Alle illusioner bristede, begyndende med den største - det synspunkt, som USA’s regering havde, at hvis man fik en ’normalisering’ af relationerne mellem Israel og Saudi-Arabien, plus andre Golf-kongedømmer, forhandlet igennem, så ville Palæstina helt forsvinde fra synsfeltet. Det er helt centralt at slå fast, at den grundlæggende lære af USA’ politik, der har gjort Israels vedvarende tilintetgørelse af Palæstina og dets folks forhåbninger mulig, har gjort den 100-årige palæstinensisk-zionistiske konflikt til en permanent krise, uden meget håb om en løsning.
Mens dette skrives, er risikoen for en endnu større regional krig, som ingen af staterne ønsker, ukendt - ’må Gud forbyde den’, som professor Rashid Khalidi udtrykker det. Men hvad der sker for hver dag, er mere end tilstrækkeligt rædselsvækkende. Uden at gå nærmere ind på de begivenheder, det drejer sig om, så er det fælles for dem, at de med al ønskelig tydelighed har fået millioner af mennesker til at gå i gaderne med krav om, at myrderierne i Gaza bliver bragt til ophør.
Vi har i redaktionen behandlet den amerikanske regerings angivelige bekymring for Palæstina i en tidligere leder, ’Palestine and Empire’ (Against the Current’ 226). Selv om den aktuelle katastrofe har gjort den forældet, kan den alligevel bidrage til en forståelse af baggrunden for den.
En anden illusion, der bristede, var Israels illusion om ’sikkerhed’, om uigennemtrængelige mure, overvågningsteknologi i verdensklasse, en efterretningstjeneste, som intet kunne holdes skjult for, og at visheden om en knusende hævn var rigelig til at ’afskrække’ Hamas, som en højtstående repræsentant for Israel gentagne gange pralede af. Den er blevet erstattet af den endnu mere dødbringende illusion, at den lovede ’totale tilintetgørelse’ af Hamas, der ikke kan gennemføres uden at titusinder, eller sandsynligvis hundredtusinder, dør i Gaza, vil give sikkerhed.
En illusion blandt en del pro-palæstinensiske aktivister - at Hamas-angrebet betød et fremskridt for modstand og frihedskamp - må også underkastes en analyse. For at gøre det kort - at 1400 israelere døde, de fleste civile, er en katastrofe for det israelske folk, men truer ikke staten. Det vil blive behandlet nedenfor.
Kortlægning af katastrofen
Israels regering under ledelse af Benjamin Netanyahu, ’Mr. Security’, er den mest modbydeligt racistiske, anti-demokratiske og inkompetente i landets historie, selv om der er skarp konkurrence om den æresbevisning. Det er nok også den, der er blevet mest forhånet for sine katastrofale fejltagelser.
Israels omfattende bombardementer og invasion af Gaza har reelt et altoverskyggende formål, hinsides alle andre overvejelser - at holde Netanyahus regeringskoalition ved magten, og ham selv uden for fængslets mure som følge af en lang række anklager for korruption. Hverken palæstinensernes liv, eller israelernes eller gidslernes liv, må komme i vejen for dette øverste formål.
Når koalitionen er afhængig af støtte fra de fascistiske ministre Itamar Ben-Gvir og Belazel Smotrich, med etnisk udrensning som den åbent udtrykte førsteprioritet, så får krigen karakter af et regulært folkedrab. Den mulighed har hele tiden været til stede i israelsk politik, men Netanyahus påtrængende behov for at holde sit politiske embede fri af retsforfølgelse (lyder bekendt?) fortrænger alle begrænsninger med hensyn til total ødelæggelse, som den globale politik og USA’s interesser normalt pålægger sig selv og andre.
Mustaf Barghouti, læge i Ramallah og præsident for Palestinian National Initiative (et politisk parti, der ser sig selv som en ’demokratisk tredjekraft’ over for PLO og Hamas, o.a.), har gentagne gange (f.eks. i ’Democracy Now’. 19. oktober) advaret om et scenarie, hvor Israel affolker og indlemmer det nordlige Gaza, og så går videre til etnisk udrensning og indlemmelse af Vestbredden.
’Jeg har aldrig troet, at jeg ville opleve et Israel, der ville gribe til etnisk udrensning i det 21. århundrede’, siger dr. Barghouti, ’men jeg indrømmer, at jeg tog fejl’. Der kan læses om en tilsvarende advarsel i Gaza: Mellem et nyt Nakba og genoplivelsen af Oslo-fiktionen, Socialistisk Information, 2.11.2023.
