs indsats.

 

Det blev formuleret i en resolution fra kongressen i september 1972 (Klassekampen nr. 16, okt. 72).

 

”Igennem 60erne har vi kunnet iagttage to væsentlige politiske processer manifestere sig i alle de imperialistiske lande. Under indtryk af opsvinget i den koloniale revolution, krisen i stalinismen, krisen i den borgerlige ideologi, de reformistiske partiers fuldstændige mangel på perspektiv og opsvinget i arbejderklassens kampintensitet, har mange studenter og andre kategorier af uddannelsessøgende genopdaget den revolutionære marxistiske tradition.

 

Samtidig har den politiske og økonomiske udvikling radikaliseret store dele af arbejderklassen, og ganske særligt den unge generation af arbejdere tenderer til at frigøre sig fra borgerlig og reformistisk indflydelse. De generelle udviklingstendenser i den kapitalistiske økonomi tvinger borgerskabet til at påbegynde en offensiv mod arbejderklassen. De traditionelle arbejderpartier, der enten er bundet til reformismen eller stalinismen, er ude af stand til at opstille et politisk program, der modsvarer nødvendigheden af at kombinere arbejderklassens aktuelle og historiske interesser. De centristiske partier, der hverken vil antage reformistiske eller revolutionære perspektiver, er ligeledes ude af stand til at opstille en klar og sammenhængende politik.

 

Kun ved at forbinde de revolutionære studenter til den nye arbejderavantgarde er det muligt at opbygge et alternativ til de traditionelle og centristiske partier og deres indflydelse i arbejderklassen. På sin 14. kongres opstillede Socialistisk Ungdoms Forbund det som sin hovedopgave at påbegynde opbygningen af en organisation, der på et revolutionært program kan forbinde de revolutionære studenter med den nye arbejderavantgarde. Herved har Fjerde Internationales organisation i Danmark præciseret sine nye opgaver og har samtidigt forandret sit navn til Revolutionære Socialisters Forbund.”

 

RSF satsede på rekruttering og skoling af nye medlemmer. Fra 1972 til 1979 voksede medlemstallet fra under 100 til over 200. Som udgangspunkt havde RSF først og fremmest medlemmer i København og Århus; men i perioden blev der oprettet en del nye afdelinger i forskellige dele af landet.

 

40-året for Trotskijs Københavnertale

I november 1972 afholdt RSF et stort offentligt møde i Folkets Hus, Rømersgade, og et internationalt seminar ”Kapitalismens Krise og Venstreoppositionens Opgaver”. Det foregik i 40-året for Trotskijs sidste offentlige tale i 1932 i Idrætshuset i København.

 

Københavnertalen var udgivet til lejligheden – Leo Trotskij: Til forsvar for Oktober. Det samme var pjecen fra 1938 af Marie Nielsen: Kampen om Trotskij. Den skrev hun efter at være blevet ekskluderet for 3. og sidste gang af DKP i 1936 på baggrund af den første Moskva-skueproces.

 

Der var talere fra Fjerde Internationales ledelse, Ernest Mandel, og fra forskellige sektioner. Pierre Frank, Alain Krivine og Henri Weber, Frankrig, Georg Jungclass, Tyskland/BRD, Fred Halstead, USA, Robin Blackburn, England. 3 dage med Fjerde Internationales historie, program, aktuelle opgaver og aktiviteter. 450 deltog i det offentlige møde og 250 i seminaret.

 

RSF og Fjerde Internationale

I Fjerde Internationale var der praktisk samarbejde, diskussioner, analyser og politikudvikling. Det nærmeste samarbejde havde RSF med den svenske sektion, Revolutionära Marxisters Förbund, som fra 1975 hed Kommunistiska Arbetarförbundet, fra 1982 Socialistiska Partiet og fra 2019 Socialistisk Politik.

 

Der var udveksling af erfaringer med andre europæiske sektioner, f.eks. i forbindelse med nationale kongresser.

 

Fra Fjerde Internationales ledelse kom udtalelser om internationale konflikter og den politiske i forskellige lande og regioner. Samt initiativer til solidaritetskampagner, herunder støtte til medlemmer og sektioner, som var udsat for forfølgelse i diktaturstater o.l.

