Den socialistiske humanisme går igennem som en rød tråd i alle hendes politiske skrifter, men også i hendes korrespondance, herunder i de bevægende breve fra fængslet, som er blevet læst og genlæst af generationer af unge aktivister.

Hvorfor udfordres vi til stadighed af denne kompromisløse, militante, intellektuelle, jødisk-polske kvinde, med de marxistiske og revolutionære træk? Hvordan kan det være, at hun selv 80 år efter sin død stadig virker aktuel? Hvad er det i hendes tænkning, der i dag i begyndelsen af det 21. århundrede stadig virker overraskende?

Jeg mener, der er mindst tre grunde til det:

For det første lever vi i en tidsalder, der er præget af kapitalistisk globalisering, neoliberal globalisering, af finanskapitalens dominans, af internationalisering af økonomien til gavn for profitten, af spekulation og akkumulation. Det kræver et internationalt svar, og at modstanden tilsvarende globaliseres. Kort sagt har vi mere end nogensinde brug for en ny internationalisme. Få personer i arbejderbevægelsen har som Rosa Luxembourg stået for så radikale internationalistiske tanker og har slået til lyd for den afgørende nødvendige enhed, for samarbejde og broderskab blandt de udbyttede og undertrykte masser i alle lande og kontinenter.

Som vi ved, var hun sammen med Karl Liebknecht en af de få af de tyske socialistiske ledere, der gik imod en borgfreds-politik, og som stemte imod krigsbevillingerne i 1914. Magthaverne i det tyske kejserdømme sørgede med opbakning fra den socialdemokratiske højrefløj for, at hun kom til at betale en dyr pris for sin konsekvente internationalistiske modstand mod krigen, idet man fængslede hende i det meste af den tid, verdenskrigen varede.

Med Anden Internationales dramatiske svigt begyndte hun at drømme om skabelsen af en verdensomspændende sammenslutning af arbejdere, og kun hendes død – dvs. hendes likvidering i januar 1919, som blev udført af folk i et frikorps, som var blevet bragt ind i Berlin af den socialdemokratiske minister, Noske, for at smadre spartakisternes oprør – forhindrede hende i sammen med Lenin og Trotskij at være med til at danne den Kommunistiske Internationale i 1919.

Få forstod som hende, hvilken fare nationalisme, chauvinisme, racisme, fremmedhad, militarisme og kolonial og imperialistisk ekspansion udgør for arbejderbevægelsen. Man kan kritisere visse aspekter af hendes tænkning omkring det nationale spørgsmål, men man kan ikke stille spørgsmålstegn ved styrken i hendes profetiske advarsler. Jeg anvender ordet ”profetisk” i dets oprindelige bibelske betydning, som blev så præcist defineret af Daniel Bensaïd i hans seneste skrifter. Det betyder ikke, at man påstår, at man kan ”forudse fremtiden”, men at man fremlægger en betinget prognose, hvor man advarer folk imod de katastrofer, der vil indtræffe, hvis man ikke vælger en anden vej.

For det andet, så må man, når man ser tilbage på det forrige århundrede, som ikke blot var ”ekstremernes århundrede”, således betegnet af Eric Hobsbawm, men også et århundrede med verdenshistoriens mest barbariske gerninger, beundre Rosa Luxembourg, som var i stand til at forkaste både den herskende og traditionelle tankegang om, at historien var i lineær fremgang, og den optimistiske skæbnetro og passive socialdemokratiske tro på en fredelig overgang til et bedre samfund. Det, som Walter Benjamin i sine ”Teser” fra 1940 kaldte en farlig illusion at tro, at det er nok bare at ”svømme med strømmen” og så lade de ”objektive betingelser” gøre deres arbejde.

