I Ukraine var der i ugevis demonstrationer og protester på Maidan-pladsen. Protesterne startede, da præsident Janukovitj aflyste en planlagt associeringsaftale med EU. Men oprøret på Maidan-pladsen kom til at handle om meget mere end det. Det var et oprør for demokrati mod en præsident, der i stigende grad havde taget diktatoriske beføjelser. Inden for denne bevægelse var der en venstrefløj, der kobler kampen for demokrati sammen med sociale krav, som f.eks. ”venstreoppositionen” (10 theses of the leftist opposition). Disse kræfter var svage, og samtidig var højreekstreme kræfter som Svoboda mere markant til stede. Det har fået nogle strømninger på venstrefløjen i Danmark og internationalt til at beskrive oprøret på Maidan som et fascistisk oprør støttet af EU og USA (f.eks. Arbejderens leder den 18.2.). Men denne tendens til at reducere oprøret til en ny Øst-Vest konflikt, hvor venstrefløjen må vælge side til fordel for det ’antifascistiske’ øst, vil være en afgørende fejl.

af SAPs Forretningsudvalg

Den bedste måde at bekæmpe højreekstremisterne i Ukraine er gennem støtte til venstrefløjen og ved at markere, at der findes en venstrefløj, der forsvarer befolkningen i Ukraines kamp for demokrati og sociale rettigheder. At støtte venstrefløjen er også en støtte til et opgør med de oligarker, der stadig nyder godt af skattebegunstigelser, mens befolkningen lider under den økonomiske krise. Denne kamp fortsætter, uanset at Janukovitj er blevet afsat, og der holdes præsidentvalg den 25. maj. Opbygningen af en venstrefløj og arbejderbevægelse er også afgørende for at modgå den dynamik, hvor befolkningen splittes mellem russisk-orienterede og vestligt orienterede i Ukraine. En dynamik, som både EU/USA og Rusland i deres respektive forsøg på at sikre sig indflydelse og adgang til Ukraines ressourcer, bidrager til.

 

Det er også denne dynamik, der gør, at en stor del af befolkningen på Krim er begejstrede for at blive en del af Rusland. Selvom folkeafstemningen blev gennemført under yderst kritisable vilkår, under russiske troppers overvågning(!), synes der ikke at være tvivl om, at det faktisk er et flertal af befolkningen, der ønsker tilknytning til Rusland. ”Vesten”, dvs. EU og USA’s ledere, har lagt vægt på, at det er et brud på folkerettens principper om nationers suverænitet. Dette er ekstremt hyklerisk, når selvsamme ”Vesten” gennem de seneste årtier, har brudt disse principper adskillige gange – og f.eks. har gennemført ”frie valg” i Irak og Afghanistan under temmelig parallelle omstændigheder. Som socialister forsvarer vi retten til national selvbestemmelse. Hvis et flertal på Krim ønsker en tilslutning til Rusland, anerkender vi deres ret til dette. Dog under forudsætning af, at dette sker ved en ordentlig demokratisk proces og med anerkendelse af de ikke-russiske mindretals (bl.a. Krim-tatarernes) rettigheder.

 

Krim-krisen har samtidig ført til en koldkrigs-retorik både fra Vestens og Ruslands ledere. NATO ser en kærkommen lejlighed til at bevise sin eksistensberettigelse og få opbakning til øgede militærudgifter. Stærke kræfter forsøger at udnytte situationen til at puste nyt liv i stjernekrigsprojekter og atom-paraply. Og for magthaverne er der ikke noget bedre end ydre fjender, hvis befolkningens fokus skal fjernes fra den økonomiske krise og nedskæringspolitikken. Det gælder også i Rusland, hvor nationalismen bruges i en udvikling, hvor bl.a. venstrefløjsaktivister og homoseksuelle er udsat for forfølgelse.

 

Der er også en reel strid om interessesfærer og Ukraines store naturressourcer (bl.a. miner). Det vil sige: en kamp mellem Vesten og Ruslands imperialistiske dominans. Her har begge parter en interesse i føre kampen således, at direkte militær konfrontation bevares som en trussel, man ikke vil gøre brug af.

 

Den militære sabelraslen står i skarp kontrast til, at de sanktioner, EU har gennemført over for Rusland, er meget begrænsede. Sanktionerne består af indrejseforbud og indefrysning af midler for en mindre gruppe af især politikere og militærfolk. Samtidig fortsætter EU-landene med at sælge våben til og købe gas fra Rusland. Men selv om dette viser, at der også er stærke kapitalinteresser, der ønsker at begrænse konflikten, skal man ikke undervurdere faren ved et rustningskapløb baseret på konkurrerende imperialistiske interesser, rustningsindustriens lobbyisme og indenrigspolitiske nytte-betragtninger. Det drejer sig ikke bare om et forrykt spild af offentlige midler. Massiv oprustning vil altid forøge risikoen for, at en konflikt eskalerer ud af kontrol og bliver til en krig med katastrofale følger.

 

Kampen for selvbestemmelse, mindretalsrettigheder og social lighed i Ukraine som på Krim går mod oligarkerne, og såvel den russiske som den vestlige imperialisme. Vores opgave er så vidt muligt at støtte venstrefløjen i denne kamp. Men det er også vores opgave at bekæmpe koldkrigsretorik og nye oprustningsplaner.

 

 

SAP’s forretningsudvalg, den 4. april 2014

 

single.php
WP2Social Auto Publish Powered By : XYZScripts.com