 

Forud for Verdenskongresser og møder i IEC (Internationale Eksekutivkomite) var der omfattende organiserede diskussioner om resolutionsforslag mm., f.eks. om udviklingen i Vesteuropa efter Maj 68, udviklingen i Latinamerika (herunder erfaringerne fra den cubanske revolution og om væbnet kamp og/eller masseaktivitet i kampen mod diktaturerne), om socialistisk demokrati, kvindefrigørelse, Vietnam og Indokina m.m. Og om Fjerde Internationales opgaver. Det gav inspiration, viden og megen diskussion, med internationale tendens- og fraktionsdannelser i perioden.

 

RSFs blad Klassekampen

Klassekampen var et meget vigtigt redskab for RSF. Igennem 1970erne udviklede bladet sig fra at være et månedsblad til at blive et 14-dages-blad i 1976 og en ugeavis i 1980. En betydelig del af medlemmernes ressourcer blev brugt til skrivning og redigering, gadesalg, kampagner for bladets udbredelse og indsamlinger til at finansiere det.

 

Bladet skrev om faglige kampe, overenskomster, valg, kvindepolitik, bolig, uddannelse, Vietnam, Chile, Tjekkoslovakiet mmm. og fik oplagsfremgang i perioden.

 

Fra 1972 udgav RSF også tidsskriftet Fjerde Internationale.

 

Der blev også udgivet en Intern Bulletin (IB) med retningslinjer fra forretningsudvalget og hovedbestyrelsen og indlæg i den løbende politiske diskussion, bulletiner for forskellige politiske områder, samt internationale diskussions-bulletiner.

 

Som afspejlet i Klassekampen involverede RSF sig i aktiviteter på en lang række områder. Det vil blive skitseret i det følgende.

 

Kampen mod EEC (EF)

I 1971 og især 1972 fyldte aktiviteter mod EEC meget op til folkeafstemningen om dansk medlemskab 2. oktober 1972. For SUF (og RSF) var det en kampagne mod kapitalens EEC. Paroler fra Folkebevægelsen mod EF og andre partier om ”national selvbestemmelse” blev kritiseret for national selvtilstrækkelighed. I stedet skulle sættes international arbejdersolidaritet. I stedet for borgerlig politik skulle opstilles et socialistisk svar på de økonomiske og sociale problemer i og uden for EEC. Støtte til strejker mod fyringer mm. og krav om nationaliseringer og arbejderkontrol understregede perspektivet for et socialistisk Europa. Som f.eks. udtrykt i pjecen: Kampen mod EEC – Strejkebevægelsen i Europa.

 

SUF afholdt en lang række seminarer og studiekredse landet over og oprettede også en række ”røde anti-EEC-grupper” i den langstrakte kampagne (og voksede en del).

 

Lærlingearbejde

Her rakte aktiviteterne fra demonstrationer i efteråret 71 og foråret 72 i Vojens med udgangspunkt i Brdr. Gram med banneret ”Afskaf mesterlæren – Profitten ud af lærlingeuddannelsen, SUF” og støtte til Vojens-lærlingenes krav, bl.a. om en statslig uddannelseslov og en mindsteløn på 375 kr. om ugen. Gennem årene med størst aktivitet inden for det grafiske område og metal. Frem til atter en kampagne (her fra Faglig Ungdom, København) med underskriftindsamling blandt lærlinge efteråret 1979 op til LOs kongres. Med kravene: ”Løn på basisåret. Sikring af praktikpladser til alle. Udbygning af skolekapaciteten. Afskaffelse af mesterlæren”.

 

Strejker og aktionsenhed

I hele perioden 1971-79 var der omtale af, støtte til eller direkte involvering i en mangfoldighed af strejker på enkelte arbejdspladser og tilbagevendende overenskomstkampagner. Et udvalg er nævnt i løbet af artiklen.

 

·         Smede- og maskinarbejdere på Brdr. Gram i roterende punktstrejker for højere løn (september 72).

 

·         Typografer i Politikens Hus i strejke mod rationaliseringer og fyringer (december 1972).

 

·         Havnearbejdere i Århus i strejke mod fyring og akkord-problemer og protester mod Arbejdsrets-bod (januar – februar 1973).

 

·         Strejke og blokade mod Hope Computer i Hadsund for at opnå en DASF-overenskomst (januar 73).

