1. Før daggry den 24. februar begyndte den russiske hær sin invasion af Ukraine, hvor den udførte bombardementer inde i landet, og krydsede dets grænser mod nord, øst og syd, med kurs mod hovedstaden Kiev. Denne aggression har allerede medført mange dødsfald, både civile og militære. Den ukrainske hær og befolkning forsvarer sig, adskillige byer holder stand mod aggressoren. Hundredtusinder af ukrainere er flygtet ud af landet, men modstanden fortsætter. Det ukrainske folk gør modstand, med og uden våben.
Kremls anerkendelse tre dage tidligere af de såkaldte ’folkerepublikker’ i Donetsk og Lugansk, og den russiske hærs officielle indmarch på deres territorier, var bare forspillet til aggressionen, hvis mål var nabolandets betingelsesløse underkastelse.
Det er en militær invasion af territorier for en nation, der tidligere var undertrykt af et oligarkisk kapitalistisk, autokratisk og imperialistisk regime, hvis mål er genetableringen af det russiske imperium.
2. Putin har ikke gjort nogen hemmelighed ud af sin storrussiske nationalisme, og siden 2014 har han foretaget konkrete skridt til at angribe Ukraines suverænitet. Hans chauvinistiske, pseudohistoriske fortælling, der giver Oktoberrevolutionen skylden for at have skabt ’tre adskilte slaviske folk: det russiske, det ukrainske og det hviderussiske’ i stedet for den store russiske nation, er ikke noget nyt påfund.
Invasionen af Ukraine ligger i forlængelse af en storrussisk, chauvinistisk og imperialistisk politik, der begyndte i forskellige kontekster og faser siden Sovjetunionens sammenbrud: fra at føre en ’energikrig’ (hvor priser og alternative pipelines var i spil), til instrumentaliseringen af nationale mindretalskonflikter, f.eks. i Moldavien, med dannelsen af ’Republikken Transnistrien’, med støtte fra den russiske hær i 1990-91, og i Georgien med dannelsen af ’Republikken Abkhazien’ i 1992, og senere krigen mod Georgien for at kontrollere Sydossetien (2008); men også deciderede undertrykkelseskrige som med besættelsen af Tjetjenien (1994-96 og 1999-2009). Det har hver gang været et spørgsmål om at sikre Kremls interesser eller erobre et nyt territorium. Men globalt set er Putin-årtierne (2000- ) kendetegnet ved (gen)opbygningen af en stærk stat (der kontrollerer sine oligarker), modernisering af hæren, etablering af en euroasiatisk økonomisk union – med en tilsvarende militær dimension. En ny fase begyndte i 2014 med den ukrainske krise og Janukovitj’s fald (beskrevet som ’et fascistisk kup’ under NATO’s paraply), fulgt op af annekteringen af Krim og etableringen af separate ’republikker’ i Donbass i Ukraine, kontrolleret af russiske lejetropper. Den militære støtte til Lukasjenko i Hviderusland imod den folkelige opstand i 2020, og den militære intervention (foretaget af OTCS, traktatorganisationen for kollektiv sikkerhed, under russisk overherredømme) for at ’normalisere’ Kazakhstan i januar i år, fik Putin til at følke sig stærkere, i kontekst af USA’s nederlag i Afghanistan, og den åbenlyse splid blandt medlemmer af NATO om energispørgsmålet (gas-pipelines).
Ukraine er et uafhængigt land, der har bevaret et formelt demokratisk styre. Rusland har et autoritært, repressivt demokratisk system med højreekstremistiske medlemmer af Dumaen. I Ukraine har højreekstremistiske og fascistiske kræfter været meget synligt til stede under Maidan-demonstrationerne i 2014. Der er en risiko for, at den russiske invasion styrker de højreekstremisterne i både Rusland og Ukraine. Der er ledende skikkelser blandt de højreekstremistiske og fascistiske kræfter internationalt, der åbent støtter Putin. Det er et klart mål for invasionen at indsætte en marionetregering, der er underdanig over for Vladimir Putin.