Det umiddelbare chok ved rapporter fra det sydlige Israel, der ramte det meste af verden, og i særlig grad USA, førte til, at den forståelse for det palæstinensiske folks lidelser, og den støtte, den havde medført, en støtte, der var vokset gennem flere år, begyndte at opløses. Hamas-drabenes omfang og grusomhed medførte en umiddelbar sympati for Israel. Men inden for en uge forvandlede Israels uophørlige bombardementer, ’total belejring’, og en overhængende invasion af Gaza sympatien til afsky.
Siden da er vi i tide og utide blevet belært om, at Israels ’ret til at forsvare sig’ går forud for at tage de grundlæggende forhold og den historie, der har skabt den nuværende situation, i betragtning. Alt det må vente, til ’Hamas’ terror er blevet bragt til ende én gang for alle’.
Med al respekt, så må jeg insistere på, at det er det modsatte, der gælder. Når Israels apartheid slår ind på vejen mod folkedrab, som mange iagttagere ser som et muligt udfald, så kan vi ikke vide, hvor den vej ender, uden en vis forståelse af, hvad der går forud.
Baggrunden for den fundamentalistiske nemesis
I foråret 1982 var jeg med en delegation af venstreorienterede journalister på besøg i de besatte palæstinensiske områder og i Israel, hvor vi gæstede Bir Zeit-universitetet på den besatte Vestbred. Ud over de israelske vejspærringer og utålelige chikanerier af uddannelsesstedet, fortalte de nationalistiske studerende, tilhængere af PLO, os også om, hvordan de israelske myndigheder tillod fri passage for højreorienterede islamister fra Gaza til at komme og forstyrre deres aktiviteter inden for universitetets område.
Det var en ildevarslende forsmag på, at Israel foretrak islamisk fundamentalisme frem for palæstinensisk nationalisme. Denne kyniske ’min fjendes fjende’-filosofi var ikke ulig den, som USA i den samme periode havde gang i, når de ydede støtte til Osama bin Ladens fundamentalistiske kræfter imod Sovjetunionen. De kræfter, der blev til al-Qaeda, og som endte med at begå chokangrebene 11. september 2001.
Vores diskussioner på Bir Zeit fandt sted kun få måneder før Israels invasion af Libanon, der kulminerede med massakrerne i Sabra- og Shatila-flygtningelejrene, og udvisningen af PLO fra Beirut.
Det var et knusende nederlag for palæstinensisk nationalisme, og skabte også grobund for den shia-fundamentalistiske bevægelse Hizbollah (støttet af Iran), der blev, og stadigvæk er, Israels vigtigste militære modstander.
Hamas blev dannet i 1987 som en Gaza-filial af det egyptisk-baserede Muslimske Broderskab. I begyndelsen af 2000-tallet havde den samlet styrke til at udfylde det tomrum af reel modstand, der fulgte af tilbagegangen for den palæstinensiske venstrefløj, og Israels og USA’s succes med at gøre den palæstinensiske selvstyremyndighed (PA) til et vedhæng til besættelsesmagten.
Sammenfaldende med, at israelske bosættelser bredte sig som en uhelbredelig kræftsygdom på Vestbredden, fandt der en usædvanlig begivenhed sted for palæstinenserne. Et valg til ledelsen af PA blev erklæret frit og retfærdigt af The Carter Center, og bredt opfattet som et demokratisk eksempel for Mellemøsten.
Til overraskelse for alle - også Hamas - vandt den islamistiske bevægelse, idet den besejrede den dominerende PLO-fraktion, Fatah. En rædselsslagen Hillary Clinton begræd USA’s fejltagelse med hensyn til at sikre, at valget ville være faldet anderledes ud.
Yasser Arafat, mangeårig leder af PLO og symbol på palæstinensisk nationalisme, var død i 2004 (højst sandsynligt forgiftet af israelske agenter, selv om mordet aldrig er blevet indrømmet). Da PLO’s opbakning i befolkningen var dalet drastisk, anerkendte begge partier deres skrøbelige vælgergrundlag - det var de færreste, der havde stemt for den islamisk-fundamentalistiske ideologi, men snarere i protest mod PA og PLO’s inkompetence og korruption.
