Hvis man så troede, at den polske opposition ville finde en ny strategi i valgkampen, tager man fejl. Den seneste udvikling har vist, at den liberale opposition er ude af stand til at gennemføre nogen form for kritisk tænkning. De kan udelukkende spille kortet om retssikerhed.
Vi har fået indsigt i oppositionsledernes tankegang takket være et længere interview med Boguslaw Grabowski - en økonom, som befandt sig i tredje eller måske fjerde række af den neo-liberale elite i '90erne og det første årti af 2000-tallet. Han udtalte sig til et førende neoliberalt medie i starten af december 2022. Jeg havde aldrig hørt om ham, før jeg læste dette meget, meget lange interview.
Hvis jeg tager fejl, og Grabowski faktisk har delt sine synspunkter oftere, så vær sød at tilgive mig. Der kommer et utal af denne type artikler i Gazeta Wyborcza hver måned - altid med en helt forudsigelig struktur. Igen og igen kan vi læse, hvordan polsk økonomi netop i dette øjeblik er på randen af et endeligt sammenbrud. Altså: "Denne fyr er økonomEN, så man må forstå, at han ved alting bedst."
Så følger en fortælling i retning af, at Lov og Retfærdighed [PiS - Prawo i Sprawiedliwość, det nuværende regeringsparti, o.a.] skubber os i armene på "Østen". Så "øst" er selvfølgelig dårligt - øst er Rusland, oligarki og så videre og så videre. Nu er økonomen så lige blevet geopolitisk ekspert. Alt imens den polske regering helt på egen hånd har givet halvdelen af hærens materiel til Ukraine, for at de kan kæmpe mod Rusland. Og samtidig fører den en symbolsk kamp mod Tyskland om det militære overherredømme i Centraleuropa.
Når vi igen får at vide, at Lov og Retfærdighed er dårligt, og at "Øst" er dårligt, er vi vidne til en neo-liberalistisk trosbekendelse. Grabowski argumenterer for privatisering af alt, alt overhovedet! Militærindustrien, energisektoren – og så videre. De næste skridt? Højere pensionsalder, ligesom neoliberale forsøger i Frankrig lige nu og nedskæringer i de sociale ydelser. Alt for at redde Polen fra oligarki og finanskrise!
Den slags interviews dukker op cirka hver anden uge. Nogle gange får en pensioneret general, ordet, men for det meste er det en økonom, der kommer ud af det blå og gentager de neoliberale dogmer og lovpriser privatisering.
Hver gang lægger lederne af Borgerplatformen (PO - Platforma Obywatelska), Rafael Trzaskowski eller Donald Tusk [Polens premierminister 2007–2014 og formand for Det Europæiske Råd 2014-2019] afstand til interviewene. De har tilstrækkelig intuition til at antage, at en stor del af de polske vælgere - efter at have oplevet en delvis begrænsning af neoliberalismen [under den nuværende regering, o.a.], aldrig vil gå tilbage til en neoliberal virkelighed under PO-styre. Det er derfor, Tusk nogle gange erklærer, at PO sågar ville hæve lønningerne for de statsansatte og så videre.
Men så kommer der endnu et interview eller en klumme i Gazeta Wyborcza, som giver PiS nye argumenter for, hvorfor Borgerplatformen aldrig må komme til magten igen. Med andre ord: Endnu et interview minder vælgerne om, at PO-politikere altid har været paleo-liberale i hjertet.
Og mens det ikke er fuldstændig indlysende, at Grabowski og hans gammeldags teorier er lig med PO, så er der ingen tvivl, når det kommer til Malgorzata Kidawa-Blońska. Den tidligere præsidentkandidat erklærede omkring nytår, at en højere pensionsalder var gavnlig. Det rimer med Grabowskis ord, ikke sandt?
Selvfølgelig ville det være et mareridt for de fleste, hvis pensionsalderen blev sat op, og det ville kaste de fleste vælgere i armene på PiS. Folk ville ikke strømme til for at redde retssikkerheden, hvis deres helbred og fremtid var på spil.
Skulle de stadig være i tvivl, så er der de seneste udtalelser fra POs parlamentsmedlem Izabela Leszczyna, den såkaldte økonomiekspert. Hun har erklæret, at "hvis partiet vinder dette valg, vil det, de selvstændige beder os om at gøre, blive gjort."
Det parti, som har tjent forretningsinteresserne, vil tjene forretningsinteresserne. Så enkelt er det!
Samtidig ser det ud til, at den polske venstrefløjskoalition (se note) ikke er interesseret i nogen form for offensive politiske træk. De gør bare det samme som før. Nogle af dem besøger arbejdere, der strejker (hvis nogen gør det), nogle går til medierne - for det meste liberale medier, hvor deres ideer latterliggøres eller præsenteres som ekstreme. Intet frisk blod, ingen nye idéer eller forslag til dristige aktioner udenfor parlamentets vægge. Man skulle næsten tro, at status quo passer dem godt.
Ligegyldigt hvad Tusk finder på at sige, vil Gazeta Wyborcza og neo-liberalisterne fra PO sikre, at tidligere tiders tilstande bliver genetableret, hvis deres parti vinder. Det er derfor, at millioner af den arbejdende polske befolkning vil gøre alt, hvad de kan, for at neo-liberalisterne ikke får en ny chance. En konservativ stat med en lille smule sociale tiltag er, økonomisk set, stadig et bedre alternativ for dem - hvis der ikke er andre muligheder på tapetet.
30. januar 2023
Wojciech Albert Łobodziński er politisk journalist født i Polen og skriver blandt andet for crossbordertalks.eu. Oversat fra af Bodil Olsen.
Oversætters note: Den polske venstrefløj er samlet i koalitionen Lewica (Venstre). Den blev dannet op til valget i 2019 og fik valgt 49 (af 400) medlemmer til parlamentet. Aktuelle meningsmålinger giver Lewica 8-9 procent, mens PiS står til ca. 35 og PO ca. 30 procent. Valget finder sted i efteråret 2023.