 

Forud for overenskomsten 1973 havde RSF talt for krav om en markant højere mindsteløn og fuld dyrtidsdækning for alle pris- og skattestigninger. Der blev konflikt, da arbejdsgiverne forkastede forligsmandens mæglingsskitse. RSF arbejdede for en aktiv strejke: ”Organiser kampen – vælg strejkekomiteer”. Men arbejderne blev spredt for alle vinde under 3 ugers konflikt, og et dårligt mæglingsforslag blev vedtaget. RSF tog initiativ til at danne Den Københavnske Arbejderopposition, DKA, på tværs af forskellige arbejdspladser og fagforeninger. Med i grundlaget var bl.a. modstand mod produktivitets- og invaliditetsfremmende lønsystemer og krav om nedsat arbejdstid, fuld dyrtidsdækning, aktiv organisering i forbindelse med strejker, kamp mod Arbejdsretten. Utilfredsheden på arbejdspladserne skulle samles op, og sigtet var en landsdækkende fagopposition. DKA gennemførte en del aktiviteter, som f.eks. støtte til arbejderne på OTA i Nakskov i deres kamp for bedre løn og mod Arbejdsretten (1973), og aktivitet for storstrejke i maj 1974 mod Hartling-regeringens forlig. (På RSFs 3. kongres i februar 1976 var der i øvrigt en vis selvkritik. RSF havde arbejdet for meget i støttekomiteer og fagopposition, som f.eks. DKA, og skulle arbejde mere direkte i fagbevægelsens normale strukturer, arbejdspladsklubber og fagforeninger, for at styrke fagbevægelsen).

 

Mangfoldigheden af problemer og konflikter i 1970erne gav RSF anledning til mange opfordringer til aktionsenhed til støtte for enkelte krav og aktioner. Suppleret med behovet for en samlet arbejderpolitik, som kunne danne grundlag for en arbejderregering, baseret på arbejderpartierne, som skulle bryde med de borgerlige.

 

Men på det område skulle SUF efter bruddet med VS finde sine ben at stå på. Ved folketingsvalget i september 1971, efter VKR-regeringen, var der nok kritik af Socialdemokratiet, SF, DKP og VS; men der var også en vis kvien sig ved at opfordre præcist til, hvilket (eller hvilke) af partierne man skulle stemme på, og hvad de skulle gennemføre.

 

Op til valget 4.12.1973 opfordrede RSF til at stemme på SF, DKP, VS. Men fokuserede mest på nødvendigheden af aktiviteter på arbejdspladser, i boligkvarterer, på uddannelsesinstitutioner mod nedskæringspolitik og truslerne på disse områder fra VKR, Glistrup og Erhard Jakobsen.

 

Militærkuppet i Chile 1973 – international solidaritet

Den 11. september 1973 gennemførte den chilenske hær et blodigt kup mod Allende-regeringen og de arbejdere, fattige bønder og andre, som aktivt forsvarede regeringen og egne interesser.

 

I Chile og verden over, også i Danmark, blev inden kuppet diskuteret: hvordan kan man bevæge sig fremad, og hvordan kan man forsvare sig? RSF slog på, at alternativet var højrekup eller revolution. Derfor var det nødvendigt at afvise en alliance med militæret. ”Bønderne besatte jorden og godserne, arbejderne besatte fabrikkerne. De oprettede komiteer på de enkelte fabrikker til at kontrollere produktionen. De oprettede koordinerende organer mellem fabrikkerne – cordones industriales – de oprettede forsyningskomiteer og priskomiteer i boligkvartererne. Arbejderne og bønderne påbegyndte en spontan bevæbning for at forsvare sig mod højreekstremisterne og et eventuelt militærkup.” (RSFs FU 26.9.73, Klassekampen nr. 25, okt. 73). Den vej skulle følges også for at forsvare regeringen, overtage magten og bevæge sig mod socialisme. Men der var ikke støtte fra regeringen, og i stedet blev det til nederlag og militærdiktatur.

 

RSF holdt få dage efter militærkuppet et offentligt møde i Suhmsgade, hvor flere hundrede kom for at diskutere, hvad der var sket.

 

Derefter var RSF hurtigt med til at stifte Chile-komiteen. Der blev organiseret oplysningsarbejde og pengeindsamling til modstanden mod militærdiktaturet. Solidaritetsarbejdet kulminerede årligt med 11. september-demonstrationer og -møder med krav om frigivelse af politiske fanger, boykot af handel med Chile og solidaritet med kampen mod den chilenske junta. Stadig i 1979 havde 11. september-demonstrationen i København med fagforeningsfaner i spidsen flere tusinde deltagere.

