Hovedlinjen i denne rapport, som blev fremlagt af Laurent Carasso på vegne af Fjerde Internationales Forretningsudvalg og udviklet gennem den følgende diskussion, blev godkendt af den Internationale Komite med et stort flertal, den 25. februar 2012.

af Fjerde Internationale

Den internationale situation forsætter med at være præget af et dybt fravær af perspektiv for den kapitalistiske verden. Næsten fem år efter starten på den finansielle krise, er systemet ude af stand til at komme ud over sin over-akkumulations krise. Det pres, der organiseres af bankerne og kapitalens magtcentre for at fastholde profitraten trods den svage vækst, indebærer blot en yderligere forværring af almindelige menneskers levevilkår.

1. Karakteren af en fortsat og verdensomspændende krise bliver bekræftet

I dag er væksten nedsat i alle sektorer af den kapitalistiske verden:

Overførslen af krisen fra amerikanske og europæiske banker til statsgæld og offentlige underskud har også udviklet sig og har spredt sig.

Tallene viser både en generel opbremsning af væksten i BNP og en recession i eurozonen (fjerde kvartal i 2011 og i 2012), hvor denne zone oplever sin egen krise i krisen, med specifikke karakteristika.

Den kapitalistiske verden frygter, at der i dens svageste led, eurozonen, udvikler sig en skrækindjagende mekanisme: At eurozonens homogeniserende funktion slår over i sin modsætning, med udgangspunkt i bankernes finansielle problemer. Det ville have en afsmittende effekt i alle industrialiserende lande, såvel som i udviklingsøkonomierne i Europa og i resten af verden. Det er dette, som retfærdiggør, at den Europæiske Centralbanks sprøjter milliarder af euro ind i de europæiske bankers kasser.

Skønt IMF lykønskede sig selv med en årlig vækstrate på 3,5 procent beregnet ud fra tredje kvartal i 2011, så er dens forudsigelse for 2012 kun på 3,3 procent (1,2 procent for de udviklede lande).

De sociale følgevirkninger af krisen har allerede ført til to nye fænomener, der har karakteriseret sidste år:

– Den fortsatte chokbølge fra revolutionerne i den arabiske verden: Tunesien, Egypten, Libyen og Syrien, hvor den sociale dynamik fra disse revolutioner tydeligvis fortsætter med at udvikle sig;
– Fænomenet med De Vrede (spansk: Los Indignados) i Europa og Occupy Wall Street i USA, der udgør en ny bølge i den fortsatte mobilisering for global retfærdighed, men som samtidigt har sine egne karaktertræk.

Den økonomiske og sociale krise er kombineret med en skærpet miljøkrise. Den globale opvarmning, der finder sted, er nu en kendsgerning, der ikke kan benægtes. Fiaskoen for topmødet i Durban i december 2011 er i denne sammenhæng et udtryk for et ukontrollabelt skred hen imod stadig større miljømæssige katastrofer i de kommende årtier. Hundreder af millioner af mænd og kvinder lider allerede under konsekvenserne af oversvømmelser og gentagne katastrofale klimafænomener. Disse tendenser vil fortsætte med at vokse de kommende årtier, samtidig med at det kapitalistiske system ikke blot er ude af stand til at forhindre denne udvikling, men rent faktisk er hovedårsagen til den.

Denne udvikling forværres af fældning af skove og indlemmelsen af vandressourcer, hvilket både udtrykker og forstærker de imperialistiske styrkeforhold. Katastrofen i Fukushima afslørede de uberegnelige risici, som atomkraftværker udgør for menneskeheden. Denne energikilde, der fejlagtigt bliver beskrevet som vedvarende og CO2-neutral, er et forfærdeligt Damoklessværd, og bortset fra Tyskland, Schweiz, Italien og Japan, fortsætter alle atomkraftprogrammer, og på verdensplan er der i dag 60 kraftværker under opførelse.

