I slutningen af november samledes den europæiske venstrefløj i København til den såkaldte Plan B-konference for at diskutere alternativer til EUs nedskæringspolitik. De praktiske erfaringer med euroen, specielt Syrizas erfaringer med EU-toppen, har fået venstrefløjen til at diskutere, hvordan en progressiv politik kan vinde fodfæste, når EU-eliten ikke accepterer progressiv økonomisk politik i Europa.

af Mads Hadberg

Plan B-konferencen viste, at selvom der stadig er forskelle på venstrefløjen både strategisk og analytisk til EU, så nærmer venstrefløjspartierne i Europa sig hinanden med hastig fart og er klar til at bryde med euroen, hvis ikke EU anerkender et folkeligt mandat, der gør op med nedskæringspolitikken.

Enhedslisten som tovholder for Plan B
I weekenden den 19-20. november var repræsentanter fra hele den europæiske venstrefløj samlet i København for at tage hul på endnu et kapitel i Plan B-initiativet, som er sat i verden for at gøre op med EUs nedskæringspolitik.

Plan B-arrangementet i København var det tredje af sin slags i 2016. De to foregående gange har det fundet sted i henholdsvis Paris og Madrid. I januar i Paris arrangeret af Parti de Gauche fokuserede mødets deltagere (hovedsageligt eurokritiske venstrefløjspartier) mest på at diskussioner om at forlade euroen. I Madrid blev kredsen udvidet og havde flere deltagere fra NGOer og bevægelser, som også var en del af programmet.

I København, hvor Vänsterpartiet fra Sverige og Enhedslisten i samarbejde stod for konferencen, var diskussionerne igen koncentreret om venstrefløjens forhold til euroen og forholdet til EU, men havde en også en bred palet fra både partier og sociale bevægelser på skemaet og som deltagere. Konferencen fokuserede på EUs overordnede økonomiske politik, og hvordan der kan skabes et alternativ til det nuværende nedskæringsregime og den nationalistiske højrefløjspopulisme.

Samtidig havde konferencen et vigtigt perspektiv for Enhedslisten, som ønsker at opstille til EU-parlamentsvalget i 2019. Her kræver det, at EU-arbejdet i Enhedslisten løftes, hvilket Plan B-arrangementet gjorde.

Græsk tragedie årsag til Plan B
Plan B-initiativets oprindelse skal findes i begivenhederne, der udspillede sig i 2015 i Grækenland. I begyndelsen af året havde det venstreorienterede parti Syriza sensationelt vundet magten i på et program rodfæstet i opgøret mod EUs nedskæringspolitik.

Grækenland havde i årene efter finanskrisen oplevet konsekvenserne af EUs nedskæringspolitik på nærmeste hold, hvilket har resulteret i massiv arbejdsløshed (især blandt de unge), kapitalflugt, brain-drain (kloge hoveder flytter fra landet), et politisk system i dyb krise og ikke mindst et økonomisk kollaps, hvor op til en fjerdedel af landets økonomiske output blev tabt.

Med Syrizas sejr opstod en unik mulighed for både venstrefløjen og centrum-venstre for at bryde med nedskæringspolitikken, der har domineret EU. Syriza havde befolkningen med sig og en bred international solidaritet, og da de i en folkeafstemning i juli fik stor opbakning til at forkaste EUs nedskæringspakker, var der store forhåbninger om, at nedskæringspolitikken kunne forkastes.

Syrizas ledelse var overbevist om, at de med forhandlingsvilje og et folkeligt mandat bag sig ville kunne ændre EU eliten og trojkaens skråsikre holdning til nedskæringspolitikken og få dem på andre tanker. Men ledelsen i Syriza tog fejl og blev banket på plads af EU-eliten med EU-Kommissionen og Den Europæiske Centralbank (ECB) i spidsen. Kapitulationen blev komplet, da Syriza accepterede EUs nedskæringskrav, hvilket førte til en splittelse i partiet.

