content-picture.php

75 årsdagen for befrielsen af Auschwitz-Birkenau dødslejren udløste en forventelig bølge af kvalmende kommentarer fra ledende politikere. Neil Faulkner afslører hykleriet hos politikere, som ignorerer historiens lærdomme og udbreder nationalisme og racisme.

af Neil Faulkner

Foto: Ungarske jøder ankommer til Auschwitz

 

Trumps er typiske:

 

Vi husker de seks millioner jøder, som omkom i Holocaust og hylder de amerikanske soldater og andre allierede styrker, som utrætteligt kæmpede for at besejre Naziregimet. Vi gentager vores forpligtigelse til at bekæmpe antisemitismen og til de to ord, der aldrig kan blive gentaget for ofte: Aldrig Mere! Som jeg tidligere har sagt, er staten Israel et evigt monument over det jødiske folks udødelige styrke. Til dem, som ønsker ødelæggelsen af Israel og det jødiske folk, siger vi: Aldrig Mere!

 

Det ville være vanskeligt at indpakke en større mængde hyklerisk og uvidende møg med så få ord. Dette er et skoleeksempel på højrefløjens politiske eliters misbrug af historien. Lad os forsøge at skille snot fra skæg.

 

Anden Verdenskrig: Folkedrab

Den 27. januar 1945 nåede den 322. Riffeldivision af den Røde Hær frem til Auschwitz-Birkenau. Der fandt de omkring 7.500 mennesker, der stadig var i live. På dette tidspunkt var mindst en million, muligvis så mange som to og en halv million, blevet udryddet der.

 

Auschwitz-Birkenau var den største i et netværk af dødslejre, hvor folkemord var blevet udviklet til en industriel proces. Der var aldrig i menneskehedens historie blevet set noget lignende. Chokbølgerne bredte sig ud over hele verden, og de har ikke lagt sig endnu.

 

Folkedrab var lige så gammelt som krigsførelse. En million eller flere mennesker vurderes at være blevet dræbt gennem tidligere folkemord, og der skulle komme adskillige folkedrab i samme målestok gennem det 20. århundrede.

 

Men de fleste folkedrab udspiller sig som middelalderligt barbari, hvor folk bliver slået eller sultet ihjel. Det, som gjorde nazistenes Holocaust så skrækindjagende, var dets iskolde industrielle karakter. Massemord blev omdannet til en fabrikslignende proces.

 

Men mordene på seks millioner jøder i gaskamrene var kun en del af billedet. Heri ligger den første af Trumps løgne. Omkring 60 millioner mennesker døde under Anden Verdenskrig, det store flertal af dem civile, de fleste ofre for enten de tyske nazister eller de japanske soldater

 

Omkring seks millioner polakker blev dræbt (16 procent af befolkningen). Halvdelen af disse var jøder, som først blev flyttet med magt til ghettoer, og så, fra 1942, transporteret til udryddelseslejre bygget til formålet.

 

Det russiske dødstal lå på 27 millioner (ligeledes 16 procent af befolkningen). Igen var mange af dem jøder deporteret til lejrene, men flertallet var krigsfanger eller civie i den nazi-besatte zone.

 

Den japanske besættelse af Kina var lige så dødbringende som nazisternes besættelse af Polen og den europæiske del af Rusland. Mindst 15 millioner kinesere blev dræbt under Anden Verdenskrig. Herunder kvinder, der blev benyttet som slaveprostituerede, fanger der blev udsat for medicinske eksperimenter og våbenforsøg, og lokale slagtet som menneskelige husdyr og spist af japanske soldater, der var blevet afskåret fra deres forsyningsbaser.

 

Anden Verdenskrig: Barbari

De tyske nazisters og den japanske hærs forbrydelser – fascismens forbrydelser – er i særklasse. Men barbariet under den Anden Verdenskrig rakte ud over dette.

 

Stalins regime i Rusland – et brutalt totalitært diktatur oprettet på ruinerne af en arbejderklasse-revolution – beordrede ikke racemæssigt folkemord eller byggede dødslejre. Men det brugte hæren som instrument til erobringer, det anvendte millioner af slavearbejdere og det gennemførte polititerror lige så skånselsløst som Hitlers Gestapo.

