Fjerde Internationales Internationale Kvindeseminar blev i år afholdt over to weekender i juli. På grund af pandemien foregik det denne gang udelukkende online, med det meget vigtige og positive resultat, at det blev muligt for langt flere kvinder end tidligere at deltage.

af Penelope Duggan

Der blev registreret mere end 100 deltagere, og ved alle møder deltog over 75 aktive deltagere. De repræsenterede 35 organisationer fra 26 lande i Nord- og Sydamerika, Vesteuropa, Nordafrika og Asien (se note).

 

Ved vores tidligere bedst besøgte møde i 2019 var vi på grund af vores begrænsede ressourcer – især til økonomisk dækning af rejseudgifter til kammerater fra det globale Syd – kun i stand til at samle 40 deltagere.

 

Dengang så vi det ekstraordinært store fremmøde som udtryk for et nyt opsving i kvindekampen de foregående år, og faktisk gjorde seminaret i 2019 os i stand til at udarbejde resolutionen En Ny opblomstring i Kvindebevægelsen, der blev vedtaget på mødet i Fjerde Internationales Internationale Kommission i 2021 (2020-mødet blev aflyst på grund af pandemien).

 

Til seminaret i 2021 havde vi ikke noget mål om at lave nye resolutioner eller tekster, men snarere at undersøge de temaer, der dukkede op i diskussionen af den tidligere resolution ud fra vores erfaringer i bevægelser og kampe i vores forskellige lande.

 

Seminarets arbejde var begrænset til fire møder på kun tre timer hver for at tilgodese, at flest mulig kammerater fra forskellige tidszoner kunne deltage. Indenfor denne tidsramme var der introduktioner af emnerne, sprog-opdelte diskussionsgrupper og fælles diskussioner, der ligesom introduktionerne var oversat til seminarets tre arbejdssprog: spansk, engelsk og fransk.

 

En række udvalgsmøder med repræsentanter fra forskellige lande havde udvalgt seminarets fire temaer, der efterfølgende var blevet udviklet af arbejdsgrupper med 4-5 kammerater fra forskellige lande og sprogområder.

 

En vigtig del af disse gruppers arbejde var at finde tekster, der kunne bidrage til forskellige vinkler af temaet – et arbejde der både indebar at finde og at oversætte, så teksterne blev tilgængelige for alle på seminaret. Det første tema var:

 

Hvordan indgår en uafhængige kvindebevægelse i vores strategi? Hvilken selvstændig rolle har den i den politiske kamp? Hvordan giver det sig udtryk i dens aktioner?

 

Spørgsmålet opsummerer et af Fjerde Internationales vigtige programmatiske udgangspunkter, som vi udviklede i 70’erne og vedtog i vores resolution i 1979: Socialistisk revolution og kampen for kvindernes frigørelse. Indenfor rammerne af kvindebevægelsens spontane udvikling drog vi læren af på den ene side erfaringerne fra den russiske revolution – der på det tidspunkt kun var 60 år gammel, næsten som afstanden mellem os i dag og 1968, og den hurtige tilbagerulning af dens resultater under den stalinistiske kontrarevolution, på den anden side de anti-koloniale kampe for national frigørelse, som de koloniserede folk førte for frigørelse.

 

De faktiske erfaringer fra de kvinder, der deltog i den tids verdensomspændende studenterradikalisering blev taget op, og vi forsvarede behovet for en kvindebevægelse, der ville kæmpe for kvinders behov og interesser uafhængigt af regeringers, partiers eller fagforeningers interesser, samtidig med at den kæmpede for de mest undertrykte og udbyttede kvinder – hvilket nødvendigvis gav den dens klassekarakter.

 

Vores diskussion på seminaret bekræftede, at kvinder, der organiserer sig indenfor rammerne af en bredere demokratisk kamp, er en magtfuld kraft i kampen for arbejderklassens enhed, hvilket er af strategisk betydning i kampen for at ændre samfundet.

