Processen frem mod et nyt antikapitalistisk parti vil få stor politisk betydning. Det nye partiprojekt er allerede meget aktivt og er godt i gang med at erstatte LCR.

af Pierre Rousset

I juni 2007 stod det Revolutionære Kommunistiske Forbund (Ligue Communiste Révolutionnaire eller LCR) bag en appel om at grundlægge et nyt antikapitalistisk parti (Nouveau Parti Anticapitaliste eller NPA). I juni 2008 havde processen udviklet sig så langt, at tusinde delegerede mødtes i Paris for at give bevægelsen en landsdækkende ramme. I starten af november 2008 var delegerede fra omkring 400 lokalkomiteer igen samlet for at diskutere tre dokumenter: programmatisk grundlag, politisk orientering, vedtægter og stiftelse af NPA. Tæt på 10.000 aktivister arbejder for indeværende på opstarten af NPA – tre gange så mange som LCR’s medlemstal.

Den 6. november 2008 afholdt NPA sit første offentlige møde i Paris med mere end 2.000 deltagere. Om alt går vel, bliver det på LCR’s kongres den 29. januar 2009 vedtaget at afvikle partiet. I de efterfølgende dage, 30. januar til 1. februar 2009, vil NPA så blive stiftet på sin første kongres.

Så langt, så godt. Det er slående, så hurtigt denne proces forløber. Den udfylder helt klart et politisk tomrum. Dette tomrum, denne lejlighed til forandring, har været nærværende en rum tid, men i løbet af de sidste ti år er alle andre forsøg på at opbygge et bredere anti-kapitalistisk parti i Frankrig mislykkedes. For at komme videre besluttede LCR derfor at forsøge sig med noget nyt. Og hvad er så det nye?

Da alle andre scenarier var mislykkedes…

LCR har spillet en hovedrolle i opstarten af NPA, og det kunne derfor være interessant med et tilbageblik på organisationens tidligere forestillinger om, hvordan man opbygger et socialt bredt funderet revolutionært parti. Jeg hentyder her til erfaringerne gjort af min egen "hensygnende" generation (den fra maj ´68), som ikke længere har "kommandoen" i hverken LCR eller NPA, men hvis historiske arv må medregnes, netop når man skal analysere, hvad der er "nyt". Jeg vil her præsentere vores "visioner" i en meget kort, forenklet og skematisk form.

Min generation skabte nye, dynamiske og radikale organisationer i 1960’erne – men i Frankrig forblev de meget små. Sidst i 1960’erne/først i 1970’erne troede vi ikke, vi havde noget valg, fordi de vigtigste klassekonfrontationer var lige på trapperne. Det betød, at det nye revolutionære parti måtte opbygges hurtigt – mens krisen kradsede – gennem en intensiv aktivisme. Midt i 1970’erne var vi tvunget til at indrømme, at historiens fremdrift ville blive betydeligt langsommere end ventet, og at opbygningen af det masse-baserede revolutionære parti var et langsigtet projekt. LCR har aldrig forestillet sig, at vi bare kunne skabe et parti gennem egen vækst. Det måtte nødvendigvis udPSringe af en meget bredere ”omgrupperingsproces”, det vil sige en omstrukturering af venstrefløjen og arbejderbevægelsen. Vi forestillede os tre scenarier:

1. Scenario 1: Radikaliseringen af hele sektioner og fløje af eksisterende massebaserede arbejderpartier (Socialistpartiet (PS) og Kommunistpartiet (PCF). Man kan med en vis ret sige, at dette scenario tog form i Italien med dannelsen af "Rifondazione", da det gamle kommunistparti blev socialdemokratisk. Men noget tilsvarende skete ikke i Frankrig. Det største opbrud i PS (omkring Jean-Pierre Chevénement) blev til "venstre-nationalisme", skrumpede ind og blev irrelevant. Den langstrakte krise i PCF gav aldrig anledning til noget, der på nogen måde lignede det, der var sket i Italien. Vores "gamle venstre" viste sig ude af stand til fornyelse selv i det små.

