Ligesom i 2013 har valget i Italien ikke ført til en flertalsregering. Intet parti eller koalition har fået over de 40 procent, som kunne give dem mulighed for at danne regering. Så er intet forandret? Jo, tværtimod.

af Dave Kellaway

Renzis Partito Democratico (PD) formåede ikke engang at komme over 20 procent, efter de 40 procent i EU-valget og folkeafstemningen, som de tabte. Berlusconis Forza Itaia, som reelt tillod PD-regeringerne ledet af Renzi og Gentiloni at holde sig ved magten, gik tilbage til næsten fire procentpoints under Legas resultat. Salvini, lederen af Lega, førte en racistisk kampagne med fokus på national identitet, kriminalitet og udvisning af en halv million indvandrere. Det gav bonus i og med, at hans parti fik det bedste resultat nogensinde.

 

Hvis der ender med at komme en centrum-højre koalitionsregering, så vil aftalen mellem Berlusconi og Salvini betyde, at lederen af Lega får statsministerposten, eftersom hans parti blev større end Forza Italia. Men Femstjerne-Bevægelsen (M5S) var den store vinder med opbakning fra hver tredje vælger. Partiet klarede sig væsentligt bedre end meningsmålingerne forudså og hentede stemmer fra de traditionelle partier, især fra PD, og fik et særligt godt resultat i Syditalien.

 


Valget den 4, marts 2018 (Deputerkammeret)
Spidskandidat Stemmer % 2013
Centrum-højre alliancen 37,58 29,18(*)
Lega Salvini 5625710 17,47 4,09
Forza Italia Berlusconi 4523768 14,46 21,56
Fratelli d’Italia Meloni 1400302 4,34 1,96
Noi con Italia 424630 1,31
Centrum-venstre alliancen 21,24 29,55(*)
Partito Democratico Renzi 602618 18,70 25,43
+Europa Bonino 821644 2,54
Uden for alliancerne 21,24 29,55(*)
Movimento 5 Stelle Di Maio 10624221 32,58 25,56
Liberi e Uguali Grasso, Bersani, D’Alema 1087610 3,37 Ny
Potere al Popolo Viola Carafolo 368754 1,13 Ny
Fascist
Casa Pound Di Stefano 308665 0,94
Italy for Italians (Fuerza Nueva) Fiore 124331 0,38
Øvrige partier 1,53
Valgdeltagelsen 72,9 74,2
(*) I 2013 indgik der også andre partier i alliancen

Intet regeringsflertal, men vigtige ændringer

Ganske meget har ændret sig:

  • Styrkeforholdet indenfor centrum-højre er ændret
  • Forstærket krise for de socialdemokratiske nedskæringspartier, efter at de er kollapset i Frankrig, Tyskland og Spanien.
  • Populistiske kræfter, som er euro-skeptiske og afviser dele af kapitalens nedskæringsprogram og/eller er drevet af racistiske, anti-indvandrer kampagner, vandt halvdelen af stemmerne.
  • Venstrefløjen er stadig meget svag, efter Rifondazione døde som et masseparti til venstre for PD, men der et lille håb med dannelsen af den nye Potere al Popolo-bevægelse.
  • Kapitalens behov for et stabilt politisk herredømme står over for en ny udfordring, efter at Renzi/Gentiloni-regeringerne har gennemført det meste af erhvervsbossernes politik.

 

En uinspirerende og racistisk kampagne

Andrea Camilleri, den berømte forfatter til krimierne om kommissær Montalbano, bemærkede om valgkampagnen, at ”det var umuligt at finde et navn for et så ulækkert forestilling fyldt med falske løfter og gensidige beskyldninger.” Midtvejs i kampagnen skød en eks-kandidat for Lega en indvandrer og sårede seks andre i Mecarata efter en forbrydelse, hvor en hvid kvinde angiveligt blev dræbt af en indvandrer. Salvinis svar var ikke en fordømmelse af sit partimedlem, men at kaste skylden på hele hændelsesforløbet på antallet af indvandrere i Italien.