 

Politiske strejker i 1974

Valget i 1973 resulterede i Hartlings Venstre-regering, der byggede på et stort borgerligt flertal i Folketinget. Den økonomiske krise (oliekrisen) i 1973 ramte også Danmark. Regeringens politik gjorde ondt værre. I maj 74 udløste et regeringsforslag om en forbrugsbegrænsende afgift på hårde hvidevarer en spontan politisk strejkebølge med krav om Hartlings afgang. Flere hundredtusinder deltog. Mange demonstrerede, men regeringen overlevede.

 

RSF havde opfordret til generalstrejke mod regeringen og efterfølgende til fortsat kamp mod indkomstpolitik og arbejdsløshed med krav om fuld dyrtidsdækning og kortere arbejdstid i centrum blandt mange, herunder krav om nationaliseringer. I oktober 1974 blev alternativet, en regering baseret på arbejderpartierne, nævnt. Op til den nationale protestdag 26. november var temaet: Forbered den politiske generalstrejke mod den borgerlige regering – for at få regeringen væltet og sætte effektivt ind mod arbejdsløshed, indkomstpolitik og Arbejdsret – For en arbejderregering, der er ansvarlig over for arbejderklassen.

 

Den omfattende bevægelse i arbejderbefolkningen førte frem mod et folketingsvalg i januar 1975. RSF opfordrede til at stemme på SF, DKP eller VS, krævede af Socialdemokratiet et stop for samarbejde med de borgerlige og opstillede som mål en arbejderregering, som ikke bare er sammensat af arbejderpartier, men aktivt og effektivt vil forsvare reallønnen og bekæmpe arbejdsløsheden. Med en række konkrete krav.

 

Socialdemokratisk mindretalsregering og flere strejker

Den nye socialdemokratiske mindretalsregering gennemførte et overenskomstindgreb. Mens lokale strejker og støttearbejde for dem prægede perioden. F.eks.:

 

·         Arbejderne på Uniprint i Glostrup strejkede mod flytning/lukning af virksomheden (fra januar 1975) og besatte fabrikken. Et større støttearbejde blev iværksat. ”I dag Uniprint – I morgen dig.”

 

·         Strejke på Sabroe Øst i Århus mod fyringer og for afskaffelse af tidsstudiesystemet (februar 1975).

 

·         Postarbejderstrejke i København mod fyring af tillidsmand (marts 1975).

 

·         Lønstrejke på Storno (september 1975).

 

·         Strejke og blokade mod fyring af HK-tillidsmand og fritstilling af HKere hos Føtex i Kolding (april 1976).

 

·         På B&W Skibsværft tilbagevendende aktiviteter mod fyringer og lukningstrusler (december 1975 – januar 1976, juni 1976, april-maj 1979), hvor RSFs modforslag var 35 timers arbejdsuge uden lønnedgang, nationalisering af værftet og en samlet plan for alle danske skibsværfter. Plus et initiativ til selv at nedsætte arbejdstiden til 35 timer om ugen med start i december 1976 som forberedelse til de kommende overenskomstforhandlinger 1977.

 

·         Protester mod det blokadecirkulære, som justitsministeren udsendte juni 1976 for at forhindre faglige, fysiske blokader som ved Bækkelund Papirfabrik og INFO Fotolaboratorium.

 

·         Strejke på Den Kgl. Porcelainsfabrik i 13 uger (sommer/efterår 1976) for højere mindsteløn og forebyggelse af indkomstpolitikken.

 

·         De grafiske arbejdere i BT-Klubben i Det Berlingske Hus kæmpede mod fyringer, udvidet arbejdstid og lønnedgang fra februar til maj 1977. Med lockout, demonstrationer, blokader og politivold mod blokadevagter og demonstranter.

