Modstanden mod Hitlers diktatur i Tyskland var isoleret og ukoordineret, og fik derfor ikke større betydning. Alligevel fortjener de, der satte sig op mod nazisterne, at blive husket.

af Arne Lund

Hitlers jerngreb om den tyske befolkning var, bl.a. takket være et omfattende stikker- og overvågnings-system, så grundig, at kun få turde sætte sig op mod den brutale overmagt. Mest kendt er 20. juli-officererne og Sophie og Hans Scholls studentergruppe Weisse Rose.

 

Mindre kendt er den modstand, der kom fra kirkelige kredse, samt fra de unge, der helt eller delvist nægtede at bøje sig for ensretning og kadaverdisciplin. En modstand, der ikke synede af meget, og som ikke på nogen måde lagde nazisterne hindringer i vejen. Alligevel er det vigtigt at berette om den “lille historie i den store” – historien handler ikke kun om “stjernerne.”

 

Forholdene i Tyskland i årene efter Første Verdenskrig gjorde, at mange unge hverken kunne få sig en uddannelse eller et arbejde, de kunne leve af. For dog at have noget meningsfuldt at tage sig til sluttede talrige 12-17-årige sig til Wandervogel-bevægelsen – løst organiserede foreninger, der tog afsæt i naturglæde, vandre- og teltture, lejrbål og fællessang.

 

Alt sammen for at lære piger og drenge at tage ansvar for eget liv, at klare sig under primitive forhold og være sammen med ligesindede. Nogle var tilsluttet venstreorienterede natur- og ungdomsforeninger, bl.a. det kommunistiske Rotkämpferbund.

 

Én af de ungdomsgrupper, der markerede sig mest og længst var Edelweiss-piraterne, der kom fra arbejderklassen i Ruhr og især Köln. I starten kaldte de sig “Navajos” – inspireret af den populære tyske western-forfatter Karl May. Det var en del af de unges selvforståelse, at de så sig som storby-indianere. I nogle byer var de op til et par tusinde, andre steder kun få. Størst var Ehrenfelder-gruppen i Köln, der på et tidspunkt havde ca. 3.000 medlemmer.

 

I Leipzig opstod “Die Meute” (Banden), der 1937-39 havde 1.500 medlemmer, en trediedel piger. Gestapo opløste gruppen, og de ledende medlemmer fik hårde straffe, mens andre kom i kz-lejr.

 

Hitler-Jugend

I starten var de ikke politisk interesserede, de ville blot have lov til at være unge, uden at voksne eller staten blandede sig. Med Hitlers magtovertagelse i 1933 opstod der et misforhold til nazisternes ungdomsorganisationer, Hitler-Jugend (drenge) og Bund Deutsche Mädel (piger), der tilsammen havde 2,3 mio. medlemmer i 1932.

 

Nazisterne så skævt til de unge, der nægtede at tilslutte sig HJ og BDM. Drenge og piger skulle ikke mødes i de samme foreninger, mente nazisterne, thi det var en trussel mod den ariske renhed. Efter 20’ernes begyndende kvindefrigørelse, nægtede stedse flere piger og kvinder, at blive reduceret til den passivs moderrolle, nazisterne havde tiltænkt dem.

 

I 1936 blev alle andre ungdomsorganisationer end HJ og BDM forbudt, og unge havde nu pligt til at indtræde i HJ eller BDM, der nok havde vandreture, lejrbål og fællessang på programmet, men også hård halvmilitær træning, indoktrinering og racelære. Piraterne blev lokket med lærepladser, og for- stod de ikke budskabet, så hjælp både SA og Gestapo dem til det.

 

Konsekvente var nazisterne dog ikke. De forstod, at hvis alle unge blev tvunget ind i HJ og BDM, da ville der opstå uro, og de rebelske unge kunne have en negativ indflydelse. Frem til krigsudbruddet blev ungdoms- og naturforeningerne derfor brugt som en slags sikkerhedsventil, og der blev til en vis grad set gennem fingre med, at enkelte unge fra HJ og BDM kom i begge miljøer.

 

Det kom til gadekampe mellem Edelwiss-piraterne og Hitler Jugend, dels på grund af førstnævntes modvilje mod de uniformerede ungdomskorps, men også kampe om territorier, hvor piraterne ville holde nazisterne væk fra arbejderkvartererne.