Fatah og Hamas gik så i gang med at forsøge at danne en palæstinensisk samlingsregering. Det var en øvelse i palæstinensisk demokratisk politik, der var helt uacceptabel for USA og Israel. Hvad der derefter skete, blev fortalt af journalisten David Rose i en dybdeborende rapport (Vanity Fair, april 2008). Som det er sammenfattet i artiklens indledning:
’Efter fiaskoen med at foregribe Hamas’ sejr over Fatah ved 2006-valget, bagte Det Hvide Hus endnu en skandaløs rævekage, og scorede et Mellemøsten-selvmål. Ingredienserne var dels Iran-Contra, og dels Svinebugten. Med fortrolige dokumenter, bekræftet af dybt chokerede tidligere og nuværende US-embedsmænd, røber forfatteren, hvordan præsident Bush, Condoleezza Rice og den nationale sikkerhedsrådgiver Elliott Abrams støttede en væbnet styrke under Fatahs stærke mand, Muhammed Dahlan, og udløste en blodig krig i Gaza, der efterlod Hamas endnu stærkere end før’.
Kuppet slog fejl, og det, der blev tilbage til PLO, var at administrere PA i de stumper af territorium, der var tilbage til dem på Vestbredden. Hamas konsoliderede sin kontrol med Gaza.
Denne stribe land er lige siden forblevet under en israelsk belejring, der snører sig mere og mere til med periodiske operationer, som israelerne betegner som at ’slå græsset’ med målrettede snigmord og bombardementer af civil infrastruktur, begrænsning af fødevareleverancer til eksistensminimum, elektricitetsforsyning få timer dagligt, drikkevand, der i tiltagende grad ikke kan drikkes, og hele det matrix af rædsler, der er skildret i ubærlige, men uomgængelige detaljer, i Norman Finkelsteins bog Gaza. An Inquest into its Martyrdom (University of California Press, 2018).
Den indespærrede befolkning I Gaza, hvoraf det store flertal er flygtninge og deres efterkommere fra massefordrivelsen og berøvelsen af al deres ejendom i 1948, er vokset til to en halv million i en stribe land, stort set på størrelse med Detroit. Efter enhver tidligere runde af pulverisering, finder der en delvis genopbygning sted, finansieret af kilder i den arabiske verden, især Qatar, og visse internationale organisationer.
Hamas forsøgte selv at forlige sin ideologiske opposition til Israels eksistens med regeringsansvarets kendsgerninger. Det var især bevægelsens politiske fløj, der signalerede vilje til at kunne leve med en eller anden form for tostats-løsning, hvis det var det, der var det palæstinensiske folks vilje. Israels lederskab, fra højre til venstre, viste ingen interesse. Krummer af hjælp og en håndfuld jobs i Israel for desperate Gaza-arbejdere kunne sikre, hvad Israel kynisk kaldte for ’fred og ro for fred og ro’.
Så tilfredse med stabiliteten ved status quo var de israelske myndigheder, at de selvtillidsfuldt flyttede militære enheder nordpå for at servicere og beskytte fanatiske bosættere på Vestbredden, mens de røvede og plyndrede palæstinensiske landsbyer, brændte marker og rev uvurderlige oliventræer op med rode. Byer i det sydlige Israel blev ladt nødtørftigt bevogtede tilbage. Men før 7. oktober, hvad kunne gå galt?
Konfronteret med brutale kendsgerninger
Det er nødvendigt at konfrontere, hvad der rent faktisk skete 7. oktober og eftervirkningerne af det. Den ekstraordinært grundige forberedelse, den hemmelige forberedelse, kompleksiteten og selv magtudfoldelsen ved Hamas’ angreb chokerede virkeligt verden udenfor.
Det samme gjorde også den ekstreme grusomhed, hvormed massemyrderierne blev udført. Med mindre det skyldtes et sammenbrud af kommando og kontrol, så det ud, som om det vigtigste formål var at slå mennesker ihjel - endnu mere end at tage gidsler til bytte for seks tusinde palæstinensiske fanger (herunder 360 børn), tilbageholdt i Israel, mange under ordre af ’administrativ tilbageholdelse’, uden anklager og retssag.
Påstande om, at en del israelske borgere kan være blevet dræbt i forbindelse med hærens voldsomme angreb for at genvinde for at genvinde kontrol (se f.eks. Var israelske styrker medansvarlige for dødsfald ved angrebet 7. oktober?, Socialistisk Information, 26.10.23) er ikke verificerede, men ville ikke være uden fortilfælde i Israels historie med at håndtere gidselkriser.
