Da S-R-SF-regeringen gennemførte lovindgrebet mod lærerne i 2013 skulle budskabet stå lysende klart i forhold til fremtiden. Lærerne var et dejligt velvoksent bytte. ” If you can make it here, you can make it everywhere. Så kan de lære det. Men kan de det?

af Mogens Steenbuch

Tilbage i marts 2011 vedtog EU-lederne på et topmøde en såkaldt ”Europluspagt”, også kaldet ”Konkurrencepagten”. Den skal sikre en koordinering af den økonomisk politik med henblik på at forbedre erhvervslivets konkurrenceevne i EU. Det skal ske ved at tvinge almindelige lønarbejdere til at levere mere arbejde pr. udbetalt lønkrone.

 

Et af eksemplerne i Pagten lyder således: – en sikring af at lønomkostningerne i den offentlige sektor understøtter bestræbelserne vedrørende konkurrenceevnen i den private sektor (under hensyn til den signaleffekt, lønningerne i den offentlige sektor har).

 

Altså skåret ud i pap: Først gennemtvinges forringelser i løn- og arbejdsforhold i den offentlige sektor, senere kommer turen til den private sektor. Dette var planen, hvordan gik det så i Danmark? Den 22. oktober 2011, altså kun syv måneder senere, udsender Finansministeriet en pressemeddelelse om en nyskabelse, som hedder Moderniseringsstyrelsen, som er en sammenlægning af Økonomistyrelsen og Personalestyrelsen. Den skal, skriver Finansministeriet, ”frigøre de betydelige ressourcer, der ligger i modernisering af de offentlige overenskomster, bedre økonomistyring og i bedre ledelse”.

 

Corydon-doktrinen
Den daværende socialdemokratiske finansminister Bjarne Corydon har store forventninger til den nye styrelse. Vi får målrettede institutioner til at fremme en effektiv offentlig sektor.

 

Digitalisering, smidige arbejdstidsregler og bedre ledelse kan frigøre meget betydelige ressourcer. Med Moderniseringsstyrelsen dannelse indleder S-R-SF regeringen en voldsom offensiv mod løn- og arbejdsvilkår for de offentligt ansatte.

 

Der skal gå næsten to år, før det går op for især lærerne på landets folkeskoler, hvad der senere har fået navnet Corydondoktrinen, egentlig går ud på. Selv om pressemeddelelsens ordlyd i 2011 ikke er til at tage fejl af, sker det først, da overenskomstforhandlingerne i 2013 ender med KL´s usædvanlige lockout af folkeskolelærerne.

 

Inden lockouten har der ikke foregået egentlige forhandlinger mellem Danmarks Lærerforening (DLF) og KL.

 

I det såkaldte ”18. oktober papir” har S-SF-R regeringen besluttet udfaldet af de ”forhandlinger”, der endnu ikke er påbegyndt. I papiret, der er udarbejdet i Finansministeriet og Ministeriet for Børn og Undervisning, henvises der til, at finansieringen af skolereformen sker gennem de nye regler for lærernes arbejdstid.

 

Konsekvensen på det kommunale område var, at der ikke på noget tidspunkt blev tale om egentlige forhandlinger. Ved det afsluttende møde den 26. februar indledte KL`s forhandler Michael Ziegler med at konstatere, at man er presset af tiden. Det var i øvrigt første gang, Ziegler overhovedet deltog i et forhandlingsmøde. Det næste, der skete, var, at Michael Ziegler ringede til Anders Bondo fra DLF og sagde, at forhandlingerne var brudt sammen.

 

Anders Bondo svarede, at forhandlingerne slet ikke var begyndt. Efter en tur i forligsinstitutionen lockoutede KL 70.000 lærere i 4 uger. Målet var at tvinge lærerne økonomisk i knæ.

 

Regeringen afsluttede konflikten med lov nr. 409 som helt og holdent imødekom arbejdsgivernes krav. Og ikke nok med det, loven straffede lærerne ved at fjerne flere hundrede millioner kroner fra deres overenskomst.

 

Budskabet skulle være lysende klart i forhold til fremtiden. DLF var et dejligt velvoksent bytte. “If you can make it here, you can make it everywhere.” Så kan de lære det.

 

Konflikten truer
Op til dette års overenskomstforhandlinger har Moderniseringsstyrelsen villet inddrage den betalte frokostpause. Herved kan hente 2,5 timers mere arbejde om ugen, uden at det koster ekstra.  Desuden har arbejdsgiverne afvist, at de offentlige ansatte skal have opreguleret deres lønninger.

 

”Jeg har aldrig oplevet så meget frustration i samtlige lønmodtagergrupper, siger Flemming Vinter (formand for CFU), der efter den overskredne deadline vurderer, at risikoen for konflikt nu er større, end  den normalt er på nuværende tidspunkt.

 

Med den strategi, der er lagt af de offentlige arbejdsgivere, må det forventes at forhandlingerne bryder sammen, og at der kommer en storkonflikt på det offentlige område.

 

Om det hele ender med et V-LA-K lovindgreb, må tiden vise.

single.php
WP2Social Auto Publish Powered By : XYZScripts.com