Læsetid: 6 minutterFra venstre: Claudiu Krechun, Lili Vankó, Victoria Pigul, Yassmine Najime, Zofia Malisz og Maciej Konieczny.
Under en offentlig debat fremlagde repræsentanter for fem partier de vigtigste udfordringer, som i kombination giver en særlig profil for vores region. Partierne var Budoucnost (Tjekkiet), Sotsіalniy Rukh (Ukraine), Szikra (Ungarn), Razem (Polen) og Demos (Rumænien). Sammen står vi over for resultaterne af tre årtier med nedskæringer, afvikling af offentlig service, autoritært forfald, nationalistisk-konservative mobiliseringer og miljømæssige ødelæggelser.
Svaret på disse tendenser må ske på både nationalt niveau og på EU-niveau. Medlemsorganisationerne vil formulere et svar i hvert enkelt land og stå solidarisk sammen for at styrke borgere og arbejdere i deres forsvar for demokrati og kamp for opbygningen af en bedre og mere retfærdig verden.
Organisationerne vil fortsætte med at arbejde sammen og tage initiativer i forhold til andre lignende bevægelser og partier i regionen.
Deltagernes kommentarer:
Yassmine Najime (Budoucnost, Tjekkiet)
“Vi i Budoucnost har været meget begejstrede for dette møde med vores venstreorienterede venner i Bukarest for at lære om de udfordringer, vi alle står overfor i Central- og Østeuropa. For at dele erfaringer, fortælle om vores bekymringer og sammen diskutere, hvordan vi tackler dem. Vores lande har en turbulent politisk historie, som på mange måder ligner hinanden. Men ved siden af vores fælles historie har vi også et fælles ønske om at adskille os fra det, som vores lande engang var, og i stedet se fremad mod det, som vi kan udvikle landene til. Vores navn, Budoucnost, betyder frihed, og det er den vej, vores målsætninger og vores politik peger.
Vi går imod den nyliberale kapitalisme og står for en bæredygtig og retfærdig udvikling af regionen. Det nuværende system er for længst kørt fast. Det viser sine sande farver med en ekstrem konservatisme, afskaffelse af grundlæggende rettigheder, privatisering af offentlig service og afvisning af jævnbyrdige relationer med vores naboer. Men vores økonomier og regioner vil altid være forbundne, og vi er meget glade for at finde grupper omkring os med de samme løsninger, mål og værdier, som støtter os, ligesom vi støtter dem. Vi ønsker at se dette fællesskab vokse og brede sig i Central- og Østeuropa, så vi igen kan sammen kan slås for menneskers rettigheder i et system, som tjener folket.
Victoria Pigul (Sotsіalniy Rukh, Ukraine)
“Da den omfattende invasion af Ukraine begyndte, blev mange politiske og økonomiske problemer forværret. Det blev klart, at udviklingen af en demokratisk politik måtte op på et nyt og højere niveau. Tidligere var denne proces i høj grad et arbejde, som blev udført af græsrodsbevægelser og civile samfundsorganisationer. I dette år har Sotsіalniy Rukh fået en enorm støtte fra vores partnere i de central- og østeuropæiske lande, eftersom vi er forenet om kampen mod statens nyliberale politik og fælles sociale problemer. Ruslands omfattende invasion har også vist, hvor sårbare landene i Østeuropa er over for en invasion fra autoritær imperialistisk magt. Vi hr set en dyb ubalance i den repræsentation, som de øst- og centraleuropæiske lande spiller i EU. Vi kan ikke tillade os selv at blive set som en sikkerhedsbuffer for Vesteuropa eller som lande i Ruslands ”indflydelsessfære”. Vi har brug en fuldtonet politisk samling, som kan repræsentere Øst- og Centraleuropa i politik, økonomi og sikkerhed, både i Europa og på internationalt niveau. Vi mødtes i Bukarest for at dele aktuelle problemstillinger og den politiske situation i vores lande. Vi har diskuteret, hvordan vi kan arbejde sammen om at opbygge velfærdsstater og fortsætte kampen for udvikling og sikkerhed i vores region.
