Nancy Pelosis besøg var helt klart en provokation af Kina. Hvad der er mindre klart er, hvad USA ville vinde ved det - især når Joe Biden offentligt havde advaret imod det, og sagde til journalisterne, at ’militæret synes ikke, at det er en god idé lige nu’.

af Charlie Hore

Kort: CIS’s World Factbook/Wikimedia

 

En del af svaret skyldes nok opportunisme i forbindelse med midtvejsvalget, hvor hun gerne vil sikre sin post som formand i Repræsentanternes Hus, men også, at hun kalkulerer med, at et klart signal om støtte til Kina kan gavne Demokraterne ved dette valg, der tegner til at blive meget vanskeligt.

 

Der er nu også en mere dybtgående logik. Biden-administrationen opfatter ligesom Obama og Trump Kina som den største trussel mod USA’s militære, politiske og økonomiske overherredømme, men mener, at der er brug for en helt anden tilgang end den, som Trump stod for. Selvom Biden har opretholdt de fleste af hans økonomiske sanktioner, er der generel konsensus i det amerikanske establishment om, at Trumps isolationistiske ’America first’-strategi var kontraproduktiv, for som en økonom udtrykte det, så   ’… har Kina fået stor hjælp af Trump, da han trak USA ud af den liberale verdensorden, som de havde skabt og kæmpet for i de sidste 70 år’. (1)

 

En af de vigtigste forskelle er, at Biden forstår, at USA har brug for allierede i Asien i konfrontationen med Kina, og at Taiwan er helt central i den sammenhæng. Men Taiwans nyere historie viser, at det projekt er langt fra så ligetil endda.

 

Taiwan siden 1949

Den nuværende taiwanesiske stat daterer sig tilbage til 1949. Da det kinesiske kommunistparti kom til magten i Kina efter fire års borgerkrig, flygtede den tidligere Kuomintang-regering (nationalistisk) til Taiwan, hvor de erklærede, at de stadig var regering for hele Kina. Kuomintang etablerede sig som det, der reelt var et militærdiktatur. Der blev erklæret militær undtagelsestilstand i 1947 efter et udbredt oprør, der blev nedkæmpet med stor brutalitet, og undtagelsestilstanden blev først ophævet i 1987.

 

På trods af undertrykkelsen blomstrede økonomien op igennem 50’erne og 60’erne, så Taiwan blev en af de ’asiatiske tigerøkonomier’. Det skyldtes en kombination af en omfattende jordreform og militær og økonomisk hjælp fra USA i et enormt omfang, og Taiwan blev base for krigene i først Korea og siden Vietnam.

 

Den fiktion, at Taiwan ’repræsenterede’ Kina kunne dog ikke vare ved. I 1971 blev Taiwan udelukket fra FN, der i stedet anerkendte Beijing. Richard Nixons rejse til Kina året efter signalerede, at USA ville gøre det samme, og i 1979 tilsluttede de sig også ét-Kina-politikken (der fastslår, at Taiwan er en del af Kina), brød alle diplomatiske bånd og trak alle tropper tilbage, men fortsatte dog med militær hjælp på en meget lavere niveau end tidligere.

 

Selvom økonomien blev ved med at være i vækst, så voksede oppositionen mod Kuomintang alligevel. Oppositionen samlede sig om Democratic People’s Party, der var for uafhængighed, og som i 1989 fik 35 procent af stemmerne. I 2000 var de stærke nok til at vinde præsidentvalget, og det følgende år fik de flertal i parlamentet. De er så siden gået bort fra kravet om uafhængighed for i stedet at acceptere status quo – Taiwan skal optræde som et uafhængigt land, men erklærer sig ikke officielt som uafhængigt.

 

Status quo indebærer, at Taiwan i næsten alle henseender er en ’normal’ stat, med egen valuta, væbnede styrker osv., og også et fungerende liberalt demokrati med almindelige valg, lovlige fagforeninger, ret til at protestere og en ucensureret presse.