Lektien fra Syrizas fejlslagne tilgang var tydelig: Enhver venstreorienteret regering, der vinder magten i et EU-land, vil blive konfronteret med en påtvunget økonomisk nedskæringspolitik af EU. Hvis ikke en nyvalgt, venstreorienteret regering har et alternativ på hånden – en såkaldt ”Plan B” – så er det ikke realistisk bryde med EUs nedskæringspolitik. Derfor blev det bidende nødvendigt at skabe en politisk platform, som samler op på erfaringerne fra Grækenland, hvor et folkeligt mandat til at bryde nedskæringspolitikken ikke er foreneligt med EUs økonomiske politik.

EUs økonomiske politik og venstrefløjen
En Plan B skal derfor adressere, hvad venstrefløjens svar er på spørgsmål, som omhandler den økonomiske og monetære union (ØMUen) og ikke mindst euroen. Igennem årene har der været uenigheder på venstrefløjen om forholdet til EU og euroen. Uenighederne har taget udgangspunkt i troen på (eller manglen på samme) at reformere euroen og EU generelt.

Disse uoverensstemmelser var også til stede på Plan B-konferencen. Den slovenske parlamentariker Luka Mesec fra Iniciativa za Demokraticni Socializem argumenterede for, at en Plan B kun skulle bruges med strategisk øjemed. Det vil sige, at det er et forhandlingsværktøj, og udgangspunktet er troen på, at EU stadig kunne reformeres på et progressivt grundlag. Samme udgangspunkt kunne findes hos Joanna Bronewicka fra polske Razem.

Denne tilgang stod dog ret isoleret på konferencen, da en Plan B kun har værdi i det tilfælde, at en venstrefløjsregering vil gøre reelt brug af det.

Det tyske medlem af EU-parlamentet, Fabio De Masi, argumenterede derimod for, at det var nødvendigt at have en politik, der bryder med euroen. For den førstnævnte strategi fra Mesec hviler på, at venstrefløjen skal vinde flertal i medlemslandene samtidigt. Det er en uholdbar politisk strategi, da der simpelthen er for lange udsigter til dette. Samtidig har det den ulempe, at det på kort sigt overlader banen til højrepopulisterne, der lover forbedringer for befolkninger nu og her.

Derfor skal Plan B være med til at forberede den situation, at 1-2 venstreorienterede regeringer bliver valgt, og hvad det har af konsekvenser. For De Masi er det ikke et mål i sig selv at forlade euroen, da det ikke skærmer for nedskæringer i det offentlige. Men han understregede, at euroen ikke er bæredygtig, da den skaber for store ubalancer i EU. De store vindere er de store økonomier, hvor især Tyskland har udkonkurreret de svagere sydeuropæisk lande.

En anden tilgang til euro-spørgsmålet blev præsenteret fra det franske Parti de Gauche ved Jeanne Chevalier, som understregede, at enten skulle euroen reformeres eller også skulle man forlade den. Derfor skulle der arbejdes for alternative konstruktioner for euroen.

Denne tilgang blev dog skudt ned af en anden oplægsholder. Den anerkendte, græske økonom Costas Lapavitsas, som også er tidligere folkevalgt parlamentsmedlem for Syriza. Lapavitsas understregede først og fremmest, at euroen faktisk konstant er blevet reformeret, bare ikke i en progressiv retning. Derimod har logikken bag reformerne af euroen været at flytte omkostninger til periferien (de sydeuropæiske lande). Samtidig måtte omkostninger ikke blive båret af EUs kernelande (Tyskland).

Alle euro-reformer har derimod hvilet på ideen bag Washington Consensus hvor en neoliberal reformkur skal gøre lande mere konkurrencedygtige ved at skære i det offentlige budgetter, liberalisering, privatisering, deregulering m.m. Resultatet af reformerne har været en katastrofe for periferien og en hidtil uset tysk dominans af Europa, hvis lige kun er set midlertidigt under Anden Verdenskrig. Tyskland kan i dag diktere udviklingen i Irland, Portugal, Spanien osv.

Lapavitsas slog fast, at nok var lederskabet i Syriza i problemer, men at denne forklaring ikke er fyldestgørende. Derimod handlede det om manglen på en Plan B – nemlig at bryde med ØMUen. Syriza insisterede på, at EU ville lytte til det folkelige mandat i Grækenland. Det lærte de på den hårde måde.

