Den russiske invasion af Ukraine er det andet afgørende moment i den nye kolde krig, som verden er blevet viklet ind i siden slutningen af århundredet, som et resultat af USA's beslutning om at udvide NATO. Det første bestemmende moment var den USA-ledede invasion af Irak i 2003. Den endte i en total fiasko i forhold til USA-imperialismens mål. Den pris, som Irak har betalt - og stadig betaler sammen med nabolandene - har været enorm, men USA-imperialismens tilbøjelighed til at invadere andre lande er blevet alvorligt indskrænket, som det er fremgået af den seneste tilbagetrækning fra Afghanistan.
Udfaldet af Ruslands invasion af Ukraine vil bestemme alle andre lands tilbøjelighed til aggression. Hvis den mislykkes, vil det kraftigt afskrække alle globale og regionale magter. Hvis det lykkes, det vil sige hvis det lykkes Rusland at "pacificere" Ukraine under russiske støvler, vil det føre til en større glidebane i den globale situation i retning af ureguleret junglelov, som vil give USA-imperialismen og dens allierede momentum til at genoptage deres egne aggressive holdninger.
Indtil videre har den heroiske modstand fra det ukrainske folk skabt uorden hos hele spektret af reaktionære beundrere af Vladimir Putin, fra den globale yderste højrefløj til pseudo-venstreorienterede tilhængere af russisk imperialisme. En sejr for Putin i Ukraine ville i den grad booste denne palet af reaktionær politik.
Bortset fra en general fordømmelse af den russiske invasion har der også været nogen forvirring blandt ægte anti-imperialister om, hvilken præcis holdning man skulle tage til spørgsmål i forhold til den igangværende krig. Det er vigtigt at få afklaret disse spørgsmål.
1. Det er ikke nok at opfordre Rusland til at stoppe sine angreb og opfordre til en “øjeblikkelig våbenhvile og en tilbagevenden til forhandlingsbordet”. Vi brugte ikke den slags FN-sprog, da USA invaderede Irak, men krævede, at angriberen foretog en øjeblikkelig og betingelsesløs tilbagetrækning, ligesom vi har gjort i alle tilfælde, hvor et land er blevet invaderet af et andet. På samme måde skal vi ikke bare kræve et stop for aggressionen, men også en øjeblikkelig og betingelsesløs tilbagetrækning af de russiske tropper fra Ukraine.
2. Kravet om russisk tilbagetrækning gælder hele det ukrainske territorium – også det område, Rusland invaderede i 2014. Når der er en tvist om tilhørsforholdet for et givent territorium hvor som helst i verden – som i dette tilfælde Krim eller provinserne i det østlige Ukraine– accepterer vi aldrig, at det bliver løst ved gemen magt, men altid gennem en fri beslutning, hvor de folk, det handler om, kan udøve deres ret til demokratisk selvbestemmelse.
3. Vi er imod opfordringer til direkte militær intervention fra en imperialistisk magt mod en anden, hvad enten det er med tropper på landjorden eller gennemtvingelse af flyveforbudszoner udefra. Som et generelt princip er vi imod direkte militær intervention fra enhver imperialistisk magt hvor som helst. At bede en af dem gå i krig mod den anden er ensbetydende med at ønske en verdenskrig mellem atommagter. Desuden er der ingen måde, hvorpå en sådan intervention ville kunne effektueres inden for rammerne af international lov, eftersom de fleste større imperialistiske magter har vetoret i FN’s Sikkerhedsråd. Selv om man sagtens kan forstå, at de ukrainske ofre for aggressionen i desperation kan komme med den slags anmodninger, så er det ikke desto mindre uansvarlige krav.
4. Vi er tilhængere af at levere defensive våben til ofrene for aggressionen uden betingelser – i dette tilfælde til den ukrainske stat, som kæmper mod den russiske invasion af dens territorium. Ingen ansvarlig anti-imperialist opfordrede Sovjetunionen eller Kina om at træde ind i Vietnamkrigen mod USA’s invasion, men alle radikale anti-imperialister var tilhængere af flere våbenleverancer fra Moskva og Beijing til den vietnamesiske modstandskamp. At give dem, der kæmper en retfærdig krig midlerne til at kæmpe mod en magtfuld aggressor er en elementær internationalistisk pligt. En tom modstand mod sådanne leverancer står i modsætning til en grundlæggende solidaritet med ofrene.
5. Vi har ikke en general principiel holdning til sanktioner. Vi var tilhængere af sanktioner rettet mod den sydafrikanske apartheidstat, og vi er tilhængere af sanktioner rettet mod den israelske bosætterbesættelse. Vi var imod sanktioner mod den irakiske stat, efter at landet var blevet ødelagt af krigen i 1991, for det var morderiske sanktioner, som ikke tjente et retfærdigt formål, men kun til at underkaste en stat under USA-imperialismen til en næsten folkemorderisk pris for den irakiske befolkning. Vestlige magter har besluttet en hel række sanktioner mod den russiske stat på grund af invasionen af Ukraine. Nogle af disse kan faktisk begrænse Putins autokratiske regime fra at finansiere landets krigsmaskine, mens andre kan skade det russiske folk uden nævneværdige konsekvenser for regimet eller oligarkerne. Vores modstand mod den russiske aggression, sammenholdt med vores mistillid til de vestlige imperialistiske regeringer, betyder, at vi hverken bør støtte sidstnævntes sanktioner eller kræve, at de bliver ophævet.
6. Endelig er der det mest åbenlyse og ligefremme spørgsmål af alle ud fra et progressivt perspektiv - kravet om at åbne grænserne for de ukrainske flygtninge, ligesom det bør ske for alle flygtninge, der flygter fra krig og forfølgelse, uanset hvor i verden det er fra. Pligten til at byde flygtninge velkommen og indlogere dem og udgifterne hertil må fordeles retfærdigt mellem alle rige lande. Akut humanitær hjælp skal også formidles til de internt fordrevne inden for Ukraines grænser.
Solidaritet med det ukrainske folk!
27. februar 2022
Oversat fra International Viewpoint af Åge Skovrind