 

Den manglende diplomatiske anerkendelse har ikke været en hindring for økonomisk vækst. Taiwan er i dag en af de 25 største økonomier i verden, og den største producent af computerchips. Deres økonomi er også meget tæt forbundet med Kina, der tager imod mere end 40 procent af Taiwans eksport, og står for over 20 procent af deres import. Taiwanesiske kapitalister er vigtige investorer i Kina, herunder Foxconn, der fremstiller Apple-produkter og beskæftiger over 300.000 arbejdere i Kina. Turisme på tværs af strædet var også en stor indtægtskilde før Covid-19, med millioner af kinesiske gæster hvert år.

 

Der har dog været en markant stigning i uligheden i de seneste år, med en ustabil økonomi siden 2008-krakket. Det blev der sat fokus på af Solsikkebevægelsen, hvor hundredvis af studenter besatte parlamenter i tre uger i 2014 i protest mod en frihandelsaftale med Kina. Det var en bevægelse, der da den var på sit højeste fik opbakning af 500.000 demonstranter (2 procent af befolkningen). Covid-19 har igen ramt øen alvorligt, selvom Taiwan indtil for nylig har haft en af de mest succesrige ’0-covid’-strategier ’ –  et studie fra 2021 i The Lancet af de reelle Covid-dødstal nåede frem til, at Taiwan var ét ud af kun fem lande, der havde en ’negativ overskudsdødsrate’ (det vil sige, at nettoeffekten af pandemien og de forholdsregler, der var taget, havde medført færre dødsfald end forventet).

 

Stormagtspolitik i Østasien

Kinas reaktion på Pelosis besøg har antaget mange forskellige former. De militære øvelser uden for den taiwanesiske kyst har tiltrukket sig mest opmærksomhed, men der har også været en mangfoldighed af økonomiske sanktioner mod Taiwan, samt tilbagetrækning fra klimaforhandlinger med USA. Der er både indenlandske og internationale grunde til denne høgeadfærd, som en taiwanesisk socialist har bemærket.

 

Vi må forstå, at kinesiske militærøvelser lige så meget er magtdemonstrationer over for Kinas egne borgere som en skræmmetaktik over for det taiwanesiske folk og over for verden. Xi, der forbereder sig på sin tredje regeringsperiode, står over for enorme problemer på hjemmefronten, især den kendsgerning, at den kinesiske økonomi og samfundslivet ikke er kommet sig efter Covid-19.

 

Hvis der var en strategisk pointe med Pelosis besøg, var det at tage hul på gradvist at normalisere USA’s kontakt med Taiwan, med det ultimative mål at genetablere baser på Taiwan og udbygge den alliance, der har samlet sig omkring AUKUS’ atom-u-båds-projekt. NATO’s beslutning om at erklære Kina for en ’sikkerhedsrisiko’ er på lignende måde en indikator af, hvor vidt dette projekt er påtænkt at række. Og omfanget af Kinas reaktion er en klar advarsel til USA om de omkostninger, det vil medføre, hvis de går videre med det.

 

Enhver yderligere vestlig indblanding, hvad enten det drejer sig om militære skridt fra USA’s side, eller et besøg af britiske parlamentsmedlemmer til efteråret, kan kun øge spændingerne i regionen. Omkostningerne ved dette skal betales af Taiwan og andre lande i regionen, men for USA er det en yderligere fordel, at de kan udnytte skræmmebilledet af et truende Kina til at rekruttere andre stater til en anti-Kina alliance. Kinas stadig mere aggressive ageren i Det Sydkinesiske Hav siden 2012, og stramningen af kursen i Hongkong får truslen til at se nærværende ud, og det styrker USA’s strategi.