2. Bekræftelsen af en systemkrise.
Frem til 2007 havde kapitalismen gennemlevet næsten halvtreds år med en lang bølge af akkumulation. Efter recessionen i midt 1970´erne, gennemførte man en nykonservativ politik med liberaliseringer og afreguleringer, som gjorde det muligt at udstrække denne akkumulation i yderligere tredive år.

Fra 1990´erne og fremefter blev denne akkumulation forsat med en udvikling af privat, og i en mindre udstrækning offentlig gæld.

Dette system udviklede sig ved gradvist at inddrage Kina i denne kapital-akkumulation.

Ødelæggelsen af produktionskapacitet i Europa og USA er blevet opvejet af en stor udvikling af produktionskapaciteten i Kina, der kun i meget begrænset omfang bliver opsuget af øget indenlandsk efterspørgsel. Der blev indført mekanismer, så Kina kunne levere både kapital og varer til det amerikanske marked, hvis forbrug byggede på en stigende gæld samt et overvurderet ejendomsmarked.

De to grundsøjler i den nuværende krise er begrænsningerne i den amerikanske model og krisen i eurozonen og i EU som sådan.

Med udgangspunkt i sin historiske magt og den centrale rolle, som amerikanske banker og institutioner spiller, har USA formået at få resten af verden til at finansiere sit handelsunderskud.

Denne mekanisme er nu blokeret, og vi kan nu iagttage en stigende ændring af dynamikken. Især Kina satser på at sælge flere af sine produkter på hjemmemarkedet, samtidigt med at det eksporterer mere af sin kapital til andre dele af verden, til at begynde med til udviklingslandene i Asien, Afrika og Latinamerika.

Der har været en tydelig forskydning siden 2007.

I 2011 nåede den samlede produktion i eurozonen og USA kun lige op til niveauet fra 2008. I den samme periode voksede den økonomiske aktivitet i udviklingslandene med 25 procent og med over 50 procent i Asien (Indien + Kina + de 5 ASEAN-lande (Filippinerne, Thailand, Indonesien, Malaysia og Singapore). Produktionsværdien i disse tre centre tenderer til at nå op på samme niveau; men med forskellige dynamikker.

De økonomiske instrumenter såsom IMF og Verdensbanken, forbliver fuldstændigt i hænderne på de amerikanske og europæiske magter, og næsten 80 procent af kapitalen i form af aktier og obligationer forbliver koncentrerede i de udviklede kapitalistiske lande (af de 50 grupper, der har flest aktier i andre internationale grupper er 24 amerikanske, 8 britiske, 5 franske, 4 japanske, 2 schweiziske, 2 tyske, 2 hollandske og kun en enkelt kinesisk) …men i 2010 stod udviklingslandene for 38,3 procent af vareeksporten, 57,8 procent af de udenlandske valutabeholdninger, 52,5 procent af CO2-udledningen og frem for alt 83,5 procent af verdensbefolkningen.

Det skifte, der er undervejs er ikke længere demografisk, men industrielt, kommercielt og finansielt. I dag er centrene for produktion forandrede.

3. Det andet fokus på krisen i eurozonen
I dag sidder IMF, Verdensbanken og de store finansielle grupper på kanten af eurozonens sygeseng. Den kapitalistiske verden er bekymret:” Verdens mulighed for at komme sig trues af den voksende spænding inden for eurozonen og svagheden i andre regioner. De finansielle muligheder forringes, udsigten til vækst forringes og risikoen for en ny nedtur øges”. (IMF: Verdens Økonomiske Udsigter, 24. januar 2012). IMF forventer nu i sit optimistiske scenario, at der kommer en ”moderat” recession i eurozonen i 2012, med en gennemsnitlig vækst på 1,5 procent i alle de udviklede økonomier under ét. Denne recession vil blive forårsaget af rentestigning på statsobligationer, fald i investeringer og virkningen af at genskabe ”balancerede” statsbudgetter.