3. Putins propaganda har prøvet at retfærdiggøre aggressionen ved at sige, at NATO’s ekspansion mod Øst indebar en trussel mod Ruslands eksistens. NATO (som vi har været imod siden oprettelsen) er et redskab for USA og dets allieredes imperialisme, der fra starten var rettet mod Sovjetunionen og det kommunistiske Kina. Den burde logisk set være opløst, da Warszawa-pagten blev det i juli 1991, men de skiftende USA-regeringer ikke bare holdt den i gang, men udvidede den. Vi afviser de største kapitalistiske staters konkurrencelogik, der fører til udviklingen af stadig kraftigere våben. Det er det, der motiverer til modstand mod NATO fra store dele af verdens befolkning – og det er ikke det, Putin er optaget af! Der er dog nogle lande, der har været koloniseret under zardømmet eller undertrykt af Sovjetunionen, hvor NATO blev støttet af deres befolkninger i håbet om, at det ville beskytte deres uafhængighed. Det, vi står for, er at fjerne uligheder, og for den nødvendige sociale, bæredygtige og demokratiske udvikling, som det, der skal til for at forsvare freden.
Kampen imod NATO’s udvidelse mod Øst går i dag igennem et kompromisløst forsvar for de nationale og demokratiske rettigheder for de folk, der trues af russisk imperialisme.
Vi kræver, at NATO opløses, selv om ikke var det spørgsmål, der kom øverst på dagsordenen i forbindelse med den russiske imperialismes forsøg på at annektere Ukraine, hvor selve berettigelsen af denne nation benægtes – Putin hævder, at det er noget, som Lenin og bolsjevikkerne har fundet på. USA’s imperialisme kan kun have fordel af den nye Kreml-zars retoriske amokløb.
Vi støtter det ukrainske folks ret til selvbestemmelse, og beskyttelse af rettighederne for landets nationale mindretal. Hverken Rusland eller NATO vil forsvare disse rettigheder. Vi kræver, at alle militærbaser uden for deres hjemlande nedlægges, afvikling af det USA-styrede NATO og det russiske CSTO. Truslen om brug af kernevåben må konsekvent afvises på alle niveauer.
I en tid, hvor det allermest presserende på globalt plan burde være kampen imod de accellerende klimaforskelle, så viser de fortsatte militære eventyr og udviklingen af stadigt mere sofistikerede våben behovet for, at folkene fyrer deres uansvarlige ledere og forandrer samfundets måde at fungere på: lad os erstatte den konkurrence på alle områder, som kapitalismen fører med sig, med solidaritetens og fredens logik!
4. Mens de modige modstandere af invasionen af Tjekkoslovakiet kunne tælles på én hånd, så gik tusinder på gaden i ca. 50 russiske byer, og trodsede myndighederne ved at demonstrere imod Vladimir Putins angreb på Ukraine. ’Nej til Krig!’-demonstranterne, for det meste unge, råbte i kor om eftermiddagen og aftenen i gåder og på centrale pladser i Moskva, Skt. Petersborg, Novosibirsk, Jekaterinburg, Krasnodar og Murmansk.
I 2014 var der udbredt støtte til annekteringen af Krim i den russiske befolkning, i dag er der anfægtelser, tvivl og modstand, selv inden for de vigtigste statsinstitutioner, og det kan føre til Putins fald.
170 russiske journalister og udenrigspolitiske eksperter har skrevet et åbent brev, der fordømmer den russiske føderations militære operation i Ukraine. ’Krig har aldrig, og vil aldrig være, en måde at løse konflikter på, den kan ikke på nogen måde retfærdiggøres’, skrev de.
Siden demonstrationernes første dage, har regimet foretaget tusinder af arrestationer og mishandlet de arresterede demonstranter. Det har også beordret begrænsning af adgangen til sociale netværk, og anklages for at krænke menneskerettigheder og fundamentale frihedsrettigheder, samt alle russiske borgere rettigheder og frihed’.
På trods af undertrykkelsen fortsætter en antikrigs-bevægelse med at vokse i Rusland: den fortjener solidaritet fra arbejdere i alle lande.