 

Vi noterede os også, at kvindebevægelsen nye kampformer, f.eks. den feministiske kvindestrejke – og lagde vægt på kvinders ret til at bruge denne traditionelle kampform og derved ændre og demokratisere den – og organiseringen af kvinder i de traditionelle områder af lokalsamfundet er en bekræftelse på kvindekampens uafhængighed og af kvindernes rolle som en selvstændig politisk aktør

 

Den kvindebevægelse, vi taler om, er selvfølgelig en inklusiv bevægelse, der inddrager alle kvinder og anerkender alle kvinders erfaringer med diskrimination og undertrykkelse, samtidig med at man specielt fokuserer på at ændre det, som hårdest rammer de mest undertrykte og udnyttede, dvs. de kvinder der lider under diskrimination og marginalisering, fordi de er sorte, tilhører oprindelige folk eller er racialiserede.

 

I den sammenhæng koncentrerede vi os om en speciel form for eksklusion, der er blevet særlig omstridt indenfor kvindebevægelsen, og efter en start i den engelsktalende verden desværre har spredt sig: eksklusionen af transkvinder. Og vi stillede spørgsmålet:

 

Hvordan og hvorfor er vi trans-inkluderende?

 

Fjerde Internationale har altid i sin praksis været trans-inkluderende f.eks. på kvindepladsen på ungdomslejren, og vi har understreget denne holdning i den seneste resolution. Vi forstår, at det er et tema, der fortsat må diskuteres og pædagogisk forklares. Hvis vi tillader, at det bliver omstridt og grundlag for udelukkelse fra bevægelsen, vil det kun være skadeligt for vores mål om at opbygge den bredest mulige kvinde- og feminist-bevægelse.

 

Vi så nærmere på det yderste højres rolle i skabe den slags splittelser, og begyndte at se nærmere på transpersoners rolle på arbejdsmarkedet og indenfor social reproduktion for at styrke det teoretiske grundlag for vores holdning.

 

Spørgsmålet om alliancer indenfor opbygning af bevægelsen var temaet på seminarets tredje dag:

 

Vanskeligheder i arbejdet for at opnå en forenet front i kvinde- og feminist-bevægelsen; herunder: venstreekstremisme, intolerance, samarbejde på tværs af klasser, hvordan?

 

Vi så på de forhindringer der var. Først og fremmest alle dem, der er forbundet med, at kvinder er placeret forskellige steder i samfundet, – blandt andet i forhold til klassebaggrund, racediskrimination, forskellige verdensopfattelser og prioriteter samt migrationsstatus – og de forskellige krav, det medfører. Og vi undersøgte følgerne af sekteriske og avantgardistiske taktikker.

 

Vi understregede, at på trods af disse vanskeligheder vil alliancer med andre kræfter i og udenfor kvindebevægelsen, såsom fagforeninger, beboer- og landsbyorganisationer, eller politiske partier, ofte kunne skabes omkring afgrænsede mål – nogle gange udtrykt som en lovændring – eller ved bestemte lejligheder. Og at dette er vigtigt for at opbygge en bevægelse og gøre det muligt at føre en dialog med kvinder, der vil deltage i bevægelsen på netop disse punkter. Der blev givet eksempler såsom samarbejde omkring lovgivning om abortrettigheder i Argentina, kampen mod undertrykkelse i Puerto Rico, mod vold mod kvinder i mange forskellige lande, mod råstofudnyttelse i Ecuador, og mod Bolsonaro regeringen i Brasilien. Og kampe for ordentlige boliger i den spanske stat, retten til pension i Schweiz, og protester mod indsættelsen af Trump sammen med tilhængere af Hillary Clinton.

 

Vi pegede også på, at vi har behov for mere grundigt at imødegå de kræfter inden for bevægelsen, der forsøger at udelukke andre grupper af kvinder fra kampen, for eksempel ved at betegne dem som ikke-feminister, eller når små avantgardistiske gruppe påtvinger fredelige demonstrationer voldelige taktikker, og derved udelukker de kvinder, der ønsker at deltage sammen med deres børn, eller de ældre og fysisk udfordrede kvinder, som ikke vil være i stand til at håndtere voldelige situationer.

