Den 10 marts kl. 11.22 læste retspræsidenten for Forfatningsdomstolen Lee Jeingmi den afsluttende sætning i dommen, og erklærede, at retten i enighed havde besluttet at afsætte Park Geun-hye. Hermed var, efter en 92 dages lang retssag, Park Geun-Hyes præsidentperiode forbi.

af Youngsu Won

Demonstranter foran retsbygningen, hilste dommen velkommen, med en dyb følelse af glæde og følte, at de oplevede et lettelsens øjeblik. På den anden side stod andre – skuffede – demonstranter, der desperat havde modsat sig afsættelsen, og som nu i ord og handling gik til angreb, hvilket medførte nogle fattige gamle menneskers tragiske og meningsløse dødsfald.

Det var et historisk øjeblik, der markerede en gigantisk politik sejr for de millioner af mennesker, der havde deltaget i græsrodsbevægelsens protester – Sydkoreas indignados – og for dem, der stod i spidsen for 134 dage med uafbrudt mobilisering, der alt i alt fik mere end 15 millioner mennesker ud i gaderne. Park kan nu slutte sig til den liste af præsidenter, der er blevet afsat i unåde. Hendes fald har sendt de nostalgiske følelser, der måtte være for hendes fars tid ved magten (Park Chung-hee 1961-79) på historiens skraldespand.

Prinsessen er væk
Den afsluttende dom sagde endegyldigt, at Park Geun-hye var dømt ikke-egnet til at regere. Dommerne tog ikke flere uregelmæssigheder og overtrædelser med i deres begrundelse for afsættelsen, men hendes fortrolige venindes ulovligheder og hendes eget magtmisbrug var mere end grund nok til at afsætte hende. Dommerne pegede på Parks forræderi overfor folkets tillid, at hun ikke havde til hensigt at overholde forfatningen, hendes afvisning af samarbejde i efterforskningen mod hende og hende gentagne løgne.

Nogle var skuffede over, at hendes pligtforsømmelser i håndteringen af Sewol-færgekatastrofen i 2014 – hvor mere end 300 mennesker, heraf mange gymnasieelever, omkom – ikke blev taget med i rigsretsdommen. Men i en tillægsudtalelse hed det, at Park havde forbrudt sig mod sin pligt til at beskytte livet for de mennesker, der var ombord på Sewol.

For Park og hendes forsvarsadvokater, kom den enstemmige 8-0-kendelse som et stort chok. Efter at den afsluttende kendelse var afsagt, forlød det, at Park, der nu ikke længere var præsident, var i en tilstand af dyb chok, fordi hun havde nægtet at lytte til nogen som helst, og helt frem til det sidste øjeblik håbløst havde klynget sig til troen på, at anklagen ville blive afvist og sagen blive forkastet. Hun var endnu mere chokeret over 8-0-resultatet, fordi de fleste dommere i forfatningsdomstolen blev regnet for konservative, og to af dommerne i retten var nogen, hun selv havde håndplukket.

Med retssagen afgjort, og hendes forfatningsmæssige status som præsident afsluttet, er hun forpligtet til øjeblikkeligt at forlade Det Blå Hus (præsidentens palads). Men underligt nok, så bliver hun der, og er ikke kommet med nogen kommentar til dommen eller har klarlagt sine planer om at forlade det. Hendes privathjem siges at være upassende for hende at vende tilbage til. Denne sælsomme og ubegribelige indstilling har udløst mere tvivl og foragt fra folket, der stadig er vrede [Præsidentpaladset blev forladt 12. marts, SI-red].

Når nu hendes afsættelse er afgjort, og Park er frataget sin retslige immunitet, kan hun forvente at blive underkastet politimæssig efterforskning af forskellige anklager, som er rettet mod en række af hendes sammensvorne. Statsanklageren forventes at begynde den formelle efterforskning meget snart, især fordi Park ignorerede undersøgelserne fra anklagemyndigheden og fra den Særlige anklager, i modstrid med det løfte om helt og fuldt at samarbejde med efterforskerne, som hun har givet i flere taler, hvor hun har sagt undskyld. Hun vil ikke kunne undgå at skulle tilbringe nogen tid i fængsel, selvom nogle mener, at den kommende præsident måske bevilger hende amnesti.