5. I forhold til krigen i Ukraine er det en forpligtelse for alle aktivister i arbejderklassen og de sociale bevægelser, for alle, der har mobiliseret imod krigen, at støtte den ukrainske nations modstand. For at stoppe krigen, må der gennemføres sanktioner mod Putins regime, og Ukraine må støttes i at gøre modstand mod aggressionen.
– Øjeblikkelig tilbagetrækning af de russiske væbnede styrker fra hele det ukrainske territorium, herunder områder, der har været besat siden 2014.
– Solidaritet og støtte til både den væbnede og den ubevæbnede modstand fra det ukrainske folks side. Leverance af våben efter anmodning fra det ukrainske folk i deres kamp imod den russiske invasion af deres territorium. Det er elementær solidaritet med ofrene for aggression fra en langt mere magtfuld modstander.
– Støtte til alle former for selvorganisering til gensidig hjælp og modstand i den ukrainske befolkning.
– Støtte til sanktioner mod Rusland, der som den ukrainske modstand opfordrer til, begrænser Putins muligheder for at fortsætte den igangværende krig, og sit krigsmageri i det hele taget. Afvisning af alle sanktioner, der rammer det russiske folk mere end regeringen og dens oligarker.
– Luk grænserne op, og byd dem, der må flygte fra krigen, velkommen, ved at yde dem den nødvendige hjælp, både på kort og langt sigt.
– Annullér den ukrainske udlandsgæld, giv direkte humanitær hjælp til civile, fagforeninger og folkelige organisationer i Ukraine!
Internationalistisk solidaritet
Vi bekræfter vores fulde solidaritet med dem, der i Rusland mobiliserer imod krigen, og dem, der kæmper for at forsvare Ukraines selvstændighed.
Folkenes interesser, deres ret til fred og sikkerhed, forsvares ikke af USA’s imperialisme eller af NATO eller af russisk og kinesisk imperialisme. Disse ekstremt alvorlige begivenheder minder os mere end nogensinde om behovet for at skabe en internationalistisk mobilisering for at give folkene en stemme, der er forskellig fra staternes stemme, og vise solidaritet med det ukrainske folk imod alle politiske bestræbelser på at angribe og undertrykke det.
– Nej til undertrykkelse af antikrigs-bevægelsen i Rusland. Opbyg en aktiv og synlig solidaritet med denne bevægelse. Sig til de russiske soldater, at de skal nægte at deltage i invasionen, og organisér solidaritet med dem, herunder politisk asyl, hvis de ønsker det.
– Støt de progressive kræfter, der kæmper for demokrati og social retfærdighed i Ukraine. Knyt alle mulige bånd for at få en dialog med dem på vejen frem mod en retfærdig fred.
– For international solidaritet med vores egen sociale lejr! Knyt bånd mellem folkelige bevægelser, der kæmper for demokrati og social retfærdighed i Rusland, Ukraine og andre lande i regionen, så vel som internationalt.
– Kun den internationale arbejderklasse, der kæmper sammen med alle undertrykte og udbyttede folk, for fred og imod imperialisme og krig, kan skabe en bedre verden.
1. marts 2022
Udtalelsen blev udsendt af SAPs Forretningsudvalg i uge 9 i stedet for den sædvanlige ugekommentar.
Oversat fra Fjerde Internationales hjemmeside af Niels Overgaard Hansen
Forbered udskrift
International Viewpoint – Fjerde Internationales webmagasin
Årsmøde i to versioner
1. maj-tale: Dem med de hårdeste job har også det korteste liv og de laveste lønninger
Sagen om Merkurs investeringer i Israel ruller videre
Merkur Bank: Presset virker - Triodos er ude af Chekpoints!
1. maj-tale: Enhedslisten - en stemme på international solidaritet!
Tak for den fine analyse og forslag til at handle. Jeg vil foreslå at man ogsåhjælper bistandsmodtagere, studerende og pensionister,som er ofre for griske krigsprofittøre. Man giver milliard tilskud til biler og minkejerne, mens de mest udsatte må betale. Jeg foreslår, at momsen skal væk fra fødevarer og maksimalpriser på klæder og transport. Ingen huslejestigninger. Maksimal profitter på energi og fødevare. Mange prisstigninger kan kun forklaress med grådighed. Godt vi har 4. Internationale.