Den danske socialist Marie Nielsen (1875-1951) var en foregangsfigur i flere led. Hun var blandt de mest markante skikkelser på den socialdemokratiske venstrefløj i begyndelsen af 1900-tallet – og den eneste fremtrædende kvinde blandt dem. Senere blev hun hun en af de første og mest markante danske repræsentanter for trotskismen i Danmark. Nu er der endelig kommet en biografi om hende.

af Bertel Nygaard

Den danske socialist Marie Nielsen (1875-1951) var en foregangsfigur i flere led. Hun var blandt de mest markante skikkelser på den socialdemokratiske venstrefløj i begyndelsen af 1900-tallet – og den eneste fremtrædende kvinde blandt dem. Efter Første Verdenskrig blev hun en af de mest fremtrædende skikkelser i den nye kommunistiske bevægelse. I 1920’erne og 1930’erne forenede hun arbejder- og kvindekamp i en ny form for kvindebevægelse, der udfordrede både de gamle, borgerlige kvindebevægelsers klasseblindhed og den traditionelle socialdemokratiske negligering af kønskampen. Og i de sidste godt to årtier af sit liv forsvarede hun sin revolutionære socialisme mod både socialdemokratisk reformisme og stalinistisk undertrykkelse. Derved blev hun en af de første og mest markante danske repræsentanter for trotskismen i Danmark.

 

Det liv fortjener en biografi. Og den er endelig kommet. Efter i snart et halvt århundrede at have interesseret sig for Marie Nielsen og gravet efter kildemateriale, der kunne give grundlag for en dækkende skildring har kultur- og kommunismehistorikeren Morten Thing nu sammenfattet både hendes politiske virke og de øvrige sider af hendes liv på knap 400 velskrevne sider Med denne bog får vi endelig mulighed for ikke blot at lære hende bedre at kende som menneske, end vi kunne ud fra de tidligere publikationer om hende – herunder ikke mindst Things tidligere udgivelser om hende, hvoraf de første udkom helt tilbage i 1975. Det giver samtidig en betydeligt bedre forståelse af afgørende punkter i de dele af hendes politiske virke, som allerede var kendt før.

 

Efter et kort rids over hendes liv og virke vil jeg her især fokusere på hendes forhold til trotskismen fra anden halvdel af 1920’erne og frem, ikke mindst for at pege på, hvordan Things nye bog gør os klogere på dette specifikke felt.

 

Socialist gennem erfaring
Marie Nielsen var født ind i en fattig sjællandsk husmandsfamilie. Socialist blev hun af erfaring. Som ung tjenestepige på en herregård i slutningen af 1800-tallet oplevede hun, hvordan herskabet under den gamle tyendelov kunne skalte og valte med sine ansatte, og princippet om lighed for loven var ophævet på de fornemme gårde, som man ellers læste så romantiske beretninger om i den tids underholdningslitteratur. Noget af det mest udslagsgivende for hende var oplevelsen af, hvordan en af landets fineste baroner med jævne mellemrum påtog sig at opdrage en ”stædig” 16-årig pige ved at gennemprygle hende med sin ridepisk – altid på et afsides sted uden vidner. Og ikke alene gjorde han det. Han havde lov til det, så de kunne intet stille op: ”For første Gang i mit Liv gik det op for mig, at et Lands Lov og Ret kan være ganske det modsatte af Ret,” erindrede hun senere og tilføjede, at det nok var den oplevelse, der havde gjort hende til socialdemokrat.

 

I første omgang flyttede hun bort fra det undertrykkende herregårdsmiljø og ind til København, hvor hun så småt kunne uddanne sig ved siden af sin gerning som tjenestepige i huset hos finere folk. Efter få år i storbyen blev hun i 1908, som 33-årig, ansat ved Frederiksberg Skolevæsen. I de samme år sluttede hun sig til den socialdemokratiske bevægelse, først som medlem af Socialdemokratisk Ungdomsforbund (SUF) – til trods for sin relativt fremskredne alder – dernæst også i selve partiet. Her kom hun i forbindelse med venstrefløjen inden for den socialdemokratiske bevægelse. Blandt andet samarbejdede hun med den mest fremtrædende skikkelse fra 1880’ernes og 1890’ernes revolutionære opposition i dansk arbejderbevægelse, Gerson Trier, der samtidig var en af de få markante intellektuelle i det danske socialdemokrati. Af større praktisk betydning blev dog hendes indsats i ungdomsbevægelsen, der både op til og under Første Verdenskrig i langt højere grad end moderpartiet forstod de socialistiske læresætninger om antimilitarisme, internationalisme og revolutionær forandring af samfundet bogstaveligt.