 

Gradvis blev de, der stod udenfor HJ og BDM, kriminaliseret. Gestapo, SA og HJ lavede razziaer når Edelweiss-piraterne samledes i byernes parker eller i naturområderne. De blev forhørt, tortureret og sendt i fængsel, i ungdoms-kz-lejr, eller indrulleret i en straffebataljon på østfronten. Det sidste var næsten det samme som en dødsdom. Edelweiss-pigerne blev ikke skånet, ofte blev de voldtaget, inden de blev sendt på tvangsarbejde i kz-lejre.

 

Over for presset fra HJ og BDM reagerede Edelweiss-piraterne med egen dress code: kulørte skjorter, korte bukser, vandrestøvler og en edelweissnål i reverset. Edelweiss-blomsten symboliserede både naturglæden, men også noget ophøjet, ædelt og svært tilgængeligt (Edelweiss-blomsten vokser i bjergene over snegrænsen).

 

Kamp mod regimet

De unge indså, at nu drejede det sig ikke længere om at trodse den ældre generation og hygge sig om lejrbålet. For deres personlige frihed hang sammen med en kamp mod naziregimet. Dermed var skridtet til aktiv modstand ikke lang. En del gemte sig i skovene og bjergområder for at undgå at militærtjenesten.

 

I Nazi-Tyskland blev de, der trådte ved siden af, brutalt straffet. Blot det at fortælle vittigheder, der gjorde grin med Hitler eller militæret, kunne koste dyrt. Til trods herfor tog de modigste unge fat, hvor det var muligt. Aflyttede engelsk radio (også det var der dødsstraf for) og viderebragte, hvad de hørte om krigens gang på flyveblade.

 

Under de natlige bombeangreb drog de unge ud i de tomme gader og skrev anti-nazistisk graffiti på husmurene: “Ned med Hitler”, “Død over de brune forbrydere”, “Nazisterne slår os alle ihjel” osv.

 

Lignende budskaber gik igen på flyvebladene. De, der arbejdede i fx. rustningsindustrien, pjækkede, eller iværksatte arbejd-langsomt-aktioner. Andre skjulte jøder, undvegne krigsfanger eller tvangs-arbejdere – også med livet som indsats.

 

De unge kunne i et vist omfang støtte sig til illegale kommunistiske celler, bl.a. Nationalkomitee Freies Deutschland – en Moskva-kommunistisk soldatergruppe, der arbejdede illegalt i Tyskland hen mod krigens slutning, eller kriminelle, der af forholdene var blevet radikaliseret, og brugte deres “talenter” til at lære de unge, hvordan man skaffede mad og penge til dem, der var på flugt eller var gået under jorden.

 

I kragens sidste år bevæbnede Edelweiss-piraterne sig, dels til selvforsvar, men også til drab på frem-trædende nazister. Dette gengældte Gestapo ved at hænge 13 pirater på åben gade i 1944 i Köln.

 

Edelweiss-piraterne vidste fra deres aflytning af BBC, at de allierede i december 1944 stod tæt på den tyske grænse, og det derfor var vigtigt at sikre troppernes uhindrede fremrykning. Piraterne satte sig derfor som opgave at sikre, at broerne over Rhinen ikke blev sprængt i luften. Så vidt kom det dog ikke, men alene det, at Edelweiss-piraterne var nået dertil i deres modstand mod nazisterne, fortæller om, hvor radikaliserede de førhen så naturbegejstrede, upolitiske unge var blevet.

 

Schwarzen Scharen

Schwarzen Scharen var en anarko-syndikalistisk ungdomsgruppe, der havde deres storhedstid i Weimar-republikkens sidste dage og i de første år efter Hitlers magtovertagelse. De var delvis bevæbnet, iklædte sig sorte uniformer, og var en modvægt til den hastigt voksende nazibevægelse. Ældre kommunister kritiserede uniformeringen og Schwarzen Scharen for at vende tilbage til fortidens voldelige politiske kamp. Den militante holdning var nødvendig for at holde nazisterne væk fra arbejderkvartererne, ligesom den også gjorde gavn, når det gjaldt om at beskytte socialistiske møder og demonstrationer mod nazisternes overfald.