 

Svaret fra indenrigsministeren fra PD var at forsøge at stoppe anti-racistiske demonstrationer. Det lykkedes ham ikke, og 20.000 gik på gaden. Men den racistiske kampagne gav Lega mange stemmer. I Macerata voksede deres stemmeandel fra under 1 til 20procent.

 

Det er svært at forstå succesen for både lega og M5S uden at gøre sig klart, hvordan nedskæringspolitikken har skabt enudbredt desperation og fattigdom i Italien. Sociale udgifter var 349 millioner i 2008 og faldt til 52,5 millioner i 2011. de fleste seriøse studier sætter antallet af fattige mennesker i Itaien til over 10 milioner. Arbejdsløshed blandt unge eligger på omkring 30 procent. Lønningerne har ikke holdt tit med inflationen, og arbejdsforholdene er blevet stadigt dårligere, godt hjulpet på vej af Renzis erhversvvenlige Jobplan.

På den baggrund – og med et svagere, splittet venstrefløj, er det ikke overraskende, at populistiske, individualistiske løsninger henter stemmer.

 

Gennembrud for Femstjerne-Bevægelsen

Trods inkompetencen hos nogle af deres lokaleledere og skandaler i forbindelse med udpegninge af kandidater fortsætter Femstjerne-Bevægelsen med at konsolidere sin position som det største enkeltparti. Folk stemmer på det, fordi de kan lide den måde, hvorpå de angriber den politiske ”kaste” med krav om at skære ned på toplønninger og generøse tilskud. M5S-repræsentanter skal overdrage deres løn til partiet, som fordeler pengene til små selvstændige.

 

Deres modstand mod at danne koalitioner med andre partier giver også indtryk af et parti, som er lidt anderledes. Når deres folk er blevet fanget i korruptionssager, bliver de relativt hurtigt fjernet, sammenlignet med andre partier. Deres modstand mod store offentlige anlægsprojekter som hurtigbanen ved Torino og deres kritik af PD forbindelse til tvivlsomme bankforretninger er også med til at give dem opbakning.

 

Ligesom venstrefløjen er de imod Jobplanen, som har ført til mere erhvervsvenligt løsarbejde, og de vil ændre Fornero-loven, som vil hæve pensionsalderen til 70 år. En stort slagnummer i dette valg var forslaget om en universel basisindkomst på næsten 800 euro om måneden, målrette folk, som har mistet deres job, eller som har en lav indkomst. Dette forslag var især populært i syd, hvor behovet er størst.

 

Selv om M5S har ændret holdning til en mere hård holdning til indvandring og har en euroskeptisk holdning, er de ikke generelt på linje med Salvinis åbenlyse racistiske holdninger. Et andet kort, som de spillede, var valget af Di Maio, som er i starten af 30’erne, til statsministerkandidat. Han kommer fra Avellino i syd, og det hjalp dem til en succes her. Han forsøgte sig med en fortælling om at være klar til at overtage regeringen, mødtes med præsidenten og præsenterede et skyggekabinet. Protestråbene blev tonet ned, og Di Maio rakte meget mere hånden ud til erhvervslivet.

 

Både fraværet af en stærk venstrefløj i Italien og skiftende PD-regeringers nedskæringspolitik har skabt rum for Grillos bevægelse. Den tiltrækker også de yngre vælgere – omkring 40 procent af alle deres vælgere.

 

Tæppefald for den gamle djævel?

Selv om medierne talte meget om et comeback til Berlusconi, så var virkeligheden, at han aldrig har været ude. Han lavede en berømt aftale med Renzi i PDs hovedkvarter, som førte til regeringerne ledet af både Renzi og Gentiloni. Men den gamle djævels kampagneevner synes langt om længe at have forladt ham, i og med at hans personlige fremtræden på tv og hans kampagneoptræden i øvrigt afslørede hans fysiske og mentale nedtur.

