Ligeret
Alle talere understregede behovet for fælles organisering mellem jøder og palæstinensere mod den israelske regerings dagsorden. Det er nødvendigt som grundlag for at skabe en fælles fremtid baseret på lige rettigheder.

Sally Abed, palæstinensisk statsborger i Israel og leder af ”Standing Together,” sagde: “Som palæstinenser, som aktivist for social retfærdighed, er jeg nødt til at tage højde for de mennesker i mit samfund, som lige nu ikke er overbeviste, som ikke har politisk vilje til bare at anerkende det faktum, at jeg er palæstinenser – jeg skal få dem til at anerkende min historie og min fortælling og få dem over på min side. Det er en anden opgave end palæstinensere i udlandet har, og især anderledes end i de besatte områder og i Gaza. For jeg har ‘privilegiet’ af at opleve et semi-demokrati af en slags, og jeg har nogle værktøjer, jeg kan bruge […].”

“Dette er meget svært i disse meget polariserede øjeblikke […], mens mit folk bliver slagtet, mens vi bliver fyret fra vores job og bortvist fra universiteter […] I dette øjeblik er der organiserede grupper, der bliver tungt bevæbnede af vores nationale sikkerhedsminister Itamar Ben-Gvir, en åbenlyst kahanistisk tilhænger af jødisk overherredømme.” [kahanistisk: ideologisk følger af afdøde rabbi Meier Kahane, en ultrahøjreorienteret politisk leder og tilhænger af jødisk overherredømme. o.a.].

“Det er så vanskeligt lige nu at navigere i alt dette, og at udtrykke vores traumer som palæstinensere, og også at beskrive traumet i det israelske samfund. Mine meget nære venner, mine naboer, mine kolleger, er blevet dybt påvirket af angrebene den 7. oktober. Så det er en af ​​de mest komplekse oplevelser at være i, men efter min mening er det et af de mest kritiske rum at dyrke og holde fast i.”

Solidaritet

Uri Weltmann, National Field Organizer for ”Standing Together”, gav en forklaring på organisationens praktiske arbejde, især dets etablering af “jødisk-arabiske solidaritetsvagter” i blandede byer. Disse initiativers formål er at organisere samfundets selvforsvar mod tilskyndelse til racistisk vold:

“Ben-Gvir, den mest høgeagtige, ekstremistisk-nationalistiske minister, der nogensinde har fået plads i en israelsk regering […] har uddelt våben og motiverer folk til at danne lokale militser i blandede byer som Yaffa, Haifa og Lod. Så i stedet for at sidde på sidelinjen og lade højrefløjen tage initiativet […] har vi oprettet disse solidaritetsnetværk for at samle jødiske og arabiske naboer fra forskellige kvarterer i de samme byer eller fra tilstødende byer, for at yde gensidig hjælp arbejde og arbejde anti-racistisk […]”.

Fred

“En af vores grupper i Hadera gik ud og slettede racistisk graffiti. Vi laver tosprogede plakater, der bringer et budskab om solidaritet og lighed […]. Budskabet er på hebraisk og arabisk: ‘Kun fred vil bringe sikkerhed’. Det er helt anderledes end det budskab, vi hører fra vores ledelse, og takket være frivillige fra vores grupper er det nu synligt i gaderne.”

“Nogle af vores grupper er blevet udsat for undertrykkelse fra staten. Nogle af vores aktivister i Jerusalem blev tilbageholdt af politiet for den “forbrydelse” at hænge plakater op, der på hebraisk og arabisk sagde: “Jøder og arabere vil komme igennem dette sammen.” Det afspejler tydeligt atmosfæren i Israel i øjeblikket. ”

Kefah Abukhdeir, en palæstinensisk-amerikansk pædagog og aktivist bosat i det besatte Østjerusalem, gav sit syn på fremtiden: “Folk har brug for at vide, hvor tæt vi er bundet sammen som israelere og palæstinensere. Vi ser ind i deres øjne hver dag, vi ser dem i uniform, vi ser dem besætte os. Lige nu har vi brug for, at palæstinenserne bliver beskyttet.”

“Men vi har brug for retfærdighed og lighed. Vi skal være i stand til at tale med israelerne og udmønte en eller anden form for retfærdighed […] Vi har to mislykkede nationale projekter, som nu er siamesiske tvillinger. Det skal føre os til noget, vi allesammen kan være stolte af. Alle må opgive deres stolthed og forsøge at komme videre, for vi taler om massakrer, om børn, der bliver dræbt. Det er det, der skal høre op.”

To stater

Yael Berda, fra ”A Land for All”, anslog en lignende tone. Hun sagde: “Vi er sammenflettet. Der er israelere, og der er palæstinensere, og ingen af os skal nogen steder. Og medmindre vi ønsker at leve i evig krig, som også skaber krig andre steder, fremmer de værste former for vold, fremmer racisme […], så har vi brug for er at indse, at vi deler dette sted […] Så svært det end er at høre, ja, så er dette en nybyggerkoloni … af flygtninge.”

”A Land for All” går ind for en konføderation af to suveræne og uafhængige stater, Israel og Palæstina, bundet sammen af forbundsstrukturer. Dets aktivister ser på EU som potentiel model. Deres argument er, at en gang forekom det lige så umuligt at forestille sig, at europæiske magter, efter århundreders brutale og blodige krige med hinanden, en dag kunne slutte sig sammen i et internationalt organ med rettigheder til fri bevægelighed.

Våbenhvile

Socialister må gøre, hvad vi kan for at presse vores egne regeringer til at ændre politik – til at støtte opfordringer til våbenhvile, til at anvende diplomatisk pres med dette og til at øge den humanitære bistand til palæstinenserne. Vi kan deltage i marcher og protester.

Men progressive sociale forandringer i Israel/Palæstina vil kun ske som et resultat af helt konkrete bevægelser, der organiserer sig for det. Den mest magtfulde enkelte ting, vi lige nu kan gøre, er derfor at give direkte støtte og solidaritet til stemmer som disse fra panelet den 24. oktober, jødiske og palæstinensiske aktivister, der går ind for lige rettigheder og for en fælles fremtid.

1. november 2023.

Det fulde interview ligger på YouTube her

Oversat fra europe-solidaire af Anne Haarløv