Aldrig har fagbevægelsen været så velforberedt som op til årets overenskomstforhandlinger på det offentligt område. Med erfaringerne fra OK18 var opskriften givet på forhånd: Sammenholdet fra OK18 skulle udbygges, medlemmerne aktiviseres, musketereden skulle genopfriskes, og lønrammen skulle sprænges! - Og aldrig har maveplaskeren været større.

af SAPs Forretningsudvalg

En meget mager ramme

Mens de sidste forlig og organisationsforhandlinger er ved at falde på plads, er fagbevægelsen begyndte at klargøre urafstemningen om resultatet. Selvom forligene selvfølgelig varierer fra område til område, og selvom der stadigvæk forhandles om de sidste knaster på enkelte områder, så er det helt tydeligt, at rammen blev fastlagt fra starten. Statens forlig slog hegnspæle ned, da de – traditionen tro – satte en lønramme. Denne gang på ”op til” 6,75 % – et resultat langt under selv de mest pessimistiske forudsigelser, og et resultat der endda er ”pustet” op til de 6,75 %.

 

Det er tydeligt for enhver fagligt aktiv, at baggrunden for forhandlingerne også har været udfordret af Corona-situationen. Skruer vi tiden et lille års tid tilbage, så var der allerede her drøftelser i fagtoppen om, hvorvidt man overhovedet kunne gennemføre OK21, eller om forhandlingerne skulle udsættes et år. En idé, der dog hurtigt blev skudt ned af større grupper i baglandet, herunder især blandt sygeplejerskerne. ”Velfærdens helte” var i stor stil absolut ikke indstillet på at skulle vente et år yderligere, før de kunne begynde at se lønstigningerne – slet ikke efter et uhyre slutforår og sommer, som frontpersonale i kampen mod Corona. Kun få måneder forinden var OK20 på det private området netop blevet afsluttet med ”kun” 8,5 % i lønstigninger… – Nu var tiden inde til at de offentligt ansatte skulle se lønstigninger.

 

Traditioner, aftaler og lommeregnere

Tættere på var der næppe mange, der forventede, at OK21-forhandlings-resultaterne ville overgå lønstigningerne på det private område. Traditionen er jo, at det private område forhandler først, og efterfølgende opfordres de offentligt ansatte til udvise løntilbageholdenhed og samfundssind. Men med erfaringerne fra OK18 og en vis kampvillighed, så var sporet alligevel lagt til, at der skulle ske markante forbedringer, og løngabet på en række kvindedominerede og lavtlønsområder skulle lukkes.

 

Men disse forventninger blandt medlemmerne er absolut ikke blevet hørt eller set i forhandlingslokalet.

 

Ud fra kutyme og tradition sammenlignede man med lønudviklingen på det private område foråret forinden (foråret 2020 – corona-foråret!) – og kiggede fremadrettet ind i en meget snæver økonomisk ramme: Man forudså en økonomisk krise for statskassen, efter udbetalinger af milliarder til virksomheder og minkavlere. I forlængelse af dette var det helt givet, at den socialdemokratiske regering slet ikke så mulighed for at sikre lønforbedringer for normale lønmodtagere.

 

På den anden side af bordet sad en handlingslammet fagtop, uden et mobiliseret bagland, med sprækker i fællesskabet omkring, hvordan lønkronerne skulle fordeles (kroner/ører eller procenter), og som slet ikke kunne se sig selv i en konflikt. – Langt hen ad vejen ønskede de jo slet ikke at forhandle overenskomst i år.

 

Så resultatet var næsten givet på forhånd. På statens område var 4,42 % alt, hvad der kunne aftales af centrale lønstigninger. Dertil tillod man sig at lægge forventede forbedringer fra reguleringsordningen (når de privatansatte stiger 100 kr., så skal de offentlige stige 80 kr.) samt en ”reststigning”, som dækker over alle mulige udvidelser af lønsummen, f.eks. når man vælger at ansætte højere kvalificerede medarbejdere og dermed giver mere i løn, samt evt. lokallønstillæg mm. Alt i alt kunne man pynte resultatet op til 6,75 %. En ramme der så, hvis man fulgte traditionen, også skulle gælde for det kommunale og regionale område. På trods af, at man her netop kunne se muligheder for at ”sprænge rammen” – med et mobiliseret bagland blandt en del kernetropper.