Boomerang-effekten af EU-konstruktionen er blevet bekræftet: bag presset fra de store banker, via kreditvurderingsbureauerne, for at sikre deres tilgodehavender, som indeholder store mængder af offentlig gæld, er det euroens krise, der udfolder sig. Valget står imellem at dele gældsbyrden, hvilket ville indebære at ændre den Europæiske Centralbank (EBC) til noget, der mere ligner den amerikanske, eller opløsningen af eurozonen med en gradvis udtræden af Grækenland, Portugal…..

Da ingen af disse to kapitalistiske løsninger er blevet valgt, synker eurozonen stadig længere ned i krise, på en baggrund af to på hinanden følgende kvartaler med recession. EBC har endnu engang sat drop i armene på de vigtigste europæiske banker, igen i dette forår har de overført hundreder af milliarder euro til disse banker. Men de konkrete konsekvenser af denne situation er dramatisk for befolkningerne i Europa: med fraværet af økonomisk vækst i produktionen og uden en lukrativ sektor af finansielle investeringer, så producerer krisen en accelererende gennemførelse af politikker med sociale tilbageskridt, med udgangspunkt i diktater fra OECD og IMF: nedskæringer på de offentlige udgifter, pensions-”reformer” under påskud af at løse gældskrisen, samt fastfrysning af lønningerne.

Denne dagsorden bliver i dag til en absolut forpligtigelse, således at budgetterne skal give indtryk af at være i stand til at opfylde de krav, som bliver stillet til den offentlige gæld. Det er også en chance til at færdiggøre de nyliberale modreformer, som er blevet gennemført gennem de sidst tredive år.

Den nuværende diskussion inden for det græske borgerskab (men også på den yderste venstrefløj) viser, at det kapitalistiske pres gennemføres på en måde, som tager mindre og mindre hensyn til nationale forhold.

Skærpelsen af den økonomiske krise finder sted under en hidtil uset politisk krise i Italien og i Grækenland, hvor det direkte er Frankrig og Tyskland, der har fældet de to regeringer for at kunne indsætte ”teknokratiske” regeringer, som bliver ledet af tidligere ansatte fra investeringsbanken Goldman Sachs. Den sidste plan fra ”trojkaen” (IMF, EBC og EU-kommisionen) indebærer, at Grækenland nu bliver sat under direkte administration. Denne politiske krise kan hurtigt sprede sig til Portugal og Spanien. I Europa i dag hænger der tunge skyer over kapitalismens horisont.

Globaliseringens paradoksale tendens er i øjeblikket, at USA og Japan vender sig ind mod sig selv, således at den indenlandske efterspørgsel bremser recessionen… selv udviklingslandene lande oplever en opbremsning af deres aktiviteter og et ønske om at styre deres inflation.

Derudover steg priserne på råvarer fra 2007 til 2009 med mellem 20 og 30 procent.

Langt fra at øge levestandarden i de eksporterende lande, har denne spekulative stigning ifølge statistikker fra OECD medført, at antallet af mennesker, der lider af ekstrem sult er steget fra 800 millioner til over en milliard, hvilket især rammer Afrika og enlige mødre med børn.

Dette pres på fødevarepriserne, sammen med den direkte virkning af finanskrisen, har øget tempoet i de politiske kriser og rystet politiske regimer i en række lande.

4. Begyndelsen på en langsigtet revolutionær proces
Bevægelserne, som førte til Ben Ali- og Mubarak-regimernes fald, har dybe rødder i arbejderbevægelsens sociale aktiviteter, konkret organiseret i form af aktiviteter i fagbevægelsen. Indtil nu har valgresultaterne og disse landes politiske landskaber imidlertid udvist en dyb mangel på overensstemmelse med denne sociale kendsgerning. Men bølgen af folkelige bevægelser har i løbet af det sidste år spredt sig fra Libyen til Syrien, og den har langtfra fladet ud.

