Smilene var store efter afslutningen på NATO-topmødet i Lissabon i november sidste år. Barack Obama, Nicolas Sarkozy, Angela Merkel og David Cameron var blot nogle af de markante statsledere, der var forsamlet for at diskutere og lægge planer for militæralliancens fremtidige virke.

af Rasmus Keis Neerbek

Læsetid: 6 minutter

Resultatet blev et nyt strategipapir, der definerer NATOs virke de næste 10 år. Lene Espersen beskrev udviklingen ganske godt: ”NATO vil nu gå fra at være en forsvarsorganisation til at være en meget bredere sikkerhedspolitisk organisation.”1 Det lyder umiddelbart meget godt, men alarmklokkerne bør ringe hos alle socialister og antikrigs-aktivister. NATO vil i stigende grad optræde som civil organisation, ulven trækker i fåreklæder.

Indholdet af strategipapiret
En gennemlæsning af strategipapiret er ganske interessant.2 Indledningsvis kommer den sædvanlige smøre om, at NATO er garanten for fred og frihed, overholder internationale love osv. Grundlæggende er det noget sludder. Historien har vist, at NATO går imod FN, bomber civile mål og manipulerer med sandheden, hvis det passer ind i deres kram. På den måde er NATO hverken værre eller bedre end så mange andre militære aktører på den storpolitiske arena. Forskellen er, at NATO militært set er en sværvægter.

Der lægges i papiret vægt på, at NATO kan og skal involvere sig globalt. Afsnit 11 lyder: ”Ustabilitet eller konflikt uden for NATOs grænser kan direkte true alliancens sikkerhed […]” 3 Afsnit 13 udvider yderligere med områder som kommunikation, transport, international handel og energisikkerhed. Vi er altså langt fra den traditionelle opfattelse af militær trussel, men ser virkelig konturerne af en traditionel imperialistisk militærmaskine, der kan sættes ind overalt i verden.

Yderligere lægges der stor vægt på det meget omdiskuterede missilskjold, der bl.a. planlægges i samarbejde med Rusland. Meget karakteristisk er den gamle fjende – og hele argumentet for alliancens oprettelse – nu pludselig en aktiv samarbejdspartner. Våbenproduktionen er dog ikke blevet mindre af den grund, og strategipapiret lægger da også op til, at udgiftsniveauet for militært isenkram skal bibeholdes på nuværende niveau.

Fåreklæder
Men et af de afgørende nye områder for NATO er, at man nu satser på en delvis civil indsats. Afsnit 21 lyder: ”Erfaringerne fra NATO-operationerne – specielt i Afghanistan og på Balkan – viser åbenlyst, at en omfattende politisk, civil og militær indsats er nødvendig for en effektiv krisehåndtering."4 Her må man nok indskyde, at befolkningerne i hhv. Afghanistan og på Balkan nok har meget blandede erfaringer med NATO, for at sige det mildt, men mere om det senere.

Strategipapiret nævner flere konkrete ting på det civile område: oprettelse af en civil ”krise-håndterings”-evne, øget integreret civil og militær planlægning i forbindelse med krisehåndtering samt udvælge og træne civile specialister fra medlemslandene, der kan indsættes hurtigt i missioner.
Denne sammenblanding af militære og civile aktører har været diskuteret i lang tid op til topmødet.

Umiddelbart lyder det progressivt at erstatte uniformerede soldater med folk i civil, men konsekvenserne kan være omfattende. I en pressemeddelelse fra 16. marts udtrykker formanden for Læger uden Grænser, Jesper H. L. Jørgensen, det meget klart: ”At de forskellige parter i konflikten accepterer vores tilstedeværelse gennem en forståelse af vores neutralitet, det at vi ikke repræsenterer en stat eller militær magt eller er en del af deres strategi, er med til at sikre, at vores patienter og udsendte ikke sættes i unødig fare.” 5

Dette følges op af organisationens landechef i Afghanistan, Michiel Hofman: ”Pengene findes der, hvor soldaterne er. For donorlandende handler det om at vinde befolkningens sympati for den militære indsats, og en måde er at give hjælp til humanitært arbejde. Men det er en strategi, som kan være direkte livsfarlig”, forsætter han. ”Hvis en krigsførende part finder ud af, at en hjælpeorganisation finansieres af et land, som på en eller anden måde er indblandet i den militære indsats, så betragtes organisationen som en del af konflikten – og dermed som et legitimt mål for angreb.” 6

På denne baggrund har organisationen startet en kampagne med den sigende titel: Humanitær hjælp er ikke et våben.