I 1915 lancerede Rosa Luxembourg i sin pjece “Socialdemokratiets krise”, udgivet under pseudonymet ”Junius”, parolen ”socialisme eller barbari”. Dermed brød hun med den oprindeligt borgerlige opfattelse, man havde i Anden Internationale, om at historien er en lang række af uundgåelige fremskridt, som skabes af ”objektive økonomiske og sociale udviklingslove”. Den russiske socialdemokrat Gyorgy Valentinovich Plekhanov udtrykte denne holdning så vidunderligt, da han sagde: “Vort programs sejr er lige så uundgåeligt som, at solen står op i morgen”.

Den politiske konsekvens af denne holdning kunne kun blive passivitet. Ingen ville få den vanvittige tanke, at man skulle kæmpe og risikere sit liv for en sol, der alligevel stod op næste morgen.

Lad os vende tilbage til den politiske og filosofiske betydning af parolen ”socialisme eller barbari”. Den er blevet antydet af Marx og Engels i nogle af deres tekster, men det er Rosa Luxembourg, som har givet parolen dens mest præcise og afgørende indhold. Det forudsættes, at historien er en åben proces som en række veje, der deler sig, og hvor den ”subjektive faktor” i form af bevidsthed, organisation og initiativ hos de undertrykte masser bliver afgørende for, hvilken retning historien tager.

Det er ikke længere et spørgsmål om at vente på, at frugten bliver moden, som et resultat af de naturlige historiske love, men om at man skal handle, før det bliver for sent. Fordi den anden vej er uhyggelig farlig og fører til barbari. Med denne forklaring mener Rosa Luxemburg ikke, at man vender tilbage til stammesamfundets brutale og primitive stade. I hendes øjne er det moderne barbari – som Første Verdenskrig er et eksempel på – langt mere morderisk og inhumant end de gerninger, som blev udført af det barbariske Romerske Imperium. Ikke tidligere i historien har man i så massiv skala anvendt moderne teknologier som tanks, gas og krigsfly som redskaber i en imperialistisk massakre og aggression.

Når man betragter den senere historie, hvor socialismens nederlag i Tyskland banede vejen for Hitlers fascisme og senere den Anden Verdenskrig og de mest uhyggelige former for barbari, som menneskeheden nogensinde har kendt, symboliseret af Auschwitz, så fremstår Rosa Luxemburgs slogan som profetisk.

Det er ikke noget tilfælde, at sloganet ”socialisme eller barbari” kom til at være ledetråd for nogle af de mest kreative marxistiske grupper på den franske venstrefløj i efterkrigstiden og blev navnet på et tidsskrift, der udkom i 1950-60’erne under redaktion af Cornelius Castoriadis and Claude Lefort.

Det valg og den advarsel, som er indeholdt i Rosa Luxemborgs parole, er fortsat på dagsordenen i vor tid.  I hele den periode, hvor revolutionære kræfter igen kommer på banen, og som vi gradvist begynder at komme ud af, er der også foregået en stribe krige og etniske udrensninger – fra Balkan til Afrika – og en vækst for alle typer af racisme, chauvinisme og fundamentalisme, endda også i det civiliserede Europa.

Men der er en ny fare, som er begyndt at vise sig, og som ikke var forudset af Rosa Luxemburg. Det handler, som Ernst Mandel påpegede i sine sidste skrifter, om at menneskehedens valg i det 21. århundrede ikke bare som i 1915 er mellem ”socialisme eller barbari”, men mellem ”socialisme eller død”. Mandel henviste til risikoen for økologisk katastrofe på baggrund af kapitalismens globale ekspansion og den truende destruktion af miljøet. Hvis socialismen ikke afbryder dette vanvittige kapløb mod afgrunden, hvor stigningen i temperaturen på planeten og ødelæggelsen af ozonlaget er de tydeligste tegn, så er menneskehedens overlevelse i fare.

For det tredje: Når man betragter de ledende strømninger i arbejderbevægelsen og deres fiaskoer lige fra det pinlige sammenbrud for ”den virkeliggjorte socialisme” efter 60 års stalinistisk ledelse og til socialdemokratiernes passive accept (eller måske endda aktive tilslutning) til de neo-liberale spilleregler i det globale kapitalistiske spil, så bliver det ægte revolutionære, grundlæggende demokratiske og socialistiske alternativ, som Rosa Luxemburg fremlagde, mere relevant end nogensinde.

