Vi bringer her den redaktionelle linje, som redaktionen for den nye cubanske blog Comunistas offentliggjorde den 10. juni 2020.

af Comunistas

Cuba oplever i dag en krise, der kun overgås af den specielle periode [den økonomiske krise i Cuba fra starten af 1990’erne som følge af Sovjetunionens sammenbrud; o.a.] I det mindste er det sådan, den cubanske arbejderklasse opfatter, gennemlever og forstår det. En arbejderklasse, der ikke interesserer sig for statistik, men for en dagligdag præget af timelange køer og meget få varer at købe. Som om det ikke var nok, når vi vender tilbage til “normaliteten”, vil vi møde et helt andet landskab end det, vi forlod – som er værre, fordi der allerede før var en akut krise, som blev afspejlet i manglen på basisvarer.

 

Vi vender tilbage til en “normalitet”, der vil være kendetegnet ved at have lukket grænserne i mindst tre måneder. Derfor vil turistbranchen have mistet næsten en million udenlandske kunder, hvis vi anslår et konservativt tal. Den cubanske økonomi har udviklet en så stor grad af afhængighed af turisme, at dette slag – igen! –  vil demonstrere, hvor farligt det er at være bundet til en enkelt økonomisk sektor.

 

På det tidspunkt, hvor grænserne genåbnede, vil den globale økonomi befinde sig i en generel krise, kun overgået af krisen i 1929. En påstand, der findes i – ikke-kommunistiske – aviser som The Guardian, New York Times og Financial Times. De to vigtigste kildenationer til turisme, Spanien og Italien, er begge hårdt ramt af Covid-19. Derfor vil vi faktisk have en lavsæson, hvis turismen så småt vender tilbage i oktober, som normalt er højsæson.

 

Til dette panorama skal vi lægge de foranstaltninger mod Cuba, som Donald Trump har iværksat, som, selvom det forekommer utroligt, formentlig vinder præsidentvalget. Det faktum, at Venezuela har brug for iransk brændstof, tyder på, at Venezuela ikke længere er det land, hvis brændstof vi engang var afhængige af. Med andre ord vil vores fremtidige “normalitet” blive præget af en anden krise i den offentlige transport.

 

Den cubanske regerings svar på denne krise er ifølge pris- og finansministeren at skære ned på udgifterne i den sektor, der først ophørte med at fungere, det vil sige kultursektoren og alle de ”ikke produktive sektorer”. Endvidere kalder det på “uhindret frigørelse af produktivkræfterne”. Begge meddelelser er gået næsten ubemærket hen, en kombination, der ikke er særlig opmuntrende.

 

Groft sagt forstår de fleste ikke alvoren af, hvad det vil sige at ”frigøre produktivkræfter”, fordi marxismen-leninismen og den politiske økonomi er fag, som vi har på alle niveauer i gymnasiet og på ethvert universitetsstudium, men som generelt er genstand for kedsomhed og dogmer. Marx dukker kun op i avisen Granma på årsdagen for hans fødsel og død.

 

Der er ikke en forståelse af, at en vigtig del af produktivkræfterne består af produktionsmidlerne. Det vil sige produktionsmateriellet, hvad enten det er sakse, hamre eller traktorer, fabrikker, bagerier eller hoteller, alt hvad der tjener til at producere, ud over råvarer.

 

Man glemmer også, at produktionsmidlerne for at opfylde deres formål, skal sættes i gang af den menneskelige arbejdsstyrke. Det vil sige af vores fysiske og intellektuelle kapacitet: den anden del af produktivkræfterne.

 

Der er altså kun to måder at forstå frigørelsen af ​​ produktivkræfter på. Enten frigørelse i socialistisk forstand eller frigørelse til fordel for de “små og mellemstore virksomheder”, en anden og efterhånden ret populær fin omskrivning, der sammen med den dårlige anvendelse af begreberne iværksættere eller selvstændige er den bedste måde at undgå at sige: borgerskab.