 

En af de mest afgørende strategiske uenigheder indenfor bevægelsen mellem reformistiske og revolutionære feminister er selvfølgelig forholdet til staten, og i hvilken grad vi kan stole på, at statsinstitutioner vil handle i kvindernes interesse. I dagens samfund stiller vi krav til staten med det mål at opnå virkelige og målelige forbedringer i kvinders situation, men vi har ingen illusioner om, at dette vil være tilstrækkeligt. Dette emne – især hvad angår kampen mod vold mod kvinder – udgjorde temaet på seminarets fjerde dag:

 

Hvilke forskellige muligheder har vi for at bekæmpe vold mod kvinder?: Af-patriarkalisering af institutionerne? Selvorganisering af konfliktløsning? Forebyggende/straffende love mod vold?

 

Bidrager vi til øget statslig undertrykkelse ved at kræve strengere straffe? Kan vi stole på andre dele af statsapparatet, som ikke er umiddelbart undertrykkende f.eks. socialarbejdere?

 

Denne diskussion førte også til spørgsmålet om, hvordan venstrefløjen og arbejderbevægelsen reagerer på seksuelle og sexistiske krænkelser i deres egne organisationer. Behovet for at gøre dette og være kendt for at gøre dette, for at opretholde en tillid som en organisation, der kæmper for det fælles bedste.

 

Alle disse spændende og givende debatter kunne ikke udvikles så meget, som vi gerne ville. Den begrænsede tid på grund af behovet for at inddrage mange forskellige tidszoner, og fraværet af de fysiske møder over en kop kaffe eller i en spisepause, at arbejde sammen på køkkenhold, som vi plejer at gøre på skolen i Amsterdam, begrænsede kontakten mellem deltagerne. Og mange deltagere følte, at de ikke vidste nok om den virkelighed, andre deltagere talte ud fra. Vi havde imidlertid afstået fra at bede om rapporter fra de enkelte lande, da behovet for at oversætte alt til tre sprog gjorde, at vi ikke kunne sikre, at rapporterne ville blive tilgængelige for alle.

 

Den overordnede bedømmelse var overvældende positiv, hvad angår deltagerantal og deltagelsen i diskussioner – især indenfor de enkelte sproggrupper. Vi var kede af begrænsningerne og håber i fremtiden at finde måder at kombinere brugen af onlinemøder, der sikrer en bred deltagelse, med fysiske møder, der giver en dybere kontakt mellem deltagerne, således at vi kan fortsætte vores arbejde med at udvikle ovenstående og mange andre spørgsmål.

 

4. august 2021

 

Oversat fra Fjerde Internationales hjemmeside af Bodil Rasmussen

 

Note:

Der var deltagere fra Argentina (DS, Marabunta), Belgien(SAP/LCR), Brasilien (Comuna, Insurgencia, MES, Subverta), UK (Anti*Capitalist Resistance, SR), Ecuador (Red Feminista Ecosocialista), Frankrig (SFQI), Tyskland (ISO), Grækenland (TPT), Irland (RISE), Italien (Fuori Mercato, Sinistra Anticapitalista), Japan (JRCL), Martinique (GRS), Mexico (CSR, PRT), Marokko (Al Mounadil), Holland (SAP), Pakistan-Kashmir (AKWP), Portugal (Rede Anticapitalista, Toupeira Vermelha), Puerto Rico (DS), Quebec/Canada (Gauche Socialiste), Spanske Stat (Anticapitalistas), Sri Lanka (Left Voice), Sverige (SP), Schweiz (Solidarités), Tunesien (formerly LGO), Turkey (SDiY), USA (Socialist Resurgence, Solidarity, Reform and Revolution).

 

 

single.php
WP2Social Auto Publish Powered By : XYZScripts.com