 

Kommunistisk foregangskvinde
Ved slutningen af Første Verdenskrig og i den russiske revolutions kølvand var Marie Nielsen blandt de førende kræfter i etableringen af en ny, distinkt revolutionær fløj af arbejderbevægelsen – først ved stiftelsen af Socialistisk Arbejderparti i 1918, kort efter ved den vanskelige etablering af Danmark Kommunistiske Parti, der samlede både hendes fløj, nogle af hendes gamle forbundsfæller fra SUF samt de revolutionære syndikalister, der allerede i årene før verdenskrigen havde udgjort den mest markante venstreopposition i dansk politik. Begge disse partistiftelser foregik under indtryk af revolutionerne i Rusland 1917 og Tyskland 1918-19, der styrkede forventningerne om snarlige socialistiske udviklinger både der og i det øvrige Vesten, herunder i Danmark.

 

Den revolution, Marie Nielsen og resten af den nye radikale venstrefløj på den tid håbede så intenst på, var der imidlertid andre, der frygtede lige så akut, først og fremmest på højrefløjen og blandt udenlandske regeringer, der pressede de danske myndigheder til at fare drastisk frem mod de relativt fåtallige revolutionære i landet. Som foregangskvinde for den revolutionære bevægelse blev hun idømt en uforholdsmæssigt skrap, politisk motiveret forbedringshusstraf for angiveligt at have ansporet til voldelige samfundsforandringer, og hun mistede ved den lejlighed også sit levebrød ved Frederiksberg skolevæsen, uanset talrige protester fra sine kolleger, der værdsatte hendes arbejde højt.

 

Efter sin løsladelse levede hun kortvarigt af sit arbejde ved DKP’s Arbejderbladet, dernæst som væver og så i en længere periode som kontorist ved sygekassen Fremtiden, mens hun atter kastede sig energisk ind i det politiske arbejde. Under de hårde interne kommunistiske fraktionskampe i 1920’erne – med rødder i skuffelsen over de revolutionære bevægelsers tilbageslag i Vesten, men også i personmodsætninger og i strategiske uoverensstemmelser mellem tidligere ungsocialister og tidligere syndikalister i DKP – holdt hun sig på afstand af begge stridende fløje. Som delegeret for Dansk kommunistisk Lærerklub rejste hun alligevel i sommeren 1920 ad lange omveje til Petrograd (i dag Sankt Petersborg) som delegeret til Kommunistisk Internationales Anden Verdenskongres. Her lærte hun en lang række af tidens mest prominente russiske bolsjevikker at kende på første hånd, ikke mindst Lenin, som blandt andet spurgte indgående til de danske ungsocialdemokraters og syndikalisters stilling.

 

Inden for den atter nogenlunde samlede, men til gengæld stærkt decimerede danske kommunistiske bevægelse i anden halvdel af 1920’erne lagde hun et betydeligt arbejde i at styrke bevægelsens forankring i det faglige arbejde. Men da partiet i 1928 fulgte Kommunistisk Internationales nye venstredrejning, der ud fra ret abstrakte revolutionsforventninger fordrede opbygningen af særskilte revolutionære fagforeninger, vakte det modstand blandt mange fagligt aktive kommunister, heriblandt Marie Nielsen. Da hun ikke rettede ind efter de nye linjer, blev hun suspenderet fra partiet. Men det, der kort efter fik hende fik partiledelsen til at ekskludere hende helt, var hendes støtte til de bolsjevikker fra revolutionens tid, som hun havde truffet i Petrograd nogle år før. Først og fremmest Trotskij, der efter Lenins død i 1924 havde været den mest oplagte efterfølger som partileder, men som var blevet udmanøvreret af Josef Stalin, alt imens bolsjevikkernes traditionelle satsning på international revolution var blevet indordnet under snævrere sovjetiske interesser, udtrykt i Stalins formulering om socialismens opbygning i ét land.

 

Protest og kommunistisk disciplin
Marie Nielsen troede nemlig ikke på det, den kommunistiske presse skrev om den nu ekskluderede og eksilerede Trotskij. Så hun sendte DKP’s hjælpeorganisation Røde Hjælp et eksemplar af det tyske blad Volkswille med en ganske anderledes udlægning af Trotskijs skæbne. På avisen havde hun i hånden skrevet: ”Hvad vil ’Røde Hjælp’ gøre for Trotski og de andre idealistiske Bolscheviker, der er forvist og i Fængsel og hvis Liv trues som [den afdøde bolsjevik Adolf] Joffes.” Dén optræden førte øjeblikkeligt til hendes eksklusion fra partiet i januar 1929 for det, partiledelsen betegnede som ”kontrarevolutionær Propaganda.”