 

Efter januar 1933 gik Schwarze Scharen i opløsning. Nogle af medlemmer flygtede ud af landet, bl.a. for at deltage i den spanske borgerkrig. Andre kom enten i fængsel, i kz-lejr eller i en straffebataljon. Og så var der dem, der gik under jorden og bl.a. bistod fængslede kammeraters familier, udførte kurertjeneste, omdelte flyveblade og hjalp flygtninge og/eller tvangsarbejdere.

 

Swing Jugend

Swing Jugend havde kærligheden til amerikanske swingorkestre til fælles med Edelweiss-piraterne og Weisse Rose-gruppen. Nazisterne anså jazz for at være dekadent (entartet – verniggert) og unationalt, og det var derfor strafbart at høre og danse til jazz. Først på restauranter, siden også privat. SA deltog gerne i “oprydningen” De unge, der havde radioer, som kunne tage BBC, trodsede forbuddet – og pådrog sig dermed nazisternes opmærksomhed. For nok spillede BBC swing, men den fortalte også om krigens gang, og det ønskede nazisterne ikke.

 

Swing Jugend opstod blandt det bedre borgerskabs børn i Hamburg og Berlin, og bredte sig derfra til andre storbyer. De unge var i starten ligeglade med politik, ville blot have lov til at more sig, danse og være sammen. Det var deres måde at protestere mod de nazistiske ungdomsorganisationers disciplin og grå konformitet. Swing Jugend var selvbevidste, klædte sig spraglet, pigerne feminint, og drengene havde langt hår… Sex og alkohol var en del af stilen.

 

De unge latterliggjorde nazisterne, sagde “Swing Heil” eller “Hot Hitler.” Med tiden tog provokation-erne til, de brugte jødiske termer, og Swing blev fx. omtalt som “koshermusik”.

 

Den familiemæssige baggrund beskyttede de unge – så længe de tyske hære havde fremgang. Men efter nederlaget ved Stalingrad skærpedes kursen drastisk. Spillesteder blev lukket, og orkestre fik forbud mod at optræde.  Arrestationerne af unge fra swing-miljøet var radikaliserende. Med afsæt i, hvad de hørte i BBC, trykte de flyveblade, skrev anti-nazistisk graffiti på murerne, overfaldt Hitler Jugend – og Gestapo svarede igen med anklager for højforræderi og statsfjendtlig propaganda. Så sent som i april 1945 blev medlemmer af Swing Jugend idømt ti års tugthus. Andre blev sendt i kz-lejre, hvor de blev mishandlet eller døde af sult og udmattelse.

 

Ingen anerkendelse

Efter kapitulationen gled de fleste pirater tilbage til det almindelige samfund, nogle blev aktive i fag-foreninger og partier på venstrefløjen. Andre var rastløse og rejste ud som navere. I Østtyskland fort-satte enkelte en væbnet kamp mod det sovjetiske militær, men måtte snart overgive sig.

 

I den nye tyske stat spillede embedsværket fra det 3. rige fortsat en vigtig rolle. De var – med støtte fra borgerlige politikere – ikke til sinds at anerkende Edelweiss-piraterne som modstandskæmpere og ofre for nazidiktaturet. Tværtimod, så behandlede de dem som kriminelle, for piraterne havde jo begået tyveri og vold mod offentligt ansatte, ja endda dræbt en højtstående embedsmand i Köln.

 

Når piraterne søgte om at blive anerkendt som oppositionelle til nazi-diktaturet, så blev de afvist med, at de var “en kriminel pøbel,” samt at politikere helt frem til 2003 brugte Gestapos forhørsprotokoller som begrundelse for at afvise dem som modstandskæmpere.

 

Historikere og piraters erindringer i 80’erne trak dem omsider frem fra glemslen. Det hjalp lidt, at der i Israel blev rejst et mindesmærke som tak for Edelweiss-piraternes indsats for at redde jøder. Der skulle dog gå yderligere tyve år, inden det samme skete i Köln – men da var de fleste Edelweiss-pirater for længst døde.

single.php
WP2Social Auto Publish Powered By : XYZScripts.com