Stormagterne truer og prøver at skræmme hinanden, og lægger raketterne på rampen, på de svagere landes bekostning. De er kun byttekort eller offerbønder: Det er den globale jungles grimme virkelighed.

af Gilbert Achcar

Foto: Premierminister Boris Johnson hilser på Joe Biden, Glasgow, november 2021. ©Karwai Tang/ UK Government, Flickr, Kredit: NonCommercial-NoDerivs 2.0 Generic (CC BY-NC-ND 2.0)

 

Filmen ’Wag the Dog’ skildrede et forsøg på at flytte opmærksomheden væk fra en sexskandale, der involverede den amerikanske præsident, ved at iscenesætte en Hollywood-agtig krig i Albanien. Filmen fik hurtigt et skær af forudanelse over sig, da Bill Clinton blev afsløret i en sexskandale med Monica Lewinsky, og kastede sig ud i forskellige militære eventyr, der kulminerede med krigen i Kosovo, og blev et uomgængeligt referencepunkt for ethvert eksempel på en politisk leder, der kunne mistænkes for at sætte gang i noget stort for at aflede opmærksomheden fra hans eller hendes egne problemer.

 

Man kan dårligt lade være med at tænke på den film, når de politikere, der fører sig allermest kompromisløst frem over for Moskva i den nuværende konflikt med Ukraine, er Joe Biden og Boris Johnson, der begge er temmelig meget på krogen på hjemmefronten. Biden begyndte for alvor at ødelægge sit ry med den spektakulære fiasko i forbindelse med tilbagetrækningen af USA-tropper fra Afghanistan. Han satte den sidste tillid over styr, da han ikke kunne stille noget op over for højrefløjen i sit eget parti, da de blokerede for hans i forvejen totalt udvandede økonomiske projekt. Johnson nåede det ultimative lavpunkt i sin tid som premierminister med ’partygate’-skandalen efter en række pinlige fortrædeligheder, der alle sammen udsprang af, at det var helt umuligt for ham at holde sig til at tale sandt.

 

De holder begge to fast i den hårde linje over for Moskva. Washingtons og Londons mange gange gentagne understregning af, at en russisk invasion er lige op over, lyder næsten, som om de ønskede, at profetien blev selvopfyldende. Det er nemt for Moskva at håne deres udtalelser som ’hysteriske’. Deres voldsomme militære gebærder er ynkelige, når man ser på koncentrationen af russiske styrker omkring Ukraine. Og lige præcis de oppustede forsikringer om, at invasionen er umiddelbart forestående, giver befolkningen i Ukraine en følelse af, at det er varm luft, og at begge hovedstæder har besluttet at lade dem i stikken, fordi de højtideligt lover ikke at engagere sig i militære konflikter, og derudover opfordrer deres statsborgere til at forlade Ukraine for at undgå at risikere at blive tvunget til at intervenere.

 

Joe Biden tror sikkert, at når det er kikset totalt for ham at give mindelser om Roosevelt med at presse en surrogat-New Deal igennem, så kan han kompensere for det med en surrogat-verdenskrigssituation. Boris Johnson, der har Winston Churchill som sit store forbillede, drømmer lige så sikkert om at give den britiske befolkning noget så højdramatisk som en ’blod, sved og tårer’-tale, efter at hans første Covid-relaterede forsøg på denne øvelse endte med at bringe ham i en skrækkelig forlegenhed.

 

Og for Liz Truss, der er klar til at erstatte Johnson, hvis ’partygate’ ender med at tvinge ham til at kaste håndklædet i ringen, så er hendes forbillede Margaret Thatcher, hvis militære bedrift var Falklands-krigen. Den måde, som Liz Truss førte sig frem på i Kreml, var ynkværdig. Hun havde ganske enkelt ikke noget at byde ind med, og hendes trusler blev hånligt afvist af hendes russiske modpart. Det, der faldt allermest i øjnene, var dog, at turen også inkluderede, at hun aflagde ’et besøg på Den Røde Plads, iført en pelshue, selv om det var bagende varmt, tilsyneladende i et forsøg på at associere til billeder af Margaret Thatcher på sightseeing i Moskva’, som Financial Times’ korrespondent bemærkede.

 

Det er med den slags prangende adfærd, Boris Johnsons regering gør deres bedste for at understrege deres ’meget nære forhold’ til den amerikanske Storebror, der var Tony Blair så kær. Og som Blair, med hensyn til invasionen af Irak i 2003, så vender den sine europæiske fæller i Frankrig og Tyskland ryggen for at være anhænger på Washingtons lastbil, med større spillerum, nu hvor UK er trådt ud af EU.

 

Kalkulationen er endnu mere kortsynet denne gang, end den var i 2003. Der er meget mindre respekt for USA, end der var for 20 år siden – ikke mindst på grund af den katastrofale fiasko for deres krige i Afghanistan og Irak i denne periode. Og Paris og Berlin gør det forbilledlig klogt, når de viser forståelse for Moskvas sikkerhedsproblemer, der bestemt ikke er urimelige, når man sammenligner med Washingtons eller deres egne.

 

Hvis tragedier er dømt til at gentage sig som farcer, så er indstillingen hos eliten i Westminster virkelig en farceagtig gentagelse i forhold til 2003. Dengang bakkede de konservative op om Tony Blairs krig. I dag bakke hans arvtager, Keir Starmer, op om den konservative regering, når den fægter med armene og hæver stemmen, og prøver at overbyde alle andre med hensyn til at sværge troskab over for NATO. De nye koldkrigeres prætentioner om at forsvare Ukraines suverænitet ved at insistere på at holde en dør åben for, at de kan blive medlem af NATO, er rent mundsvejr.

 

Moskvas krav retter sig ikke mod Ukraine, men mod NATO. Det er ikke forbudt for Ukraine at anmode om at blive medlem af NATO; det kræver bare, at alliancen anerkender, at den har nået grænsen for sin ekspansion mod Øst. I 1962 forbød Washington ikke Cuba – hvor USA stadigvæk har besat en del af dets territorium, nu vi er ved det – at invitere Moskva til at opstille raketter på Cuba. De krævede, at Moskva skulle fjerne dem igen. Stormagterne truer og prøver at skræmme hinanden, og lægger raketterne på rampen, på de svagere landes bekostning. De er kun byttekort eller offerbønder: Det er den globale jungles grimme virkelighed.

 

20. februar 2022

 

Oversat fra International Viewpoint af Niels Overgaard Hansen. Første gang bragt på Labourhub.

single.php
WP2Social Auto Publish Powered By : XYZScripts.com