 

Hendes protest og udelukkelse fra DKP betød dog ikke, at hun hermed uden videre var trotskist. Hun tog i disse år ikke kontakt til den internationale kommunistiske oppositionsstrømning, som Trotskij ledede i sit eksil. Og endnu forstod hun sin loyalitet mod den kommunistiske sag sådan, at hun ikke kunne kritisere partilinjen udadtil. ”Er man kommunist af overbevisning, så binder den kommunistiske disciplin ens handlefrihed,” bemærkede hun otte år senere i pjecen Kampen om Trotskij som forklaring på sin tavshed om den sag indtil da.

 

Havde hun tilsluttet sig den trotskistiske bevægelse på det tidspunkt, ville hun dog formentlig også være blevet ganske alene i politisk henseende. Det, at hun ikke optog nærmere forbindelse med Trotskij eller hans støtter i andre lande, gjorde det muligt for hende atter at blive medlem af DKP i 1932, da en ny ledelse kom til med Martin Nielsen og den nye formand Aksel Larsen i spidsen. I al stilfærdighed sad hun blandt publikum, da Trotskij i november det år på venstresocialdemokratisk invitation holdt foredrag om oktoberrevolutionens resultater i Idrætshuset. Der var det ellers svært at få adgang som DKP’er, fordi arrangørerne med rette frygtede for sabotage – enten fra kommunistisk side eller fra de militante ungkonservative grupper, der var omtrent lige så opbragte over den berømte revolutionsleders danmarksbesøg.

 

Selv om den nye DKP ledelse lukkede Marie Nielsen ind i partiet igen, var den mere direkte tro mod Stalins lederskab i den internationale kommunisme end den gamle DKP-ledelse med Thøger Thøgersen i spidsen, som havde stået tættere på Grigorij Zinovjev, Kommunistisk Internationales formand gennem de første år fra 1919 til 1926. Men det nye DKP-formandsskab virkede unægteligt mere effektivt end det gamle. Under Aksel Larsens ledelse opnåede DKP sine første to folketingsmedlemmer – Larsen selv og Arne Munch-Petersen – og formåede ret effektivt i 1935-36 at gennemføre Kommunistisk Internationales politiske u-vending fra offensiv ultravenstrelinje til helt omvendt defensiv folkefrontspolitik.

 

Det politiske kursskifte affødte ganske vist nogen kritik i kommunistiske kredse, og den kritik blev forsøgt opsamlet af de små grupper af danske trotskister, som var opstået i mellemtiden med afsæt i tyske politiske flygtninge og en lille snes unge omkring den på mange måder excentriske figur Poul Moth. Meget førte dette dog ikke med sig. Og der er ingen tegn på, at Marie Nielsen forholdt sig aktivt til den kommunistiske kursændring. Der skulle mere til.

 

Trotskist-Marie
Først da partiet i 1936 bakkede op om både det nye forbud mod abort i Sovjetunionen og om Moskvaprocesserne, hvor de tilbageværende markante bolsjevikker fra revolutionens tid blev dømt for opdigtede anklager om forræderi mod Sovjetunionen og socialismen, blev det hende for meget. Hun protesterede i skarpe vendinger mod den sovjetiske ledelses bestræbelser på at reducere kvinder til rene fødemaskiner – et udtryk for den skarpe kvindepolitiske bevidsthed, hun havde udviklet siden begyndelsen af 1920’erne, først inden for Kommunistisk Internationale, så fra 1925 og små ti år frem i opbygningen af Arbejderkvindernes Oplysningsforbud. Det førte til offentlig polemik mellem hende og partiledelsen.

 

Men igen blev det udslagsgivende hendes kritik af de politiske udrensninger af gamle bolsjevikker. Få dage efter de første meldinger om den første af de tre skueprocesser i Moskva mod fremtrædende bolsjevikker fra revolutionens tid skrev hun direkte til ingen ringere end Kommunistisk Internationales generalsekretær Georgij Dimitrov: ”Her kan og vil man ikke tro, at gamle marxister, Lenins mangeårige disciple (…) har forvandlet sig til individuelle terrorister.” Samtidig udtrykte hun støtte til det norske Arbeiderpartis appel om at lade repræsentanter for Socialistisk Internationale overvære processerne. Under et møde i partiet fire dage senere imødegik hun processens anklager og former i skarpe toner (her ifølge dagbladet Social-Demokratens referat):

 

Der er mange Paralleller i Verdenshistorien til det, der er sket i Moskva. Det er sket mange Gange, at Folk har ladet Hovederne kappe af Modstanderne. Med den engelske Kong Henrik 8. var det saaledes, at den, der skulde dræbes, før Henrettelsen blev ført til ham for at kysse hans Haand. Hvorfor? Tror man ikke, at denne Ydmyghed før Døden udvistes for at skaane Familie og Venner mod Forfølgelse?

