Den syriske præsident Bashar al-Assads regime er i gang med en blodig offensiv mod den fire måneder gamle opstand. Eric Ruder ser på den syriske regerings seneste forsøg på at knuse det voksende folkelige oprør.

af Eric Ruder

Regimet håbede at påføre opstanden et knusende nederlag inden starten på Ramadanen, muslimernes hellige måned. Voldsomheden ved de seneste angreb har chokeret den arabiske offentlighed og er blevet fordømt fra alle sider. Offensiven begyndte den 31. juli og førte til 70 dræbte i byen Hama – den samme by, hvor Assads far beordrede en massakre for snart tre årtier siden. I alt blev mere end 150 mennesker i hele Syrien dræbt af sikkerhedsstyrker forud for Ramadanen, hvilket gør den 31. juli til den hidtil blodigste dag i regeringens angreb på protesterne. Angreb, der ifølge prodemokratiske grupper og menneskerettighedsgrupper, indtil videre har kostet mere end 1.600 civile livet og efterladt flere tusinde sårede.

Siden juni har de syriske sikkerhedsstyrker stort set forladt Hama – en by med omkring 700.000 indbyggere, der ligger omtrent midtvejs mellem Damaskus og Aleppo – hvilket har tilladt befolkningen en vis grad af autonomi. Tidligt i juli gik omkring 250.000 Hama-borgere på gaden for at forlange, at Assads regime trådte tilbage.

For omkring en måned siden blev Hama omringet af regeringsstyrker, der forberedte sig på et angreb. Som reaktion på den truende konfrontation opstillede byens borgere barrikader af cementblokke, sandsække og andre forhåndenværende materialer.

Men den 31. juli blev disse barrikader hurtigt knust under larvefødderne på de tanks og troppetransporter, der før daggry angreb byen fra alle sider. Derpå holdt angrebet inde, blot for at blive genoptaget den følgende dag. Morterild regnede ned over beboelsesområder, og soldater skød på ubevæbnede demonstranter i gaderne. På Youtube og andre hjemmesider blev der offentliggjort skrækindjagende billeder af angrebet, alt imens tropperne fortsatte deres massakre på ubevæbnede demonstranter og efterlod byen i et røgfyldt kaos.

”Angrebet på Hama tyder på et tab af kontrol” sagde Bassma Kodmani, chef for det Paris-baserede Arab Reform Initiative. ”De krydsede en grænse. De ønsker at vise, at de kan udvide undertrykkelsen til hele landet.”

”Hvad der har vist sig er, at regeringen åbenlyst er villig til at bruge grænseløs magt” sagde Mellemøstkommentatoren Rami Khouri. ”Men det her løser ikke problemet. I stedet gør det opstanden mere robust.”

Hama var skueplads for en langt større massakre for 29 år siden – det var her, at Hafez al-Assad, faderen til den nuværende præsident, der overdrog den politiske magt til sin søn, da han døde i 2000, gav ordre til systematiske drab.

I 1982 gennemførte de syriske sikkerhedsstyrker en offensiv mod den bevæbnede gren af Det Muslimske Broderskab, og Hama blev en advarsel til enhver anden by, landsby eller politisk strømning, der måtte overveje at trodse regimet. De overlevende fra massakren lever stadig med forfærdelige minder om de dage, hvor op mod 30.000 syrere blev dræbt.

En Reuters-artikel fra sidste måned genfortæller nogle af deres historier:

De overlevende fra Hama i Libanon, Jordan og Golfen siger, at de ikke kan glemme de blodfyldte gader, de efterladte lig og de voldtagne kvinder, ej heller dødspatruljerne, der slæbte unge til henrettelsespladserne for snart 30 år siden.

”24 unge mænd blev gennemhullet lige foran mig, deriblandt et 12-årigt barn. Efter fem minutter havde de samlet ligene op, og kun sko og hatte var tilbage. Jorden var en pøl af blod. Kvinderne kom ud, der var en der skreg ‘Det er min søn’” sagde Umm Omar, på 53, hulkende. Abu Rahman al-Asfar fra Hamas Baroodiah-kvarter husker, hvordan hans naboer, i mangel på fødevarer, forsøgte at brystføde en baby i op til ni dage, efter at dens moder døde.