 

Kosovo – et vendepunkt
Jugoslaviens skæbne var uden tvivl en stor europæisk tragedie. Men det udstillede også til fulde, hvilken rolle NATO var ved at bevæge sig ind i. 7

NATOs 11 uger lange bombardement af Kosovo og Serbien var fra starten en ulovlig krig uden FN-mandat. Et faktum som bl.a. forsvarerne af Irak-krigen har påpeget, hvor fx Socialdemokraterne har talt imod krigen med udgangspunkt i manglende FN-mandat, men hvor man i 1999 med Nyrup som statsminister bakkede 100 pct. op bag en klokkeklar ulovlig krig. Men juraen er i denne sammenhæng en abstraktion, hvor det grundlæggende spørgsmål ligger i, at man kaster bomber på civile mål.

Optakten til krigen havde nærmest karakter af en diplomatisk farce. De stridende parter kunne ikke blive enige, og forhandlingerne endte med et amerikansk diktat, der ændrede den oprindelige aftaletekst, så Serbien skulle acceptere adgang for NATO-styrkerne ikke bare i Kosovo, men i hele Serbien. Et umuligt krav at efterkomme. 8

De kastede bomber krævede mange civile ofre. Der blev brugt mange forskellige våben fra ”almindelige” bomber til de frygtelige klyngebomber, der efterlader adskillige sprængfarlige fragmenter. Blandt målene var så forskellige emner som tog, flygtningekonvojer, flygtningelejre, en markedsplads, en boligblok, hospitaler, busser, et tv-selskab og ikke mindst den kinesiske ambassade. 9

Krigen afslørede ideen om ”humanitær krig” som rent bluff. I starten valgte man fra NATOs side at ignorere beskyldningerne om civile ofre, dernæst skød man skylden på serbiske styrker, for til sidst at måtte erkende eget ansvar, men rubricere det som ”collateral damages”. Resultatet var en kæmpe flygtningekatastrofe. Antallet af albanske flygtninge i nabolandene mere end tidobledes til 782.000, og i selve Kosovo havde 600.000 civile forladt deres hjem. De mange flygtninge blev alt andet end godt modtaget i de europæiske lande. Den politiske debat var frygtelig, til tider endda racistisk og menneskefjendsk, og udstillede bare i endnu højere grad løgnen om, at krigen handlede om at beskytte civile mod overgreb.

Mediestyring
At NATO overhovedet kunne samle opbakning til denne krig skyldtes ikke mindst en meget nøje planlagt mediestrategi, der blev iværksat allerede før den militære kampagne.

NATOs mediestunt lykkedes i stor grad, og vi er nok mange krigsmodstandere, der tænker tilbage på perioden med noget blandede følelser. Debatten var hård, og når man mødte folk på gaden, kunne stemningen være ganske modbydelig. Danmark havde en kedelig verdensrekord, hvor vi var det land med den største folkelige opbakning til krigen. Og argumenterne mod krigen blev stort set holdt væk fra den brede mediedækning. Samtidig var antikrigs-bevægelsen internt splittet og faldt ret hurtigt fra hinanden.

Opbakning til krigen var vigtigere end sandheden. Organisationen ”Journalister uden grænser” kritiserede efterfølgende NATO. Den brugte information var groft manipuleret eller til tider direkte løgnagtig, og historiske referencer med brug af ord som ”folkemord” og Balkans Hitler” (ikke mindst brugt af Tony Blair) havde karakter af rendyrket propaganda. Denne propaganda er måske forventelig i en krigssituation, men som ”Journalister uden grænser” konkluderer: ”Man kunne samtidig håbe på, at en sammenslutning af demokratier, som hævder at have retten på deres side, ville optræde med større integritet end det diktatur, de bekæmper.” 10 Tilmed blev der rettet grove anklager mod journalister om at være indoktrineret af jugoslaviske løgnemaskiner, da de endelig fik adgang til selve Kosovo og kunne berette om NATOs bombardementer. 11 Så meget for pressefrihed.

