Jordan Bardella afløser Marine le Pen som leder af Rassemblement National. Foto: European Parliament – Flickr/Wikimedia. –  CC BY 2.0

Efter at have fået 13 millioner stemmer ved præsidentvalget og 89 medlemmer i parlamentet efter valget tidligere i år (tidligere kun 8), er Le Pens Nationale Samling (RN – Front National indtil 2018) på en skræmmende kurs. Deres årsmøde nummer 50 den 5. november valgte Jordan Bardella som ny formand som efterfølger for Le Pen. Han er trods sine kun 26 år en  ubehagelig type.

Bardella voksede op i de fattige forstæder til Paris, så han er ikke millionær ligesom medlemmerne af Le Pen-familien. Han håber at kunne bibringe partiet et nyt og dynamisk image. Han blev valgt af 85 procent af partiets 37.000 medlemmer og havde allerede været stand-in for partiets formand i et år, mens Le Pen førte valgkamp. Bardella er kendt for at fordømme homoseksuelle ægteskaber og pleje forbindelser med den stærkt højreorienterede politiker Matteo Salvini og nazi-tendenser i Frankrig som f.eks Génération Identitaire (De Identitære).

Valget af ham tyder egentlig ikke på en ny politisk strategi og er helt klart ikke en tilsidesættelse af Le Pen, som forbliver magtfuld nok til at trække i trådene bag scenen. Hun er så godt som sikker på at blive stillet op til præsidentvalget igen om fem år.

Bardella slagne modkandidat var Louis Alliot, der var repræsentant for et muligt ryk tættere på de traditionelle højrefløjspartier. Men eftersom National Samling i nogle måneder sidste år blev overhalet højre om af Eric Zemmour og hans organisation Reconquête – der åbent klynker over faren for en udryddelse af den “sande franske race” – går Bardella ihærdigt efter fortsat at have de værste racister med og meget nøje at begrænse alle former for yderligere “mainstreaming”.

Bardella satte øjeblikkelig en national komité op, der udelukkende bestod af hans nærmeste støtter og også inkluderede adskillige medlemmer med forbindelser til små nazigrupper. I hans første tale opfordrede han folk til at yde modstand mod “et Frankrig, der er ved at gøre fransk identitet til et beskidt ord.”

Altid velklædt i jakkesæt og med stærke kommunikationsfærdigheder har Bardella været enormt godt assisteret i sin fremfærd af mainstream medier i Frankrig, hvor han er blevet inviteret til alle større talkshows for at tale om sin politik, sin smag og sit personlige liv.

Eftersom de traditionelle regeringspartier på venstre og højre side i Frankrig er kollapset de seneste ti år, har der været en øget popularitet for forslag til vidtgående forandringer. Selv om den radikale venstrefløj, France Insoumise indtil videre repræsenterer en virkelig succeshistorie – i en alliance, der vandt 8 millioner stemmer ved præsidentvalget og nu har 151 medlemmer i parlamentet – er mange vælgere gået langt ud på højrefløjen, som har haft relativt stor succes med at overbevise folk om, at de har lagt deres gamle nazi-ideologi bag sig.

Men enhver, der tror at RN ikke længere er racistisk afskum, har virkelig ikke været opmærksom. For ganske nylig foreslog deres parlamentsmedlemmer at fjerne retten til at vælge faglige tillidsrepræsentanter for arbejdere, der ikke har fransk statsborgerskab (en ret, som ellers har eksisteret siden 1946). I mellemtiden – for to måneder siden – gennemtrumfede RN-borgmesteren i Perpignan, at et lokalt torv skulle omdøbes og navngives efter Pierre Sergent, der er en stærkt højreorienteret terrorist fra Algierkrigens tid.

Racisme i Parlamentet

En racistisk hændelse i parlamentet i denne uge skaber problemer for RNs påstand om, at de er et parti som alle andre. Mens et sort medlem af parlamentetet, Carlos Bilongo Martens fra France Insoumise, talte om behovet for hjælp til afrikanske immigranter i Middelhavet, råbte RN-medlemmet Grégoire de Fournais noget, som kan have været: “De skulle tage tilbage til Afrika!” (altså immigranterne) eller “Han skulle tage tilbage til Afrika!”(altså det sorte medlem af parlamentetet, som er født i Frankrig).

De to sætninger udtales helt ens på fransk, og tvetydigheden kan meget vel være fuldstændig bevidst. De Fournas har en lang historie af racistiske kommentarer bag sig: “Hvis du vil se sorte mennesker, kan du tage til Afrika”, tweetede han tilbage som svar på et spørgsmål om multietniske nabolag i sin by. Når han taler om flygtninge, er han kendt for at referere til “invasioner” og at sammenligne flygtninge med rotter.

De Fournas blev suspenderet fra parlamentet i to uger og selv et par af RNs repræsentanter var inde på, at han var gået for vidt. Ikke desto mindre brugte mainstream medier som tv-kanalen BFM straks to gange så meget tid på at interviewe de Fournas, som de brugte på Bilongo Martens.

Fascisternes svagheder

Hvis RNs valgsejre bekymrer nogen på venstrefløjen, viser diskussionerne på deres årsmøde deres svage sider, som kan hjælpe os til at bekæmpe dem. Selv om de har fået millioner af stemmer, er RNs lokale strukturer stadig meget svage. Ved deres årlige demonstrationer i maj har der været så dårlig tilslutning, at de ikke har været afholdt de seneste år.

Bevidst om behovet for at opbygge lokale strukturer annoncerede Bardella på årsmødet, at han har til hensigt “at være til stede i kulturen”. ” Vi vil organisere mange debatter og mange foredrag”, meddelte han. En anden leder, Julien Sanchez, erklærede: “Vi er nødt til at være mere synlige… vi er nødt til at organisere flere offentlige møder og række ud til folk.”

Sådanne lokale begivenheder skal konfronteres konsekvent af brede moddemonstrationer eller strejker. Sidst i 90’erne havde den taktik – som blev kaldt “demokratisk chikane” af dem, der organiserede det – en vis succes, men har på det seneste kun været synlig i nogle få lokale initiativer. Sidste lørdag var der en moddemonstration til RNs årsmøde. Den blev indkaldt nogle få dage før, blev støttet af lokale organisationer og tiltrak et par hundrede mennesker, men det var en vigtig start.

At standse fascisternes opbygning af solide lokale strukturer og begivenheder burde have høj prioritet for venstrefløjen. Det betyder, at der er et behov for at argumentere imod de mere populære positioner på venstrefløjen, som hævder, enten at kun revolutionære rigtig kan bekæmpe fascismen (og så forsøger de ikke at brede kampen ud), eller at kun ved at løse arbejdsløsheds- og fattigdomsproblemerne kan man skubbe RN tilbage, så der er ikke brug for en specifik antifascistisk kampagne.

9. november 2022

Oversat fra Green Left af Bodil Olsen