Lili Vankó (Szikra, Ungarn)
“I Szikra er vi fast overbeviste om, at ved at gå sammen med progressive, grønne bevægelser og partier i vores region kan vi genvinde Central- og Østeuropa som et område for håb og frigørelse, afslutning på årtier med nyliberal statslig omsrukturering og ødelæggelse af solidariske bånd. Den udfordrng, vi står overfor i Ungarn, spænder fra en skærpet boligkrise og tiltagende autoritært pres på de demokratiske institutioner til en politisk afvisning af en omstilling af energiforsyningen. Vi er nødt til at sikre omstilling af energien for ikke at efterlade udsatte grupper på perronen. Det er på ingen måde noget enestående for vores land – det er udveksling af erfaringer og udvikling af en fælles vision for regionen, som vi kan få stor gavn af. Vores møde i Bukarest var et skridt fremad i den retning. Vi ser frem til fortsat kommunikation, hvor vi kan lære af hinanden, og hvor andre tilsvarende initiativer kan komme med.”
Maciej Konieczny (Razem, Polen)
“Bukarest-mødet bekræftede vores tro på nødvendigheden af et tættere samarbejde mellem partier på den grønne og demokratiske venstrefløj i vores region. Vi star sammen om erfaringerne med en brutal nyliberal post-kommunistisk transformation og et fælles ønske om at åbne et nyt kapitel i historien om den østlige del af Europa. Denne historie skal bygge på principperne om social retfærdighed, samarbejde og solidaritet. Uden en stemme fra den nye, grønne venstrefløj, som kræver en retfærdig energimæssig omstilling, vil vi være dømt til klimabenægternes styring. Kun en stærk stemme fra venstre, som kræver solidaritet og social retfærdighed fra europæerne, vil redde os fra den nationalistiske højrefløj. Vi har meget arbejde at tage fat på.
Zofia Malisz (Razem, Poland)
“Venstrekræfter i vores region vokser i størrelse og indflydelse. Særligt i det sidste årti har vi vist, at vi forstår at organisere og kommunikere venstreorienterede ideer på en ny måde. Denne fremgang er sket til trods for et pres fra det store flertal af liberale og konservative kræfter. Vi har overlevet og er blevet mere professionelle, fra græsrods-protestbevægelser eller enkeltsags bevægelser til politiske organisationer med solid støtte. Vi fokuserer på at genopbygge sociale bånd og strukturer, som er blevet ødelagt af omstillingen, for eksempel gennem vores faste støtte til fagbevægelsen. Resultatet er, at en moderne venstrefløj er opstået i Central- og Østeuropa, som kommer med konkrete, socialt og miljømæssigt bæredygtige løsninger på boligkrisen, på de oligarkiske strukturer, som truer vores demokratier, og på energiomstillingen eller sikkerhedstruslerne i vores region. Denne uge mødes vi i Bukarest for at diskutere vores mange fælles værdier og mål, og hvordan vi kan styrke os hver især ved at arbejde sammen.”
Claudiu Krechun (Demos, Rumænien)
“Jeg mener afgjort, at vi har en stribe problemer og løsninger, som er særlige for Central- og Østeuropa. På den ene side har EU-medlemskabet hjulpet vores demokratier og økonomier, men med visse begrænsninger og tilbageslag. Men vi kan ikke bede EU løse alle vores problemer, vi må tage ansvar og handle. Mellem den mislykkede nyliberale økonomiske orden og nationalistisk-konservative autoritære bevægelser, må vi holde fast i et ægte socialt Europa og en økonomi, som arbejder for alle, ikke kun for de få heldige. På mellem- og langt sigt vil det også hjælpe med at redde vores demokratier.”
Oversat fra europe-solidaire af Åge Skovrind. Oprindeligt bragt på Sotsialniy Rukhs hjemmeside.