 

Det er bare ikke så simpelt, som man skulle tro, at opbygge en sådan alliance, da hver enkelt stat i regionen har sine egne prioriteringer og interesser, der går på tværs af enhver firkantet pro-USA/anti-Kina-dynamik. I Filippinerne har den nye præsident udtalt, at det er hans hensigt at videreføre sin forgængers balancegang mellem Kina og USA – og USA vil fortsætte med at lukke øjnene for angreb på demokratiet, som f.eks. arrestationen af venstrefløjsveteranen Walden Bello få dage efter et besøg af USA’s udenrigsminister Blinken.

 

Opkomsten af højreorienteret japansk nationalisme som del af denne alliance skaber spændinger i forhold til Sydkorea, hvis præsident takkede nej til et besøg af Nancy Pelosi, efter at hun havde været på Taiwan. Og kravene på ø-grupper i Det Sydkinesiske Hav sætter simpelthen Kina op imod hvem som helst ellers: Taiwan, Filippinerne, Brunei, Malaysia og Vietnam har alle krav, der overlapper, så de støder sammen med hinanden, samt med Kina.

 

Det er paradoksalt nok USA’s stærkeste kort, at de ikke længere er en militærmagt i regionen, og ikke har nogle territoriale ambitioner. Men jo mere militær magt, de genopbygger i regionen, jo svagere bliver det kort.

 

Er Taiwan kinesisk?

Det er næppe sandsynligt, at Kinas ageren er udtryk for, at de vil hente støtte til en genforening. For det kinesiske kommunistpartibetyder det virkelig ikke noget, da ét-Kina-formlen har en uudtalt anden halvdel: Taiwan er en integreret del af Kina (uanset hvad indbyggerne synes om det).

 

Det altovervejende flertal af Taiwans befolkning er af kinesisk herkomst – de oprindelige (ikke-kinesiske) indbyggere udgør ca. 5 procent. Der er dog skillelinjer mellem ’taiwanesere’ (dem, hvis forfædre er kommet fra Kina gennem de sidste 800 år) og ’fastlændinge’ (efterkommere efter de Kuomintang-styrker, der ankom mellem 1945 og 1949 – ca. 10 procent af befolkningen), især fordi de blev den herskende klasse under den lange periode med militær undtagelsestilstand. Indbyrdes giftermål og generationernes gang har i et vist omfang sløret skillelinjerne, men de er stadigvæk vigtige.

 

Der er et taiwanesisk universitet, der regelmæssigt undersøger, om folk opfatter sig som taiwanesere, kinesere, eller begge dele. I dette års undersøgelse svarede næsten 2/3 ’taiwaneser’, og kun 2 procent ’kineser’. Og ved valget fik de to største pro-genforeningspartier, New Party og People First Party (begge højrefløjsafskalninger fra Kuomintang), under 5 procent af stemmerne.

 

En af de faktorer, der har øget opbakningen til, at de holder afstand til Kina, er utvivlsomt det, der er sket for Hongkong igennem det seneste årti, hvor Kina konstant har strammet grebet om byen. Det ironiske i det er, at ’ét land/to systemer’-aftalen, ifølge hvilken Hongkong kunne afholde valg, have frie fagforeninger og demokratiske rettigheder, i vid udstrækning blev udformet for at overbevise Taiwans befolkning om, at en genforening med Kina ikke ville forandre deres måde at leve på.

 

Der er selvfølgelig ingen reel grund til, at Taiwan ikke skulle blive en del af Kina, hvis det var det, befolkningen ønskede. Men der er heller ikke nogen grund til, at Taiwan skal blive en del af Kina – virkeligheden er, at Taiwan gentagne gange er blevet koloniseret af forskellige imperialistiske lande, hvor Kina har haft størst succes. Som en klassisk antropologisk tekst forklarer det:

 

Taiwans tidlige historie kan minde om Nordamerikas. Portugisiske opdagelsesrejsende ’opdagede’ øen i begyndelsen af det 16. århundrede, og forskellige kommercielle interesser, samt japanske og kinesiske pirater, gjorde krav på den i forskellige perioder efter den tid. De oprindelige indbyggere, et malayo-polynesisk folk, blev frarøver deres land, deres værdighed og mange gange deres liv af de kinesere, der fulgte efter de opdagelsesrejsende. (3)