Opgør med højrefløjens patent
Selvom uenighederne ved Plan B-konferencen kom til udtryk, så tydede det ikke desto mindre på, at holdningerne – specielt om euroen – har forandret sig meget over tid. Således har euro-modstanden vundet opbakning i løbet af årene. De praktiske erfaringer med EUs økonomiske politik og forsøget på reformer af den har givet alle erfaringer.

Flere af de sydeuropæiske partier havde også ændret position over for euroen. Tydeligst illustreret ved Bloco Esquerdas forkvinde, Catarina Martins, der var klar til at bryde med euroen i det tilfælde, at EU ikke accepterede et opgør med nedskæringspolitikken. Tidligere har de ellers troet på reformering af euroen, men det har ændret sig markant efter begivenhederne i Grækenland. Ligeledes er der dele af Die Linke, som også er på samme linje.

Plan B-konferencen har også en enorm betydning i forhold til at skabe et alternativ til den nationalistiske højrefløj, som vinder frem i flere og flere lande med blandt andre partier som Front National og UKIP, og den økonomiske og politiske linje i EU, der har ført Europa i krise og undermineret arbejdstagerrettigheder og skabt fattigdom.

Den norske fagforeningsmand, Asbjørn Wahl, udtrykte i samme forbindelse, at venstrefløjen er i en politisk og ideologisk krise, som har kunnet ses i støtten til det yderste højre. Samme analyse kom fra Audun Lysbakken, formand for det norske Socialistisk Venstreparti, som understregede behovet for at gøre op med højrefløjens patent på kritik af EU og den politisk-økonomiske elite.

Miguel Urban Crespo fra spanske Podemos slog fast, at EU er den største generator af fremmedhad, og at institutioner ikke står til at forandre. Han understregede dog, at et exit fra EU kun kan ske på baggrund af en international fortælling – det må og kan ikke være et nationalistisk projekt.

Plan B er derfor vigtig til at skabe håb for en bedre fremtid.

Output og næste skridt
Alle arrangører af Plan B-konferencerne gav hinanden håndslag på at fortsætte med at uddybe samarbejdet inden for Plan B-rammen. Derfor skal der være et årligt Plan B-arrangement, der skal være drivkraften i at bekæmpe EUs nedskæringspolitik og samle partier og sociale bevægelser til at styrke den fælles kamp.

Plan B er det forum i Europa, hvor muligheden for at skabe et alternativ til højrenationalismen på den ene side og den politiske og økonomiske elite på den anden har størst mulighed. Men for at det kan ske er det bidende nødvendigt, at Plan B finder en fast politisk platform. Derfor er det kun godt, at parterne har sagt ja til dette. Men den faste politisk platform skal finde fælles mål trods forskelle i taktik og holdning til EU. Her fremlagde Wahl en fem-punkts plan til, hvordan Plan B skal bruges til.

For det første kræves det en samlet analyse af EU. Dernæst kræver det opsamling af erfaringer med venstrefløjspartier i regeringskoalitioner gennem tiderne. For det tredje skal der samles op på erfaringer fra Grækenland, for hvad skal en venstrefløjsregering gøre, hvis den vinder magten i et EU-land? For det fjerde skal der diskuteres mulighed for at forstå, hvordan ulydighed spiller ind, når EU sanktionerer medlemslandet. Til sidst skal der samles op på, hvad der er forstås ved progressivt samfund på europæisk plan

Plan B bliver interessant at følge i fremtiden. I dette forum findes de mest progressive partier og bevægelser i Europa, og derfor er det bidende nødvendigt, at arbejdet og støtten til projektet fortsætter. Ikke desto mindre bliver det en udfordring at få de forskellige holdninger og taktikker til mødes. Det kræver, at opbakningen og ikke mindst det analytiske arbejde opprioriteres, så der på sigt etableres en fælles analyse af EU og nedskæringspolitikken.

Næste møde bliver d. 11.-12. marts 2017 i Rom.


Udtalelser: http://euro-planb.dk/

Udvalgte indlæg fra deltagere I konferencen:
Jonas Sjöstedt – Alternatives to the Europe of Alternatives 
Fabio De Masi – Can the Euro be reformed? 
Costas Lapavitsas – Can the Euro be reformed? 
Zoe Konstantopoulou – https://www.youtube.com/watch?v=s8gLnp0Z960&t=2s

 

single.php
WP2Social Auto Publish Powered By : XYZScripts.com