De omfattende myrderier 7. oktober, begået af Hamas-soldater, er ikke desto mindre udførligt dokumenteret med body-cams og mobilfotos, samt overlevendes beretninger. De inkluderede vilkårlige nedslagtninger af hele familier i deres hjem - og af mange civile, der kunne være blevet taget til fange, men i stedet bare blev mejet ned.
Omfanget af drab, langt ud over ethvert indlysende strategisk formål, karakteriserer dette som en hæslig aktion, der ikke på nogen måde tjente en fremgang for den palæstinensiske modstand, eller noget som helst progressivt formål i øvrigt.
Det udstiller endnu mere en forfærdende ligegyldighed over det helvede, som det ville bringe ned over Gazas civilbefolkning. Hvordan i alverden skulle dette kunne ’føre til fremgang’ for kampen?
Hamas’ moralske og politiske forbrydelser inkluderer deres svigt med hensyn til opførelse af civile beskyttelsesrum og opbygning af nødforsyningslagre i tilfælde af gentagne runder af israelske angreb fra luften og på jorden.
Tilhængere af palæstinensisk frihed må se i øjnene, hvad det siger om Hamas, ligesom den måde, som de har regeret på i Gaza. At anerkende undertrykte folks ubetingede ret til at gå til modstand, også med våben, fritager os ikke fra ansvaret for at analysere de metoder og den politik, der kendetegner de styrker, der handler i disse folks navn.
Forbrydelserne bliver desto større, hvis, som mange analytikere antager, et formål med Hamas-angrebet var bevidst at drage Israel ind i en landkrig. Har organisationens militære eller politiske ledelse forestillet sig, at stater i regionen ville komme til undsætning?
Det er, som altid, uundgåeligt, at det israelske militærmaskineris enorme styrke, med fuld støtte fra USA, ville få de 1400 israelske dødsfald 7. oktober til at tage sig beskedent ud. De blev ubesværet fordoblet af palæstinensiske tab af menneskeliv, alene i de første få dage af Israels gengældelsesbombardementer og den ’totalbelejring’, som Netanyahu lovede ville ’udslette’ Hamas, ’forandre Gaza for evigt’, og ’give genlyd i generationer’. Mens dette skrives, har Gazas sundhedsministerium anslået, at dødstallet overstiger 8000.
Det var før landinvasionen af Gaza, før hospitalerne mistede det sidste af deres brændstof til generatorerne, og før Israel bombarderede dem, der fulgt ordrerne til at flygte mod syd - og med hvilket formål fra israelsk side?
Efter at Israel gjorde det muligt at opbygge den styrke, der blev til Hamas, kan den nu ’elimineres’ ved et massemyrderi af titusinder af civile i Gaza, og den tvungne flytning af hundredtusinder mere? Hvor vil de formodes at tage hen?
Hvem, om nogen, vil genopbygge Gaza til den tid? Vil et ’mindre Gaza med færre indbyggere’, som et israelsk regeringsmedlem lover, genskabe israelsk selvbedrag med hensyn til sikkerhed? Vil Israel generobre stedet og overgive det til en totalt vanæret selvstyremyndighed, et ynkeligt vedhæng til besættelsesmagten?
Der er eksperter i medierne, der bringer disse afskyelige scenarier på bane og mere til, baseret på at gøre Israels apartheid-koloniale kontrol permanent.
Reaktionerne
Midt under en verdensomspændende anråbelse af en øjeblikkelig våbenhvile har USA’s udenrigsministerium forbudt deres embedsmænd at nævne selve ordet. Ud over at ’stå bag Israel’ og sende flere våben, som det ikke engang har brug for til at ødelægge Gaza mange gange mere, ser USA’s plan ud til at gå ud på stræbe henimod en ’normalisering’ af forholdet mellem Israel og Saudi-Arabien hen over de rygende ruiner fra Israels krig mod Palæstina.
Joe Biden fastslog den selvindlysende sandhed, at ’Hamas ikke repræsenterer det palæstinensiske folk’…’ Ja, det må man sige! De opinionsmålinger, der er for hånden, indikerer støtte fra ca. 20 procent af Gazas befolkning, måske meget mindre end det.