 

Disse forfærdelige omskrivninger har fået det cubanske samfund til at tro, at den gamle slik-sælger er lige så selvstændig som ejeren af ​​en kaffebar. Forskellen, der består af det faktum, at arbejderen er den, der lever af sin egen arbejdskraft – enten ved at sælge den eller bruge den til sig selv – mens de borgerlige lever af den overskydende værdi, der følger af, hvad arbejderen sælger til dem – gennem lønarbejde – den arbejdsstyrke, der sætter i gang produktionsmidlet, og som ejes af de borgerlige, en merværdi, der ikke kun tilfredsstiller de borgerlige fysiske og spirituelle behov, men bruges til at generere mere merværdi.

 

For at gøre det mere forståeligt kan vi sige, at arbejde finder sted, når arbejdskraften sælges, ser vi, at når ejeren af ​​et cafeteria køber den universitetsstuderendes fysiske kapacitet, hvor han tilbringer 12 timer bag en skranke, og også hans intellektuelle kapacitet til at modtage den konvertible peso og veksle den til national valuta. Den, der arbejder, er den studerende, der sælger sin arbejdskraft, og ikke burgøjseren. Samtidig arbejder jordnøddesælgeren kun for sig selv: Det vil sige, at hun er selvstændig.

 

På den anden side, hvis vi frigør produktivkræfter i en socialistisk forstand, vil det være nødvendigt at frigøre produktionsmidlet fra statskoncentreret ledelse, på samme tid som arbejderklassen frigøres fra bureaukraterne, der tager beslutningerne i virksomhederne. Det vil sige at nå frem til den eftertragtede arbejderforvaltning.

 

Den anden vision, den, der vil være til fordel for den private sektor, er beskrevet perfekt af økonomen Camila Piñeiro Harnecker, når hun siger, at den økonomistiske tendens kræver “at frigøre produktivkræfterne med mere plads til private virksomheder og markedet” [se note]. Men hvorfor er det nødvendigt? Lad os tage et specifikt eksempel på produktivkraft som helhed: et hotel og dets arbejdere. Hvad betyder det at frigøre disse produktivkræfter? At give arbejderne fuld ligestilling til at styre hotellet eller til at frigøre hotellet – det vil sige turistindustrien – fra ”hindringerne” for, at den cubanske private sektor er en del af dens administration?

 

Frigørelse af produktivkræfterne kan også betyde, at store private virksomheder får lov til at eksistere som i Kina eller Vietnam. Det er ikke nødvendigvis at privatisere de statslige produktionsmidler, men at give borgerskabet mulighed for at opbygge deres egne firmaer uden grænser for udvidelse.

 

Frigørelse af produktivkræfterne kunne også være det, Fidel gjorde i midten af ​​1990’erne: at denne overvægtige stat befriede sig fra byrden ved at skulle være jordnøddesælger, frisør og taxachauffør. Men det er noget, der allerede er gennemført.

 

Og hvad er der galt med, at det cubanske borgerskab er en del af hoteladministrationen eller selv bygger store firmaer og endda forhandler direkte med udenlandske virksomheder, som det er tilfældet med den kinesiske og vietnamesiske socialisme? Det vil sige, hvad er der galt med væksten og udvidelsen af ​​borgerskabet, hvis den socialistiske stat angiveligt kontrollerer det?

 

Hvis vi kigger rundt, ser vi, at i der i offentligheden er to veldefinerede holdninger til, hvordan man opbygger cubansk socialisme. Den første, som flertallet står for, skønt det ikke af denne grund er bolsjevikisk, mener, at cubansk socialisme vil være velstående og bæredygtig, såfremt et statskontrolleret borgerskab vokser. Borgerskabet vil skabe beskæftigelse og rigdom, som en effektiv stat stiller til samfundets rådighed. De mener, at bureaukratiet hermed også mister politisk kontrol, og at der derefter vil være en betydelig svækkelse af censur, mens et scenarie, der fremmer udvidelsen af ​​civilsamfundet, vil blive født. De glemmer, at Kina er et af de bedste eksempler på udbredt og effektiv censur.