2. Scenario 2: Opstart af et nyt radikalt arbejderparti af fagforeninger med deltagelse af eksisterende revolutionære grupper. Det er det, vi kalder den "brasilianske model" på grund af den oprindelige grundlæggelse af det brasilianske Arbejderparti (eller for lidt kortere tid siden: den sydkoreanske proces, hvor den faglige landsorganisation KCTU støttede dannelsen af det Demokratiske Arbejderparti. I begge tilfælde var fagbevægelsen stadig "ung", da den netop havde reorganiseret sig i kølvandet på en periode med militærdiktatur. I Frankrig er der ingen tegn på en sådan dynamik i de faglige landsorganisationer (CGT, CFDT, FO).

3. Scenario 3: To eller tre markante politiske grupper danner et nyt parti. Dette skete i Portugal (Venstreblokken) og Danmark (Enhedslisten). Det var den enkleste og mest "sandsynlige" af alle scenarier. Ikke desto mindre virkede det ikke i Frankrig. I modsætning til LCR har de to andre vigtigste organisationer fra 1960’ernes radikalisering aldrig været interesseret i at samle de radikale kræfter omkring et fælles politisk projekt.

Der var dog en vigtig politisk åbning efter sejren i 2005, da folkeafstemningen om forslaget til en (neoliberal og militaristisk) EU-forfatning endte med et "nej". Det skabte en stærkt ønske om politisk enhed på ”venstrefløjens venstrefløj". Men det mislykkedes efter to års intense forhandlinger, som involverede forskellige strømninger, der udPSrang fra PCF til LCR.

Dette sidste forsøg mundede ud i bitterhed og grov polemik om ansvaret for den endelige fiasko mellem de forskellige parter i denne to år lange proces. Langt bedre end at søge efter syndebukke er det dog at reflektere over, hvorfor ingen af disse tre scenarier fungerede i Frankrig på trods af årtier med det ene forsøg efter det andet. Derfor – igen meget skematisk – vil jeg gerne påpege følgende:

De "gamle" bevægelser – politiske såvel som faglige – har ikke længere potentiale til at forny den radikale venstrefløj. Den sociale basis for PS har ændret sig, og partiets "social-liberale" orientering er et udtryk for, hvor dybt integreret partiet er i det borgerlige samfund. PCF, som aldrig for alvor har konfronteret problemerne med sin stalinistiske fortid, befinder sig nu vælgermæssigt og institutionelt som PS’ gidsel. Partiet har været i krise i årevis, og det er desværre en "krise uden dynamik". De tre vigtigste faglige landsorganisationer (CGT, CFDT, FO) er for bureaukratiske. Det betyder ikke, at individer og lokale grupper fra den "gamle" fagbevægelse ikke er, eller vil blive, medlemmer af NPA eller et andet radikalt venstreorienteret parti. Det er der faktisk flere, der er! Til gengæld betyder det, at det ikke vil være tilstrækkeligt at "omstrukturere" den traditionelle arbejderbevægelse. Den må omstruktureres på flere måder – og det er meget mere komplekst.

De "nye" fagforeninger(Solidaires) og sociale bevægelser har et langt større potentiale for radikalisering. Mange af deres aktivister reagerer positivt på behovet for et NPA. Nogle medlemmer af deres ledelse engagerede sig faktisk i forsøgene på at opbygge politisk enhed på venstrefløjens "venstrefløj" i 2005-2007. Ikke desto mindre er forholdet mellem sociale bevægelser og politiske partier i Frankrig stadig akavet. Fagbevægelsernes og masseorganisationernes uafhængighed er et meget følsomt emne i dag – og ofte af gode grunde i betragtning af fortidens erfaringer! Radikale partier som NPA er nødt til at vise sig konsekvent nyttige og klar til at bevare et respektfuldt forhold til ”masseorganisationerne” for at sikre en ny gensidig dynamik, der bedre passer til fremtidens forhold.

Det er svært at beskrive, hvad den franske "venstrefløjs venstrefløj" består af, fordi meget få af dens komponenter er velafgrænsede rent politisk. PCF er helt entydigt dens største komponent, men i dyb krise. LCR er den største komponent på den "yderste venstrefløj", som involverer sig i enhedsarbejde. Så er der mindre politiske organisationer, uformelle netværk, lokale grupper, individuelle aktivister eller "personligheder" som alt i alt udgør et "miljø", der er bredere end en sammenslutning af partier. Der er mange grunde til, at forsøgene i 2005-06 på at opbygge en enhed omkring en fælles præsidentkandidat endte i splittelse. Der er dog et større politisk emne, som vi må holde os for øje i denne sammenhæng: Forholdet mellem Socialistpartiet, valgalliancer og regeringsdeltagelse.

