Vladimir Putin. Foto: www.kremlin.ru

Efter en historisk gennemgang af zarimperiet, den sovjetiske revolution og Lenins “fejltagelser, der bestod i at give alt for meget autonomi til de “russiske nationale realiteter,” nåede Putin den 21. februar frem til sin beslutning om at anerkende Donetsks og Lugansks uafhængighed. Erklæringen blev efterfulgt af meddelelsen om, at fredsbevarende styrker ville blive indsat i de områder af Ukraine, der de facto har været afskåret fra Ukraines centralregering siden 2014.

De scenarier, der hermed åbnes op for, er mange og uvisse. Hvad der sker i disse timer og dage, udgør den tydeligste udvikling siden begyndelsen af “krisen” i Østeuropa, der, indtil nu, har bestået af diplomatiske krav og trusler om strategiske manøvrer. Minsk-aftalerne, der ikke blev respekteret af parterne, var dog den eneste ramme, indenfor hvilken det var muligt at søge en forhandlingsløsning på situationen i Donbass. De aftaler er nu revet over. Ukraine erklærer, at det ikke vil opgive nogen del af landet, mens EU og USA har iværksat sanktioner mod Rusland

Havde du forventet, at Putin ville holde en sådan tale?

Den grundlæggende logik i Putins tale var den faktiske fornægtelse af Ukraines eksistens af historiske årsager, samt påstanden om at Ukraine er en kunstig nation. Ukraine er, i sin nuværende form, konsekvensen af Lenins fejltagelser. Ifølge Putin leverer fejltagelserne grundlaget for ikke alene at lancere en hypotetisk krig mod nabolandet, men begrunder tillige at “tilintetgøre” landet som en enhed i sin egen ret. Ukraines eksistens kan ikke retfærdiggøres, hverken ud fra de nuværende betingelser, eller ud fra den historiske udvikling.

Udgangspunktet er på en måde mærkeligt, for Putin begyndte med at anerkende Donetsk og Lugansk, hvilket viser, at hans tale også havde andre facetter og ambitioner. Der verserer rygter om, at talen var forberedt inden gårsdagens hændelser og havde til hensigt at retfærdiggøre en storstilet invasion af Ukraine, mens konklusionen blev ændret forud for den seneste beslutning om at give fuld anerkendelse til Donetsk og Lugansk.

Interessant er det, at Putin næsten udelukkende fokuserede på fortiden, mens nutiden og frem-tiden dårligt nok blev berørt. Hverken når det gælder Donetsk og Lugansk, eller hvad den russiske befolkning kan forvente. Vi må derfor spørge os selv, hvad disse anerkendelser reelt betyder. Jeg tror, det er et træk fra Putins side til yderligere at bekræfte situation, der allerede finder sted. På den anden side, så findes der i Donetsk og Lugansk institutioner, der de facto fungerer uafhængigt af Kiev, der er russiske soldater i området, og Minsk-aftalerne har aldrig været realiseret. Putin anerkender derfor blot tingenes tilstand.

Hvilke ændringer kan der ske?

For dem, der lever i Donetsk og Luhansk – og som er fanget i russernes, separatisternes og ukrainernes krydsild, og uden at Minsk-aftalerne er blevet gennemført – da kan Putins anerkendelse på en måde være positiv.

Situationen med ikke-anerkendelse har imidlertid varet så længe, er den opfattes som negativ. De fleste i Donetsk og Lugansk håber vel omsider på at blive integreret i en stat, hvad enten det så er Rusland eller Ukraine.

Det er ikke tilfældigt, at så mange indbyggere i Donbass-regionen er rejst til den ene eller til den anden side Hvad der er på spil for dem, tror jeg, er ikke uafhængighed, men muligheden for at opnå fuldt statsborgerskab i en eksisterende stat. Her handler det ikke om en særlig minoritet, men om en befolkningsgruppe med blandet identitet.

På den anden side, så har forestillingen om en uafhængig republik mistet betydelig opbakning og legitimitet siden 2014. Lederne af de pro-uafhængige bevægelser er forsvundet fra offentligheden. Nogle er blevet dræbt, andre er blevet fjernet fra deres poster og/eller tvunget til at forlade republikkerne. Det fremgår desuden af mange opslag på de sociale medier, at indbyggerne i Donetsk og Lugansk ikke stoler på de lokale myndigheder.

Putins anerkendelse er den endelige afslutning på Minsk-aftalerne, der så urolighederne som en intern konflikt i Ukraine, samt at det var muligt at nå frem til en aftale mellem regeringen i Kiev og de selverklærede myndigheder i Donbass.

Afgørende er derfor, hvilken form relationerne mellem Donetsk og Lugansk og Ukraine vil få. For Kiev kan Ruslands anerkendelse af Donetsk og Lugansk paradoksalt nok være nyttig. Kiev er nemlig ikke villig til fuldt ud at genintegrere de to regioner, hvor der er områder, der mangler infrastruktur, og hvor befolkningen ikke er venlig stemt overfor Ukraine. Desuden har Ukraines stilling været, at man ikke ønsker at forhandle med myndigheder i de to områder, da de hele tiden har benægtet begivenhedernes “borgerkrigslignende” natur, og i stedet tolket dem som sammen-stød mellem Ukraine og Rusland.

Hvad bliver Putins næste træk?