 

Og da den sovjetiske hær nåede tysk territorium i 1944, gik den amok i statsstøttede mord, voldtægter og ødelæggelse uden smålig skelnen mellem ofrene. Det vurderes, at omkring to millioner kvinder blev voldtaget, mange af dem gentagne gange. Terroren havde et sådant omfang, at 14 millioner civile flygtede fra deres hjem og tog hvad de kunne slæbe med sig af ejendele vestpå i den største masseudvandring i historien indtil da [dog overgået få år senere, da britisk Indien blev delt i Indien og Pakistan o.a.].

 

”Demokratierne” begik også forfærdelige krigsforbrydelser. Tæppebombningerne af de tyske byer af det britiske og amerikanske flyvevåben havde ofte intet som helst militært formål.

 

Bombningen af Hamburg den 27. juli 1943 skabte en ukontrollabel ildstorm. Huse eksploderede. Mennesker, der havde søgt tilflugt i beskyttelsesrum, blev kvalt eller stegt levende. Asfalten kogte og mennesker på flugt sad fast i den som på fluepapir. Håret brændte, øjne smeltede, kød blev forkullet.

 

Dobbelt så mange mennesker, 40.000, døde den nat i Hamburg, som under de otte måneder, Blitzen mod London varede. Stort set alle var civile. [Kodeordet for operationen var Gomorra, fra den bibelske straffeaktion o.a.].

 

Man vurderer, at i alt 600.000 blev dræbt og 3,4 millioner gjort hjemløse i de 64 ramte tyske byer.

 

Amerikanerne havde udviklet nye typer af bomber, som de gerne ville have testet. Så de kastede to af dem, den ene over Hiroshima, den anden over Nagasaki, der i alt dræbte omkring 150.000 japanere, nogle øjeblikkeligt, andre langsomt og pinefuldt. Ingen af disse mål havde militær betydning [slet ikke Nagasaki, de kristne japaneres hovedby, o.a.].

 

Fascismens sejr

Hvordan kunne dette ske – denne globale nedsynkning i barbari?

 

Det skete, fordi fascismen triumferede. Fordi politikere som Trump, der udbreder nationalisme, racisme og militarisme, blev dominerende over hele verden.

 

Da den globale økonomi brød sammen i 1929 og sank ned i den Store Depression, blev samfundene revet itu af arbejdsløshed og fattigdom, og den politiske midte faldt sammen. Mellem 1929 og 1939 blev verden rystet af en kamp mellem fascistisk reaktion og socialistisk revolution. Og alle steder bakkede de konservative op om fascisterne, medens arbejderklassen forsøgte at stoppe dem.

 

Storbritannien for eksempel. Da Oswald Mosleys Britiske Union af Fascister ønskede at marchere gennem den jødiske del af Londons East End i oktober 1936, mødte den lokale del af arbejderklassen op i stort antal for at forhindre dem i dette. Gaderne rystede under råbet om ”De skal ikke komme igennem”.

 

De konservative sendte politiet ud for at angribe arbejderdemonstrationen, og betjentene forsøgte med deres knipler at tæske en vej igennem til fascisterne. (Arbejderne i East End vandt sejren: de forsvarede med held deres barrikader og stoppede marchen). Mosleys bevægelse kom sig aldrig. Storbritannien blev aldrig fascistisk.

 

I Spanien, hvor et fascistisk støttet militærkup var blevet mødt af en arbejderklasserevolution – der gjorde landet til Europas frontlinje i kampen mod fascismen, ønskede de konservative, at Franco skulle vinde og blokerede derfor leveringen af våben til den Spanske Republik. (Revolutionen blev besejret, 200.000 blev dræbt af fascistiske dødspatruljer, og Spanien levede under et diktatur indtil 1970’erne).

 

På samme tid hyldede mange britiske konservative, som det pro-nazistiske ”Cliveden Set”, Hitler, Mussolini eller andre ledere af det yderste højre på kontinentet, og gik ind for ”appeasement”-politikken – grundlæggende en passiv støtte til nazisternes overtagelse af udenlandske landområder op til udbruddet af Anden Verdenskrig.