 

Den anden holdning til opbygning af socialisme er kendetegnet ved at være mere end loyal over for Partiet. De sætter aldrig spørgsmålstegn ved det direkte, de påpeger kun “visse fejl”, altid inden for rammerne af det, som følger partilinjen, og som er tilladt. De forstår, at selvom borgerskabet i vores land for tiden er et nødvendigt onde, er Deng Xiaoping-Doi Moi-stien ikke den, som Cuba skal følge – og dette har de ret i. Men de angriber pressemedierne, der blev født med fremkomsten af ​​borgerskabet, og de tror, at disse websider, den alternative journalistik og disse blogs er revolutionens hovedfjender. Og de glemmer, at klassefjenden er borgerskabet. At dens udtryksmetoder kun er et produkt af det, i dette tilfælde et indirekte produkt af den socialistiske stat, der fødte det cubanske borgerskab. Og da denne konklusion kun nås ved at fremsætte en direkte kritik af staten, ender de med at forblive inden for censurområdet: diskvalificering af disse medier, selvom de somme tider ikke har noget direkte forhold til borgerskabet. Samtidig glimrer de med total tavshed, når andre tilfælde af censur kommer for dagens lys, fordi de tror, ​​at fordi de ikke deler den censureredes ideer, har de intet at sige og endnu mindre nogen at forsvare, og de beskylder de fleste af disse medier for at være betalt af imperialismen​​.

 

De tænker også, og de siger oprigtigt, at de er en del af staten – og faktisk er de det nogle gange, og deraf følger deres opførsel. Og selvom det forekommer utroligt, synes de, at civilsamfundet er et våben til at splitte arbejderklassen.

 

De er naturligvis – bortset fra nogle opportunister – ærlige forsvarere af den cubanske socialisme – noget, der desværre er mangel på, og som er meget nødvendigt. Men når de ikke ønsker at komme med nogen kritik af cubansk socialisme, hverken kan eller vil de heller ikke kritisere de vigtigste problemer, som væksten af ​​borgerskabet har skabt: en dyb ulighed og følgelig gentrificering, samtidig med at det har haft en dyb indflydelse på arbejderklassens bevidsthed, idet forestillingen om, at det nye cubanske borgerskab er en rollemodel for succes, bliver mere og mere udbredt.

 

I det væsentlige er denne forestilling blevet fremherskende på grund af den skæbnesvangre svækkelse af kulturpolitikken. Man har droppet hovedstadens forstæder​​, de fleste af byerne i provinsen og endnu mere landdistrikterne til fordel for den borgerlige kulturelle model, som kun fremmer individualismen, profitten og den gradvise forringelse af den revolutionære bevidsthed.

 

Det er en ulighed, hvor de – stadig knappere – varer, som arbejderklassen har brug for, for at have et værdigt liv, ender med at forsvinde, fordi de forbruges af private virksomheder, som åbenlyst har brug for et højere forbrugsniveau; og inflationen skyder op, og køerne bliver længere. Når det meste af landets privatejendom er koncentreret i servicesektoren, monopoliserer den borgerlige klasse desuden fødevarer og hygiejneprodukter for at øge sin kapital. Dette problem forværres af manglen på et effektivt engrosmarked, der imødekommer denne klasses behov, fordi Cuba ikke lige nu har den produktive kapacitet til at påtage sig et engros-salgsmarked. Derfor vil det ikke være udvidelsen af ​​privat ejendom, der frigør os fra knaphed.

 

Generelt ser vi, at der i dag i offentligheden er to holdninger: på den ene side dem, der ønsker mindre tilstedeværelse af staten i økonomien, mere civilsamfund og mere privat ejendom; på den anden side dem, der ønsker mere statskontrol, mindre civilsamfund og mindre privat ejendom.

 

Marx har lært os, at menneskehedens historie er klassekampens historie, og at denne kamp udspiller sig med arbejderklassens konfrontation med borgerskabet. Så Marx er grundlaget for alle vores tanker. Lenin bragte os ideen om, at så længe staten eksisterer, vil vi ikke være frie, og at vi først vil blive frie, når der ikke er nogen stat. Alexandra Kollontai: Frigørelsen af ​​arbejderklassen indebærer frigørelse af kvinder. Rosa Luxemburg: Vi må forhindre, at proletariatets diktatur bliver et partiets diktatur. Trotsky: Det regerende parti i en socialistisk stat kan forråde ved at blive et borgerskab. Gramsci: Socialisme er også bygget – og bliver nødvendigt – med civilsamfundet. Che Guevara: Enhver revolutionærs pligt er at få revolutionen til at sprede sig til hele verden. Fidel: Marxismen kan ikke opfattes hverken som en kirke eller som en religiøs lære eller som en dogme; og på samme tid viste den os, at den fuldstændige befrielse af mennesket går via en fuldstændig transformation af kulturen.