Afghanistan
Krigen i Afghanistan er det nye kapitel i NATOs blodige historie. Den såkaldte krig mod terror er den nye undskyldning for myrderier på civile, denne gang i et af verdens fattigste lande.
De civile ofre i denne krig ligger rundt regnet et sted mellem 9.000 og 11.000. Størsteparten af disse er børn! 12

Sammenligninger mellem antallet af bomber, bombetyper og civile ofre viser klart, at tendensen går mod flere dræbte civile pr. tons kastet bombe. Årsagen til dette er, at man dels bruger tungere bomber, der har en langt højere sprængradius. Bomberne kastes fra lang afstand og deres præcision er højt overvurderet. Man bomber uden skrupler formodede militære mål med tunge bomber selv i byområder. Og endelig at bombning af infrastruktur er blevet en fast bestanddel. 13

Allerede under krigen i Kosovo kunne World Policy Institute konkludere: ”Civile dræbt af NATOs bomber er ikke ”en fejl”. Det er den logiske og forudsigelige konsekvens af den måde, som NATO har valgt at føre krigen på.” 14

Fremtidens NATO
NATO opstod ud af en koldkrigs-tankegang. En verden præget af supermagters våbenkapløb med atombomben som det ultimative destruktionsinstrument. Med den kolde krigs afslutning kunne man have håbet på, at denne militære alliance ville blive nedlagt. Desværre er det ikke gået sådan – tværtimod.

NATOs nye strategipapir slår utvetydigt fast, at atomvåben er en fast bestanddel af arsenalet – eller så længe der findes atomvåben, så vil NATO også have dem, som det så diplomatisk skrives.

Med østblokkens sammenbrud har NATO kørt en strategi for udvidelse. Man taler om samarbejde med en lang række andre aktører. Kosovo og Afghanistan er eksempler på krigsmaskinens arbejde, og med den nye kamp mod ”terror”, så er alle områder af kloden potentielle mål.

Desværre ser situationen ikke alt for lys ud i Danmark. Socialdemokraterne har tidligere demonstreret, at de uden at ryste på hånden deltager i NATO-missioner selv uden FN-mandat. Og SF har i deres bestræbelser på at blive regeringspartner solgt ud af alle anti-militaristiske principper, og ser nu intet alternativ til NATO. Forsvarsordfører Holger K. Nielsen udtaler tilmed, at NATO kan være med til at lægge en dæmper på USA’s krigslyst. 15 Ironisk nok kom udtalelsen dagen før, at Anders Fogh Rasmussen blev udpeget som NATOs nye generalsekretær. Nu var lederen af NATO pludselig George Bush’s gode ven, og manden der har bakket op om samtlige af USA’s ulovlige røverkrige.

NATO er en mægtig krigsmaskine, der fungerer som USA’s og EU’s militære del i en imperialistisk strategi. Forkæmpere for fred og frihed må lægge pres på egne magthavere, for at afvikle denne mastodont.
 

Noter:
1) politiken.dk; 19.nov. 2010; NATO vedtager historisk fremtidsplan
2) http://www.nato.int/lisbon2010/strategic-concept-2010-eng.pdf
3) Min oversættelse
4) Igen min oversættelse
5)  Læger uden grænser, 16 marts 2010, Anders Fogh Rasmussens udmeldinger bringer patienter i fare
6) Interview fra Læger uden grænser, 8. oktober 2010
7) En glimrende gennemgang af historien findes i International Viewpoint nr. 380, Dossier – on Slobodan Milosevic, Catherine Samary
8) Anders Bjørn, Jugoslaviens sammenbrud – Balkan-krigene 1991-2001, Bogforlaget Frydenlund 2010
9)  Ovenstående s. 99
10) http://www.converge.org.nz/pma/struth.htm
11) Anders Bjørn, 2010, s. 125
12) http://cursor.org/stories/civilian_deaths.htm
13) http://cursor.org/stories/civpertons.htm
14) http://www.worldpolicy.org/projects/arms/updates/june4.html
15) SF: Der er ikke noget alternativ til NATO, Information 3. april 2009
 

single.php
WP2Social Auto Publish Powered By : XYZScripts.com