Oprørets historie lever videre i Hama, og det forklarer, hvorfor regeringen er så desperat efter at udnytte sin overlegne militære styrke, før Ramadanen starter.

Siden det Arabiske Forår begyndte tidligere på året har fredagsbønnen ofte været startskuddet for protester, når unge forlader moskeerne og fylder gaderne. Eftersom myndighederne jævnligt slår hårdt ned på de mindste tegn på politisk modstand, har fredagsbønnen ofte været den eneste mulighed for at samle folk.

Det er derfor regeringsledere i Mellemøsten med ængstelse har set frem til Ramadanens begyndelse, ifølge en historie fra det franske nyhedsbureau AFP:

"De arabiske regeringer forbereder sig på øgede spændinger under den muslimske fastemåned, Ramadanen, der i år falder under en bølge af hidtil usete opstande i regionen. ”Historisk set har Ramadanen altid været revolutionernes og sejrenes måned.” Sagde Abdullah al-Amadi, direktør på den Qatar-baserede islamiske hjemmeside IslamOnline. ”Jeg tror det vil inspirere det Arabiske Forårs unge til at gennemføre deres kamp mod uretfærdighed og tyrani,” sagde han.

I de forgangne uger er hundreder, endda tusinder, gået på gaden efter fredagsbønnen. Nu, under Ramadanen, hvor rettroende muslimer faster om dagen og samles om natten for at bede og bryde fasten, planlægger de prodemokratiske kræfter i Syrien at omdanne hver nat til en fredagsbøn-protest for at øge presset på regeringen og militæret, der allerede begynder at vise tegn på træthed.

Ifølge eksperter i syriske militærspørgsmål bliver det syriske militær holdt sammen af et fanatisk loyalt officerskorps, der er sammensat af den mindretals alavit-sekt, der også udgår rygraden i Assad’s regerende Baath-parti. De almindelige soldater derimod er hovedsageligt fra det sunnimuslimske flertal i Syrien.

Indtil nu har militæret været i stand til at sende sine mest loyale styrker ud for at slå ned på et enkelt oprørsk område af gangen. Men hvis militæret står overfor en vedvarende mobilisering i flere større byer samtidig kan det blive overbebyrdet.

Ifølge analytikeren Fira Abi Ali:

”Hvis de ikke har nok loyale enheder til at tage Hama, så har de ikke nok loyale enheder til at tage de langt større byer som Homs, Aleppo eller Damaskus… Jeg tror ikke, de har nok af de enheder til, i større omfang, at slå ned på flere byer på samme tid, i hvert fald ikke uden desertører og uden at risikere at udvide mulighederne for de protesterende.”

Faktisk har undertrykkelsen allerede tjent til at styrke beslutsomheden hos de protesterende og fremprovokeret udbrud af solidaritet med de besatte folk i Hama. Og regimets brug af rå magt til at sikre disciplinen internt i militæret antyder, at regimets kontrol med situationen balancerer på en knivsæg:

Syrere i eksil siger, at ifølge familie og venner i Syrien bliver sunni-tropperne, når de bliver sendt til frontlinjen, tvunget til at skyde på demonstranter, fordi sikkerhedsagenter opstillet bag dem vil skyde dem, hvis de ikke adlyder ordrer. ”Hvis du ikke dræber, vil du blive dræbt,” sagde Ahmed Hussein, oprindeligt fra Deir al-Zor i det østlige Syrien, mens han demonstrerer foran den syriske ambassade i London.

”Enhver, der er sunni, og som har muligheden for at gøre noget som helst, bliver overvåget nøje,” sagde Andrew Terril, en professor ved U.S. Army War College. ”Man har ikke lyst til at desertere, hvis man er bange for, at man ikke har en chance bagefter.”