Beskidte forsøg på at stoppe afsættelsen
Lige siden parlamentets afsættelse den 9. december sidste år har reaktionære kræfter kæmpet imod. En blanding af ultra-højreorienterede, anti-kommunistiske ekstremister, ultra-konservative, kristne fundamentalister og andre dannede en paraply-koalition. De har organiseret en række demonstrationer mod ”stearinlys”-protesterne.

I løbet af rigsretssagen, har disse grupper optrappet deres mobiliseringer, hvor de angriber Forfatningsdomstolen og den særlige anklager. De reaktionære, ekstremt højreorienterede bar det koreanske flag som deres symbol, og oven i købet USAs og Israel flag. De reaktionære demonstranter kommer med horrible, grundløse fordømmelser, hvor de anklager ”stearinlys”-protesterne for at handle efter direktiver fra Nordkorea.

Arrangørerne af demonstrationerne mod afskedigelsen af præsidenten har overdrevet opbakningen til deres protester og endog påstået uden noget grundlag, at deres mobilisering omkring det koreanske flag var meget større end ”stearinlys”-protesterne. Ved en lejlighed påstod de skamløst, at 5 millioner mennesker deltog i deres massemøde, selv om det var tydeligt, at de havde mobiliseret færre end 50.000.

Dette fænomen er meget almindeligt for sydkoreanere, fordi de højreorienterede ekstremister jævnligt har mobiliseret mod anti-regeringsprotester for at dække over regeringens ulovligheder og neutralisere konflikter. De blev kendte for at latterliggøre ofrene og familierne fra Sewol-færgekatastrofen. Geledderne i de reaktionære protester blev fyldt op med konservative fattige gamle mennesker, som sædvanligvis blev betalt for at deltage. De sydkoreanske chaebols (velhavende ejere af globale konglomerater), der var involveret i bestikkelses- og korruptionsskandaler, har systematisk finansieret disse grupper, og efterretningstjenesterne siges at styre dem bag kulissen og finansiere dem fra hemmelige konti.

I løbet af skandalen blev det afsløret, at sekretariatet i præsidentens kontor gav direkte ordre til disse pro-regeringsgrupper om at mobilisere og udsprede misinformation. Deres kommentarer og trusler var så horrible, at selv de konservative medier tøvede med at udsende dem direkte, for det ville på drastisk vis have mindsket disse reaktionære gruppers troværdighed. Nogle af de ekstremistiske banditter holdt massemøder foran den særlige anklagers hjem og truede ham og hans familie. Og nogle ekstremt højreorienterede internetsider udspredte private oplysninger om dommerne.

Misinformationskampagnen var organiseret systematisk, og falske nyheder om skandalen og rigsretssagen blev spredt vidt omkring på internettet. Ved massemøder blev der delt titusindvis kopier af falske aviser ud med falske nyheder og trusler. På trods af en kritisk offentlig opinion var politiet meget varsom og langsom med at reagere på disse forfærdelige trusler og misinformationskampagner.

Det kommende præsidentvalg
Da præsidentembedet er blevet ledigt, kræver forfatningen, at der holdes præsidentvalg indenfor 60 dage. Derfor skal Sydkorea, teknisk set, vælge en ny præsident i begyndelsen af maj. Men præsidentvalgkampen gik allerede i gang lige efter parlamentets afsættelse af præsidenten for tre måneder siden.

I øjeblikket fører Moon Jae-in, kandidaten for det Demokratiske Parti (DP) med en stor margin i de fleste målinger. En anden DP-kandidat Ahn Heejeong, guvernør i Chungnam-provinsen, er nummer to. Efter at den konservative kandidat Ban Ki-moon, tidligere FN-generalsekretær, i slutningen af januar besluttede at opgive sit forsøg på at blive præsident, har de fleste konservative kandidater været næsten usynlige i kapløbet, selv om Hwang Gyoahn, fungerende præsident og premierminister, i øjeblikket er den foretrukne konservative kandidat, med et eller andet sted mellem halvdelen og en tredjedel af den støtte, som Ban Ki-moon havde. Men hans kandidatur virker ret usandsynligt, og det totale sammenbrud for den konservative politik mærkes helt tydeligt.