De efterfølgende bølger af folkelige kampe, både i Egypten og Syrien, og de nuværende bevægelser i Marokko og Algeriet, viser den sociale dybde af de bevægelser, der er på vej. Der er dybe sociale grunde til denne dynamik, som er stærke nok til at ryste den region i verden, hvor der er det største antal despotiske regimer.

Andelen af arbejdsløse kvinder i Nordafrika og Mellemøsten er den højeste i verden, og andelen blandt de unge er dobbelt så høj som i de fattigste regioner i områder som Sydasien og Afrika syd for Sahara.

Kampen bliver ført på adskillige niveauer: på det regionale niveau er det det imperialistiske projekt om et Stor-Mellemøsten, med Mubaraks Egypten som det bærende element, som falder sammen. En ny politisk bue kan blive opbygget mellem Qatar, det Muslimske Broderskab og de forskellige islamiske partier. Det nuværende pres på Iran fra Israel og de vestlige lande har til formål at modvirke denne destabilisering og hjælpe den zionistiske stat, som har mistet sin bedste allierede og er blevet mere isoleret.

5. Den indre logik i de modstandsbevægelser som er på vej
2011 var bemærkelsesværdigt på grund af fænomenet ”De Vrede” (Los Indignados). Med udgangspunkt i Portugal den 12. marts og i kølvandet på de arabiske revolutioner brød det ud den 15 maj i den spanske stat, derefter i juli og august i Israel og senere hen i september i USA. Det nåede sin foreløbige kulmination den 15. oktober, med mobiliseringer i adskillige hundrede byer over hele verden.

Uanset hvad der nu måtte ske, viste denne bevægelse dels hvor stor den sociale vold er, som skyldes de politik, som de vestlige regeringer fører mod deres egne befolkninger, men også fraværet af et alternativ fra de socialdemokratiske strømninger, sammen med den svaghed som de manglende mobiliseringer fra den sociale og antikapitalistiske del af arbejderbevægelsen fremviser. Dette medfører at De Vrede ikke ser disse som et naturligt referencepunkt.

Denne bevægelse, som udtrykker demokratiske ambitioner, for kontrol, i opposition til kapitalismens diktatur, er yderst politisk, selv om den som regel afviser partier. Den bør ses i sammenhæng med de massive sociale mobiliseringer, som fagforeningerne i de fleste lande i EU lægger op til.

Disse sociale mobiliseringer, sammen med De Vredes bevægelse, viser på en negativ måde krisen i regionens politiske perspektiv.

Selvom det er selve kapitalismen, som alle disse mobiliseringer sætter på anklagebænken, så synes de politiske kræfter, der ville være i stand til at strukturere disse bevægelser politisk, paradoksalt nok at være bemærkelsesværdigt svage.

6. Handlingsmuligheder for revolutionære
Modstanden vil forsætte med at vokse i Europa, i Maghreb, i Mellemøsten, i Afrika, men også i udviklingslandene i Asien. Dette gør blot koordinationen og samarbejde mellem revolutionære organisationer i disse regioner endnu mere nødvendig.

Men i den videre udvikling af denne modstand, som finder sted, og som vil fortsætte med at finde sted, rejser sig adskillige helt centrale spørgsmål.

Det vigtigste er naturligvis spørgsmålet om indhold, om de politiske perspektiver for denne modstand. Situationen kan på ingen måde sammenlignes med den, der herskede i årtierne før 1989, hvor en hvilken som helst regional konflikt fandt sig selv inddraget i den store konfrontation mellem USA og Sovjetunionen.