USA og Europas statsledere – såvel som den israelske regering – var i begyndelsen tilbageholdende med deres kritik af Assad. De foretrak hans styre frem for endnu en revolution i Mellemøsten. Men omfanget og voldsomheden af regimets reaktion har presset dem til at udsende alvorlige advarsler til Assad om at standse nedslagtningerne straks. Men selv om nogle i Washington kunne ønske sig militære træk mod regimet, så er virkeligheden den, at USA’s engagement i Irak og Afghanistan og NATO’s fortsatte angreb på Libyen gør den slags til bragesnak.

Ifølge Christian Science Monitor har William Hague, den britiske udenrigsminister, sagt at militær intervention ikke engang var en ”fjern mulighed. ”I stedet, sagde han, ville EU iværksætte en anden runde af sanktioner mod Syrien i den kommende uge. ”…Det er en meget frustrerende situation – de tråde, vi har at trække i er relativt begrænsede, men vi må ærligt erkende dette og arbejde med de muligheder vi har,” sagde Hague.

Protesterne i Syrien er drevet af de samme kræfter, som er på spil i hele regionen – høj arbejdsløshed, rigide og autoritære regimer, en strøm af unge til den politiske scene og inspiration fra sejrene i Tunesien og Egypten.

Præsident Assad beskylder de protesterende for at handle på vegne af fremmede regeringer og for at forsøge at svække Syriens ledende stilling i den arabiske verden ved at sprede kaos i landet. Assad håber helt åbenlyst på at miskreditere oprøret ved at appellere til Syriens omdømme som et horn i siden på USA og Israel og deres målsætninger i regionen. Men Syriens støtte til modstanden i Libanon og Palæstina giver dem, ifølge Mellemøst-kommentator Ramzy Baroud, ikke noget fripas til at knuse de legitime forhåbninger, som dets egen befolkning nærer:

”Selv om den officielle syriske diskurs hævder, at amerikansk og israelsk modstand mod Syrien alene skulle kunne retfærdiggøre hærens voldsomme reaktion overfor de prodemokratiske protester, så bliver regimets argument gennemhullet af dets historie, der er fyldt med hykleri, løgn, brutalitet og virkelig, omend underspillet, villighed til at tilgodese vestligt pres og diktat." (…)

"Det så ud til, at Syrien udelukkende ønskede at blande sig i regionen i det omfang, det var nødvendigt for at være en synlig spiller, ikke for at gå så langt, at man kunne risikere det ville få voldelige følger. Det har været et politisk mesterstykke, der blev skabt gennem næsten tre årtier med Hafez og som Bashar snedigt har anvendt igennem næsten 11 år. Men kernen i syrisk politik har været, at være gidsel af familiære forpligtigelser, et-parti styre og de sekteriske opdelinger, der blev indledt under det franske koloniherredømme i 1922."

"Det er sandt, at Syrien var, og vil fortsætte med at være, et mål for vestligt pres. Men det er nødvendigt at indse, at dette pres handler om specifik politik i forhold til Israel, ikke om et familiebaseret diktatur, der åbenlyst og med koldt blod, myrder uskyldige civile."

Faktisk insisterer den syriske opposition på, at opstanden i Syrien ikke kun sker i solidaritet med den større revolte, der finder sted i hele Mellemøsten, men at en sejr i Syrien vil styrke den arabiske sag i det hele taget – og særligt den palæstinensiske.

Ifølge Burhan Ghalyoun, professor og eksileret syrisk oppositionsfigur [8]
”vil syrerne bestemme Syriens skæbne… Det syriske folk er tættest på det palæstinensiske, og de er mere optaget af den palæstinensiske sag, Golanhøjderne og den arabiske solidaritet end det nuværende regime, hvis ledere har skabt et feudalt samfund, og som ikke bekymrer sig om andet end at beskytte deres egne interesser og fortsatte eksistens.”

I takt med at regimet fortsætter med at slå ned på oprøret, er det vigtigt at finde mulighederne for at vise solidaritet med den syriske opstands retfærdige krav.

Artiklen er oversat fra Socialistworker.org, hvor den blev bragt den 3. august. Oversat af Peter Nielsen.

single.php
WP2Social Auto Publish Powered By : XYZScripts.com