 

Arbejderregering – arbejderpolitik

I perioden krævede RSF politisk, at Socialdemokratiet skulle bryde med de borgerlige og f.eks. gøre de borgerliges forslag til anti-blokadelov til et kabinetsspørgsmål (december 1975). og RSF samarbejdede med SF, VS og KF om at organisere protester fra fagforeninger mod forsøgene på anti-blokade-lovgivning. I april 1976, hvor indkomstpolitikken spøgte, var RSFs formulering, at en fælles kamp (fagforeninger, lejere, kvinder, uddannelsessøgende m.fl.) kan skabe mulighed for, at arbejderpartierne kan danne en regering, der ikke kun af navn, men også af gavn er arbejdernes regering. Med en politik med bl.a. 35 timers arbejdsuge, fuld dyrtidsdækning, nationalisering af banker og forsikringsselskaber og virksomheder truet af lukning pga. spekulation, stop for sociale nedskæringer, huslejestop, forbud mod udstykning i ejerlejligheder, statsfinansieret boligbyggeri, skatteomlægning til fordel for dem med de laveste indkomster.

 

Op til folketingsvalget 22. januar 1977 var hovedtemaerne: Spræng august-forliget (som fastlagde en 2% lønramme for overenskomstforhandlingerne og banede vejen for indefrysning af dyrtidsportioner, suppleret med afgiftsforhøjelser), for arbejderpolitik og for en arbejderregering. Med krav til SD, SF, DKP og VS om at danne en sådan regering til forsvar af arbejderklassens interesser. RSF opfordrede til at stemme på VS, som mest utvetydigt gik imod indkomstpolitik og regeringssamarbejde med de borgerlige og i folketinget ydede konkret støtte til kampen mod forringelser.

 

En ny socialdemokratisk regering blev dannet. Og optakten til overenskomsten 1977 var præget af kampen mod indkomstpolitik via fagforeninger og nationale faglige konferencer (Formandsinitiativet). Men i marts blev et mæglingsforslag vedtaget. Med udsigt til reallønsnedgang.

 

·         Fra september 1977 var Scaniadam-automekanikere i Gladsaxe og Albertslund i aktion for bedre løn med arbejde efter reglerne, arbejdsnedlæggelser og støtteblokader, bl.a. med assistance fra Metals arbejdsløshedsudvalg. Det blev også en kamp mod Arbejdsrets-bod og fyringer. Til ind i januar 1978.

·

·         Hospitals Arbejdernes Konference mod afdelingslukninger og fyringer blev afholdt i februar 1978 på initiativ af tillidsrepræsentanter på Rigshospitalet. 400 tillidsrepræsentanter deltog for at gå mod nedskæringerne, som gik ud over både patienter og hospitalsarbejdere. Med fortsatte aktiviteter og en ny konference i februar 1979.

 

Kommunalvalg marts 1978

I 1978 var der kommunalvalg 7. marts. For RSF handlede valget både om de lokale sager og den fortsatte kamp mod indkomstpolitik og nedskæringer. Valggrundlaget kombinerede lokale programpunkter om f.eks. daginstitutioner, kollektiv trafik, byplanlægning, kvindehuse mm. med krav til skattepolitik, 35 timers arbejdsuge, nationalisering af banker og forsikringsselskaber. Med overskriften ”Stem mod borgerskabet – kæmp for en arbejderpolitik”. RSF opfordrede til at stemme på VS med henvisning til deltagelsen i kampen mod indkomstpolitikken og nedskæringerne. Desuden anbefalede man et valgteknisk samarbejde mellem arbejderpartierne.

 

RSF opstillede selv i en enkelt kommune, Albertslund, med afsæt i en aktiv indsats i boligbevægelsen i Albertslund. Men det endte i uenighed og splittelse. Ledelsen indstillede støtten til opstillingen. I alt 5 medlemmer af RSF (bl.a. Ole Thorbek) blev suspenderet og indstillet til eksklusion på den efterfølgende kongres, som blev afholdt i efteråret 78, fordi de hindrede RSF i at føre sin egen politik frem og i stedet lagde deres egen linje. De 5 udmeldte sig kort før kongressen, som godkendte suspensionen og indstillingen til eksklusion.

 

SV-regering

Den 30. august 1978 blev SV-regeringen dannet. ”Bryd med de borgerlige” blev hovedoverskriften for RSF, tilføjet opfordringer til at forberede en landsdækkende protestdag. (Der var en række proteststrejker efter regeringsdannelsen). Protestdagen blev fastlagt til 3. oktober og af RSF forberedt med arbejde i fagforeninger og andre organisationer og parolen ”Smid Venstre ud af regeringen – og før arbejderpolitik” eller ”3. oktober – Tøm fabrikkerne – Fyld gaderne”. Der var en del strejker og stor demonstration i København, men beskeden aktivitet i resten af landet.