Som aktiv i arbejderbevægelsen i Zarens Rusland grundlagde hun det polske og litauiske Socialdemokrati, som var tilsluttet det Russiske Socialdemokratiske Arbejderparti. Hun kritiserede imidlertid tendenserne i de teser, som Lenin forsvarede før 1905, for at være for autoritære og centralistiske. I denne kritik var hun enig med den unge Trotskij, sådan som han i 1904 formulerede det i bogen: ”Vores politiske opgaver”.

På samme tid, hvor hun var ledende i venstrefløjen af det tyske socialdemokrati, bekæmpede hun tendenserne til bureaukratisering i fagbevægelsen og partiapparatet og kritiserede rigsdagsrepræsentanternes tendens til at monopolisere de politiske beslutninger. Generalstrejken i Rusland i 1905 forekom hende at være et eksempel, som man burde følge i Tyskland. Hun havde langt mere tillid til de initiativer, der kom fra arbejderne på gulvet, end de polerede beslutninger, som lederne i den tyske arbejderbevægelse foretog.

Da hun i 1917 sad i fængsel, fik hun kendskab til den russiske revolution og udtrykte med det samme sin solidaritet med de russiske revolutionære. I en pjece fra 1918 om den russiske revolution, som dog først blev udgivet efter hendes død i 1918, hyldede hun varmt de revolutionære ledere i begivenhederne fra oktoberdagene:

”Den ære, den energi, det revolutionære klarsyn og den indsats, som et revolutionært parti kan opvise i en historisk situation, var resultatet af det arbejde, som var blevet gjort af Lenin, Trotskij og deres kammerater. Alt hvad man savner af ære og revolutionær handlekraft i de vestlige socialdemokratier finder man hos bolsjevikkerne. Oktoberoprøret vil ikke bare effektivt redde den russiske revolution, men vil også gavne den internationale socialisme”.

Disse udtryk for solidaritet forhindrede hende dog ikke i at kritisere det, som hun mente, man gjorde galt, eller hvad der var farligt i bolsjevikkernes politik. Mens dele af hendes kritik – for eksempel omkring national selvbestemmelse og fordeling af jorden – er tvivlsom og urealistisk, så er andre dele, som berører spørgsmålet om demokrati, meget relevante og stadig vigtige den dag i dag. Selv om Rosa Luxemburg erkendte, at det på baggrund af de dramatiske omstændigheder, borgerkrig og udenlandsk indblanding var umuligt umiddelbart ”på magisk vis at skabe det smukkeste demokrati”, så påpegede hun ikke desto mindre, at der var en fare for en autoritær udvikling, og hun understregede endnu engang nogle af de fundamentale principper i revolutionært demokrati:

”Frihed, som kun gives til regeringens støtter og for partiets medlemmer – uanset hvor mange de måtte være – er ikke frihed. Frihed er altid i det mindste frihed for den, som tænker anderledes … Uden almene valg, uden ubegrænset frihed for pressen og til at forsamle sig, uden en fri meningsbrydning, så blegner livet i alle offentlige organer, så går man i stå og bureaukratiet bliver den eneste aktive kraft”.

Det er ikke svært at se betydningen af denne profetiske advarsel. Få år senere havde bureaukratiet grebet al magten og fjernet alle de revolutionære ledere fra 1917 fra indflydelse, idet man dog ventede til i 1930’erne med fysisk at eliminere dem.

En virkelig genskabelse af kommunisme i det 21. århundrede vil ikke kunne undvære de revolutionære, marxistiske, demokratiske, socialistiske og libertære ideer, som blev fremlagt af Rosa Luxemburg.

22. april 2021

Oversat fra International Viewpoint af Christian Holtet