Det er derfor næsten helt sikkert, at de liberale vil høste frugterne af græsrøddernes historiske kamp. Faglige organisationer og sociale bevægelser har spillet en nøglerolle i organiseringen af denne historiske kamp, men de var kun dråber i det store hav af de millionstore ”stearinlys”-protester. Desuden er progressiv politik kun delvist repræsenteret af et moderat minoritetsparti, Retfærdighedspartiet efter forbuddet tidligt i 2015 mod det Forenede Progressive Parti – som var domineret af den pro-nordkoreanske nationalistiske tendens. Retfærdighedspartiet har for øjeblikket seks pladser i parlamentet. Strukturelt mangler fagforeningerne og de sociale bevægelser de organisatoriske redskaber til at intervenere i institutionaliseret politik i almindelighed, og i præsidentvalget i særdeleshed.

I løbet af perioden med ”stearinlys”-protesterne forsøgte en koalition af fagforeninger og sociale bevægelser at markere en profil, der var uafhængig af oppositionspartierne ved at organisere et græsrods-borgerforum for at diskutere målet med kampen og græsrodsalternativer for en ny republik. Men dette initiativ var ikke i stand til at blomstre og blev let kørt ud på et sidespor af de dominerende medier.

Efter den historiske folkelige revolution
I denne historiske kamp har sydkoreanerne oplevet endnu et øjeblik med politiske omvæltninger, i sporet af den stolte tradition fra April-revolutionen i 1960, Gwangju-opstanden i 1980 og Juni-opstanden i 1997. ”Stearinlys”-protesterne genoplivede også ånden fra protesterne i 2008 mod importen fra USA af oksekød med kogalskab. Levende-lys protesterne har sat en stopper for det konservative styre og har udvidet og uddybet demokratiet. Det sydkoreanske demokrati har taget endnu et enormt skridt fremad, på trods af den dystre krise for den sydkoreanske kapitalisme.

Det er højst sandsynligt, at ”stearinlys”-græsrøddernes heltemodige kamp vil føre til en liberal regering, og det er helt afgjort en positiv ting, når man tager de seneste ni års dårlige præstation og misregimente under konservativt styre i betragtning. Men Moon Jae-in og hans liberale opposition er hverken interesseret i et ægte engagement i et anti-neoliberalt alternativ eller har evnen til at indføre de radikale reformer, som græsrødderne håbede på under denne historiske kamp.

Den kriseramte liberale opposition kan ende med at vinde valget, ikke på grund af sine evner og troværdighed, men på grund af den elendige præstation og arrogance fra Park og hendes konservative klike indenfor det regerende parti. De var kun efter massivt pres fra ”stearinlys”-protesterne, at den liberale opposition tog den rigtige beslutning om at få afsluttet det korrupte og inkompetente konservative regime.

På den anden side er fagforeningerne, de sociale bevægelser og de progressive politikere spredte og splittede efter nederlaget i kampen mod den succesrige neoliberale offensiv. Det var afgørende, at det ikke lykkedes at fremstå som en alternativ kraft, der var uafhængig af den liberale opposition, under ”stearinlys”-protesterne. Selv om de spillede en vigtig rolle i bevægelsen, lykkedes det derfor ikke at give en politisk retning eller et strategisk lederskab i løbet af den dynamiske kamp.

Selvom ”stearinlys”-bevægelsen har vundet en historisk demokratisk sejr, er fremtiden usikker. Det vil vise sig, om denne åbning lukker igen efter præsidentvalget, eller om den måske udvides og fører til en bredere og dybere kamp for andre spørgsmål end de rent demokratiske. Hvis fagforeninger og sociale bevægelser lærer den nødvendige lektie, kunne de stå i spidsen for det næste skridt i kampen. Hvis ikke, bliver Sydkorea nødt til at vente på den næste generation.

12 marts 2017

Youngsu Won er koordinator i Internationalt Forum i Korea

Oversat fra Links International Journal of Socialist Renewal (Australien) af Martin Mørch

single.php
WP2Social Auto Publish Powered By : XYZScripts.com