 

Taiwan blev formelt indlemmet i Qing-kejserdømmet i 1680’erne, efter en erobringskrig mod tilhængere af Ming-dynastiet, der brugte Taiwan som base, og blev afhændet til Japan efter en krig i 1895. Der var gentagne oprør fra både den oprindelige befolknings og kolonisternes side mod både Qing og Japan, og da Kuomintang generobrede Taiwan i 1945, blev de behandlet som fjender snarere end som befriere: Den politiske undertrykkelse var, som på fastlandet, kombineret med ødselhed. Øen blev plyndret for at fylde lommerne på Kuomintang-eliten og finansiere krigsindsatsen på fastlandet. (4) Følgerne af det var 1947-oprøret og 40 år med militær undtagelsestilstand.

 

Konklusion

Selvom den umiddelbare krise er overstået, fortsætter rivaliseringen mellem USA og Kina med at gøre Taiwan og Det Sydkinesiske Hav til et af verdens farligste urocentre.

 

Der er her paralleller til NATO’s reaktion på Ruslands invasion af Ukraine, men der er også meget vigtige forskelle. Kina er en langt mere alvorlig rival for USA, og helt afgørende er det, at det er en økonomisk, og også militær og politisk rival. Og mens det i betydelig grad øger spændingen, så lægger det også bånd på begge parter.

 

Kina og USA er økonomisk indbyrdes afhængige, og Taiwan har langt større økonomisk betydning end Ukraine. En kinesisk invasion af Taiwan ville også logistisk være langt vanskeligere end Ruslands invasion af Ukraine, og er politisk mindre ønskværdig for det kommunistiske kommunistparti, der stadigvæk foretrækker en fredelig genforening. Men det, der bliver tilbage, er en meget åbenlys risiko for et tilfældigt sammenstød mellem amerikanske og kinesiske styrker, der meget hurtigt kunne eskalere.

 

Vestlige socialister må gå til modstand mod enhver indblanding fra vores regeringers side i østasiatisk politik. Det kan kun føre til yderligere militære spændinger og en større trussel om krig – nej til AUKUS, nej til amerikanske og britiske baser et hvilket som helst sted i regionen! I Storbritannien skal vi holde øje med, at de konservative følger i hælen på Biden, og både Truss og Sunak bruger koldkrigsretorik som argument for en hårdere kurs over for Kina. Og vi må også blive ved med at gentage advarslerne fra taiwanesiske socialister om, at man ikke kan stole på andre imperialistiske magter som et bolværk mod Kina:

 

Amerika har kun bakket op om Taiwan og Hongkong, fordi de tjener som nyttige stedfortrædere i deres geopolitiske styrkeprøve med Kina. … Sådan har det altid været med Taiwans og Hongkongs relationer til USA, og på trods af ønsketænkning bliver det ved med at være sandt.

 

16. august, 2022

 

Noter:

(1)  George Magus, Red flags; why Wi’s China is in jeopardy  (New Haven: Yale University Presse, 2018), s. 2. Det samme argument kan også findes I Peter Frankopan, The New Silk Roads (London: Bloomsbury, 2018) og Elisabeth Economy, The Third Revolution (New York: Oxford University Press, 2018) blandt andre.

(2)   Se Denny Roy, Taiwan, a Political History) (Ithaca: Cornelle University Press, 2003), s. 67-5.

(3)  Margery Wolf, Women and the Family in Rural Taiwan

(4)  Simon Long, China’s Las Frontier (Basingstoke: Macmillan, 1991), s. 55.

 

Oversat fra rs21.org.uk af Niels Ovregaard Hansen

single.php
WP2Social Auto Publish Powered By : XYZScripts.com