 

Det var det samme billede overalt [dog ikke herhjemme, hvor demokratisk sindede kræfter inden for det konservative parti med held bekæmpede anti-demokratiske tilbøjeligheder i deres organisationer, o.a.]. Fascismen blev hjulpet og støttet af hele det europæiske højre i mellemkrigstiden. Mussolini var blevet udnævnt af kongen til premierminister i Italien. Hitler var blevet udnævnt til kansler af præsidenten.

 

Marskal Horthy i Ungarn og Marskal Antonescu i Rumænien, begge militære diktatorer med opbakning fra de lokale fascister, indgik i militære alliancer med Nazityskland og det fascistiske Italien.

 

Det kan ikke overraske, at mange konservative andre steder, som var skræmte af risikoen for revolutionære forandringer, kiggede med beundring på de fascistiske regimer, der havde knust arbejderbevægelsen og ødelagt det parlamentariske demokrati.

 

Misbrug af historien

Så lad os nu, bevæbnet med nogle historiske kendsgerninger, vende tilbage til Trumps løgne, fordrejninger og fejlslutninger.

 

De består af følgende:

1.       Dødstallet i den nazistiske Holocaust var ikke 6 millioner: Det dækker udelukkende antallet af jøder. Det totale tal var sandsynligvis mindst 15 millioner, herunder 6 millioner russere, 3 millioner polakker, en halv million serbere og et lavere antal af andre – Romaer, handicappede, homoseksuelle mænd, religiøse minoriteter, fagforeningsaktivister, socialister og kommunister.

 

2.       Auschwitz repræsenterer ikke blot det jødiske folkemord, men massedrabene på mange andre, og ikke blot i Europa, men over en hel verden i krig. Korrekt forstået er det et symbol på menneskehedens nedstigning i barbari i sammenhæng med fascisme og krig.

 

3.       Auschwitz repræsenterer ikke blot antisemitisme, men en massepsykotisk racisme, som var rettet mod hele befolkninger, især i Østeuropa og Kina, under Anden Verdenskrig. Nazisterne betragtede de slaviske befolkninger i Østeuropa som ”undermennesker” og behandlede dem som dyr. De japanske militarister så på kineserne med den samme foragt.

 

4.       Den eneste virkelige sammenhæng mellem Auschwitz og staten Israel er denne: Holocaust drev mange jøder til at støtte zionismen og emigrere til Israel efter krigen; Holocaust blev udnyttet af de zionistiske ledere i Israel til at retfærdiggøre den væbnede overtagelse af Palæstina og udstødelsen af den arabiske befolkning; og Holocaust fik meget af den almindelige offentlige mening i resten af verden til at bifalde dette. Men kendsgerningen er, at man ikke kan retfærdiggøre en ugerning (den etniske rensning af Palæstina) med at henvise til en anden ugerning begået af et andet folk, et andet sted, på et andet tidspunkt (det nazistiske Holocaust).

 

5.       Når det handler om Trumps ”Aldrig Mere”, er han leder af den verdensomspændende bølge af nationalisme, racisme og fascisme, som har gjort muslimer og emigranter til verdens pariaer, Jordens Elendige – ”jøderne” i det tidlige 21. århundrede.

 

Historien gentager sig selv. Begivenhederne udfolder sig langsommere og på en anderledes måde. Men rejseretningen er tydelig.

 

Læren af Auschwitz er, at de herskende i verden ikke blot har misforstået betydningen – selv når de hykler forståelse af mindet om Holocaust – men de spreder tværtimod den samme racistiske politik, som skabte det.

 

Det er op til de arbejdende mennesker at bruge den sande lære af Auschwitz og handle ud fra den. Fascismen er på vej frem igen. Vi må handle for at stoppe den, før den opsluger os.

 

Oversat fra timetomutiny.org af Peter Kragelund

 

 

 

single.php
WP2Social Auto Publish Powered By : XYZScripts.com