 

Ideen om en flad skat, som han delte med koalitionspartneren Lega, fungerede ganske godt i det mere udviklede nord, men han blev simpelthen overskygget af den racistiske dynamik i Salvinis kampagne. Selv i nederlaget forblev hans vrangforestillinger stærke, da han hævdede, at det dårlige resultat skyldtes, at han var blevet forhindret i at være kandidat! Han kunne ikke stille op på grund af en dom for skattesnyd.

 

At centrum-højre har mistet lederskabet er et problem for storkapitalen, som er bekymret over Salvinis euro-skepsis, racistiske populisme og planerne om at udvise en halv million indvandrere.

 

En øretæve til det Demokratiske Parti, men også den seneste afskalning mislykkedes

Renzi er trådt tilbage. At PD ikke engang slår Lega og er gået tilbage siden det sidste valg vil ikke stoppe de interne slagsmål om de næste skridt trods den kendsgerning, at partiet allerede er blevet splittet adskillige gange gennem de seneste år. Der er stemmer i PD, såsom Emiliano – Renzi-kritikeren fra Puglia, som siver ideen om et arrangement med Femstjerne-Bevægelsen, så den kan få regeringsmagten med det formål at stoppe højrefløjen anført af Salvini i at tage over. Et sådant skridt ville medføre en ny splittelse, eftersom andre ledere siger, at partiet er nødt til at gå i opposition for at genopbygge sig selv.

 

Den seneste udsplitning fra PD skabte listen Liberi e Uguali (Fri og Lige) til dette valg. Den nåede akkurat de 3 procent, som kræves for at komme ind i parlamentet, men det var langt under det forventede. D’Alema påstod for få måneder siden, at de ville få 10 procent. Der er tale om en gruppe med flere velkendte eks-statsministre og ministre med et apparat og adgang til medierne.

 

Alligevel lykkedes det ikke deres kampagne at fremstå som et reelt alternativ på venstrefløjen, eftersom deres ledere som Bersani, Grasso og D’Alema har spillet ledende roller i nedskærings-regeringer. Selv under valgkampagnen fortsatte de med at udsende følere om, at de ville støtte en ny aftale med PD i regering. Disse folks interesse for en venstrefløj fokuserede på at beholde deres egne pladser i parlamentet, og derfor distancerede de sig fra kræfter til venstre for dem på det store landsdækkende venstrefløjsmøde i juli (Brancaccio – opkaldt efter det sted i Rom, hvor mødet fandt sted).

 

Det var på dette møde, at spiren til en ny radikal venstrefløjskoalition blev født, da en gruppe fra et venstrefløjsfællesskab i Napoli konfronterede disse såkaldte venstreorienterede og stormede ud af mødet. Potere al Popolo blev dannet i november og lykkedes at få de tusindvis af underskrifter, der var påkrævet for at stille op i de fleste regioner. Man endte med at få 370.000 stemmer og muligvis et grundlag for at udvikle et nyt alternativ til venstre.

 

Et spinkelt håb på venstrefløjen?

Potere al Popolo (PAP) består af to hoveddele: a) aktivister fra græsrodsbevægelser, som i mange italienske byer har besat forladte huse og som udfører praktisk hjælpearbejde med hjemløse, fattige og indvandrere; og b) organiserede radikale grupper på venstrefløjen såsom resterne fra Rifondazione, revolutionære marxister fra Sinistra Anticapitaista [den ene af Fjerde Internationales to grupper i italien; red] og nogle selvstændige grupper som for eksempel Eurostop. Lokale stormøder valgte kandidaterne, og kampagnens gennemslagskraft overraskede folk i nogle byer. Talspersonen Viola Carofolo fra Napoli klarede sig godt på tv, og man fik også støtte fra flere intellektuelle og kunstnere. Deres stemmer konkurrerede sandsynligvis med M5S i syd og generelt med LEU andre steder. I Napoli/Campania-området var der valgdistrikter, hvor de fik over de 3 procent, der kræves for at blive repræsenteret i parlamentet. I et opslag på Facebook skriver de:

 

“I tre og en halv måned er vi gået fra at være en masse opsplittede kollektiver, foreninger, partidele, til kimen af en organisation med op til 10.000 medlemmer og kendt af nogle millioner. Det ville have taget år og store gadedemonstrationer at nå disse resultater (…) men kom til mødet i Rom den 18. og diskuter de næste skridt.”