Dette er et nøgleområde i en række lande, hvor valgalliancer og regeringsdeltagelse har været eller vil blive et konkret valg for den radikale venstrefløj: Brasilien, Vest-Bengalen, Italien, Tyskland, Portugal, Holland… I Frankrig er valgsystemet meget udemokratisk. For at have nogen som helst chance for at blive valgt til parlamentet har man brug for støtte fra PS (på venstrefløjen) – og den får man ikke gratis. Eftersom PCF er svækket, har det så meget desto mere brug for at forhandle sig til en aftale med PS, hvis det vil bevare sin parlamentariske position. De, der ønsker at alliere sig med PCF, må acceptere dette. Men for LCR (og andre) er den foreliggende opgave at styrke en radikal venstrefløjspol, som kan virkeliggøre et alternativ til social-liberalismen. Det indebærer en total uafhængighed af PS. Det har været og forbliver en væsentlig politisk skillelinje.

Sidst på året i 2006 virkede LCR meget isoleret på "venstrefløjens venstrefløj". Ved præsidentvalget i starten af 2007 stillede Marie-George Buffet op for PCF, Olivier Besancenot for LCR og José Bové for andre dele af "venstrefløjens venstrefløj". Besancenots kampagne var politisk set meget dynamisk, og han fik mere end 4 procent af stemmerne. Der var ikke noget, der lignede dynamik i Buffet’s kampagne, og hun fik mindre end 2 procent (et historisk dårligt resultat for PCF!). Bovés kampagne politisk forvirret og havde lille gennemslagskraft. Til trods for hans eget personlige omdømme fik han kun lige knap 1 procent.
Efter to års intens debat om retningen var præsidentvalget en sand politisk test for "venstrefløjens venstrefløj". Det pålagde LCR et nyt ansvar.

LCR’s nye ansvar
Efter sin succes med at tage politisk initiativ og med af føre valgkamp befandt LCR sig centralt på scenen i "venstrefløjens venstrefløj". Spørgsmålet var derfor: "Hvad gør vi med denne succes?" LCR havde ansvaret for at handle hurtigt og ikke miste øjeblikkets muligheder (sådan som det er sket i fortiden).

Selv i midten af 2007 med den politiske prøve bestået ved valget var der ikke mulighed for at nå til enighed med andre væsentlige organisationer om opstarten af et nyt anti-kapitalistisk parti. Da man nu stod uden chance for at gennemføre et "top-bottom" opråb for enhed, besluttede LCR at kickstarte en "bottom-top" proces – noget som partiet aldrig før havde forestillet sig. Alle, der var parate til at deltage i dannelsen af et nyt anti-kapitalistisk parti med klar uafhængighed af PS, blev inviteret til at slutte sig til lokale komiteer i NPA. De lokale komiteers netværk skulle så udgøre fundamentet for det nye parti.

Der var tydeligvis et politisk tomrum, som et radikalt parti med et kvalitativt bredere fundament end LCR kunne udfylde. Det kom delvist til udtryk i den utrolige popularitet, Olivier Besancenot nød. Olivier er en fortrinlig kandidat og talsperson. Dette er i hovedsagen ikke et "medie"-fænomen. Som postbud opfattes han ikke som professionel politiker, men som en "kollega" ("en af os"). Han er ung, og de unge kan også identificere sig med ham. Sidst, men ikke mindst, er han også meget konsekvent politisk: Da han som 27-årig stillede op til en præsidentkampagne første gang (i 2002) var han totalt ukendt, men allerede medlem af LCR’s ledelse. På fjernsyn klæder han for det meste professionelle politikere og medlemmer af regeringen helt af. Folk elsker det!

En af grundene til, at LCR har været i stand til at tage initiativet, til at opstarte NPA bliver tit overset. Dets ledelse er blevet fornyet. I dag træder alle de historiske "figurer" i LCR ud af ledelsen (men forbliver aktive!), og den nationale ledelse består nu for størstedelen af 30-40-årige kadrer. Det synes ikke at være tilfældet i de fleste andre organisationer. Dette er meget vigtigt på grund af det gennemgribende politiske generationsskifte, som har fundet sted siden ´90’erne.