 

I mellemtiden var en ny overenskomstkamp 1979 forberedt. Nu også med krav om udbetaling af de indefrosne dyrtidsportioner. Fra september 78 med temaet ”Gør kampen for en god overenskomst til en kamp mod SV-regeringen” og senere opfordring til at forberede en generalstrejke, hvis der kom et regeringsindgreb. SV-regeringen gennemførte et regeringsindgreb, og der kom proteststrejker og demonstrationer, men ikke i et omfang, som kunne ændre på resultatet.

 

·         På GNT Automatic strejkede ca. 400 KAD- og SID-medlemmer i godt 4 uger fra 24. april 79 for bedre timeløn og akkordtimefaktor.

 

·         Den 1. september 1979 startede arbejdsløshedsmarchen i Ålborg for at slutte i København 14 dage senere med demonstration og arbejdsløsheds-festival i Fælledparken. I grundlaget for marchen var en lang række krav om bedre forhold for de arbejdsløse, 35 timers arbejdsuge, stop for overarbejde, nej til indkomstpolitik, produktion efter behov (daginstitutioner, vedvarende energi, boliger).

 

·         På Rømø kæmpede 150 matroser, restaurations- og køkkenarbejdere fra Rømø-Sylt-færgerne mod Förde Reederei, bl.a. med blokade på vejen til færgen i Havneby. Rederiet havde fyret dem og ville ikke have overenskomst, men individuelle kontrakter. Striden strakte sig fra maj 1979 til nogle måneder ind i 1980.

 

Hermed tilbage til skitsering af andre (end de faglige) udvalgte aktivitetsområder.

 

Kvindefrigørelse og kvindebevægelse

I kampen mod kvindeundertrykkelsen var RSFere aktive i Rødstrømpebevægelsen, socialistiske kvindegrupper og faglige organisationer. Imod uligheden, dobbeltarbejdet (erhverv og hjem) og de andre aspekter af kvindeundertrykkelsen. For reel ligeløn, kortere arbejdstid (35 t.), bedre og billigere daginstitutioner, gratis risikofri prævention, udvidet barselsorlov mm.

 

F.eks. tog man i efteråret 1977 initiativ til en landsomfattende kampagne mod kvindearbejdsløshed. En kampagneuge i oktober blev forberedt i godt 30 byer af lokale kvindegrupper, Rødstrømpegrupper, kvindegrupper fra arbejderpartier og faglige organisationer. Med krav som ”Bedre og gratis daginstitutioner til alle børn” og ”35 timers arbejdsuge med fuld lønkompensation og uden tempoopskruning ” i centrum. Foruden krav om bedre understøttelse, efteruddannelse mm. Med møder, demonstrationer og en afsluttende høring i København med 800 deltagere.

 

Et andet initiativ via p-pille-gruppen i Rødstrømpebevægelsen gjaldt organisering af en kampagne til støtte for 8 kvinder, der var blevet ramt af blodpropper i hjernen som følge af brug af p-piller. Et krav var, at de skulle have fri proces i en retssag mod medicinalindustrien. Sundhedsstyrelsen blev anklaget for medansvar. Bl.a. blev en underskriftindsamling organiseret, og kampagnen med optakt 8. marts 78 i Kvindehuset, København, blev udbredt på landsplan.

 

Daginstitutioner

Spare- og nedskæringspolitik vedtaget i Folketinget gik også ud over daginstitutionsområdet. F.eks. i Københavns kommune blev en række forringelser iværksat pr. 1.4.1976. Det blev besvaret med en forældreaktion, hvor betalingen for daginstitutionerne blev boykottet. Med 10 krav om bl.a. normeringer, vikardækning, kost, fripladsgrænser. Boykotten blev afsluttet i februar 1977.

 

Boligpolitik og boligbevægelse

70erne var præget af mange stridigheder på boligområdet. Bolighajer, fupmoderniseringer og huslejestigninger, udstykning af ejerlejligheder, byggeri af almene boliger i utilstrækkeligt omfang, almennyttigt højrentebyggeri med for dyre huslejer, saneringspolitik. Og en mangfoldighed af organisationer og protestaktiviteter. RSFere var aktive i beboerforeninger i København, Århus og andre byer, f.eks. i Vesterbro Beboeraktion, Boligaktion 76 – Århus, boligforeninger i højrentebyggeriet, bl.a. i Albertslund og Askerød.