(Jim Zogby fra det Arabisk-Amerikanske Institut, anser 11 procent for mere sandsynligt. Se også Amaney A. Jamal og Michael Robbins. ’What Palestinians Really Think of Hamas,’ Foreign Affairs, 25. oktober, 2023. Denne nye måling blev afsluttet lige før 7. oktober, da Israel-Hamas-krigen brød ud. Nogle få af mange resultater: Både Hamas og Fatah støttes af mindre end 30 procent, og meget mindre ud fra de fleste målinger.)
Men USA-meldinger som den, Biden kom med, rimer dårligt med erklæringer fra præsident Herzog om, at ’Gaza er Hamas’, eller Benjamin Netanyahu, der i FN fremviste et kort over Stor-Israel, herunder Gaza og Vestbredden. Det er, hvad Bidens tilsagn om omfattende militær bistand til Israel vil føre til i den virkelige verden.
I mellemtiden har den nye katastrofe bragt en polarisering i det jødiske samfund i USA for dagen, og gjort kløften dybere, vedrørende Israel og Palæstina. I løbet af den uge, der begyndte 16. oktober, blokerede Jewish Voice for Peace, If Not Now og andre jødisk-anførte solidaritetsorganisationer udgangene fra Det Hvide Hus om mandagen, og fyldte Capitol Hill om onsdagen, med krav om en øjeblikkelig våbenhvile. Den JVP-anførte sit-in lukkede New York Central Station med mere end 400 arrestationer.
Men en typisk establisment-reaktion stod i Detroit Free Presse (søndag, 16. oktober), skrevet af Rabbi Asher lobatin, som har et ufortjent renommé som en moderat og mæglende stemme:
’Hamas’ omfattende myrderier af familier, babyer, børn, mødre og bedstemødre var den værste enkeltdags-katastrofe for vores folk siden Holocaust. Og den bragte mindelser om pogromerne i Østeuropa før og efter den russiske revolution, hvor jøder i massevis blev angrebet og slået ihjel. Men denne gang er det endnu mere ekstremt, som den grusomhed, der udøves af ISIS, og den her gang er ISIS her efter jøderne.’
Der savnes altså noget historisk kontekst, for at sige det mildt! Jødiske samfund som mål for pogromer i Europa, endsige det nazistiske folkedrab, var ikke alene forsvarsløse, men hvad der er mere vigtigt, de havde intet at gøre med de omstændigheder, der førte til mordet på dem.
De israelske ofre for Hamas-angrebet, helt uskyldige i sig selv, var borgere i den stat, der helt grotesk beskriver sig selv som ’det jødiske folks nationalstat’ - en stat, der hævdede at forsvare dem, samtidig med, at den havde skabt forudsætningerne for mordet på dem, og bidrog til at sætte den styrke i gang, der udførte 7. oktober-massakren.
Sammenligninger af Hamas med ISIS, som i Netanyahus udtalelse, at ’Hamas er ISIS’ (og Bidens vrøvl om, at ’de fyre får al-Qaeda til at se uskyldige ud’) leverer et dække over en krig uden grænser og mådehold, mens bosætterovergreb eskalerer dag for dag. Det er mere præcist at se Hamas og den israelske besættelse som asymmetriske, men symbiotiske dansepartnere i en dødsspiral.
Man kan sige, at den israelske regering og Hamas, hver ud fra deres egne grunde, ønskede den nuværende krig, og at USA er enten uvillig eller for inkompetent til at stoppe den. Der er på den anden side ingen af staterne, der ønsker en regional krigs apokalypse - ikke Israel, hverken Saudi-Arabien eller Iran, og slet ikke Libanon, der kunne blive tilintetgjort, og heller ikke USA.
Hvis der er stater og og/eller deres hjælpestyrker, der i blinde raver ind i en regional krig, så er der ingen, der ved, hvad den vil føre til, eller hvor meget helvedes porte vil åbne sig.
Kravet om en øjeblikkelig våbenhvile er blevet den verdensomspændende bevægelses centrale drivkraft. Den vrede, der breder sig over hele verden, sammen med de voksende protester blandt palæstinensere i USA, arabere, progressive sektorer af det jødiske samfund og andre allierede i solidaritet, er det bedste håb lige nu for at spærre vejen mod folkedrab.
30. oktober 2023
David Finkel er redaktør på Against the Current, udgivet af den socialistiske organisation Solidarity i USA.
Oversat fra Against the Current af Niels Overgaard Hansen