Jeg tror, at Putin ser gårsdagens beslutning som en slags “tilbageskridt”. Hvis vi erindrer de krav, Putin stillede til NATO i december, så er hans underliggende ønske at være jævnbyrdig partner med USA i globale sikkerhedsspørgsmål. Imidlertid gendanner dynamikkerne sig selv i en lokal dimension i Donbass-regionen.

Nogle iagttagere tolker dette som et ændret fokus, der enten blev opnået enighed med, eller som Putin i det mindste drøftede med Macron og Scholz den 21. februar. For Putin kunne det have været en meget gunstig vej ud af krisen, hvor han kan fremlægge en plan for de-eskalering af konflikten, der også var en slags sejr: En territorial erobring af landet.

Hvordan reagerer den russiske befolkning?

Putin er overbevist om, at de fleste russere er oprigtigt optaget af landets “imperiale” skæbne og derfor ønsker, at Rusland får en mere magtfuld position på den internationale scene. Her er der imidlertid uoverensstemmelser, for opinionsundersøgelser viser, at de fleste russere er mere optaget af hjemlige spørgsmål end af globale: den økonomiske krise og inflationen. Det vigtigste er dog, at undersøgelser viser, at 60 procent af russerne er bange for krig.

Når det gælder anerkendelsen af Donetsk og Lugansk, da kan Putin enten fremstille det som en slags sejr, eller et forsvar af den russiske befolkning på tværs af grænser, og på samme tid vise, hvordan risici ved en tilspidset konflikt kan mindskes. Mens store dele af befolkningen frygter krigen, så er der betydelige divergenser om tolkningen af konfliktens natur. Nogle opfatter det som et NATO-angreb, mens andre ser det som Putins personlige initiativ.

I sin tale anklagede Putin den ukrainske elite for at være marionetdukker i hænderne på andre… Det er indlysende, at Putins tilgang er forkert og overordentlig farlig, set i forhold til internationale relationer. Er dette hans præmis, så kan han fortsætte i det uendelige, og næste gang påstå, at de baltiske lande ikke eksisterer, og at de kun er NATO’s marionetdukker på linie med fx Italien, der er NATO’s marionetdukke osv. I praksis betyder det, at Putin kun anerkender USA som det eneste land, der har fuld legitimitet og suverænitet, det eneste land han vil forhandle og diskutere et hvilket som helst emne med. Men ikke anerkende, at også andre lande er dialogpartnere. Disse lande vil få en fremtidig status som Ukraines.

Putins retoriske strategi ser ud til at bevæge sig mod en slags de-subjektivisering og de-legitimering af de østeuropæiske nationale realiteter. På mødet i Ruslands sikkerhedsråd – vel nok landets mest indflydelsesrige organ – erklærede lederen af Nationalgarden, general Zolotov, at Ruslands vestlige grænser ikke var den til Ukraine, men til USA.

Hertil kan tilføjes, at Putin understreger afviklingen af arven fra kommunisttiden… Putin gav udtryk for en klar historisk vision af hvordan den russiske realitet skal forstås, nemlig at det russiske imperium var en positiv realitet. Lenins store fejltagelse var, at han skabte de nationale republikker ud fra sine utopiske og revolutionære ideer, der var forfejlede og som skaber problemer den dag i dag. Efter Lenin kom Stalin, hvis centraliserede styre i en vis forstand var mere effektiv. Stalin undlod dog at formalisere centraliseringen i forfatningen, hvilket fik betydning, da Sovjetunionen kollapsede, for nu kunne eliterne i de tidligere Sovjetrepublikker tage magten.

Putin har fremført disse ideer nogle år, under alle omstændigheder er hans negative attitude mod Lenin bekymrende. For når Putin taler om en reel afvikling af arven fra kommunisttiden, så kan det også betyde, at Putin forestiller sig, at der fremover skal ske en de-legitimering af den kommunistiske ideologi i Rusland.

Er der nogen som helst afvigelse fra denne linje?

I dagens Rusland er mulighederne for at give udtryk for afvigende holdninger meget begrænset. Demonstrationer er grundlæggende ulovlige. Der har været enkelte demonstrationer mod krigen i Ukraine, men de har kun samlet få deltagere i Moskva og Sankt Pedersborg. Grunden til den lave deltagelse skyldes ikke, tror jeg, en generel accept af de russiske troppers indtrængen i Ukraine, men fordi de fleste russere ganske enkelt ikke har nogen klar forestilling om, hvad der sker.

De officielle medier giver meget forvirrende fortolkninger. På den ene side siger de, at Ukraine er fjenden, på den anden, at Rusland er et fredeligt land og derfor ikke har til hensigt på nogen måde at eskalere konflikten. Samtidig siger de, at Donetsks og Lugansks uafhængighed må sikres, også selvom det sker på bekostning af en militær intervention osv. Det er meget svært at forstå, hvem der angriber hvem og med hvilket formål, og derfor vanskeligt at tage stilling til konflikten.

22. februar 2021

Ilya Budraitksis er leder “Vpered” (“Fremad”), den russiske afdeling af Fjerde Internationale, der deltog i stiftelsen af Ruslands Socialistiske bevægelse i 2011.  

Interviewet blev første gang bragt på Press Dinamopress.it. Her oversat og bearbejdet fra International Viewpoint af Arne Lund