På den ene side fornyede LCR sit medlemsbasis og netværk af kadrer. På den anden side forbliver LCR en organisation, hvis ramme stammer tilbage fra dens oprindelse – 196oernes og 1970ernes erfaringer. Deraf følger: Partiet både må og skal skyde skabelsen af et nyt parti forankret i den nuværende generations udsyn i gang.

NPA som et ny parti
For LCR er målet ikke bare at opbygge et større og stærkere parti. Det er at hjælpe med til at skabe et virkelig nyt parti. Vi har set et radikalt skift til en ny historisk epoke med opløsningen af Sovjet og med kapitalistisk globalisering. Der har også været et gennemgribende generationsskifte. De nuværende aktivister har nogle referencer og historiske erfaringer, som er af en anden slags end 68-generationens. Kombinationen af disse to radikale forandringer (epoke og generation) har grundlæggende konsekvenser for den måde, politik praktiseres.

Det er ganske givet vigtigt at holde de forgangne årtiers politiske erfaringer levende i folks bevidsthed – ja de mange lektier fra det forgangne århundrede (imperialisme, stalinisme…). Hvordan så opbygge noget nyt uden at miste vores fortid? Ved at lade arven fra LCR overgå til et nyt parti. Ved også at overføre det bedste fra andre revolutionære traditioner fra det forgangne århundrede – med udgangspunkt i marxistiske eller libertære traditioner, feminisme og øko-socialisme mv. Ved at bibringe det nye parti historiske rødder blandt arbejderne via kadrer skolet i faglige massebevægelser, samtidig med at man udvider dets sociale forankring til også at omfatte de nyere erfaringer fra "globaliseringsbevægelsen" og bølgen af modstand i forstæderne blandt immigranter osv. Ved at tillade at også det nye parti taler den nuværende generations politiske sprog.

Viljen til at opbygge et bredere anti-kapitalistisk parti med andre er ikke ny for LCR. Partiet har haft det som mål i flere årtier! Det nye er beslutningen om at kick-starte en "bottom-top" proces og vigtigst af alt fuldt ud at integrere epoke- og generationsskiftet i det nye partis vision.

Desværre er LCR for øjeblikket den eneste "store" (alt er relativt) part på "venstrefløjens venstrefløj", der er engageret i NPA processen. De andre politiske grupper, so deltager i processen, er meget mindre. Risikoen var så, at LCR ville forblive "partiet i partiet" efter grundlæggelsen af NPA. For at forhindre dette, blev der taget nogle vidtgående beslutninger. LCR’s medlemmer er normalt i mindretal i ledelsen af det faktisk eksisterende NPA. NPA må blive en politisk og social smeltedigel for at forme sin egen identitet. For indeværende er det nemt at opnå politisk enighed i NPA-processen, og der er ikke nogle skel a la "definitionen af Sovjetsocialismen", som splittede "venstrefløjens venstrefløj" i 1970’erne. Derimod findes der strategiske spørgsmål, som for eksempel hvordan borgerskabet kan uskadeliggøres, der får meget lidt konkrete svar. NPA må konsolidere sit programmatiske fundament gennem sine egne erfaringer. Det kommer til at tage tid. Vejen frem er ukendt.

Beslutningen om at opløse LCR er selvfølgelig risikabel. Det ville dog være endnu mere risikabelt ikke at løbe den risiko. Vi er nødt til at gribe den nuværende chance. Hvis vi ikke greb den, ville det højst sandsynligt være meget omkostningsfyldt for hele "venstrefløjens venstrefløj". NPA må ikke opfattes som – og må ikke være – et forstørret LCR, men et kvalitativt nyere parti.

Processen er begyndt. Tusindvis af mennesker, som aldrig før har været med i et parti involverer sig. Mange fra PCF og andre organisationer tilslutter sig også, såvel som græsrødder og aktivister. Hvis lanceringen af NPA i slutningen af januar 2009 bliver en succes, vil nogle af de politiske parter, som for øjeblikket ikke er klar til at slutte sig til LCR, måske skifte mening.

Men det er nok bedst at vente til slutningen af januar 2009 og grundlæggelsen af NPA’s kongres med at evaluere den lange vej, vi vil være kommet – og den lange vej, der ligger foran os.
 

Pierre Rousset er medlem af Europe Solidaire Sans Frontiers (ESSF). Han har i mange år været involveret i asiatiske solidaritetsbevægelser.

Oversat af Bodil Olsen fra International Viewpoint

single.php
WP2Social Auto Publish Powered By : XYZScripts.com