 

I det almennyttige højrentebyggeri i Galgebakken, Albertslund, blev huslejestigninger mødt med en organiseret huslejeboykot med krav om fastfrysning af huslejen. Efter mange aktiviteter, debatter og 22 måneders huslejeboykot fra april 76 kunne Galgebakkens lejere notere en sejr, hvor huslejestigningerne blev nedbragt fra 44% til 12% over 3 år fra 1.4.76. Huslejeboykotter blev også iværksat i bl.a. Askerød, Niverød, Vejlby Vest Århus, Nørrevangen Silkeborg.

 

Gennemgående politiske temaer for RSF var ”Stop for huslejestigninger”, ”Stop for udstykning af ejerlejligheder”, ”Statsfinansiering af det almennyttige boligbyggeri til en fast, lav rente”.

 

Uddannelsespolitik og uddannelsesbevægelse

I studenterbevægelsen og på universiteterne var RSFerne i flere omgange involveret i modstanden mod adgangsbegrænsning og sammen med andre uddannelsessøgende i en kamp årtiet igennem for bedre uddannelsesstøtte.

 

Forsvaret af RUC mod trusler om lukning af den samfundsvidenskabelige basisuddannelse førte i april 77 til besættelse af RUCs administration og sympati-demonstrationer og institutbesættelser på andre universiteter.

 

Nej til A-kraft

Fra anden halvdel af 70erne voksede RSFs involvering i kampen mod A-kraft, hvor OOA var den drivende kraft. Det tog form af store demonstrationer mod A-kraft i Danmark og mod Barsebäck-atomkraftværket i både Sverige og Danmark. Med et supplerende krav om folkeafstemning, hvis Folketinget igen tog A-kraft op.

 

I foråret og efteråret 1979 gjorde RSF en særlig indsats for at styrke A-kraftmodstanden i fagbevægelsen. ”Før A-kraft-modstanden ind i fagbevægelsen – Før fagbevægelsen ind i A-kraft-modstanden”. Bl.a. for at forøge fagbevægelsens støtte til OOAs underskriftindsamling mod Barsebäck og forstærke presset fra fagforeninger på Socialdemokratiet for at opgive A-kraft. En faglig konference arrangeret af OOA og faglige tillidsfolk samlede i september 100 tillidsfolk for at organisere A-kraft-modstanden i fagbevægelsen. Og støtte udarbejdelsen af alternative energiplaner uden A-kraft.

 

Værnepligtige soldater

Gennem værnepligtige meniges forretningsudvalg blev i foråret 1978 organiseret soldater-demonstrationer mm. med krav om soldaterløn (gennemsnittet for ufaglærte arbejdere), 40 timers arbejdsuge, bedre arbejdssikkerhed og stop for FE-registrering af aktive værnepligtige. Fulgt op af arbejde for et selvstændigt blad, Kanonen, og en selvstændig soldaterorganisation.

 

Vietnam  – international solidaritet

Første halvdel af 70erne var præget af en lang, lang række Vietnam-demonstrationer. Samtidig fortsatte den brede Vietnam-Indsamling Giro 1616. For RSF en kamp mod den amerikanske imperialisme og krigsførelse og for solidaritet med FNL til den endelige sejr. Med begejstring 1. maj 1975 efter FNLs overtagelse af Saigon 30.4.1975.

 

Vietnam satte i december 1978 militær ind i Kampuchea for at bidrage til at vælte Pol Pot-diktaturet og forsvare sig selv. Kina sendte i februar militæret på straffeekspedition i Vietnam. I Danmark ville regeringen og borgerlige politikere beskære eller stoppe bistand til Vietnam. RSF krævede genoptagelse og udvidelse af den danske økonomiske bistand til Vietnam, og opfordrede til at støtte Dansk Vietnamesisk Forenings indsamling ”Hospitalsudstyr til Vietnam”.