Nogle mennesker er i den nuværende situation fristet til at fastholde gamle lejr-reflekser, når det drejer sig om visse regimers opposition til den amerikanske imperialistiske politik. Disse reflekser har undertiden ført dem til forkerte holdninger, hvor de har fejlfortolket den libyske revolution eller modstandsbevægelsen i Syrien. Imidlertid er der i dag ikke, uanset hvad Hugo Chavez måtte mene, nogen antiimperialistisk front mellem Ahmadi-Nenad, el-Assad og Kim Jon-un. Ikke mere end der i Grækenland findes en løsning for arbejderne i en national front, som bygger på afvisning af euroen. Men disse to eksempler er gode til at illustrere det problem, der er i dag med at finde en fælles reference, som kan rumme alle de forskellige modstandskampe i et perspektiv, der peger på et globalt alternativ til det kapitalistiske system. Denne diskussion rejser mange spørgsmål om den programmatiske, organisatoriske og kampmæssige dynamik i de nuværende modstandsbevægelser.

Det andet spørgsmål drejer sig åbenlyst om konsekvenserne af forskydningerne i centrerne for industriel produktion. Først og fremmest den eksplosive skrøbelighed og den sociale nedbrydning i de kapitalistiske metropoler, med sociale konsekvenser, som vi sjældent har set i de seneste årtier. Men også i Asien en modsvarende dannelse af en massiv arbejderklasse i byerne, som gradvist bliver bevidst om sine fælles krav og om sin styrke.

Pendulets sving gør ikke, at dette bare går lige op: det som bliver tabt i Vesteuropa bliver ikke vundet i Asien. Arbejderbevægelsen er en politisk konstruktion, og ikke blot en enkel objektiv sociologisk størrelse. I dag er udfordringen om at skabe en politisk identitet i disse nye arbejderklasser kolossal, medens ”arbejderbevægelsen” ikke repræsenter noget internationalt alternativt samfund overfor kapitalismen.

25 år efter Berlin-murens fald ville vi tage fejl, hvis vi udelukkende så konsekvenserne af den ”faktisk eksisterende socialisme” i de stalinistiske stater som forklaring på, at der i dag mangler et troværdigt socialistisk alternativ.
Ganske vist spiller disse konsekvenser stadig en vis indflydelse, men det føjer kun yderligere negativ vægt til opsummeringen af erfaringerne med socialdemokratiske regeringer i Europa, Asien og Latinamerika, som ofte skabte allierede omkring sig i form af radikale venstreorienterede partier, der var ude af stand til af skabe uafhængige strategier.

Så udfordringen er nu tydeligere end nogensinde for revolutionære og antikapitalister at skabe et socialt og politisk alternativ, der modsvarer forventningerne og de opstande, som befolkningerne skaber, når de rammes af krisen og fattigdommen.

Månederne og årene fremover vil blive mærket i alle regioner i verden af det sociale og miljømæssige effekter af den systemkrise, som vi gennemlever.

De nuværende ubalancer vil fortsætte med at svække befolkningerne, men også statsstrukturerne. Det er den arabiske revolution, såvel som de politiske kriser i Grækenland og Italien et tydeligt bevis på.

Så den sociale utilfredshed vil fortsætte med at vokse, og lede efter nye veje til at udtrykke sig.

Den virkelige udfordring for antikapitalistiske strømninger vil være at være til stede i hjertet af mobiliseringerne, som de udfolder sig, for at være i stand til at foreslå disse bevægelser et socialt og politisk program, der er i stand til at give dem sammenhængskraft og perspektiv.

Den nuværende politiske overvægt af konservative, religiøse kræfter efter valgresultaterne i Egypten og Tunesien, såvel som fremgangen for nationalistiske og endog højreekstremistiske strømninger i Europa, viser de udfordringer, som vi står overfor.

Det tydeligste aspekt ved denne udfordring er, at ethvert progressivt svar på den nuværende krise, må sætte et globalt spørgsmålstegn ved og udfordre det kapitalistiske samfund. Det er afgørende for vores mulighed for at kunne komme med disse svar, at vi tror på muligheden for, at det kan lykkes at bevæge sig i denne retning. Det gør det også nødvendigt at strukturere de politiske kræfter på et internationalt niveau og at sikre sig, at de politiske svar er på et internationalt niveau.

Oversat fra International Viewpoint af Peter Krageund

single.php
WP2Social Auto Publish Powered By : XYZScripts.com