 

Men alt dette indebærer ikke, at vi kun er tilhængere af en enkelt af ​​disse revolutionære figurer: Vi er udelukkende kommunister. Vi hævder heller ikke, at vi er de sande arvtagere til den kommunistiske ideologi.

 

Selv om vi her har forklaret vores holdning, ved vi, at der altid vil være grupperinger med mere afgrænsede holdninger, som på grund af de mange begrænsninger, som dogmerne pålægger dem, ikke vil være i stand til at se os som trotskister, castroister, nyrevolutionære eller nyleninister. Men ingen af ​​disse benævnelser fornærmer os.

 

Vores klassefjende er ikke en marxistisk politisk organisation, som mange insisterende vil hævde, men de provokerer kun arbejderklassen til uenighed. Diskurser, der er baseret på oldgamle tvister, som mange ikke forstår og gentager ukritisk. Klassefjenden er borgerskabet. På trods af alle de fejl, de har begået, har revolutionære marxistiske organisationer deres kamp til fælles mod kapitalismen og for kommunismen. I så fald er vi med dem, alle sammen.

 

Enhed i arbejderklassen, altid med respekt for arbejderdemokratiet, er det vigtigste redskab til revolutionens sejr verden over. Vi beklager at måtte meddele nogle organisationer, at det i dag er umuligt for en enkelt organisation at gennemføre kommunismen. Forsøg på at overtrumfe en organisation med en anden i opbygningen af ​​revolutionær magt vil kun føre til gentagelse af forfærdelige fejl. Kun revolutionær pluralistisk enhed kan føre til revolutionens sejr.

 

Vi er født midt i et unikt scenarie. Når disse ord skrives for første gang, lammes den globale økonomi af en pandemi. Vi vil opleve den største recession siden Anden Verdenskrig. I mellemtiden sættes gaderne i USA i brand, og Cuba vender tilbage til en krise, der kan sammenlignes med krisen i 1990’erne i det forrige århundrede, samtidig med at man forsøger at frigøre produktivkræfter, og ikke just ved at socialisere dem.

 

Derfor blev Comunistas-bloggen født. Fordi vi ønsker at være en platform for udtryk og møde de stemmer, der forstår, at det i dag er nødvendigt at opbygge den cubanske socialisme:

 

Mere statsstøtte til den sociale sektorer, til uddannelse og kultur, til landbefolkningen og sundhed; mere arbejderkontrol over produktionsmidlerne, mindre privat ejendom, mindre statslig indblanding i ytringsfriheden og kreativ udfoldelse og øget udvikling af civilsamfundet.

 

Vores kamp vil også være mod hetero-patriarkatet og alle former for generations- og racemæssig, etnisk, økonomisk, fysisk og politisk diskrimination.

 

Men at vi er en platform for disse ideer betyder ikke, at vi kun reproducerer en enkelt idé. Derfor, med fokus på at stimulere den nødvendige og presserende debat for berigelse af vores samfund, vil vi acceptere alskens samarbejde fra Cuba eller fra udlandet. Så længe de er i det brede felt til venstre, er det vores eneste betingelse, og vi vil modtage og udgive det. I det smukke og ønskværdige tilfælde, at vi har forskellige holdninger, hvilket vi helt sikkert vil have i de fleste tilfælde, vil vi ikke kun gøre det tydeligt i den typiske note: Redaktionen deler ikke nødvendigvis synspunkterne i denne artikel, men i det følgende blogindlæg vil vi bringe vores svar og starten på to, tre, eller flere diskussioner.

 

Endelig, undervejs i ​​produktionen af ​​denne blog, modtog vi nyheden om det store oprør, der er opstået i USA. Til dem, der er på barrikaderne, udsender vi vores dybeste internationalistiske støtte og beundring.

 

Sådan bliver vores redaktionelle linje.

 

Note:

C. Piñeiro, “Repensando el socialismo cubano. Propuestas para una economía democrática y cooperative”, Casa Ruth Editorial, Havana, 2013 p.11.

 

Oversat fra Comunistas af Valentina Chavez

 

 

single.php
WP2Social Auto Publish Powered By : XYZScripts.com