No Pasaran! De spanske antifascisters parole i forsvaret af Madrid under borgerkrigen.

Ikke siden afslutningen af Anden Verdenskrig har truslen om en genoplivet, aggressiv og næsten universel yderste højrefløj været så tydelig som i dag. Hvordan er det gået til? Truslen kommer ikke længere fra enkelte smågrupper, eller fra mindre partier, der nostalgisk drømmer om mellemkrigstiden. Nu kommer truslen fra en ny tøjlesløs højrefløj, der enten allerede har fået magt i nogle lande, eller er på vej til at få den, endog i verdens største lande.

Foreløbig er det blevet til Modis Indien, Putins Rusland, Bolsonaro i Brasilien (afhænger af anden valg-runde 16. oktober), Orban i Ungarn og senest Giorgia Meloni i Italien. Måske kommer Trump tilbage i 2024 – for nu blot at nævne de største lande, og for at give en ide om, hvor alvorlig en trussel, der hænger over menneskeheden.

Lederne fra det nye højre bekender sig ikke til arven fra mellemkrigstidens fascistiske og nazistiske bevægelser. De forenes af racisme, fremmedhad, islamofobi og antisemitisme, had til LGBTQ-miljøet, foragt for kvinder, klimaskepsis, foragt for demokratiske rettigheder og friheder, og afvisningen af det borgerlige parlamentariske demokrati. De er nogenlunde fælles om deres opfattelse af historien, de tror på konspirationsteorier, og på familien, fædrelandet, militarismen og religionen.

At kalde dem populister, sådan som alle europæiske medier systematisk gør, er en malplaceret og forskønnende omskrivning, især fordi de samme medier også kalder alle fra venstrefløjen, der udfordrer den neoliberale kapitalisme, for populister, Hvis Bolsonaro, Meloni eller Abascal fra det spanske Vox er populister – hvorfor så ikke også Mussolini, Hitler eller Franco? Hvorfor så ikke omskrive de sidste hundrede års historie, fjerne enhver reference til den Brune Pest og reducere denne til en næsten uskadelig populisme?

Generaliseringer skaber ingen forståelse af fascismens væsen og metoder, hvis de her nævnte personer og partier stemples som (ny)fascister og (ny)nazister. Der må skelnes, fordi der er store forskelle på dem, sådan som det er i alle partier og bevægelser. Fascister og nazister er ikke én stor anonym masse. Som alle andre, så har de også deres indbyrdes forskelle, interne rivaliseringer og stridigheder, og kampe for at vinde indflydelse. Det, der er bemærkelsesværdigt, er, at det er det yderste højres mest brutale og voldelige fraktioner og partier, der i disse år har den største fremgang.

Den nye Middelhavsfascisme

Det er den mest skånselsløse og mest voldelige fløj af det yderste højre, der har taget initiativ til en omstrukturering og koordination af ligesindede partier og bevægelser på internationalt niveau. Fx det spanske Vox, der blev styrket af sit spektakulære gennembrud ved valget i 2019, hvor partiet opstillede for første gang, og blev landets tredjestørste.

Vox har haft en vis succes med at lancere Madrid-Forum – en koordination af partier, bevægelser og fascistiske konspiratorer i den spansktalende verden. Det er imidlertid ikke kun personer herfra, der har underskrevet “Madrid-charteret til forsvar for frihed og demokrati i Iberosfæren.” Også amerikanske Trump-støtter, Sverigesdemokraterne, græske nyfascister fra Elliniki Lisi – efter-følgeren af Gyldent Daggry, og som ved det seneste parlamentsvalg fik 5 procent af stemmerne, er med. Det samme er Marion Marechal Le Pen (Marines niece) samt Giorgia Meloni (en ven af Abascal). De fleste støtter kommer fra latinamerikanske lande, der har eller har haft venstreregeringer som fx Mexico, Equador, Argentina, Venezuela, Cuba. Peru fylder godt, hvilket måske hænger sammen med charterets hyldest til de spanske conquistadorer, der i 1500- og 1600-tallet begik et af historiens største folkedrab på aztekerne, der i chartret beskrives som “blodtørstige og terroristiske.”

Charteret er det første forsøg på at omgruppere det yderste højre, og kan med tiden udvikle sig til en slags “forfatning” for en Brun Internationale, sådan som mange højrepartier ser ud til at ønske sig.

