Petr Uhl i 2015. Foto: Saša Uhlová/Wikimedia. CC BY-SA 2.0

Som fransktalende fik Petr mulighed for at blive bekendt med Fjerde Internationales ideer i forbindelse med en række rejser til Paris, hvor han fik kontakt til og holdt møder med Alain Krivine. De havde mødt hinanden i Moskva på den Internationale Ungdomsfestival i 1957, hvor Alain Krivine deltog på vegne af Frankrigs Kommunistiske Ungdom. I Paris opdagede Petr Uhl så den “krivinske” venstrefløjs aktiviteter i Kommunistisk Studenterforbund. Senere blev han fortrolig med Fjerde Internationales aktiviteter og delte den grundlæggende internationalistiske overbevisning og især håbet om nye oprør i de østeuropæiske lande for at mindske gabet mellem den bureaukratiske virkelighed og de socialistiske mål.

Hans støtte til “socialisme fra neden” lyser ud af den tekst, han skrev i 1968, mens Gorbatjov var ved magten. I den kritiserer han det, han kalder “reformer ovenfra” – hvor han sammenligner Dubceks reformer i 1968 med dem i Sovjetunionen i 1988, samtidig med han forsvarer “demokrati nedefra”. I 1980 i hans bog udgivet af La Breche udfolder han sit syn på “den fængslede socialisme”. Han forsvarede sine holdninger også gennem illegale forbindelser på tværs af grænser, især mellem oppositionelle fra Polen, som Jacek Kuron, og fra Tjekkoslovakiet, og ved at sprede censureret litteratur – især fra vores strømning.

Han var politisk fange under det gamle regime, hvor han tilbragte næsten 10 år af sit liv bag tremmer, ofte under barske betingelser, sidste gang i forbindelse med 1968 for “trotskistisk konspiration”. Petr lagde ikke skjul på sine sympatier, men han var ikke medlem af Fjerde Internationale – vores repræsentant måtte bevidne dette ved retssagen i oktober 1979.

Han blev rent faktisk beskyldt for at have vovet at samle nogle få dusin unge i forbindelse med fremkomsten af “bevægelser fra neden” som han havde taget initiativ til, inspireret af “ foråret i Prag” og derefter sammen med andre i Charter 77 [læs Charteret her, o.a.] og andre organisationer, der forsvarede menneskerettighederne. Uden selv at være medlem af det tjekkoslovakiske kommunistiske parti havde han tæt kontakt til Jaroslav Sabata – en af lederne af selvforvaltningsfløjen i kommunistpartiet, idet han var gift med dennes datter, Anna Sabatova. Denne strømning støttede udviklingen af arbejderråd på arbejdspladserne, som opstod under den sovjetiske invasion, indtil 1969. Dette stod i modsætning til såvel den konservative fløj (Novotny) som de teknokratiske reformatorer.

Petr var følgelig igen i fængsel. Og det var der, han var indsat sammen med forfatteren Vaclav Havel, som blev ven med Petr. Det var sammen med Havel (og mange andre intellektuelle), at han dannede Charter77 i 1977 og derefter VONS (Komiteen til forsvar for de Uretfærdigt Retsforforfulgte). Petr var ikke, i modsætning til mange andre medlemmer en anti-kommunistisk dissident. Tværtimod. Han anså de demokratiske kampe som essentielle for en socialisme, der med rette kunne fortjene dette navn. Derfor engagerede han sig i etableringen af organisationer og kampagner til støtte for respekt for rettigheder ved at bringe mennesker fra forskellige ideologiske strømninger sammen i disse kampe “imod” (undertrykkelse og censur) , men uden et fælles program “for”, som defineret et andet samfund.

En fuldstændig anden kontekst viste sig i 1989 efter Berlin-murens fald: “Fløjls-revolutionen” samme år, som gjorde en ende på kommunistpartiets magt og bragte Vaclav Havel til magten. Da besluttede Petr at deltage – for en tid – i den blomstrende politiske pluralisme og blev delegeret for Det civile Forum og afstod ud fra dette synspunkt fra kampen for socialisme. Han bevarede imidlertid – indtil sin død sit internationalistiske udgangspunkt og en resolut opposition til NATO og opfattede EU som en positiv kontravægt til USA. Utilfreds med partipolitiske aktiviteter (samtidig med han nærmede sig De Grønne) fokuserede han på to aspekter af sine aktiviteter: som journalist på Pravo og som forsvarer af menneskerettigheder.

Han var især aktiv til støtte for romaerne. Han erklærede offentligt at han frasagde sig sit tjekkiske statsborgerskab, da regimet efter opdelingen af Tjekkoslovakiet i to stater – Tjekkiet og Slovakiet (som han beklagede) – byggede en mur for at forhindre romaer fra Slovakiet i at rejse ind i det ny uafhængige Tjekkiet. Men han havde også fra 1991 til 2001 adskillige officielle hverv til forsvar for rettigheder. Han var ekspert for FNs Menneskerettighedskommission, og fra 1998 til 2001 var han den tjekkiske regerings kommissær for menneskerettigheder, hvor han var formand for regeringens Råd for nationaliteter, Menneskerettighedsrådet og Regeringskommissionen for romabefolkningens forhold.

På mange måder delte hans kone og børn dette engagement for universelle rettigheder: Anna Sabatova var ligesom han selv medlem af Charta 77 og var i en periode talsperson for bevægelsen. Hun blev republikkens mægler fra 2014 til 2020. Petr var særligt stolt af sin datter Saša Uhlovás bedrifter. Hun “infiltrerede” landets arbejdspladser for at skrive en artikel, der afslørede de umenneskelige arbejdsforhold i en rapport som vandt bred udbredelse (endog i Le Monde 8. december 2017). Petr Uhl var til det sidste en modig forsvarer af alle “de glemte”. Så i så henseende forblev han fuldt ud en af vores kammerater.

Vores dybtfølte og solidariske tanker går til hans kone og børn.

På vegne af Fjerde Internationale

Cathrine Samary og Hubert Krivine

Artiklen er oversat fra Fjerde Internationales hjemmeside af Leif Mikkelsen og Åge Skovrind