 

Nu skal man ikke overvurdere dette initiativ, og der er stadig en masse politisk afklaring forude, for eksempel mellem Rifondazione og andre organiserede politiske grupper og de mange unge græsrodsaktivister, men det udgør et lille håb for den klassekamps-orienterede venstrefløj. Rifondazione er en stærk organiseret kraft sammenlignet med de andre deltagere, og meget afhænger af deres skridt. PAP fik støtte fra Melenchon, Morales, Podemos, Ken Loach, Europæisk Venstre og andre partier fra det ny venstre. At opbygge den parlamentariske liste og forberede sig på EU-valget næste år må ikke forhindre det seje, tålmodige arbejde med at genopbygge de grundlæggende elementer i arbejderbevægelsen, som har lidt en alvorlig svækkelse. Sen slags gensidigt hjælpearbejde og solidaritet, som disse sociale centre bedriver, er en af måderne til at genskabe et netværk for arbejdersolidaritet.

 

En lille fodnote til valget var, at det ikke lykkedes Casapound og Forza Nuova, to ubetinget fascistiske grupper, at få et gennembrud af betydning, men deres kampagne var et vidnesbyrd om en ny selvtillid og en ny selvtilfredshed i medierne og andre politiske kræfter over deres fremkomst.

 

Hvad nu?

Både Di Maio og Salvini fører sig frem med taler om at blive statsminister. Begge mangler mandater til at kunne det, med mindre man indgår aftaler med andre partier. Som det største enkeltparti er det sandsynligt, at præsidenten vil tale med Di Maio og se, om der er basis for en M5S-regering med støtte udefra. Der kan komme nogle diskussioner inden for centrum-venstre, men officielt siger de, at de vil gå i opposition.

 

En koalition mellem populisterne i M5S og Lega bliver opreklameret, men er usandsynlig. Deres programmer lapper reelt kun over hinanden i forhold til euro-skepsis. Trods en glidning i retning af mere snak om kriminalitet, sikkerhed og indvandringskontrol, så er M5S’s basis ikke parat til at sluge Salvinis planer om masseudvisning. Hvis alt andet mislykkes, kan præsidenten, Sergio Mattarella, sammensætte en national samlingsregering, som (igen!) skal diskutere en ændring af valgloven og nogle få grundlæggende punkter, som fører frem til et nyvalg. Kloge hoveder taler om et ”Matarella-parti”, som skal hjælpe med at få dannet en M5S-regering med støtte fra PD. Nogle af PDs ledere uden for Renzis kreds reklamerer for selv at spille en rolle her. Renzi har annonceret sin tilbagetræden, men har udskudt den officielle dato, indtil en ny regering er dannet. Han håber på denne måde at blokere for manøvrer af denne type, men hvem ved, hvad der kommer til at ske internt i PD i det nuværende vildrede?

 

Dette valg har styrket tendensen til sammenbrud for de traditionelle partier og yderligere styrkelse af de populistiske proteststrømninger med et stærkt racistisk islæt. Det seje træk med at genopbygge en kæmpende venstrefløj med en demokratisk organisering må fortsætte både parlamentarisk og på gulvet i græsrods-fællesskaber og på arbejdspladser.

 

1. marts 2018

Oversat fra Socialist Resistance af Åge Skovrind

single.php
WP2Social Auto Publish Powered By : XYZScripts.com