Det nuværende fravær af en Brun Internationale betyder imidlertid ikke, at der ikke foregår en tæt koordination mellem flere ekstreme kræfter. Lederne mødes hyppigt til arrangementer, konferencer og seminarer, hvorfra der udgår en lind strøm af manifester og fælleserklæringer.

Den økonomiske støtte, som fx Putins “lån” via russiske og tjekkiske banker til Marine Le Pen, er ikke længere en hemmelighed. Det hænder også, at de økonomiske bidrag krydser Atlanten, især når det drejer sig om at fælde en fjende, der er alt for besværlig, fx Greta Thunberg. For tre år siden udsendte Commitee for the Abolition of Illegitimate Debt en tekst med den sigende titel: “Hadet mod Greta Thunberg – her er de – med navn og adresse – der finansierer det.”  hvor vi beskrev hvilke kræfter i USA, der finansierer de europæiske højrepartier, der har sat sig for at bekæmpe Greta Thunberg.

Det europæiske yderste højre, og nogle af dets sværvægtere har tætte bånd – hvis ikke afhængighed – af en politisk og økonomisk central stab i USA, især til miljøet omkring Trump og hans donorer.

Det er ikke tilfældigt, at den Brune Internationale er kommet til den konklusion, at klimakatastrofen og mere præcist – den voksende, bredtfavnende, radikale ungdomsbevægelse, der kæmper mod klimakatastrofen, udgør den største trussel mod det yderste højres interesser og det kapitalistiske systems fremtidige dominans. Endelig er det heller ikke tilfældigt, at den Brune Internationale og især dens europæiske “sektioner” i dag koncentrerer sine angreb på Greta Thunberg, som det yderste højre ser som inspirationskilde og koordinator af en global ungdomsbevægelse.

Fascister i alle lande: Forener eder!

Båndene mellem det yderste højres grupperinger og partier er stærke og udvikler sig lige så hurtigt som indflydelsen blandt vælgerne vokser. Er vi vidner til, hvordan det europæiske og globale højre går op i gear, og er ved at danne sin ambitiøse, velstrukturerede og langt farligere Brune Internationale?

Der er ingen mangel på, hvad det yderste højre ønsker, og det udtrykkes nu offentligt af bl.a. Victor Orban, da han, under ståede ovationer fra flere tusinde republikanske aktivister på partiets CPAC-konference den 4. august, erklærede, at “vi må koordinere vore troppers bevægelser, fordi vi står overfor den samme udfordring… Jeg er her for at fortælle jer, at vi skal forene vores kræfter.”

Det yderste højres valgsejr i Italien den 25. september kan på væsentlige områder forandre det politiske landskab og de politiske magtbalancer i Europa. Det er ikke umuligt, at valgsejren kan fremskynde flere højrekræfter, men kan også være en krise for andre. Ud fra en forventning om at det yderste højre ville sejre i Italien, tog Orban, Abascal, ja selv Putin, forskud på det kommende og tillagde sig et mere barsk og offensivt sprog.

EU-Kommissionen valgte derimod en beroligende kurs og sendte i december 2021 vicekommissær Margaritis Schinas fra det konservative, græske Nea Demokratia til en ungdomskonference, arrangeret af Fratelli d’Italia, Hans tilstedeværelse rejser spørgsmålet om, hvor langt (her) EU-Kommissionen vil gå, for at legitimere det yderste højres retorik og ideologi.

Konklusionen er, at resultatet at det italienske valg, kombineret med Trumpisternes sandsynlige sejr ved det amerikanske midtvejsvalg i november, risikerer at skabe en ny situation, der kan betyde et voldsomt spring fremad for det triumferende yderste højre. Udsigten til, at Putin forener sine kræfter med den genindtrådte Trump i det Hvide Hus om to år, skal tages endog meget seriøst af antifascister og demokrater, kloden rundt. Vi skal være forberedt på at kæmpe tilbage så snart som muligt. Uanset om der dannes en Brun Internationale, så udgør det yderste højre en eksistentiel fare for os alle.

6. September 2022

Yorgos Mitralias er journalist og leder af den græske afdeling af Komiteen til Sletning af Illegitim Gæld

Oversat fra Komiteen til Sletning af Illegitim Gæld af Arne Lund