 

Tjekkoslovakiet – international solidaritet

Kampen imod de bureaukratiske diktaturer og for socialistisk demokrati i Østeuropa var vigtig for RSF. F.eks. i Tjekkoslovakiet med krav i 1970-71 om frigivelse af Petr Uhl, Sibylle Plogstedt og 16 andre medlemmer af det Revolutionære Socialistiske Parti. Eller i marts 1977 med en appel, i øvrigt fra Petr Uhl, om frigivelse af de fængslede medlemmer af Charter 77 og støtte til kampen for borgerrettigheder og demokratiske friheder. Bl.a. fulgt op med protestmøder 21. august 78, på 10-årsdagen for den sovjetiske invasion og knusningen af foråret i Prag, med krav om socialistisk demokrati. I samarbejde med SF, VS og KF. I maj 1979 var der flere fængslinger af medlemmer af Charter 77 og VONS (Komiteen til forsvar for uretfærdigt forfulgte), bl.a. Vaclav Havel, Petr Uhl og Otka Bednarova. SF, SFU, VS, KF og RSF rettede en appel til arbejderbevægelsen om løsladelse af de fængslede og støtte til kampen for demokratiske rettigheder og socialistisk demokrati.

 

Klassekampens valgmøde og fest mod EF

Den 4. juni 1979, op til EF-parlamentsvalget 7. juni, holdt Klassekampen socialistisk fest og valgmøde i Saltlageret i København. RSF opfordrede til at stemme på et arbejderparti mod EF – SF eller VS. RSF førte kampagne for Danmark ud af EF, for international arbejdersolidaritet mod EF og et socialistisk Europa, med krav om 35 timers arbejdsuge m.fl.

 

Talerne var Gert Petersen, SF, Litten Hansen, VS, Karin Peitersen, RSF og som hovedtaler fra Fjerde Internationale, Tariq Ali, som i høj grad hævede stemningen blandt de mange fremmødte. Med ca. 700 deltagere blev det en manifestation af den socialistiske modstand mod EF.

 

Farvel til SV-regeringen

SV-regeringen brød sammen – med nyt folketingsvalg 23. oktober 1979. RSF sagde ”Stem mod de borgerlige – Stem på et arbejderparti – kræv en arbejderregering, men Kæmp for en arbejderpolitik”. En arbejderregerings umiddelbare opgaver blev skitseret, inklusive en beskæftigelsesplan og krav om nationalisering af energisektoren og nej til A-kraft. Socialdemokratiet og SF gik frem, og der var et arbejderflertal blandt vælgerne, men lige netop ikke i Folketinget, så det blev til en socialdemokratisk mindretalsregering. RSF fortsatte indsatsen for at få fagforeninger og andre til at kræve en arbejderpolitik, inklusive et nej til indkomstpolitik og lønstop.

 

Overgang til Socialistisk Arbejderparti

Kravet om en arbejderregering blev lanceret og justeret i perioden, indholdet i en arbejderpolitik udviklet. Stemmeopfordringen til folketingsvalg blev varieret (og senere overflødiggjort af SAPs egen opstilling til valg, initiativer til valgalliance og dannelsen af Enhedslisten).

 

Igennem 1970erne havde RSF fået flere medlemmer og afdelinger. Aktiviteterne og forankringen var udvidet. Politikken konkretiseret og udviklet på en række delområder – beskæftigelse, fagligt, bolig, energi, kvindefrigørelse mm.  Klassekampen var blevet en ugeavis, som ”skal være en avis, de aktive på arbejdspladserne, i fagforeningerne og i andre massebevægelser kan bruge i deres daglige kamp”. Og op til SAPs 1. kongres diskuterede man i studiekredse i alle afdeinger et udkast til principprogrammet ”Socialistisk Program for 80’erne”.

 

I et interview med Klassekampen understreger Søren Søndergaard om overgangen til SAP: ”Men jeg vil godt slå en ting fast. Selvom RSF nu vil skifte navn, tror vi ikke på, et revolutionært parti dannes uden videre. Mange på venstrefløjen er i dag enige om, at det mangler. Men det skabes ikke ved, at nogle hundreder sætter sig hen og siger: Nu er vi et revolutionært parti. Det kan først få en masseforankring i arbejderklassen, når det udvikles gennem år i kampe, arbejderne faktisk fører.”

 

Klassekampen 29. maj 1980: ”Efter knap 10 år er RSF blevet en national organisation med afdelinger i mange byer, med en mere udviklet politik, med en stærkere deltagelse i massernes kampe og med en ugeavis. I denne situation har RSF holdt sin kongres, som er fortsat i Socialistisk Arbejderpartis 1. kongres i 1980.”

 

Artiklen er en bearbejdet version af et bidrag til et bogprojekt om Poul Møller (1929-2014).