 

Når alt synes tabt – er alt at vinde!

OK21 ser således ud til at være kommet og gået uden markante forbedringer – heller ikke på den indholdsmæssige del, hvor især opgøret med en stigende brug af atypiske ansættelser i det offentlige også var et hovedkrav. Men i denne situation, hvor det ikke-mobiliserede bagland bevæger sig mod frustrationer og opgivenhed, er nye åbninger på vej.

 

Den første store åbning er helt aktuel, og kalder på hele venstrefløjens støtte og opbakning. Fredag afholdt Dansk Sygeplejeråd ekstraordinær kongres for at tage stilling til overenskomstresultatet. Et snævert flertal på 75 stemmer mod 61 anbefalede forliget. 1300 sygeplejersker har allerede meldt sig ind i en ny forening, som anbefaler et nej, og Sundhedskartellet kan hurtigt ”risikere” at stå med et afvist forlig og en konflikt. En sådan lynkonflikt kalder selvfølgelig, især i den aktuelle situation, på støtte fra alle faggrupper og gode kræfter!

 

Den anden store mulighed er mere langsigtet. I optakten til OK21 var især de kvindedominerede fag begyndt at røre på sig med kravet om et opgør mod den ulige løn. En kamp, der helt konkret retter sig mod tjenestemandsreformen fra 1969, som helt konsekvent indplacerede kvindedominerede fag på et lavere løntrin end sammenlignelige faggrupper.

 

Det var et opgør med denne kønsulighed, italesat af en række offentlige fagforbund gennem en årrække, som skulle have haft sin første sejr med OK21. Hvilket jo altså fejlede fælt. Som forsvar for et magert forlig, og for at sikre ro på bagsmækken uden frustrere medlemmer, begyndte fagtoppen allerede for nogle uger siden at italesætte, at denne kamp var en politisk kamp, som ville tage sin begyndelse, så snart OK21 var stemt igennem. Ergo har fagtoppen, ført an af Dansk Sygeplejeråd og FOA, slået til lyd for, at den store lønkamp begynder, når OK21 er afsluttet, og skal rettes mod Christiansborg.

 

Med en forståelig portion skepsis i forhold til fagtoppen kunne man tro, at dette var et forsøg på at skifte fokus, i et forsøg på at bortforklare sine egne manglende resultater. Og umiddelbart virker det usandsynligt, at man i ”fredstid” skal kunne gennemtvinge et større politisk lønkrav.

 

Men disse udmeldinger har skabt en åbning. Ikke bare internt i fagbevægelsen, hvor aktive kollegaer nu kan holde deres forbund op på løfterne om en politisk offensiv. Det kan også være med til at presse partierne på Christiansborg, og måske udviske det falske billede af en ”politisk neutral arbejdsgiverpart”. Her åbner sig en dør for, at venstrefløjen kan sammenkæde det parlamentariske arbejde direkte med lønkrav, og presse socialdemokraterne og andre partier direkte på deres holdning til, hvilke løn- og arbejdsforhold staten bør tilbyde medarbejderne i de traditionelle ”kvindefag”.

 

En kommende offensiv på dette område vil også betyde, at lønkampen kan trækkes hen over sommerferien, hvor faglige klubber, fagforeninger mm. igen vil have mulighed for at kunne mødes fysisk, mobilisere egne medlemmer og skabe bevægelse.

 

En lektie står i hvert fald helt klart efter OK21: Vi opnår ikke markante forbedringer, så længe man insisterer på at acceptere spillets traditionelle rammer. Det kalder på, at alle kræfter, der kan, byder ind med at spille ”uden for spillets rammer” i denne kommende faglige offensiv, så det ikke bare bliver en sovepude for fagtoppen.

 

single.php
WP2Social Auto Publish Powered By : XYZScripts.com