 

En så udtalt mistillid til de sovjetiske myndigheder og navnlig til Stalin-ledelsens motiver var stærke sager i det parti, der ellers var så lydigt mod retningslinjerne fra Moskva. Thing gør desværre her ikke så meget ud af den klangbund, som Marie Nielsens kritik synes at have vundet blandt menige DKP’ere i den svære tilpasning til en ny officiel ledelsessanktioneret udlægning af sandheden. Men læser man videre i Social-Demokratens detaljerede redegørelse for den indre DKP-strid fremgår det, at der ikke lød indvendinger mod hende på det møde, og at selv mødets opbakning til partiledelsens resolution til støtte for Moskvaprocessen kun blev vedtaget af et mindretal af forsamlingen, da flertallet undlod at stemme. Den rapport om indre splid i kommunistpartiet passede selvfølgelig Socialdemokratiet fint, men det var sigende, at DKP’s Arbejderbladet kun bestred den sidste oplysning om stemmeantallet, men ikke de andre oplysninger fra mødet. Så selv om de fleste skeptiske partimedlemmer foretrak at holde lav profil, kunne det ikke helt skjules for offentligheden, at Moskvaprocesserne skabte uro i partiet. Marie Nielsen selv blev hastigt ekskluderet fra partiet – denne gang for bestandig.

 

Herefter færdiggjorde hun pjecen Kampen om Trotskij på grundlag af materiale, hun havde haft liggende i årevis, men som nævnt havde holdt for sig selv af hensyn til partiets enhed udadtil. Thing fortæller på basis af Marie Nielsens veninde Jenny Thomasens erindring, at en stor del af oplaget forsvandt, inden pjecen kunne komme i almindelig handel, og at mistanken blev rettet mod kommunistiske kredse, men intet kunne bevises. Det forhindrede dog ikke, at de tilbageværende eksemplarer af pjecen i at få virkning på den lille, men voksende antistalinistiske venstrefløj i København. Hun sendte også et eksemplar af pjecen til Trotskij personligt og erklærede i et følgebrev sin opbakning til stiftelsen af en ny Internationale, selv om hun også tvivlede på, at de danske arbejdere ville orke endnu en ny politisk begyndelse.

 

Gennem en anden venstrefløjsveteran, Alfred Kruse, kom hun på samme tid i kontakt med de nye trotskistiske grupper, som i mellemtiden var opstået. Dem samarbejdede hun lejlighedsvis med frem til sin død i 1951. Et varigt engagement i disse grupper afholdt hun sig dog fra, dels fordi hun var plaget af sygdom og ikke længere havde kræfter til stabilt politisk arbejde, dels fordi hun tvivlede på, at de eksisterende smågrupper ville kunne løfte opgaven. Som hun bemærkede over for Kruse og Socialistisk Samvirke i 1937: ”Ja, I er jo ikke mange, og særlig ikke mange kvalificerede, men den Slags Kaar følger med, naar man vil ’mod Strømmen’. I er jo nogle Unge; I maa se at holde ud. Vi gamle døende er ikke at regne med.”

 

Distancen til trotskisterne
Så nok sympatiserede hun nu mere åbent med den trotskistiske bevægelse, men hun lagde aldrig noget fast engagement i de små trotskistiske grupper i 1930’ernes og 1940’ernes København. Things redegørelser for hendes private forhold kan være med til at forklare, hvorfor det ikke blev til mere. Hun var nemlig stærkt plaget af sygdom i sine sidste mange leveår, og samtidig lagde hun hovedparten af de kræfter, der blev til overs, i at hjælpe sin familie og andre nære relationer, herunder flere af sine tidligere politiske forbundsfæller, der ellers ofte havde undladt at vise hende hensyn i de skarpe politiske stridigheder, der endte med at marginalisere hende helt som politisk skikkelse. Under besættelsen var hun således i nær kontakt med frihedskæmpere og husede en overgang både nogle af dem og et lille trykkeri til illegale blade. Hvilke illegale blade det drejede sig om, er uvist, men den lille, men meget aktive trotskistiske gruppes illegale udgivelser fra de år, først og fremmest bladet Klassekamp, havde efter alt at dømme intet med hende at gøre.

 

De få småskrifter fra hendes hånd i efterkrigsårene viser ganske vist, at hendes revolutionære anskuelser og forhåbninger var intakte: I et indlæg til modstandskæmperbladet Frit Danmark fra 1946 beklagede hun, at modstandsbevægelsen ikke havde haft held til at virkeliggøre det, ”vi kæmpede for,” nemlig et ”nyt Danmark helt forskelligt fra det før 9. april,” omskabt ”fra en udbytterstat til et fælles hjem med gode kår for os alle!”. Og hun advarede mod at hævne sig på det tyske folk efter krigen og talte for ”den sociale revolution” som det mest effektive middel til at bekæmpe truslen om nazismens genrejsning, både i Tyskland og i Danmark.

 

Men holder man den erklæring sammen med hendes pessimisme fra de samme år angående udsigterne til en politisk genmobilisering af arbejderklassen i revolutionær retning, peger det også på, at denne socialistiske revolution for hende i de sidste mange år var reduceret til en blot og bar forhåbning, uden forbindelse til konkrete forventninger eller nogen systematisk praktisk satsning efter hendes eksklusion fra den kommunistiske bevægelse. I et brev til trotskisterne i Socialistisk Samvirke i 1937 (som ligger i Alfred Kruses papirer på Arbejderbevægelsens Bibliotek og Arkiv, men som Thing ikke citerer) havde hun tydeligt affærdiget de praktiske muligheder for revolutionært arbejde: ”[E]t Parti yderst til v.[enstre] vil i Øjeblikket have meget ringe Muligheder i Danmark.” Hun synes i praksis at have fastholde den vurdering resten af sit liv. Ganske vist deltog hun i januar 1947 i stiftelseskongressen for den ambitiøse trotskistiske organisation Revolutionære Kommunister, men selv om det bekræfter hendes stadige sympati med de trotskistiske bestræbelser, tyder intet på, at hun ved den lejlighed afveg fra sin pessimisme angående de praktiske muligheder.

 

Dermed udviklede hendes politiske virke i de sidste år sig i øvrigt i en sigende kontrast til den, man kan se hos den to år ældre fremtrædende norske kommunist Jeanette Olsen, der efter en ellers næsten parallel løbebane på sit lands venstrefløj og en lignende eksklusion på grund af et åbent forsvar for Trotskij omkring den første Moskvaproces i 1936 (især med pjecen Er Trotskij arbeiderklassens fiende? Åpent brev til arbeiderne fra Jeanette Olsen) tog initiativ til det trotskistiske månedsblad Oktober, der udkom fra 1937 til 1939. Havde Jeanette Olsen haft en kreds af yngre revolutionære at forbinde sig med, kunne hendes indsats meget vel have ført til en opbygningen af en markant trotskistisk fløj på den norske venstrefløj. I fraværet af de yngre kræfter blev Olsens indsats helt marginaliseret. På det punkt havde Marie Nielsen faktisk betydeligt bedre handlingsmuligheder, men hendes pessimisme synes – sammen med hendes svigtende kræfter i øvrigt – at have afholdt hende fra at udnytte de muligheder.

 

Hvad vurderingen og den kritiske analyse af Marie Nielsens liv og virke angår, kan man måske godt sidde tilbage efter endt læsning af bogen med en fornemmelse af ikke helt at have fået redet trådene ud. På nær nogle få, generelt DKP-kritiske krasheder undervejs holder Morten Thing sig gennemgående til en meget nøgtern og saglig fremstilling, der så vidt muligt citerer fyldigt for at lade kildeteksterne – og allerhelst Marie Nielsens egne formuleringer – tale for sig selv. Denne beskedenhed fra forfatterens side er langt hen ad vejen yderst prisværdig. Frem for at mase Marie Nielsens liv, tanker og handlinger gennem i et eller andet forudbestemt analyseapparat overlader han det i vidt omfang til læseren selv at drage konklusioner. Alligevel kan man godt savne nogle elementer til en mere overordnet karakteristik fra Morten Things side af Marie Nielsens person, liv og betydning under ét.

 

Så bogen sætter næppe det sidste punktum i diskussionen om Marie Nielsens betydning. Men den leverer langt de fleste og de vigtigste ingredienser til den diskussion. Og det er en betydelig fortjeneste.

 

Morten Thing: Marie Nielsen og revolutionen. Selskabet for Arbejderhistories skriftserie nr. 59, 2020. Pris: 175 kr. Køb bogen hos forlaget

single.php
WP2Social Auto Publish Powered By : XYZScripts.com